Kronik: Er østrigerne tyskere eller ej?

Østrigerne i dag hævder, at de er en nation for sig, og det skyldes frem for alt en mand, der blev født 1889 samme dag, som Hauges kronik udkom, nemlig Adolf Hitler. Han var enig med Hauge i, at østrigerne var tyskere, og derfor var hans første større internationale aktion at indlemme sin hjemstavn Østrig i sit tyske rige. Det skete i 1938 under næsten udelt jubel fra østrigernes side.

Da krigen i 1945 var tabt og Hitlerstyrets ugerninger kom for en dag, var der få østrigere tilbage, der kunne huske glædesrusen fra 1938 og få, der ville kalde sig tyskere. Nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at genoprette et selvstændigt Østrig, der med held fremstillede sig for verden som Hitlers første offer. Vittige hoveder har siden påpeget, at det østrigske mesterstykke i efterkrigstiden har været at få verden til at tro, at østrigeren Hitler intet havde med det rigtige Østrig at gøre, mens rhinlænderen Ludwig van Beethoven var østriger.

Hvad er de så, disse østrigere? Lad mig for at spore et svar tage læseren på en historisk ekskursion til landene omkring Donau, Enns og Inn.

Østrig fødtes som Det tyske Riges sydøstlige grænseland. Mod vest og nord gled det uden skarpe skel over i Bayern og Bøhmen; mod syd og øst derimod løb sprog- og kulturgrænsen til de ungarsk og slavisk befolkede egne. I 955 invaderede ungarerne de tyske lande i det mest ødelæggende fremmede felttog mod Mellemeuropa før mongolernes i 1241. De blev besejret på Lechfeld i Bayern af kong Otto I., der senere som kejser oprettede markgrevskabet Østrig for at sætte skik på styringen af rigets udsatte, sydøstlige del. I 1156 ophøjede Frederik Barbarossa det til arveligt hertugdømme. Det blev senere delt i to: Østrig vest og øst for Enns.

I 1246 uddøde den herskende Babenberger-slægt, hvorpå kong Ottokar II. af Bøhmen lagde krav på området. I 1273 valgte de tyske kurfyrster Rudolf af Habsburg til konge i Det tyske Rige; Ottokar var én af dem, men nægtede at anerkende Rudolf. Opgøret endte med, at Rudolf besejrede og dræbte Ottokar i slaget ved Dürnkrut sydøst for Wien i 1278. Hermed var Rudolf ubestridt hersker i Tyskland. Han inddrog derpå hertugdømmet Østrig og gav det til sine sønner. Det var strategisk slægtstænkning af format. Rudolf var selv herre over nogle områder i det nordvestlige Schweiz, hvor stamborgen Habsburg (Habichtsburg, Høgsborg) stadig ligger. Den snilde, han som andenrangs fyrste havde brugt til at blive valgt til konge, brugte han nu til at sikre sine efterkommere en husmagt, altså tributpligtige arvelande, der passede sig for en slægt, der var rykket frem i forreste række af de tyske fyrstehuse. Østrig var det eneste land, der var til rådighed. Rudolf forstod at gribe chancen, fordi han vidste, at Habsburgerne ikke fremover ville kunne deltage i konkurrencen om Europas fornemste verdslige magtstilling - Det tyske Riges konge og kejser - uden de ressourcer, som store og rige arvelande kunne give.

Fra 1278 har Habsburgerne hjemme i Østrig, og østrigerne anser Rudolf for landets første grundlægger. Det stemmer, hvis man husker, at Østrig ligesom Sachsen, Bøhmen og Brandenburg var en præmie i Det tyske Riges samling af hovedlande og ikke en selvstændig stat. Det passer imidlertid også, at Habsburgerne ved at blive arvelige fyrster i netop denne provins gradvist fremmede en lokalpatriotisme, der igennem århundrederne bidrog til at indbyggerne i Østrig identificerede sig mere med dynastiet og mindre med de øvrige tyske lande.

