ARS longa.dk  v/Kirsten Gress
Drop Down Menu
Historiske krige og begivenheder

Drop Down Menu
 
 
Vikingerne
drager ud
Vikingetiden (793-1066) begynder med vikingernes plyndring af Lindisfarne kloster og slutter med Slaget ved Hastings, hvor England blev invaderet af Wilhelm Erobreren.
Danske, svenske og norske vikinger drog til øer og kyster i Europa og til Nordatlanten, de plyndrede klostre og kirker, voldtog kvinder og tog trælle. De rige engelske klostre og byer var yndede mål for de første vikingetogter.
De danske vikinger er især kendt eller berygtede for erobringen af Paris i 845, bosættelserne i England i slutningen af 800-tallet og i Normandiet i begyndelsen af 900 samt erobringen af hele England i 1013 og igen i 1016.
Vikingetiden. Jelling monumenterne. Dronningens gobeliner "Víkingetiden".
Ribe VikingeCenter.
737
Danevirke (eller Dannevirke = Danernes værk) opføres af ukendt regent. Dannevirke, Nordens største fortidsminde, er et forsvarsanlæg, der er beliggende ved Slesvig.
Historikerne Svend Aggesen og Saxo Grammaticus var enige om, at det var Thyra Danebod, der byggede Danevirke og dermed forsvarede riget mod den tyske kejser, men arkæologisk er det bevist, at Danevirke blev påbegyndt før Thyras tid. Se maleriet "Thyra Danebod ved Danevirke", udført af Christen Dalsgaard.
793
Lindisfarne kloster
på Holy Island, en tidevandsø på Englands nordøstkyst, blev plyndret af danske vikinger.
De første vikingeangreb af danske, norske og svenske vikinger finder sted her i slutningen af 700-tallet.
808
Kong Gudfred (d. 810) ødelægger den saksiske handelsplads Reric og flytter købmændene til Hedeby, Danmarks største og vigtigste by i vikingetiden. Haithabu er den tyske betegnelse for Hedeby. Se fotos fra Wikinger Museum Haithabu.
826
Vikingerne behersker det østlige England.
826
Missionæren benediktinermunken Ansgar kaldet Nordens apostel påbegynder sin missionsvirksomhed i Hedeby. Ansgars efterfølger, munken Rimbert, skrev om Ansgars liv i "Vita Ansgari".
845
"Regnar Lodbrogs død".
Vikingerne i Paris

Belejringen og plyndringen af Paris. Vikingehærene blev ledet af høvdingen Reginheri (lat. for Regnar, måske Regnar Lodbrog), der sejlede ned ad Seinen med sin store flåde for at invadere og plyndre Paris. Den franske kong Karl 2. den Skaldede samlede en lille modstandshær, som måtte trække sig tilbage. Efter plyndringen og besættelsen af Paris trak vikingerne sig tilbage efter at have modtaget en stor løsesum af Karl 2.
 
Det har været diskuteret om Regnar Lodbrog er en historisk person. Af franske årbøger/annaler (Annales Bertiniani) fremgår, at der har eksisteret en viking ved navn Reginheri, der er blevet antaget for at være identisk med Regnar Lodbrog, men der er intet belæg herfor. Ifølge de franske annaler døde vikingen Reginheri i 845 og Regnar Lodbrog er død efter 845 formentlig faldt han i kamp mod den britiske kong Ella. I historierne om Regnar Lodbrog er det ikke specificeret, at han angreb Frankrig. Det er tvivlsomt om der nogensinde har været en dansk konge ved navn Regnar Lodbrog.
 
845-889 belejres og plyndres Paris gentagne gange af vikingerne
865
Erobringen af de britiske øer begynder.
866-878
870. Danelagen (dansk lov, Danelaw) områder i det nordlige og østlige England, der kom under dansk herredømme og hvor dansk lovgivning gjaldt.
Vikingernes hjelme var uden horn. De var barhovedet eller gik med simple jernindrammede læderhjelme.
866-868 Vikingerne erobrer York
og grundlagde vikingekongedømmet Jorvik, der eksisterede til 954, hvor angelsakserne fordrev den norske kong Erik 1. Blodøkse, og Jorvik kom under det engelske kongedømme.
Vikingerne
bosætter sig i England.
871 Slaget ved Merton
i april, hvor Kong Æthelred af Wessex dør. Han blev efterfulgt af sin bror Alfred den Store (regeringsperiode 871-899), der blev en central figur i samlingen af England og i forsvaret mod vikingerne.
876 Vikingerne havde erobret Østengland, Northumbria og Mercia og nu skulle Wessex erobres.
878 Fredsaftalen i Wedmore
Vikingerne havde truet med at indtage Wessex men det lykkedes Alfred at besejre dem og at indgå Fredsaftalen i Wedmore med Guthrum (døbt
Æthelstan), konge for de danske vikinger i Østengland, der lovede at opgive Wessex og lade sig døbe. Danskerne fik Danelagen og skulle acceptere Alfred som den øverste hersker af England.
920
Danelagen generobres af englænderne.
948
De første bisper nævnes: Hored af Slesvig. Liufdag af Ribe. Reginbrand af Aarhus.
982-1016
De skandinaviske vikinger angriber igen i slutningen af 900-tallet.
Svend Tveskæg (Regeringsperiode ca. 986-1014) var Danmarks store vikingekonge.
O. 960 lader Harald Blåtand sig døbe.
Danegæld var den skat eller tributbetaling som vikingerne tiltvang sig i England mod at afstå fra at plyndre og afbrænde.
Til trods for at den engelske Kong
Ethelred (Æthelred) 2. jævnligt havde købt sig fred for vikingerne, kom de igen, da rygtet løb hurtigt, at der var rigdomme at hente.
Jomsvikingerne var en vikingebande med en streng disciplin, et kvindeløst krigersamfund som boede på Jomsborg. Jomsvikingerne menes at have hærget på Østersøen og i Skandinavien i 900-tallet.
982 Vikingerne plyndrer London.
900 Vikingerne hærger langs middelhavskysten.
911 Vikingehøvdingen Rollo
alias Robert af Normandiet overdrages land af frankerne og grundlægger Normandiet.
941 Svenske vikinger angriber Konstantinopel, som de kaldte Miklagård (siden 1931 Istanbul).
985 Erik den Røde opdager Grønland.
991 Danegæld betales for første gang.
Slaget ved Maldon
var
Svend Tveskæg formentlig med i. Fra 990'erne førte han krig i England. I begyndelsen kæmpede Svend sammen med den norske kong Olav 1. Tryggvason.
1002 Danemordet
Kong Ethelred (Æthelred) 2. den Rådvilde, lidet bemærkelsesværdig og uduelig konge af England, havde besluttet at alle danskere i England skulle dræbes. "The St Brice's Day Massacre" fandt sted den 13. november. Skt. Brictus/Skt. Briccii (ca. 370-444) var biskop af Tours, hvis festdag var 13. november. Under massakren blev mange dræbt, bl.a. Svends søster Gunhild
1009-12 Jomsvikingen Thorkild den Høje
(Thorkell the Tall) og hans hær hærgede det sydlige England.
1013 Svend Tveskæg erobrer hele England
Han anerkendes som Englands konge.
Kong Ethelred måtte flygte til Normandiet, men da Svend Tveskæg døde i begyndelsen af februar 1014 vendte Ethelred tilbage.
1016 Knud den Stores hær erobrer England
Knud 2. den Store: 1016 konge af England. Fra 1018 konge af Danmark. Fra 1028 konge af Norge.
1000
slaget ved Svold
hvor det lykkedes Svend Tveskæg at besejre den norske kong Olav 1. Tryggvason, der ifølge de islandske sagaer deltog i slaget med skibet "Ormen hin lange", herefter blev Svend den mægtigste hersker i Norden. I folkemunde er årstallet for Slaget blevet husket med rimet "Slaget ved Svold i tusindogtolv".
Ifølge den islandske skjald Snorre og den danske historieskriver Saxo Grammaticus var Svold en ø ud for Rügen, og ifølge den tyske historiker Adam af Bremen fandt slaget sted i Øresund ved Helsingborg.
Jomsvikingen Thorkild den Høje tog del i slaget ved Svold. 
1043
Slaget ved Lyrskov Hede
Kong Magnus 1. den Gode besejrer Venderne.
1066
Slaget ved Hastings
hvor England blev invaderet af Wilhelm Erobreren, der var tiptipoldebarn af vikingehøvdingen Rollo.
Slaget markerer den historiske afslutning på vikingetiden.
Se Bayeux tapetet.
1086
Kongemordet i Odense
Knud 4. den Hellige myrdes i Sankt Albani kirke. Knud var landets sidste vikingekonge.
1103
Ærkebiskop Asser begynder opførelsen af Domkirken i Lund. Lund bliver ærkebispesæde.
1104
Niels bliver konge. Han var den første konge, der kaldte sig "konge af Guds nåde".
Borgerkrig 1131-34
1131
Magnus den Stærke myrder Knud Lavard
Erik Ejegods søn Knud Lavard (ca. 1096-1131) hertug over Slesvig og Holsten blev i 1131 myrdet med en lanse i Haraldsted Skov af sin fætter Magnus den Stærke, søn af Kong Niels, der anså ham som en konkurrent til tronen.

