Ud over at munkene eller nonnerne aflægger de tre klosterløfter fattigdom, kyskhed og lydighed, aflægger de et tavshedsløfte - de er eneboere og lever i tavshed og må kun tale én gang om ugen, om søndagen. Dagligt synger de sammen aftenens tidebøn (Vesper), men midnattens tidebøn (Completorium) bedes alene i cellen.
Karteuserne spiser kun pescetarisk kost.
Karteuserordenens motto er: "Stat crux dum volvitur orbis" (Korset står, mens verden drejer).
Om karteuserordenen er sagt, at det aldrig har været nødvendigt at reformere den, fordi den aldrig er blevet deformeret.

Denne strenge orden var en reaktion på den svigtende disciplin og magelighed som trappisterne/reformatorerne mente gjorde sig gældende i senmiddelalderens cistercienserklostre. Rancé genindførte "Regula Benedicti" fra o. 530, og strammede kravene til det yderste. Trappisterne skulle leve i absolut tavshed og måtte kun kommunikere via tegnsprog, når det var strengt nødvendigt, de skulle afholde sig fra kød, sove så lidt som muligt og konstant befatte sig med manuelt arbejde, de skulle bede og være selvforsynende. Trappisterne er kendt for produktion af øl og ost.
Den Franske Revolution (1789-1799) var overordnet opgøret med enevælden og stændersamfundet og brud med kirkens politiske og økonomiske magt, hvor staten beslaglagde kirkens gods og ejendomme for at løse Frankrigs økonomiske krise. Med Revolutionen var ordenen tæt på at blive udslettet. En gruppe munke ledet af abbed Dom Augustine de Lestrange (1754-1827) flygtede til Schweiz til klostret La Valsainte i kanton Fribourg og senere til andre europæiske lande og øvrige dele af verden, hvilket betød at ordenen blev reddet fra udslettelse. Munkene vendte tilbage til Frankrig efter Revolutionen, og da var ordenen splittet i forskellige grene. Pave Leo XIII samlede i 1892 den splittede orden til én orden under navnet cistercienserordenen af den strenge observans.
Trappisterne lever i dag efter Benedikts regel - stilhed, bøn og selvforsyning.
Munkene planlægger at forlade det historiske kloster La Trappe i 2028 på grund af et faldende antal nye kald (mangel på nye munke) og en stigende økonomisk og praktisk byrde med hensyn til at vedligeholde de store historiske bygninger og tilhørende jorde.

På Karmelbjerget opførte ordenen sit moderkloster "Stella Maris" (havets stjerne, for Jomfru Maria som sømændenes skytshelgen). I 1291 blev dette oprindelige kloster ødelagt.

Jomfru Maria er for karmeliterne ordenens moder, søster og skytshelgen.

I 1247 valgte paven i at ændre Albertreglen for at sikre ordenens overlevelse. Han gav munkene tilladelse til at forlade ødemarken og flytte ind til byerne, hvor de blev tiggermunke, og således blev munkenes oprindelige livsstil tilpasset europæiske forhold.

I 1453 fik ordenen en kvindelig gren.

I 1593 blev Karmeliterordenen splittet op i to uafhængige ordener, de skodede (med sko) den mindst strenge orden og de uskoede (uden sko eller med sandaler som symbol på fattigdom), de følger den oprindelige strenge livsform.

Ordenes hovedformål var barmhjertighedsarbejde - at drive hospitaler og omsorg for syge, fattige, hittebørn og pilgrimme.
Korherrerne levede i et klosterfællesskab efter Augustins regel.

Ordenen første officielle navn var De Fattige Søstres Orden (lat.: Ordo Sororum Pauperum). Det var pave Urban IV der i 1263 ændrede navnet til Clarisserordenen for at ære grundlæggeren. Ordenen er også betegnet Den anden franciskanske orden - franciskanerordenen som Frans af Assisi grundlagde er den første orden.

Clara/Chiara Offreduccio kom af en rig adelsfamilie i Assisi, og i en alder af 18 år flygtede hun fra sit hjem og et arrangeret ægteskab, da hun ønskede at leve i absolut fattigdom og hengive sig til Gud. Sin medgift gav hun til de fattige. Hendes flugt endte i Portiuncula, Frans af Assisis lille skovkapel, hvor hun blev indviet til et liv i total fattigdom - hendes hår blev klippet, hendes fornemme kjole blev skiftet ud med en uldkutte.

Få uger efter Claras flugt flygtede også hendes yngre søster Agnes/Caterina Offreduccia for at slutte sig til sin søster.
Clarisserordenen var dedikeret til stilhed, bøn, meditation og fuldstændig fattigdom.

Clara ønskede at leve i absolut fattigdom fordi Jesus selv levede i fattigdom. Matthæusevangeliget 19,21: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!"

Fattigdomsprivilegiet (Privilegium paupertatis), af paven givet til Clara på hendes dødsleje, var retten til ikke at eje noget, til at være fattig, hvilket Clara havde kæmpet for fra hun grundlagde ordenen. Paverne havde været af den opfattelse, at absolut fattigdom var uforsvarligt, fordi uden indtægter eller ejendom kunne nonnerne sulte ihjel.

Nonnerne levede i klausur, dvs. i isolation indenfor klostrets mure, hvor de havde begrænset og kontrolleret kontakt til omverdenen.

De tilhørte tiggerordenen, men tiggede ikke selv. Franciskanermunkene tiggede for dem - mad, brænde og andre fornødenheder. Det indsamlede afleverede munkene ved klosterporten eller i et såkaldt vendehjul i muren (lat.: rota, der var en rund boks indbygget i klostermuren) så nonnerne kunne modtage forsyningerne uden at bryde deres isolation.

Jesuiternes skoler blev lukket og deres ejendomme konfiskeret.
Pavebullen var kun juridisk gyldig i de områder, hvor den lokale monark tillod, at den blev officielt oplæst og forkyndt, hvilket fik betydning for jesuiterne i Rusland hvor Kejserinde Katarina 2. den Store forbød, at bullen blev læst op, og således trådte forbudet mod ordenen aldrig i kraft, og i Rusland kunne jesuiterne fortsætte deres arbejde.

Jesuiterordenen blev genoprettet i 1814 af Pave Pius 7., der udstedte bullen "Sollicitudo omnium ecclesiarum" (Omsorgen for alle Menighederne).

Klausur er også betegnelsen for bestemte dele af et kloster, hvor kun klostrets beboere må opholde sig og kan leve uforstyrret og i stilhed, og hvortil ingen udefrakommende har adgang.

Skapular (lat.: scapulae = skulderblade) er en del af ordensdragten, et skulderklæde eller forklædelignende overstykke og tidligere et egentlig forklæde til brug under arbejde. Hvis skapularets farve er rød symboliserer det Jesu blod.
Hætte kan være fastgjort til skapularet og bæres af munke.

Sort slør bæres af nonner, der har aflagt de evige løfter.
Hvidt slør bæres af novicerne.

Reb eller et bælte omkring livet hvorfra der hænger en rosenkrans.