Rudolfs sønner blev ikke valgt til konge, men efter at have prøvet en række andre dynastier vendte kurfyrsterne i 1438 endegyldigt tilbage til Habsburgerne. De forenede herefter husmagten over Østrig med forventningen om altid at blive valgt til konge i Det tyske Rige. Med kongeværdigheden fulgte også retten til at blive kronet til romersk kejser og dermed til kristenhedens verdslige overhoved af paven i Rom.

Den fyrste, verset om at gifte sig var rettet til, var Maximilian (1459-1519). Han ville være kejser af gavn som af navn, som Europas "sidste ridder" ville han samle kristenheden mod tyrkerne og skabe et mægtigt og civiliseret rige. For at gøre dette muligt valgte han den eneste mulige vej, nemlig det strategiske ægteskab. Det gjorde han med uforlignelig kraft og virkning.

I 1477 indledte han familien Habsburgs anden store geografiske rokade ved at ægte Maria, eneste barn af Karl den Dristige, hertug af Burgund, der netop var faldet i kamp mod schweizerne ved Nancy. Den burgundiske gren af det franske kongehus styrede et bælte med nogle af Europas rigeste lande fra Nordsøen til Alperne. Maximilians ægteskab med Maria betød, at den franske konge ikke uden videre kunne inddrage sin fætters fede len, men måtte se deres rigdomme overgå til Habsburgerne. Det tilgav han aldrig, og Frankrig og Tyskland var ærkefjender i århundreder derefter.

I 1478 fødte Maria sønnen Filip, senere kaldet den Smukke. Faderen gjorde ham til arvelig hertug af Burgund og markerede derved, at Habsburgerne nu også hørte hjemme i Nederlandene. Det var kun optakten. Habsburgernes tredje og største rokade ventede.

Også i Spanien levede der en pige, der var eneste arving til et mægtigt land, og det i dobbelt forstand. Juana var datter af Ferdinand og Isabella, der selv var de eneste arvinger til de to store spanske kongedømmer Aragon og Kastilien. Foreningen af de to skabte kongeriget Spanien. Dets skæbne levede nu i Juana, og da Maximilian i 1496 hjemførte hende til sin søn Filip, var det ikke kun Spanien, han havde med, men også det Nye Spanien hinsides Atlanten.

På få år havde Maximilian svunget sig op fra at være arvehertug af Østrig til at være patriark over et rige der strakte sig fra Vestindien over Nederlandene til Wien. Sandelig, lad de andre slås!

Filip, der har eftermæle af at have været den klogeste af alle Habsburgerne, døde 1506 af at drikke for meget koldt vand på en hed dag. Heldigvis var der endnu en gang en sidste arving, og det var unge prins Karl, hertug af Burgund, konge af Spanien, og efter farfaderens død i 1519 hertug af Østrig, tysk konge og romersk kejser. Så bange var Frans I. af Frankrig for Karls mægtige rige, der omklamrede Frankrig fra nord, øst og syd, at han selv stillede op til kejservalget, selvom ingen fransk kandidat nogensinde havde vundet. Han håbede, at nogle af kurfyrsterne ville dele hans frygt for en kejser, hvis vældige udenrigske besiddelser ville gøre ham uafhængig af fyrster og Rigsdag. Karl svarede igen med en valgpropaganda, der har umiskendeligt nationale toner. "Det hellige [romerske] Riges magt, ære og værdighed blev skænket den tyske nation for 700 år siden," skrev Karls spindoktorer. De mobiliserede den gamle forestilling om, at der i verden kun fandtes ét rige, det romerske, som gik i arv til den tyske nation, fordi tyskerne var de tapreste og værdigste af alle kristenhedens folk. Tyskerne har dermed ret til riget, som "garanterer, at den tyske nation beholder sin frihed."

Karl V. fik som kejser vrøvl med en opsætsig augustinermunk ved navn Martin Luther. Det ligner en skæbnens ironi, at Habsburgerne netop i øjeblikket for deres allerstørste triumf løb ind i oprør og borgerkrig på hjemmefronten. Luther fik hurtigt mange fyrster med sig, og Karl sled sig op i sine evige forsøg på med magt eller diplomati at etablere sin suverænitet som kejser i Riget. Heller ikke paven fik han det godt med, fordi paven var franskvenlig. I 1527 slap Karls feltherrer de kejserlige landsknægte løs mod selve Rom, der blev plyndret og skændet som aldrig før eller siden. Heraf kan den nordiske læser få et dramatisk billede i Mika Waltaris panoramiske roman Mikael Låddenfod. Det blev en pyrrhussejr. Paverne havde aldrig siden tillid til tyskerne, og selvom Habsburgerne var Europas mægtigste katolske herskerhus, var det kun modstræbende, at paverne fremover allierede sig med dem.