Mordet på Knud Lavard førte til års borgerkrig mellem Niels og Magnus <> Erik Emune og Knud Lavards halvbror. Niels blev myrdet i Slesvig.
Knud Lavards søn Valdemar og Magnus den Stærkes søn Knud blev senere to af de 3 arvinger, der delte landet mellem sig (Svend, Knud og Valdemar).

1134
Slaget ved Fodevig
i Skåne mellem kong Niels og Erik Emune afsluttede den borgerkrig, der blev udløst af mordet på Knud Lavard. Erik Emune ville hævne mordet på sin halvbror Knud. Slaget endte med sejr til Erik 2. Emune
("den altid huskede"), der blev hyldet som konge. Lund, Metropolis Daniae, blev hovedstad og kongesæde.
1136
Erik 2. Emune drog på korstog til Borgen Arkona på øen Rügen med det formål at få de vantro døbt.
Borgerkrig 1146-57 mellem Svend, Knud og Valdemar
1157
Svend, Knud og Valdemar var de 3 arvinger, der delte landet mellem sig.
I 1157 var der enighed om deling af riget, således at Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland.
Blodgildet i Roskilde
Knud dræbes
Den 9. august 1157 mødtes Svend 3. Grathe, Knud 5. og Valdemar 1. den Store i Roskilde for at godkende forliget. Knud og Valdemar blev overfaldet af Svends mænd. Knud blev dræbt og Valdemar flygtede til Jylland. Det planlagte forsoningsmøde endte i "Blodgildet i Roskilde".
Absalon overværede Blodgildet.
Slaget på Grathe Hede
Svend dræbes og
Valdemar 1.
den Store bliver enekonge
Den 23. oktober 1157 slog Valdemar Svend i "Slaget på Grathe Hede" syd for Viborg og Valdemar 1. den store blev konge over hele Danmark.
1158
Vilhelm Bissens rytterstatue
Højbro Plads af biskop Absalon.
Absalon (ca. 1128-1201) bliver biskop i Roskilde, en belønning fra sin fosterbror Valdemar 1. den store for Hvidernes støtte under borgerkrigen. Absalon omdannede Sorø benediktinerkloster til et cistercienserkloster med klosterkirke, i hvilken han ligger begravet. Kong Valdemar gav i 1160'erne Absalon byen Havn (senere København) i gave. I 1167 opførte han en borg på en holm i vandet, der hvor Christiansborg nu ligger, og hvor rester af Absalons borg kan ses. Borgen skulle beskytte "Portus Mercatorum", købmændenes havn.

Historierne om at København på Absalons tid var en lille flække er modbevist, den var allerede da en by og handelscentrum, så at betragte Absalon som Københavns grundlægger er ikke korrekt.

Absalon blev født i Fjenneslev mellem Sorø og Ringsted. Han var søn af Inge Eriksdatter og Asser Rig (Asser Skjalmsøn Rig Hvide), der var søn af Skjalm Hvide.
Legenden om de to tårne
: Da Asser Rig var ved at bygge Fjenneslev kirke, måtte han drage i krig. Hans gravide hustru Inge måtte stå for fuldførelsen, og Asser bad hende om at give kirken et spir, hvis hun fødte en pige, og et tårn hvis hun fødte en dreng. Da Asser vendte hjem fra krigen kunne han fra afstand skue to tårne, et for hver af de to sønner, Absalon og Esbern Snare, som hans hustru havde født ham. Imidlertid, de var brødre, men ikke tvillinger, Esbern var den ældste.

Ud over at være biskop var Absalon en indflydelsesrig politiker.
Fra 1182-92 var han den egentlige regent og rådgiver for den unge kong Knud 6., der havde efterfulgt sin far Valdemar 1. den Store.
Absalon var med til at bekæmpe venderne.
Hør du kiære Fru Inge!
Du est en Qvinde velbaarn,
Føder du mig en Søn saa bold,
Da bygge du Kirken et Taarn.
 
Føder du mig en Dotterlil,
Da sætte Du kun et Spiir;
Ridderen kneiser saa stout og stolt,
Men Qvinden er Ydmyghed Ziir.
.....
Det var sig Herr Asker Ryg,
Saa listelig da han loe,
Der han kom paa den grønne Brink,
Da han skued' Taarne to.
.....
Den første af de Sønner to
Den kaldte han Esbern Snare,
Han blev saa stærk som den vilde Bas,
Og mere snel end en Hare.
 
Den Anden kaldte han Axel,
Han blev en Biskop from;
Han brugte sit gode danske Sværd,
Som Paven sin Stav i Rom.
 
Læs hele Oehlenschlägers digt
"De tvende Kirketaarne"
1169
Rügen erobres
borgen ved Arkona indtages og en træfigur af Svantevit (gud i vendisk mytologi) bliver brændt og øens befolkning (tvangs-)kristnet.
Erobringen af Rügen var kulminationen på de omkring tyve korstog som
Kong Valdemar 1. den Store førte mod de hedenske vender i Nordtyskland.

Laurits Tuxen, 1894,
"Arkonas indtagelse af Valdemar
den Store og Absalon 1169"

Biskoppen og kongen overværer
ødelæggelsen af Svantevit.

