Arquà Petrarca

Drop Down Menu

A R Q U À P E T R A R C A

Italien
Italy

Arquà Petrarca er en lille middelalderby i de euganeiske høje i det nordøstlige Italien, hvor den italienske digter Francesco Petrarca (1303-1374) boede de sidste år af sit liv.

Arquà Petrarca is a medieval village of the Euganean Hills in Northeastern Italy, where the Italian poet Petrach (Francesco Petrarca) (1303-1374) spent his last years. The Danish poet and painter Holger Drachmann (1846-1908) wrote about the Euganean Hills and Francesco Petrarca in his poem "Foraar i de euganeiske Bjerge" (Spring in the Euganean Hills) from 1877.

Uddrag af "Foraar i de euganeiske Bjerge"
af Holger Drachmann.
Se hele teksten nedenfor, klik her.
Klik på billedet for at se Petrarcas hus.

Her krydser os Hjorden, som Hyrden drev.
Et Virvar af Lyde,
Af Æsler som skryde,
Af Oksernes Brøl og af Gedernes Bræg.
Vi stopper og staar ved en mosgroet Væg:
I Landsbyen Arqua
Kom Døden paa tværs
Francesco Petrarca
Aar Tusind, tre Hundred og fir' og halvfjerds.
Vi standses af Hjorden, som Hyrden drev,
Og nytter vor Tid til at kaste et Øje
Paa Huset, som nu er en indviet Plet,
Og som stirrer saa stift som en snørklet Sonet
Paa de euganeiske Høje.

En Loggia øverst paa Trappens Sæt,
Derinde en Række
Af Rum, som kan skrække
Begejstringen selv fra at opslaa sin Bo. -
Vi lader Petrarca og Huset i Ro;
Den Laura, han hylled
I himmelske Lin,
Har mulig fortryllet
En Tid, som har duftet af Klosterlatin.
I Loggiaen øverst paa Trappens Sæt
Vi dvæler beredt til vort Hoved at bøje
For hver en Laura paa Jordklodens Rund,
Men saa maa hun være saa frisk og sund
Som de euganeiske Høje.

Ja bort fra Poeten. Al den Stund
Vi selv er jo Digter,
Vi selv har Pligter,
Og Pligten os raaber sit: længere frem!
Alt ligger i Dalen Poetens Hjem,
Og vi er deroppe,
Hvor Vindene gaa
Over Bjergenes Toppe,
Og synge de Sange, som vi kan forstaa.
Vi glemmer Petrarca i denne Stund,
Vi glemmer hans Laura, og det med Føje:
Her aabnes en Udsigt for Vandrerens Blik,
Og vi synger med Næbet, med det, som vi fik,
Om de euganeiske Høje.

1-4

Casa del Petrarca/Petrarcas hus. Huset blev udbygget i 1500-tallet og i 1900-tallet blev det omstruktureret. Den øverste etage indeholder syv værelser, der er dekoreret med fresker fra Petrarcas digtsamling "Il Canzoniere" (sangenes bog) og det episke digt "L'Africa".
Laura er navnet på den tilbedte i "Il Canzoniere", men hvem Laura er vides langt fra med sikkerhed. Hun kunne måske være Laura de Noves (1310-1348), som Petrarca så første gang Langfredag i 1327 til påskemesse i kirken St. Claire i Avignon og blev forelsket i, og skønt hun var uden for hans rækkevidde, blev hun hans muse.
Francesco Petrarca (1303-1374), var en italiensk digter og lærd, født i Arezzo i Toscana og død i Arquà nær Padova. Han giftede sig aldrig, men blev far til to børn. Han er mest kendt for at have perfektioneret sonetten. Petrarca er blevet kaldt "Humanismens fader". I 1345 opdagede han Ciceros private breve i Verona, og det er anset for at være afgørende for historieskrivningen i renæssancen. Petrarca foranledigede den første latinske oversættelse af Homer. Han anses for at være en af pionererne inden for det moderne italienske sprog.

Casa del Petrarca/Petrarch's house. The house was enlarged in the 16th century and restructured in the 1900s. The upper floor is made up of seven rooms decorated with frescos of the collection of poems to Laura "Il Canzoniere" and the epic poem "L'Africa".
The true identity of Laura it not known. She could be Laura de Noves (1310-1348), who Petrarch saw for the first time Good Friday in 1327 at the Easter mass in the church of Sainte-Claire d'Avignon.
Francesco Petrach (1303-1374), Italian scholar and poet, born in Arezzo in Tuscany and died in Arquà near Padua. He never married, but fathered two children. Petrach is most famous for having perfected the sonnets. He is called "Father of Humanism". In 1345 Petrarch discoved Cicero's personal letters in Verona regarded as a foundational moment in the historiographi of the Renaissance. He commissioned the first Latin translation of Homer. Petrach is considered one of the fathers of the modern Italian lauguage.