Karl delte den dynastiske arv mellem sine sønner. Den ene, Filip, fik Spanien, Amerika og Burgund; den anden, Ferdinand, fik Østrig, Ungarn, der var indgået i arvelandene i 1526, og kravet på den tyske krone. De to grene af slægten samarbejdede tit mod Frankrig og protestanterne, men det var ikke det, Maximilian havde forestillet sig. Den sidste ridders drøm forblev en drøm.

I 1618 udløste de religiøse og politiske modsætninger i Det tyske Rige historiens værste borgerkrig, den vi kalder Trediveårskrigen. En tredjedel af befolkningen omkom; velstand, kultur og handel blev sat 200 år tilbage. Endnu en gang sandede det sig, at Habsburgere havde mere held i giftermål end i krig. Østrig slap forholdsvis nådigt. Det var endnu en grund til, at Habsburgernes arvehovedstad Wien blev Rigets midtpunkt; her lå hoffet, her lå den øverste rigsret og her lå rigskammeret, altså finansministeriet. Landene omkring Donau, Enns og Inn var stadig lande i Det tyske Rige, men de var også på vej til at blive en politisk og økonomisk enhed for sig.

1740 døde den sidste mandlige habsburger. Endnu en gang afhang et riges skæbne af en pige, men hvilken pige. Maria Theresia, Østrigs anden grundlægger, arvede hertugdømmerne Østrig, men kunne ikke formelt vælges til tysk konge og kejser. For at råde bod herpå blev hun gift med hertug Frans af Lothringen. Han var hende en god gemal og havde udpræget økonomisk sans, men det vigtigste han gjorde var at videregive sin leptosome fysik til dynastiet, der efter Maria Theresia holdt op med at bestå af undersætsige folk med store hager for i stedet at bestå af høje tynde folk.

Maria og Frans fik 16 børn, hvoraf 10 blev voksne; to blev kejsere og en, Marie Antoinette, dronning af Frankrig indtil de revolutionære halshuggede hende i 1793. Maria var en from, streng og sparsommelig hersker, men hun undgik ikke krig. Det tyske Rige var en højt udviklet forbundsstat, måske forud for sin tid, for dets regler og love, der oprindelig var indført for at sikre freden mellem protestanter og katolikker, hindrede en stærk centralmagt i at udvikle sig. Det udnyttede de øvrige tyske fyrster, især Frederik II. af Preussen, til at føre krig dels indbyrdes og dels mod Habsburgerne.

I 1806 opløste Napoleon Det tyske Rige og Habsburgerne kaldte sig derefter arvelige kejsere af Østrig og konger af Ungarn. Det var de indtil 1918; de sidste 100 års habsburgervælde i Wien styrkede østrigernes fornemmelse af, at de var en særlig slags tyskere. Efter 1806 vendte de sig mere mod syd og øst, mod de ungarske og slaviske dele af Habsburgernes lande. De gamle hertugdømmer Østrig var i denne periode blot det vigtigste af monarkiets tysktalende lande.

Da sejrherrerne i 1919 lemlæstede det habsburgiske rige, stod Østrig tilbage som en fattig randprovins uden opland. Dets eneste chance var at tilslutte sig Tyskland, der også var besejret, men immervæk større og rigere end Østrig. Hermed ville den tyske nation, som blev delt, da riget blev opløst i 1806, genforenes. Det ønskede næsten alle østrigere. Det stemte da også overens med princippet om folkenes selvbestemmelse, som de allierede hævdede at have ført krigen for, men de allierede sagde nej. Det forbitrede østrigerne og forklarer, hvorfor Hitler blev så jublende modtaget i Wien i 1938.