 
1170
Knud Lavard helgenkåres. Lavard blev i 1131 myrdet i Haraldsted Skov af sin fætter Magnus den Stærke, og der sprang en kilde på mordstedet og en et stykke derfra. På Lavards gravsten Sct. Bendts Kirke i Ringsted står: "Sanctus Canutus Dux" (hellig Knud hertug).
1177
Absalon bliver ærkebiskop af Lund.
1219
Slaget ved Lyndanisse i Estland
15. juni, hvor
Dannebrog faldt ned fra himlen. Dagens navn er Valdemarsdag. I Valdemar 2. Sejrs regeringstid fik landet sin største udstrækning - heraf navnet "Sejr".

Legenden om Dannebrog: Absalons efterfølger som ærkebiskop i Lund var Anders Sunesen, og under Slaget ved Lyndanisse
(i dag Tallinn) knælede Sunesen i bøn. Når ærkebiskoppen rakte armene mod himlen gik danskerne sejrrigt frem, når han sænkede armene havde venderne krigslykken med sig. Ærkebiskoppen bad Gud om hjælp til sejr, sejrstegnet fra Gud var et rødt flag med hvidt kors, der faldt ned fra himlen.
"Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned,
ja, det faldt fra himlen ned."
Peter Faber, 1848,
"
Dengang jeg drog af sted"
1223
Jagten på Lyø
Kong Valdemar 2. Sejr og hans søn og medkonge Valdemar den Unge
blev under en jagt på Lyø taget til fange af Valdemars vasal "Sorte Henrik", grev Henrik af Schwerin. Først i 1225 blev kongen løskøbt og måtte give de erobrede områder i Nordtyskland tilbage samt afstå fra hævn.
Johannes Steenstrup, Danmarks Riges Historie, oldtiden og den ældre middelalder (1897-1904): "Lyø er en lille, kun en halv Mil lang Ø ved Fyns sydvestlige Side (ud for Faaborg); den har vekslende Jordsmon, men fladt Land og Klinter, Indsøer og Overdrev, og fremfor alt var den her i de dengang frodige Skove et godt Jagtrevier, hvad Optegnelsen i den saakaldte Øliste i Kong Valdemars Jordebog saa karakteristisk belyser ... Herhen drog Kong Valdemar og hans unge Søn i Maj Maaned 1223 paa Jagt; da der ikke fandtes noget Jagthus paa Øen, opslog man Telte.
Kun ledsaget af et lille Følge opsøgte Grev Henrik her Kongen. Valdemar bød ham velkommen, og Greven tog sig i Agt for at fremtræde med forbitret Klagemaal, der kunde gøre Kongen mistænksom, han blev derfor ogsaa modtaget med Gaver og Venskabstegn. Ved Aftensmaaltidet blev der drukket godt, og Kongen skal være gaaet noget beruset til Hvile, medens Grev Henrik vidste at hold sig ædru; han bød Godnat og søgte sit Leje paa Skibene. Han havde set nok til at have Sikkerhed for, at en Overrumpling kunde lykkes. I den stille Nat gik Grev Henrik derfor atter i Land, og efter først at have gjort Kongens Fartøjer lække nærmede hans sig Teltene, dræbte Vagten og trængte med sine Folk ind til Kongens Leje. Kongen blev saaret og overmandet, og han og Sønnen førtes indhyllede i Tæpper til Skoven, derpaa til Grevens Skibe (Natten mellem 6 og 7. Maj). Saa satte man Sejl til mod Meklenburg, og det lykkedes Greven at føre Fangerne ubemærket til Lenzen. Da han ikke ansaa denne Borg for stærk nok, fik han af Grev Volrad Slottet Dannenberg overladt som Fangested. Det laa på Elbens venstre Bred ... og var paa alle Sider omgivet af Sumpe. Fangerne vare nu anbragte på selv Rigets Grund i sikreste Forvaring
Efterregningen om Valdemars og hans Søns Tilfangetagelse lamslog fuldstændig det danske Folk. En fører, som kunde
tage Styret i Danmark med virkelig Myndighed manglede ganske. En Dronning fandtes ikke, Berngerd var død to Aar forinden, den ældste halvvoksne Søn delte Fangenskabet med Faderen, og ingen verdslig eller gejstlig havde være Kongens højre Haand, der nu kunde gribe Rigets Tømmer. Ærkebisp Anders [Sunesen] havde, lammet af Sygdom, opgivet sin Stilling, Albert af Orlamünde var vel en af Kongens mest betroede Mænd, men over Danske havde han hidtil ikke styret.
... det gjaldt kun om at skaffe Landet sin Konge tilbage paa de lempeligst mulige Vilkaar.
Rigets gejstlige og verdslige store ere vistnok blevne kaldte sammen til Raadslagning om, hvad der var at gøre i den store Nød. Vist er, at Grev Albert blev valgt til under Kongens Fangenskab at være Rigshøvedsmand, og straks har man ogsaa besluttet at paakalde Pavens Hjælp; han var i Virkeligheden Danmarks eneste Ven."

Forlig indgået 17. november 1225:
"Løsesummen skal være 45000 Mark purt Sølv, derhos alle Dronningens Guldsmykker, undtagen Kronen og hvad hun i levende Live har skænket Klostre og Kirker. Desuden skal der gives Klædninger af flandersk Skarlagen og Pelsværk til 100 Riddere og dernæst 100 Heste, nemlig 501 Stridsheste til 10 Marks Værdi, 50 Haandheste til 5 Marks Værdi ... Kongen afstaar til Kejseren og Rige alle de Lande mellem Ejder og Elben, der høre til Riget, og ligeledes alle Slaviens Lande med Undtagelse af Rügen og de dertil hørende Lande. Rensborg skal gives Grev Adolf tilbage 10 Dage efter Kongens Udløsning. Lübeckerne og Hamburgerne saavel som overhovedet alle Købmænd, der vilde besøge Danmark for Handelens Skyld, skulle her nyde den Ret og Frihed, de havde besidder før Kongens Fangenskab.
Kongen og de danske Adelsmænd skulde sværge, at de ikke vilde hjælpe Grev Albert til at tilbagevinde hans lande."
1227
Slaget ved Bornhöved
I påsken 1226 vendte Valdemar den unge tilbage til Danmark og kong Valdemar 2. Sejrs ønske om hævn vaktes. I en bønskrivelse til Pave Honorius II bad Valdemar ham om at blive løst fra sin ed til grev Henrik. Pave Honorius løser Kong Valdemar fra eden begrundet i at den store løsesum ville forhindre Valdemar i at realisere løftet om et planlagt korstog til Det hellige Land (Palæstina) i 1225 samt at eden var aftvunget og dermed ugyldig.
Valdemar satte sin hærmagt ind for at erobre de tabte områder tilbage.
Slaget ved Bornhöved i Holsten blev udkæmpet den 22. juli mellem Valdemar Sejrs danske hær og en koalition bestående af nordtyske fyrster og endte med dansk nederlag. Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning.
1241
"Mæth logh scal land
byggæs"
sådan indledes fortalen til Jyske Lov.
Codex Holmiensis C 37, ca. 1276, er det ældste bevarede håndskrift af Jyske Lov. I 2011 kom håndskriftet hjem til Danmark fra Sverige, hvor det har været opbevaret på Kungliga Biblioteket i Stockholm siden 1720'erne. Det er nu på Det Kongelige Bibliotek i København.
Den originale Jyske Lov gik tabt i middelalderen.

Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Jyske Lov stadfæstes i Vordingborg af kong Valdemar 2. Sejr. Den er en landskabslov, det vil sige en lov der ikke gælder for hele riget, men for Nørrelylland, Sønderjylland til Ejderen samt Fyn udtaget de frisisk beboede udlande, hvor frisisk ret gjaldt. De to andre landskabslove var Skånske og Sjællandske lov. De tre love blev i 1683 erstattet af Christian 5.'s Danske Lov.
1. side af fortalen til loven: "Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.
Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle ..."
Til slut i fortalen står følgende:
"Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik, hertug Abel og junker Christoffer
og Uffe, der da var ærkebiskop i Lund, og biskop Niels i Roskilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peder i Århus, biskop Gunner i Ribe, biskop Gunner i Viborg, biskop Jens i Vendsyssel og biskop Jens i Hedeby og desuden med samtykke af alle de bedste mænd, der er i hans rige".
 
1250
Kong Erik Plovpenning myrdes af broderen hertug Abel.
1282
Kong Erik Klippings håndfæstning. Som den første konge undertegnede Erik Klipping en skriftlig forpligtelse, en håndfæstning, der fastlagde magtforholdet mellem kongen og stormændene, han skulle bl.a. årligt indkalde rigets bedste mænd til danehof og sammen med dem regere landet.
1340
Lübecktraktaten
bliver indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (tidl. kong Valdemar 3. Eriksen) og Valdemar 4. Atterdag (regeringsperiode 1340-75) og hermed er forudsætningerne for samling af det pantsatte rige skabt.
8 års interregnum endte med kongehyldning i Viborg, hvor Valdemar Atterdag på Sankt Hans dag blev Danmarks konge.
Niels Ebbesen
der hørte til den danske lavadel, blev nationens helt, da han dræbte den tyske pantbesidder, Den kullede Greve, i Rander
s (kullede = skaldede).
1346
Religiøs vækkelse udgår fra Birgittaklostret i Vadstena. Vadstena Kloster er Birgittinerordenens moderstiftelse, der fortsat er bevaret og ligger i byen Vadstena i Sverige. Den hellige Birgitta (1303-1373) grundlagde ordenen i 1346, Den Hellige Frelsers Orden, hvis motto er "Amor Meus Crucifixus est" (min kærlighed er korsfæstet eller min kærlighed er den korsfæstede). Kirkesproget var latin, men Birgitta indførte prædiken på modersmålet. Birgittinerordenens krone er et hvidt kors og 5 røde cirkelformationer og symboliserer Kristi tornekrone og hans fem vunder. Da Birgitta fra Vadstena blev kanoniseret i 1391 skrev pave Bonifatius 9. "I disse sidste tider har den himmelske vingårdsmand besluttet, at noget godt også skulle komme fra Norden, og således har han kaldet en stærk kvinde fra det fjerne, fra de yderste egne", fra "Stærke kvinder i Herrens Vingård, Portræt af Birgittinerindeklostret i Maribo", Lisbeth Rütz, Katolsk Orientering, 05.09.2007. Birgitta er skytshelgen for pilgrimme, for læger, for en fredelig død, for Sverige og for Europa. Skt. Birgittas "Åbenbaringer" blev nedskrevet på latin af prioren for Alvastra cistercienserkloster Peter Olovsson.
1350
Den sorte Død, pestepidemi, rammer Danmark og udrydder op mod en tredjedel af befolkningen.
1360
Landefreden
et dokument udstedt på et rigsmøde i Kalundborg pinsedag af Valdemar Atterdag. Dokumentet var en gensidig forpligtelse mellem kongen og hele folket, de mange års modgang skulle vendes til medgang.
1361
Slaget ved Visby
på Gotland den 27. juli. Det var lykkedes for Valdemar 4. Atterdag at løskøbe størstedelen af det danske rige. Han vendte nu blikket østover mod Gotland og hovedbyen Visby, der var en vigtig havn for Hansaen. Med sin hær nedslagtede Valdemars professionelle hær al modstand uden for Visbys bymur, hvor næsten hele den svenske styrke, omkring 1800 mand, i den gotlandske bondehær blev dræbt.
Efter erobringen af Gotland tog Valdemar titlen "de goters konge".
Til og med 1972, da Frederik 9. døde, kaldte de danske konger sig "de venders og goters konge".
"de venders konge" var en titulatur som Knud 6. anvendte. Fra 1361 anvendtes titlen sammen med "de goters konge".
1362-64
1. Hansekrig
Valdemar Atterdags aggressive politik medførte oprør fra især jyske stormænd og udløste 1. Hansekrig, hvor Valdemar besejrer en Hanseflåde, der belejrer Helsingborg og tvinger Lübeck til at slutte fred. Stormændene blev støttet af hansestæderne.


Hanseforbundet eller Hansaen opstod i 1200-tallet omkring Lübeck, og det blev opløst i 1669. Det var en sammenslutning af nordeuropæiske, overvejende tyske byer, hansestæder, i et handelsforbund. Medlemmerne var købmænd, de kaldtes hanseater og de mødtes på hansedage, der oftest blev afholdt i Lübeck. Hanseforbundet var en torn i øjet på ikke mindst de danske konger eftersom de havde fået monopol på handelen gennem Østersøen, og der blev ført mange krige mod Hanseforbundet.
På Hamborgs nummerplade står "HH" for Hansestadt Hamburg.
1367-70
2. Hansekrig/Den store Hansekrig
brød ud i
1367 og nu stod Valdemar over for et mægtigt forbund, der bl.a. omfattede hansestæderne (Kölnerforbundet bestod af 80 hansestæder), Sverige og Mecklenburg. Danmark led et stort nederlag. Efter en længere krig mod hansestæderne måtte Valdemars drost (øverste rådgiver og stedfortræder) Henning Podebusk ved freden i Stralsund i 1370 overlade Skåne til hansestæderne i 15 år.
Valdemar skulle have kaldt Hansestædernes gesandter for en flok skræppende gæs. Gåsetårnet i Vordingborg (ca. 1365) har sit navn efter den vindfløj/vejrhane, gås af rent guld, som Valdemar opsatte - gåsen er et sindbillede på hansestænderne. Nuværende forgyldte gås er fra 1871.

J.Th. Lundbye,
"Gåsetårnet i Vordingborg"
, 1842,
Statens Museum for Kunst

 
Kalmarunionen 1397-1523
1397
Nordens kongedømme stadfæstes
Allegorisk fremstilling af Kalmarunionen.
Ophav: Schleuen (1711-1771), tysk kobberstikker.
Kalmarunionens traktat underskrives på Kalmar Slot den 17. juni og Erik af Pommern krones til unionskonge
Margrete 1. var den egentlige magthaver
, det var hende, der dannede Kalmarunionen (1397-1523), der var en af de væsentligste politiske begivenheder i Nordens historie, en politisk union, der forenede de tre nordiske riger Danmark, Sverige og Norge. Allerede i 1380 var Norge kommet i personalunion (union af flere stater med fælles statsoverhoved) i og med at Oluf var kong Håkons eneste arving.