1-4

This is the main church of Arquà Petrarca. Named for the first time in 1026, but it is surely older. The church had been enlarged during centuries and so it presents frescos, dating back to the Scuola Veneta e Bizantina till the 15th century. Inside the church, people can admire the wonderful altar piece by Palma il Giovane, representing Santa Maria Assunta. The altar is not the original one of the church, but it comes from the Olivetani monaster and it is a Francesco Rizzi’s work, of the 18th century. - See more at: http://www.turismopadova.it/de/node/18096#sthash.5W6VDhgG.dpuf

Church of Saint Mary of the Assumption

Santa Maria Assunta (Marias optagelse i himlen), 1026, er hovedkirken i Arquà Petrarca. I kirken er resterne af byzantinske fresker fra Veneto. Altertavlen er udført af Palma il Giovane og viser Marias optagelse i himlen. Alteret er ikke kirkens oprindelige, men kommer fra et olivetansk kloster og er et arbejde fra 1700-tallet af Francesco Rizzi. (Olivetanerne er en gren af de hvide munke i Benediktinerordenen, grundlagt i 1319).

Francesco Petrarcas begravelse foregik i kirken, hvor han også midlertidig blev stedt til hvile. Senere blev der, på initivativ af hans svigersøn Francescuolo da Brossano, rejst en sarkofag, der står udenfor kirken.

Indskriften på sarkofagen er tilskrevet Petrarca: "Frigida Francisci lapis hic tegit ossa Petrarce Suscipe virgo parens animam sate virgine parce Fessaque iam terris celli requiescat in arce"	Denne sten dækker de kolde ben af Francesco Petrarca Hellige Moder modtag hans sjæl, og du, søn af et jomfrueligt skød, vær den nådig Måtte den, træt af det jordiske, finde hvile i himmelens sale

Saint Mary of the Assumption, 1026, is the main church of Arquà Petrarca. The frescos are remains of byzantine frescos of Veneto. The altar piece executed by Palma il Giovane shows the assumption of the Virgin Mary into Heaven. The altar, executed by Francesco Rizzi in the 18th century, comes from an Olivetan monastery (Olivetans is a branch of the white monks of the Benedictine Order, founded in 1319).

Francesco Petrarch's funeral was held in the church. He was temporarily laid to rest in the church. Francescuolo da Brossano, Petrarch's son-in-law had the permanent tomb erected, the sarcoophagus outside the church.

The epigram on the sarcophagus is attributed to Petrarch himself: "Frigida Francisci lapis hic tegit ossa Petrarce Suscipe virgo parens animam sate virgine parce Fessaque iam terris celli requiescat in arce"	This stone covers the cold bones of Francesco Petrarca Virgin mother, receive his soul, seed of the Virgin, have mercy upon it Weary of the world, may his soull now find rest in the vault of heaven.

1-4

Petrarcas sarkofag, se ovenfor/Petrarch's sarcophagus, see above.

Middelalderbyen Arquà Petrarca
The medieval village Arquà Petrarca

Holger Drachman (1846-1908) dansk digter og maler. Han besøgte Italien flere gange. I 1876 var han i Norditalien og ophold i Venedig førte til digtsamlingen "Sange ved Havet", der udkom i 1877, heri indgår: Foraar i de euganeiske Bjerge

