TIlbage

23.02.2009 KL. 03:00
David Gress


Kronik: Befrieren Abraham Lincoln

Den store forskel på Abraham Lincoln og næsten alle hans samtidige var, at han havde principper, og at disse blev stedse stærkere, som tiden skred frem, i stedet for at smuldre.

Den amerikanske Borgerkrig og den gådefulde mand, hvis valgsejr i 1860 udløste krigen, vil formentlig aldrig ophøre at fængsle eftertiden. Også selvom de ledende amerikanske medier stort set har ignoreret Abraham Lincolns 200-års dag i sidste uge. Det kan virke lidt underligt, al den stund samme mediers yndling, præsident Barack Obama, har udtalt, at han anser Lincoln for ét af sine forbilleder.

Lincoln var hverken det ikon, som i dag skuer i granit ud over Washington fra det store tempel, nationen rejste til hans ære, eller den opportunist, som nogle i dag beskriver. Han kunne være kynisk, når det gjaldt at vinde retssager eller valg, men den store forskel på ham og næsten alle hans samtidige var, at han havde principper, og at disse blev stedse stærkere, som tiden skred frem, i stedet for at smuldre, som er det normale.

Lincoln, hvis forfædre udvandrede fra England i 1600-tallet, blev født i en bjælkehytte i Kentucky 12. februar 1809. Han var stort set selvlært, da familien var fattig. I 1834 blev han valgt til delstatskongressen i Illinois, og efter at have lært sig jura modtog han 1837 sin bestalling som advokat. I 1842 ægtede han Mary Todd af en velhavende Kentucky-slægt. Hun havde svært ved at tilpasse sig mandens beskedne kår, og det hjalp ikke på hendes ligevægt, at tre af parrets fire børn døde tidligt. Da hendes yndlingssøn Willie døde under krigen i 1862, brød en psykose ud, som hun aldrig rigtig kom sig af.

I Peoria i Illinois holdt han i 1854 den første af sine berømte politiske taler. Anledningen var Kansas-Nebraska-loven, der åbnede for at udvide slaveriet til de nye territorier vestpå. »Jeg må hade den lov«, sagde Lincoln. Dels fordi den befæstede en uhyrlighed, slaveriet, og dels fordi den gjorde amerikanerne til hyklere, eftersom hvert menneskes frihed er stadfæstet i Uafhængighedserklæringen.

Som reaktion på loven grundlagde slaverimodstandere Det Republikanske Parti, som Lincoln tilsluttede sig. Lovens ophavsmand var Demokraten Stephen Douglas, der mente, at borgerne i hver ny delstat skulle have lov til at stemme om at tillade slaveri eller ej. Det var for Lincoln at sætte egeninteresse over principper. Fire år senere tørnede Lincoln og Douglas sammen i syv debatmøder, der lyser for eftertiden som absolutte højdepunkter af engelsksproget politisk retorik.

»En nation kan ikke overleve som halvt fri og halvt trælbunden«, sagde Lincoln, samtidig med, at han tog afstand fra de radikale slaverimodstandere, som krævede borgerret til de sorte. Det var ikke hans hensigt, hævdede Lincoln, men derimod at sikre, at slaveriet ikke bredte sig fra de stater, hvor det var tilladt.

Douglas hævdede herimod hver delstats suverænitet. Den føderale regering havde ingen beføjelse til at hindre eller ophæve slaveriet, det havde kun delstaterne. Det var imidlertid ikke nok for sydstatsdemokraterne. Douglas dannede derpå sit eget parti, hvilket betød, at der var to Demokratiske kandidater til præsidentvalget i 1860. Splittelsen betød, at Lincoln vandt og udelukkende med stemmer fra de frie nordstater.

Lincoln agtede på daværende tidspunkt endnu ikke at ophæve slaveriet, hvor det fandtes, hvilket han da heller ikke havde myndighed til. Alligevel opfattede Sydstaterne hans valg som et signal om, at slaveriets dage var talte. Allerede få dage efter valgresultatet blev kendt, erklærede et konvent i South Carolina, at staten trådte ud af Unionen. I de følgende måneder fulgte 10 andre sydstater efter.

Borgerkrigen begyndte således som en kamp om retten til at melde sig ud af Unionen, men udviklede sig til også at blive en kamp mod slaveriet. Lincoln forsøgte til det sidste at mane til besindighed og lovede ikke at undergrave slaveriet, men fastholdt, at Unionen var ubrydelig. Muligvis undervurderede han krisens alvor. Kompromis var imidlertid udelukket; udbryderstaterne hverken ville eller kunne komme ham i møde. I South Carolina åbnede sydstatsstyrker for første gang ild mod en føderal installation, Fort Sumter i Charleston havn.

Krigen, påbegyndt af andre, var en kendsgerning. Sydstaternes argument var, at krigen var selvforsvar mod en arrogant føderal regering, som overskred sine beføjelser, hvorfor man endnu sydpå kan høre krigen defineret som »Nordstaternes angrebskrig«. For Lincoln og mange nordstatsboer var krigen derimod et oprør, der oven i købet havde til formål at sikre en umenneskelig institution, nemlig slaveriet.