Valdemar Atterdag havde ikke nogle sønner, men hans datter, den senere Margrete 1., havde sønnen Oluf (1370-1387), der blev Kong Oluf 2. Håkonsen.
Margrete og hendes mand kong Håkon 6. af Norge var formyndere for deres søn og barnekonge. Oluf var Konge af Danmark 1375-87 og efter Håkons død også af Norge 1380-87. Da Oluf døde blev Margrete af landstinget i Lund valgt til: "fuldmægtig frue og husbond og til ganske rigets af Danmarks formynder" - næsten enslydende titler fik hun i Norge og Sverige, officielt havde hun ikke titel af dronning. Da Margrete nu ikke havde nogle arvinger tog hun Bugislav (senere Erik af Pommern) til sig som fostersøn. Han var søn af hertug Vartislav 7. af Pommern og Maria af Mecklenburg, der var Margretes niece. Når Margrete tog Erik som fostersøn var det fordi hun ikke ønskede Albrecht af Mecklenburg (1338-1412) til konge.


Albrecht af Mecklenburg var blevet valgt til konge af Sverige  (regeringsperiode 1364-1389), da man havde afsat Magnus Eriksson Smek og hans søn Håkon. Når valget faldt på Albrecht skyldtes det, at hans mor Eufemia Eriksdotter var af svensk afstamning, og hun var søster til den afsatte Magnus Eriksson Smek. Med Albrecht af Mecklenburg som konge voksede den nordtyske indflydelse i Sverige, hvorfor de svenske stormænd henvendte sig til Margrete 1., der i 1388 valgtes til regent over den del af Sverige, som stormændene kontrollerede. Kong Albrecht blev 24.2.1389 besejret af Margretes tropper i "Slaget ved Falköping" og blev sammen med sin søn Erik fange på Lindholmen slot i Skåne. Margrete blev regent i hele Sverige. Albrecht sad i fangenskab til 1395. Det lykkedes at indgå en aftale, hvor Albrecht afstod fra den svenske trone.

"Dronning Margrete modtager den svenske krone af den fangne kong Albrecht", Maleriet er udført ca. 1640 af den hollandske barokmaler Gerard van Honthors, det tilhører Frederiksborgmuseet men er deponeret på Kronborg Slot.
Den skildrede episode var et højdepunkt i Nordens historie, idet Margretes sejr over Albrecht lagde grunden til Kalmarunionen.
Kongehyldningsmonumentet i Viborg, 1965, udført af Axel Poulsen, visende Dronning Margrete 1. og Erik af Pommern.
På monumentets sokkel står:
"VIBORG LANDSTING JYLLANDS KONGEHYLDNINGSSTED GENNEM MERE END SEKS AARHUNDREDER"

Regenter i Unionstiden 1397-1523

Danmark - Unionskonger Norske regenter Svenske regenter
Erik 7. af Pommern
(ca. 1382-1459)
Unionskonge
1397-1439 (afsat)
Konge af Danmark
1396-1439
Margrete 1., Kalmarunionens skaber, var den egentlige regent.
Hun blev i 1387 af landstinget i Lund valgt til: "fuldmægtig frue og til husbond og til ganske rigets af Danmarks formynder". Næsten enslydende titler fik hun i Norge og Sverige, officielt havde hun ikke titel af dronning.
Eirik III (Erik af Pommern)

1389-1439

Sigurd Jonsson
rigsforstander

1439-1442

Erik af Pommern

1396-1439

Engelbrekt Engelbrektsson
vicekonge

1435-1436

Karl Knutsson Bonde
rigsforstander

1438-1440

Christoffer 3. af Bayern
(1416-1448)

Unionskonge

1442-1448

Konge af Danmark 1440-1448
Christoffer af Bayern

1442-1448

Carl I Knutsson Bonde

1449-1450

Kristoffer af Bayern

1441-1448

Brd. Bengt og Nils Jönsson Oxenstierna
rigsforstandere fra januar til juni
1448
Karl 8. Knutsson Bonde
konge
1448-1457
Christian 1.
(1426-1481)
Unionskonge
1457-1464
Konge af Danmark 1448-1481
1460 vælges Christian 1. til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Senere fik han som len Stormarn og Ditmarsken.
Christian 1. var den første konge af den oldenborgske slægt, der regerede Danmark til 1863.
Christian I

1449-1481

Interregnum 1481-1483
Jon Svalesson Smør, rigsforstander 1481-1483
Kristian I 1457-1464
Jöns Bengtsson Oxenstierna og Erik Axelsson Tott
rigsforstandere
1457
Kettil Karlsson af slægten Vasa
rigsforstander fra 26. dec. 1464 til 11. august 1465
1464-1465
Karl 8. Knutsson Bonde
konge
1464-1465
Hans
(1455-1513)
Unionskonge
1497-1501
Konge af Danmark 1482-1513
Hans

1482-1513

Hans (Johan II) 1497-1501
Jöns Bengtsson Oxenstierna
rigsforstander
1465-1466
Erik Axelsson Tott
rigsforstander
1466-1467
Karl 8. Knutsson Bonde

konge

1467-1470
Sten Sture d.æ.
rigsforstander
1470-1497
Sten Sture d.æ
rigsforstander
1501-1503
Svante Nilsson Sture
rigsforstander
1504-1512
Erik Arvidsson Trolle
rigsforstander
1512
Sten Sture d.y.
rigsforstander
1512-1520
Christian 2.
(1481-1559)
Unionskonge
1520-1523
Konge af Danmark 1513-1523
Frederik I 1523-1533
Christian II

1513-1523

Frederik I

1523-1533

Kristian II
(
Kristian Tyrann)
1520-1521
Gustav I Eriksson Vasa 1521-1523
og
1523-1560
Unionskrigene 1434-1523
1434-38
Engelbrekt Engelbrektssons oprør mod Erik af Pommern
Engelbrektsson hørte til den svenske lavadel. Oprøret spredte sig fra Dalarne i det centrale Sverige
til nabolandskaberne. Det lykkedes Engelbrekt at overtale nogle rigsråder og adelige, der var forsamlet i Vadstena, til at undsige kongen. Engelbrekt blev myrdet i 1436 af Magnus Bengtsson af adelsslægten Nat og Dag. Oprøret bredte sig til hele Sverige. I 1438 blev oprøret nedkæmpet. Oprøret havde styrket højadelens magt i forhold til kongen. Bønderne, Engelbrekts folk, opnåede beskedne skattelettelser.
1435
Freden i Vordingborg
Erik af Pommern slutter fred med de vendiske hansestæder og Adolf 8. hertug af Slesvig og greve af Holsten, hvilket betød et nederlag for Eriks slesvigske politik.
1439
Erik af Pommern blev afsat som unionskonge som konsekvens af "Fredsslutningen i Vordingborg". Erik levede til sin død i Rügenwalde i Pommern.
1448
Da Christoffer 3. af Bayern uventet dør i 1448 opstår der krise mellem Danmark og Sverige om hvem, der skal efterfølge ham.

 

Landene valgte hver sin regent:
Sverige valgte Karl 8. Knutsson Bonde, konge af Sverige 1448-57, 1464-65 og 1467-70.
Danmark valgte Christian 1., der blev konge af Danmark fra 1448-81, konge af Norge 1449-81 og konge af Sverige 1457-64.
Først i 1457 styredes Danmark, Norge og Sverige igen af samme konge.
1450
Halmstadmødet. I 1449 blev den svenske kong Karl 8. Knutsson (f.1408-d.1470) kronet til konge af Norge til trods for at rigsrådet havde valgt den danske Christian 1. (f.1426-d.1481). På mødet i Halmstad i 1450 blev der opnået enighed om, at Christian skulle anerkende Knutssons krav på Sverige mod at han selv blev konge af Norge samt, at den der levede længst skulle overtage den andens trone. Med mødet i Halmstad åbnedes muligheden for, at en svensk konge kunne blive unionskonge, hvilket dog aldrig skete.
1457
Karl 8. Knutsson Bonde forjages fra Sverige
på grund af et oprør ledet af ærkebiskop
Jöns Bengtsson Oxenstierna og rigsråden Erik Axelsson Tott, som gjorde modstand mod de høje skatter. Karl søgte tilflugt i Danzig. Christian 1. blev nu konge af Sverige.
1464
Christian 1. afsættes som svensk konge
Der udbryder igen oprør i Sverige mod Christian 1. Oprøret ledes af biskoppen i Linköping
Kettil Karlsson af slægten Vasa. Da Christian 1. bliver afsat ledes riget i en kort periode af Kettil Karlsson Vasa, der kaldte Karl 8. Knutsson Bonde hjem fra sit eksil, og Karl sad nu som konge til 1465.
1471
Slaget ved Brunkebjerg
nord for Stockholm udkæmpes den 10. oktober. Her led
Christian 1. og hans hær et stort nederlag til den svenske bondehær ledet af rigsforstander
Sten Sture d.æ. Christian 1., der havde været konge af Sverige fra 1457-64, så igen en mulighed for at blive svensk konge efter at kong Karl 8. Knutsson Bonde var død i 1470.
Bernt Notke, der også har udført altertavlen i Aarhus Domkirke, udførte
i 1489 "Skt. Jørgens kamp med dragen" til minde om "Slaget ved
Brunkebjerg". Træskulpturen er placeret i Storkyrkan i Stockholm.
Foran skulpturen står prinsessen (ikke med på dette foto). Til
skulpturgruppen hørte også en figur af en knælende kong Karl 8.
1479
Københavns Universitet grundlægges af Christian 1.
1497
Slaget ved Rotebro
nord for Stockholm udkæmpedes den 28. september. Kong Hans' hær besejrede Sten Sture d.æ.'s bondehær. Hans anerkendtes som Sveriges konge. Han genoprettede Kalmarunionen.
1500
Slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken
17. februar
. Kong Hans og hans bror Fredrik hertug af Slesvig og Holsten drog med en hær af adelsmænd og Den Sachsiske Garde (Schwarzen Garde, landsknægte/lejesoldater der tjente bl.a. nordtyske fyrster) mod Ditmarskens hovedby Meldorf for at underlægge sig den uafhængige republik Ditmarsken, men led et stort nederlag til Ditmarskens bondehær i "Slaget ved Hemmingstedt". Af det krigsbytte der gik til ditmarskerne skulle have været Dannebrog, der faldt ned fra himlen i Estland i 1219, og som blev givet tilbage i 1559 og senere ophængt i Slesvig Domkirke, hvor det gik til grunde omkring 1660.
1501-12
Med nederlaget i Ditmarsken og tiltagende stridigheder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten svækkedes kong Hans' greb om unionsmagten, som han til sin død i 1513 kæmpede forgæves for at vinde tilbage.  
1517
Martin Luther fremsætter 95 teser med angreb på pavekirken.
1517-20
Christian 2. går ind i Sverige. I 1520 er Sverige tilbageerobret bortset fra Stockholm, der overgav sig da Christian lovede, at han ikke ville straffe oprørerne. Et løfte han ikke holder.
8.-9. november 1520
Det stockholmske blodbad
var begyndelsen på enden for Kalmarunionen. Den 4. november blev Christian 2. kronet som konge af Sverige. Et par dage efter kroningen blev 82 af kongens modstandere henrettet i Stockholm, en blodig begivenhed, der fik navnet "det stockholmske blodbad" og som gav kongen navnet Kristian Tyrann. Blodbadet udløste svensk opstand og førte til Christian 2.'s fald frem for, som hensigten var, at sikre ham varigt herredømme over Sverige. Også den danske adel gjorde oprør og kongen måtte flygte til Holland. I 1531 forsøgte Christian at tilbageerobre riget, han blev pågrebet og sat i fangenskab på Sønderborg Slot, overførtes i 1549 til Kalundborg Slot, hvor han levede resten at sit liv.
Det Stockholmske Blodbad, 1676, kobberstik.
1521
Gustav I Eriksson Vasa generobrer hele Sverige.
1523
Sverige forlader Kalmarunionen.
1526
Frederik 1. gør den danske kirke uafhængig af pavestolen.  
1534-36
Johannittermunken Hans Tausen (1494-1561) var hovedkraften i Reformationen i Danmark, der i 1530 havde sejret i flere danske købstæder.
Statue af Hans Tavsen (Tausen) foran Ribe Domkirke udført af
billedhuggeren Johannes Bjerg.
Grevens Fejde var en dansk borgerkrig opkaldt efter grev Christoffer af Oldenborg
Fejden foregik under reformationsopgøret, den var en religionskrig, en kamp om tronen og et bondeoprør mod adel og herremænd.