1	Om nogen vil vide, hvad Foraar er, Hvad Knopper, som sprænges, Hvad Blomster, som slænges I rundhaandet Grams over Fjældsiden ned, Om nogen vil vide, hvor Solen er hed, Hvor Skyggen er svanger Med svalende Duft, Hvor Fjerskyen pranger Som blændende Silke i atlaskes Luft; Om nogen vil vide, hvad Foraar er: Saa komme han med og bruge sit Øje. Han vil ikke fortryde, at Vejen han gik; Jeg er Fører, og kender til Punkt og Prik De euganeiske Høje.	6	Her krydser os Hjorden, som Hyrden drev. Et Virvar af Lyde, Af Æsler som skryde, Af Oksernes Brøl og af Gedernes Bræg. Vi stopper og staar ved en mosgroet Væg: I Landsbyen Arqua Kom Døden paa tværs Francesco Petrarca Aar Tusind, tre Hundred og fir' og halvfjerds. Vi standses af Hjorden, som Hyrden drev, Og nytter vor Tid til at kaste et Øje Paa Huset, som nu er en indviet Plet, Og som stirrer saa stift som en snørklet Sonet Paa de euganeiske Høje.
2	Om nogen har Øre for fin Musik, For Kilder, som risle, For Buske, som hvisle Med sylepidse Blade i svageste Pust: Saa véd jeg et Sted, hvor man sidder berust Af bølgende Strømmes Melodiske Klang Af tonende Drømmes Forvirrede Slyngninger, opløst i Sang. Om nogen har Øre for slig Musik: Saa lover jeg ham, han skal sig fornøje. Det er ret som et Strengevæv udspændt, ihvor Han hviler, han færdes, staar eller gaar I de euganeiske Høje.	7	En Loggia øverst paa Trappens Sæt, Derinde en Række Af Rum, som kan skrække Begejstringen selv fra at opslaa sin Bo. - Vi lader Petrarca og Huset i Ro; Den Laura, han hylled I himmelske Lin, Har mulig fortryllet En Tid, som har duftet af Klosterlatin. I Loggiaen øverst paa Trappens Sæt Vi dvæler beredt til vort Hoved at bøje For hver en Laura paa Jordklodens Rund, Men saa maa hun være saa frisk og sund Som de euganeiske Høje.
3	Om nogen derhjemme har Længselssaar Og sukker mod Syden Og drages af Lyden, Der klinger fra disse hesperiske Rim: Saa spræng blot hver Hylster som spirende Kim! I Norden forpuppes Hver Længsel saa let, Kom hid, hvor der knoppes, Og Knoppen bli'r Blomst i et eneste Sæt. Om nogen derhjemme har Længselssaar: Saa lade han ej under Trykket sig bøje. Han vil føle sig løftet og styrket og sund, Og glemme sin Sorg i en eneste Stund Blandt de euganeiske Høje.	8	Ja bort fra Poeten. Al den Stund Vi selv er jo Digter, Vi selv har Pligter, Og Pligten os raaber sit: længere frem! Alt ligger i Dalen Poetens Hjem, Og vi er deroppe, Hvor Vindene gaa Over Bjergenes Toppe, Og synge de Sange, som vi kan forstaa. Vi glemmer Petrarca i denne Stund, Vi glemmer hans Laura, og det med Føje: Her aabnes en Udsigt for Vandrerens Blik, Og vi synger med Næbet, med det, som vi fik, Om de euganeiske Høje.
4	Se, Morgenen er der med Smil om Mund, Og Vindene vifte. Hver Spalte og Rifte Af Fjældet er fyldt som med smeltet Metal, Og Æsler og Gederne drives af Stald, Og Frugttræet drysser Langs Stien sin Sne, Og Moderen kysser Sin solbrændte Glut, som har aldrig kendt Ble. Ja, Morgenen er der med Smil om Mund, Og Bonden slænger paa Ryg sin Trøje Og springer om Kap med Gederne op For at røgte sin Vin paa den kullede Top Af de euganeiske Høje.	9	Vi mønstrer de Stier, som nys vi gik; De synes saa bratte, At knap man kan fatte, Hvorfra man fik Bentøj til saadan en Tur. Men Vaaren gi'r Kraft, og den store Natur; I den vil vi bade Vort bølgende Bryst, I den vil vi lade Vor Sjæl føde Tanker, som Munden gi'er Røst. Vi glemmer de Stier, som nys vi gik, Vi glemmer Bestigelsens sure Møje, Vi tørrer med Haanden det svedige Bryn Og vi ser over Verden med frejdigt Syn Fra de euganeiske Høje.
5	Vi springer med Bonden. Det gaar i Galop. Den Kejtede snubler, Den Kyndige jubler, Naar Foden for Alvor kan følge sit Kald. Her standser forstenet en Bæk i Krystal. Den saa' nok den Slanke: Hun bøjed sig ned Og opbandt en Ranke, Mens Brystdugen bort ved Bevægelsen gled. Avanti, avanti! hej op i Galop! Ej alt tør en Vandrer betragte for nøje, Det kunde da hændes, han hængende blev, Og i altfor hesperiske Versemaal skrev Om de euganeiske Høje.	10	Lad Verden male i Møllen sig Gryn, Lad Tiderne være Saadan, som de ere, Et Slagsmaal i Dalen for Dagens Gevinst: Det ser ingen Fjældbo og Digteren mindst. Kan det dem fornøje, Saa lad dem kun slaas Og kives og støje; Vi hører det ikke, det rører ej os. Lad Verden dernede kun male sig Gryn, Lad Skælmerne rapse, lad Skraalerne støje: Der er altid en Dal og altid en Top, Og enhver kan gaa, naar han lyster, op I de euganeiske Høje.

Holger Drachman (1846-1908) dansk digter og maler. Han besøgte Italien flere gange. I 1876 var han i Norditalien og ophold i Venedig førte til digtsamlingen "Sange ved Havet", der udkom i 1877, heri indgår:

Foraar i de euganeiske Bjerge

Holger Drachman (1846-1908)
dansk digter og maler. Han besøgte Italien flere gange. I 1876 var han i Norditalien og
ophold i Venedig førte til digtsamlingen "Sange ved Havet", der udkom i 1877, heri indgår: