Udsyn: Kirkekamp?

15. september 2007 Jyllands-Posten, David Gress

Nogle lugter skumle dagsordener, men pavens rundskrivelse er sund fornuft og liturgisk rigdom.

I går, den 14. september, fejredes i katolske og ortodokse kirker kejserinde Helenas fund af Det Sande Kors i Jerusalem i år 324. I den ortodokse kirke er det en af kirkeårets største fester, men også i den katolske er Exaltatio Crucis, som festen kaldes, en særlig højtidsdag.

I år fik den 14. september imidlertid i katolicismen en særlig og for nogle kontroversiel betydning.

I juli havde pave Benedikt XVI udsendt en rundskrivelse, der bekræftede, at den gamle messe-ritus, der gik tilbage til Oldtiden og fik sin endelige skikkelse under pave Pius V i 1570, ikke var afskaffet endsige forbudt, og at enhver præst havde ret til at fejre messe under den gamle form. Rundskrivelsens bestemmelser trådte i kraft netop den 14. september.

RUNDSKRIVELSEN provokerede mange, også uden for katolske kredse. Det kan undre; hvorfor er det interessant for udenforstående, hvordan  katolikker fejrer messe?

Det overfladiske svar er, at den gamle ritus var på latin og i progressives øjne udtryk for en lukket kirke med stor afstand mellem lægfolk og gejstlighed. Man lugter med andre ord politik, værdikamp og skumle dagsordener i sagen, og når det sker, bliver katolske anliggender pludselig sexede.

Det svarer lidt til den ellers uforklarlige popularitet, som spændingsromanen ”Da Vinci Mysteriet” fik, fordi den af millioner læsere blev opfattet som en sandfærdig afsløring af, at den katolske kirke og kristendommen som helhed hviler på en grum løgn.

DEN SKUMLE dagsorden, mange har lugtet, går ud på, at paven vil fremme den gamle ritus, fordi han er konservativ og drømmer om sin ungdoms kirke, da hierarkiet havde autoritet, da progressive og feminister ikke krævede kvindelige og gifte præster, og da de menige troende kendte deres plads.

Her i landet skrev Peter Wivel således i Politiken, at den gamle ritus, hvor man eksempelvis modtog nadveren knælende og på tungen snarere end stående og i hånden, svarede til en kirke, der madede sine børn med autoritære dogmer, som den forlangte, at de skulle sluge ufordøjet.

Skulle man tro Wivel og mange andre kritiske kommentatorer, er rundskrivelsen et ideologisk fremstød, der sigter mod at fremme den gamle ritus. Nogle har udtalt sig, som om det fremover vil være nærmest uundgåeligt at møde latinen og den gamle ritus, og at katolikker derfor må belave sig på at vende tilbage til gamle og, må man forstå, ubehagelige og autoritære tider.

Intet er mere usandt. Rundskrivelsen gør blot klart, at en præst ikke behøver sin biskops tilladelse til at fejre efter den gamle ritus. Det gælder, når præsten læser messe alene eller for andre præster.

Vil præsten fejre med en menighed, eller hvis en menighed ønsker den gamle ritus, skal biskoppen imidlertid give lov. Paven påbyder bisper at give den tilladelse, men det er ikke klart, hvad der skal ske, hvis en bisp nægter, hvad mange givetvis vil, idet mange af dem er progressive tilhængere af den nye ritus, som omfatter den gamle med et nærmest irrationelt had.

Sagen er, at kampen om liturgien har været et af de ømmeste punkter i den indre-katolske kirkekamp, der har stået på siden 2. Vatikanerkoncil, der sluttede i 1965.

KONCILET AFSKAFFEDE ikke den gamle ritus, men nedsatte en kommission, der skulle revidere den. Progressive og revolutionære tog magten i kommissionen og producerede en ritus, der gik langt videre i verdslig og, mente mange, protestantisk retning end nogen, endsige den daværende pave Paul VI, havde forestillet sig.

Kommissionen fik sin nye ritus godkendt, og den blev uden diskussion indført overalt i 1969-70. Den var ganske i tråd med tidsånden fra 1968, og der gik ikke længe, før progressive præster broderede videre på reformen, lagde til og trak fra og politiserede bønner og prædikener.

Det, der har optaget Benedikt XVI, er imidlertid ikke så meget de politiserende præster, men at den nye ritus for ofte blev grim og plat, og at den fjernede snarere end nærmede menigheden til det, der er messens centrum, nemlig Kristus.

BENEDIKT XVI har altid været særdeles opmærksom på den åndelige og teologiske dimension i liturgien. Det er ikke tilfældigt, hvordan man fejrer, og måden, man fejrer på, påvirker uvægerligt den troendes adgang til mødet med Gud i nadveren.

Pave Ratzinger har i årtier beklaget forgrovelsen af liturgien, men har også altid hævdet, at også den nye ritus, når den fejres værdigt, fører deltageren til Gud. Det viste han sidste uge i Wien, hvor en pave for første gang i 22 år offentligt fejrede en polyfonisk pontifikalmesse, i dette tilfælde Franz Joseph Haydns Mariazellermesse fra 1782, i Stefanskatedralen.

Paven fejrede med ansigtet mod øst, mod Jerusalem og opstandelsen, som foreskrevet i den gamle ritus, men ordene var den nyes. Det var i rundskrivelsens ånd, som anbefaler gensidig berigelse, ikke fjendskab og smålighed.

Rundskrivelsen er ikke en sejr for forbenede traditionalister, men for sund fornuft, for liturgisk rigdom og for en oplyst brug af traditionen, som er en kirkens skat, som for mange i for lang tid har kastet smuds på.