Frederik 1. var død i 1533 og en ny konge skulle vælges. Der var uenighed i rigsrådet, hvorfor der var et års interregnum (1533-34).
Valget stod mellem
Den fængslede Christian 2. og hertug Christian af Slesvig og Holsten (Frederik 1.'s søn og senere Christian 3.)
Valget af Hertug Christian af Slesvig og Holsten
kunne ikke støttes af de katolske biskopper, hvorimod reformationstilhængere i rigsrådet støttede hertugen. Christian overværede i 1521 rigsdagen i Worms, hvor Martin Luther blev erklæret fredløs, hvilket gjorde stort indtryk på ham.
"Københavns Overgivelse til Christian den Tredje", 1898, grafisk tryk.
BONDEHÆREN
I 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg ind i Holsten, hvorefter han sluttede forbund med Lübeck om at erobre Danmark i Christian 2.'s navn. Af lübeckerne blev greven hyret som fører for en hær af lejetropper. Skåne, Sjælland og Fyn sluttede sig til grevens oprør, hvilket medførte af rigsrådet besluttede at anerkende
hertug Christian af Slesvig og Holsten som konge i Sønderjylland.
Skipper Clement var på grevens side. Clement var oprørsleder og søofficer. Han havde ført kaperskibe under Christian 2., dvs. han var kaper/fribytter - en slags blåstemplet sørøver. Med to skibe blev han sendt til Ålborg som han indtog, og i løbet af få uger rejste han en jysk bondehær, der hærgende og plyndrende i Nordjylland.
ADELSHÆREN
En adelshær blev stablet på benene for at stoppe bondeoprøret før det spredte sig sydpå. Den adelige rytterhær blev anført Niels Brock og Holger Rosenkrantz. Adelshæren, der i antal var bondehæren underlegen, led stort nederlag i Slaget ved Svenstrup den 15. oktober 1534.
De flygtede adelsmænd fik forstærkning fra
Christian 3.'s tropper, der blev anført af feltherren Johan Rantzau, som stormede Ålborg den 18. december, hvor bondehæren havde forskanset sig. Skipper Clement undslap hårdt såret "Stormen på Ålborg", men blev kort efter af en bonde angivet til Rantzau og sat i fængsel.
Rantzau fortsatte til Fyn for at nedkæmpe oprørere
. I "Slaget ved Øksnebjerg" den 11. juni 1535 besejrede han grev Christoffers hær.
Rantzau fortsatte herefter til Sjælland, hvor han ikke mødte modstand, kun København og Malmø holdt stand. 24. juli 1535 begyndte Rantzau "Belejringen af København", der varede til august 1536, hvor byen måtte overgive sig, forsyningerne var sluppet op.
En måned efter overgivelsen blev
Skipper Clement
halshugget i Viborg, og med den handling kunne borgerkrigen erklæres afsluttet. Christian 3. var nu hele Danmark konge, han gav biskopperne skylden for fejden, satte dem i fængsel og indførte den danske kirke, der i løbet af hans regeringstid omdøbtes til den evangelisk-luthersk kirke.
1536
Christian 3. indførte Reformationen
1542-44
Krig mod den tysk-romerske kejser Karl 5. og Nederlandene
1542 der udbryder krig mellem Frankrig og den tysk-romerske kejser Karl 5. På grund af en dansk-fransk forbundstraktat deltager Danmark i krigen med lejetropper.
1543 Danmark erklærer Nederlandene krig.
1544 Speyertraktaten underskrives den 23. maj og krigen slutter. Traktaten var en kontrakt mellem Danmark-Norge og det tysk-romerske rige.
1550
Christian 3.'s danske Bibel udkommer oversat af Christiern Pedersen.
Svenskekrigene 1500-1700
Krige mellem Danmark og Sverige efter opløsningen af Kalmarunionen i 1523.
Herredømmet over Østersøen og den handel der var forbundet hermed var den centrale problematik.
1563-70
Den Nordiske Syvårskrig handlede om dominans i Norden og herredømmet over Østersøen.
Krigen stod mellem:
Danmark-Norge med deres allierede Polen og Lübeck
Sverige
1563 Admiral Herluf Trolle besejrer med det danske flagskib Fortuna det svenske flagskib Makalös (mageløs) alias Jutehataren (jydehaderen) mellem Øland og Gotland.
1565 Herluf Trolle bliver dødeligt såret i et søslag ved Femern og døde kort tid efter.
1570 Freden i Stettin
afsluttede krigen.
Sverige betaler 150.000 daler for at få Elfsborg tilbage som danskerne erobrede i 1563.
1563
Religionskrig i Frankrig mellem katolikker og huguenotter (de franske protestanter).
1572
Tycho Brahe offentliggør sin iagttagelse af "den nye stjerne".
1611-13
Kalmarkrigen
blev udkæmpet mellem Danmark og Sverige, og begyndte med Christian 4.'s angreb på byen Kalmar. Årsagen til krigen var, at Sverige forsøgte at bryde det danske monopol på handelen med Rusland samt uenigheder om den nordnorske Finnmarks tilhørsforhold. Kalmarkrigen foregik på flere fronter, men fik navn efter Kalmar, hvor de mest afgørende slag fandt sted. Krigen endte stort set uafgjort. Sverige fik Elfsborg (ved det nuværende Göteborg) samt Kalmar tilbage mod at betale krigsskadeerstatning på en million rigsdaler til Christian 4. Sveriges kong Gustav 2. Adolf afstod sine krav på Finnmark og sin modstand mod at lade Danmark føre tre kroner i sit rigsvåben mod at få toldfrihed i Øresund.