Lincoln førte krigen utrætteligt og mod stor modstand i egne rækker i fire år. Syden havde langt færre ressourcer, men til at begynde med en højere moral og bedre officerer, frem for alt den legendariske Robert E. Lee. Han var modstander af slaveriet, og Lincoln ønskede ham som chef for regeringsstyrkerne. Lee afslog, fordi han ikke ville føre våben mod sin stat Virginia, når denne havde valgt at forlade Unionen.

Efteråret 1862, efter Amerikas blodigste dag nogensinde, slaget ved Antietam, var et lavpunkt for Lincoln. Sydstaterne håbede på britisk anerkendelse og lod sig øjensynligt ikke nedkæmpe trods Nordstaternes materielle overmagt. Da var det, at præsidenten besluttede at erklære slaverne i de oprørske stater - men ikke i loyale slavestater - for frie. Frigivelsesproklamationen ændrede krigens karakter. Den fremhævede slaveriet som en særlig, uretfærdig og illegitim institution, uforenelig med USA's principper og identitet.

Ved at gøre slaveriets afskaffelse til et krigsmål forhindrede Lincoln, at Storbritannien anerkendte oprørsstaterne, hvis krigsmål modsat nu måtte være at bevare slaveriet og ikke blot at hævde en ret til at melde sig ud af Unionen. Proklamationen markerede også en uhørt udvidelse af den føderale magt. Juridisk set var der tale om en kolossal ekspropriation af privat ejendom. En sådan handling havde intet fortilfælde og var forfatningsretligt tvivlsom. Lincoln løste konflikten ved at dekretere, at mennesker ikke kunne være legitim ejendom. Et synspunkt, der er lige så selvfølgeligt i dag, som det var uspiseligt for mange, herunder mange slaverimodstandere, i 1862.

I juli 1863 stødte hærene sammen ved Gettysburg. Det blev en knusende nordstatssejr. Få måneder senere indviede Lincoln en gravplads for de faldne og holdt sit livs fornemste og vel korteste tale. Krigens mening, sagde han, var at føre nationen til »en ny frihedens fødsel«. De faldnes offer og den visse sejr ville vise, at »magt, der udgår af folket, udøves af folket og udøves for folket aldrig vil forsvinde fra Jorden«.

I foråret 1864 fandt Lincoln den mand, der hensynsløst kunne føre nordstatshærene til sejr. Det var Ulysses Grant, en falleret manufakturhandler og tidligere kvartalsdranker, som havde bevist sit værd på den vestlige krigsskueplads i Tennessee og Mississippi. I løbet af to blodige måneder bankede hans Potomac-armé Lees sultne, lasede, men heltemodige Virginia-armé tilbage til sydstatshovedstaden Richmond.

I september faldt Sydstaternes næststørste by Atlanta. Det var livsvigtigt, fordi krigstrætheden var udbredt i Nordstaterne. Den tidligere general George McClellan stillede op som Demokrat mod Lincoln i valgkampen 1864 med løfte om at afslutte krigen med en forhandlingsfred, der ville give Syden dens selvstændighed. Atlantas fald overbeviste mange vælgere om, at krigen kunne vindes snart, og det gav Lincoln det afgørende forspring. Havde Atlanta holdt ud et par måneder til, kunne McClellan have vundet, og verden i dag ville se ganske anderledes ud.

I stedet blev Lincoln genvalgt og kunne ved sin edsaflæggelse i marts 1865 holde sin sidste og måske mest manende tale. Her sagde han:

»Heftigt håber og beder vi til, at denne krigens svøbe hurtigt må forsvinde. Men hvis Gud ønsker, at den skal vedblive, indtil al den rigdom, som trællens 250 års ulønnede slid har samlet, er gået tabt, og indtil hver blodsdråbe, som skyldes pisken, er betalt med én, som skyldes sværdet, således må det lyde som for 3.000 år siden, at ”Herrens domme er sande og retfærdige”. Med nag til ingen, med velvilje mod alle, med fasthed i rettens sag, som Gud giver os at forstå den, lad os fuldføre det værk, vi står i, lad os binde nationens sår, pleje den, som har udholdt slaget, og hans enke og barn, lad os gøre alt, som kan skaffe og bevare en retfærdig og varig fred blandt os og med alle folkeslag.«

Efter ni måneders belejring kapitulerede Richmond og otte dage senere, den 9. april 1865, overgav Lee sig.

Lincoln overlevede kun Grants sejr med seks dage. Under en teaterforestilling den 15. april affyrede sydstatspatrioten John Wilkes Booth dræbende skud mod Lincolns baghoved. Præsidenten udåndede få timer efter.

I levende live fik Lincoln øgenavnet ”ærlige Abe”. Det var venligt, men ironisk ment. Han var ærlig i sine synspunkter, ikke altid i de metoder, han brugte for at sætte dem igennem. Eftertiden har givet ham et andet tilnavn, ”Den store Befrier”. Det bærer han med rette.

TIlbage