Fredsslutningen i Knærød
(Knäred) i Halland 1613 blev afslutningen på Kalmarkrigen. Sverige betaler 1 million rigsdaler for at få Elfsborg tilbage, som danskerne igen havde erobret i 1612.
1618-48
Trediveårskrigen
-
en religionskrig
Trediveårskrigen
var grundlæggende en religionskrig mellem katolikker og protestanter. Den protestantiske union (1608-21) bestod af protestantiske fyrster og byer i det tysk-romerske rige. Den Katolske Liga (1609-21) bestod af katolske tyske stater. Skulle være modvægt til Den protestantiske union.
Den Westfalske Fred
var de fredsaftaler, der den 24. oktober 1648 formelt afsluttede Trediveårskrigen.
1623
Christian 4. påbegynder Regensen, der er en fribolig for studenterne.
1625-29
Kejserkrigen
= den danske deltagelse i Trediveårskrigen
1625 Christian 4.
beslutter sig for at gå ind i krigen på protestantisk side
. Hans beslutning er mod rigsrådets vilje.
1626 Slaget ved Lutter am Barenberg
fandt sted den 17. august. Christian 4. og general Forck leder den protestantiske hær, som taber til den Den Katolske Liga ledet af General Tilly.
1627-29 Jylland er besat af tyske kejserlige (katolske) tropper.
1628 Slaget ved Wolgast
i hertugdømmet Pommern, hvor Christian 4. bliver
besejret af en tysk hær.
1643-45
.
Wilhelm Marstrand, "Christian den 4. på Trefoldigheden", 1863-66, Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot. Se også Christian 4.'s Kapel, Roskilde Domkirke.
Søslaget på Kolberger Heide blev
udødeliggjort af Johannes Ewalds
"Kong Christian stod ved højen Mast
(Nationalsangen/Kongesangen), hvor første vers lyder:
Kong Kristian stod ved højen mast
i røg og damp.
Hans værge [sværd] hamrede så fast,
at gotens hjælm og hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
hvo står for Danmarks Kristian,
hvo står for Danmarks Kristian, i kamp?
Torstenssonkrigen (i Skåne kaldet Horns fejde) var en landkrig og en søkrig. Angrebet på Danmark var planlagt af rigskansler Axel Oxenstierna. Årsagen til krigen var en årelang strid om herredømmet i Østersøen samt at svenskerne (og hollænderne) var utilfredse med Øresundstolden og ikke at forglemme, at adelen ønskede lejlighed til at plyndre og berige sig. Krigen har navn efter den svenske feltmarskal Lennart Torstensson, der i Sydtyskland, hvor han førte den svenske armé, i september modtog Oxenstiernas hemmelige ordre om ufortøvet at gå mod Jylland.
1643 I december angreb en svensk hær ledet Torstensson Jylland, en anden hær invaderede Skåne. Den svenske hær fik hjælp af en nederlandsk flåde sendt ud af hollandske købmænd, der var utilfredse med Øresundstolden.
1644 I slutningen af januar havde Torstensson besat hele Jylland. Han havde håbet på en isvinter for så at kunne føre sin armé mod København, men isvinteren udeblev, hvorfor han måtte nøjes med at plyndre Jylland. Den danske flåde lå i vejen for de danske øer. Den svenske adelsmand og pengefyrste Louis De Geer udrustede en hollandsk orlogsflåde, der sammen med den nationale flåde skulle blive stærk nok til at tage kampen op med danskerne.
Horns krig
14.februar
. I mellemtiden blev Skåne invaderet af den svenske øverstbefalende Gustav Horn og hans soldater. Planen var at de så hurtigt som muligt skulle plyndre de tre væsentligste skånske fæstningsbyer: Helsingborg, Landskrona og Malmö herefter skulle de sejle over til Sjælland og fortsætte mod København. Danskerne troede at svenskerne ville plyndre Kristiansstad og forsvarede byen. Svenskerne erobrede Helsingborg, Lund og Landskrona, men Malmø turde de ikke angribe på grund af den stærke fæstning Malmøhus. Samtidig blev en dansk hær landsat i det nordlige Halland for at tage kampen op. Under denne krig deltog en hær af frivillige kaldet Snaphanerne ledet af Svend Poulsen Gønge alias Gøngehøvdingen. Snaphanerne var ud fra en dansk betragtning friskyttere eller frihedskæmpere og ud fra en svensk betragtning regulære landevejsrøvere. Romanen "Gjøngehøvdingen" udkom i 1853, den var skrevet af Carit Etlar (pseudonum for Carl Brosbøll).
Carit Etlars roman "Gjøngehøvdingen" udkom i 1853.
Slaget ved Listerdyb
16. maj
her blev den hollandske flåde fordrevet.
Slaget på Kolberger Heide
D
en 1. juli indledtes Søslaget på Kolberger Heide, farvandet mellem Kielerfjord og Femern, under ledelse af Christian 4. om bord på sit flagskib "Trefoldigheden". Det var under dette 10 timer lange søslag mellem den svenske og den danske flåde, at kongen blev såret og mistede synet på sit højre øje. Slaget endte med en kneben dansk sejr.
Slaget ved Femern
Den 13. oktober fandt Søslaget ved Femern sted mellem en svensk-hollandsk flåde og en dansk flåde. Den danske flåde led et sviende nederlag, kun 3 af flådens 17 skibe undslap. Svenskerne fik herredømmet i Østersøen i resten af Torstenssonkrigen.
1645 Freden i Brömsebro
august måned afsluttede Torstenssonkrigen. Danmark afstod Halland i 30 år, Gotland, Øsel samt de norske områder Jämtland og Härjedalen. Danmark nedsatte Øresundstolden og den norske told.
1657-58 & 1658-60
I 1658 mister Danmark
Skåne,
Halland
& Blekinge
Karl Gustav-krigene
1. og 2. Svenske Krig
mellem Danmark-Norge og Sverige.
Danmark-Norge betegner rigsfællesskabet efter Kalmarunionen opløsning i 1523, et fællesskab som varer til den norske selvstændighed i 1814, samme år opstod den danske helstat.
1. Svenske Krig 1657-58 Den 1. krig var dansk hævn over nederlaget i Torstenssonkrigen. Den endte med svensk sejr. 
"Freden i Roskilde" i 1658
Danmark afstod Skåne, Halland og Blekinge og Bornholm til Sverige. Norge afstod Bohuslen og Trondhjems len til Sverige.

Corfitz Ulfeldt var den svenske konges forhandler ved fredsslutningen i 1658 i Roskilde. Den svenske konge brød freden og drog med sin hær over isen og truede København, Frederik 3. blev opfordret til at forlade byen, men "ville dø i sin rede" - belejringen mislykkedes. Svenskerne anklagede Ulfeldt for forræderi og sammen med Leonora Christina (datter af Christian 4. og Kirsten Munk) flygtede han til København for at søge nåde hos Frederik, men blev arresteret. I 1660 lå landet i ruiner efter svenskekrigene, imidlertid var Frederik populær, og trods modstand fra adelen fik han afskaffet valgkongedømmet til fordel for enevælden (1660-1848), tronen gik nu i arv, og adelen mistede flere privilegier.
2. Svenske Krig 1658-60 Danmark sejrer over Sverige.
Freden i København i 1660
Danmark-Norge fik Bornholm og de nordlige norske områder tilbage.
1660
Stænderforsamling i København. Enevælden indføres af Frederik 3.
1665
Kongeloven. Enevældens juridiske grundlag.
1675
Griffenfeld arresteres for højforrædderi.
1675-79
Statue af søhelten Niels Juel (1629-97) i Holmens Kanal, København, udført af billedhuggeren Theobald Stein og arkitekten Albert Jensen i 1878. Afsløret 1881. Monument over de slag Juel deltog i: Erobringen af Gulland (Gotland) 1. maj 1676. Slaget ved Øland, 1. juni, 1676. Slaget ved Møen 1. juni 1677. Slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677.
Den Skånske Krig
Ved "Freden i Roskilde" i 1658 tilfaldt Skånelandene (Skåne, Halland og Blekinge) Sverige, de skulle nu vindes tilbage til Danmark.
1675 1. september erklærede Christian 5. Sverige krig.
1676 29. juli invaderede den danske hær Skåne.
3. juli blev Helsingborg indtaget.
11. juli faldt Landskrona.
I august blev Kristiansstad indtaget. Christian 5. havde erobret Blekinge, det sydlige Halland og Skåne med undtagelse af Malmø. Mange skåninge sluttede sig til Gøngehæren, da de ønskede deres landsdel tilbage til Danmark.
Slaget ved Lund
3. december
. Det 8 timer lange slag mellem den danske og den svenske hær endte med dansk tilbagetrækning.
1677 Slaget i Køge Bugt
1. juli
mellen en dansk flåde under admiral Niels Juel og en svensk flåde under admiral Henrik Horn endte med en dansk sejr og søherredømme.
Slaget ved Landskrona
14. juli
endte med dansk nederlag.
1679 Freden i Fontainebleau
23. august
, dansk-svensk fredsslutning sluttet af Ludvig 14. afsluttede Den Skånske Krig.
Freden i Lund
27. september
bekræftes Fredsslutningen i Fontainebleau.
Danmarks generobring mislykkedes bl.a. på grund af dårlig ledelse og Sveriges alliance med Frankrig.
Udsnit af Rosenborgtapeterne om de danske sejre i Skånske Krig (1675-79), udført af Bernt van der Eichen for Christian 5., indviet 1692. Her indtagelsen af Landskronas Kastel, august 1676. Christian 5. ses med hævet hånd, og til højre for ham ses overfeltmarskal Johan Adolf hertug af Pløn. Bag Hertug Johan Adolf ses generalløjtnant Frederik Arenstorff. Til venstre for kongen ses prins Jørgen.
1683
Christian 5.'s Danske Lov, fælles lovbog for hele Danmark.
Thomas Kingo påbegynder udarbejdelse af en ny salmebog.
1700-
Svenskekrige i begyndelsen af 1700-tallet indgår under Den Store Nordiske Krig.
Store Nordiske Krig 1700/09-1720
Baltasar Denner malede i 1719 dette berømte portræt af Peter Wessel Tordenskjold. Maleriet tilhører Frederiksborgmuseet.
Siden 1882 har man kunnet købe en æske "Tordenskjold" (tændstikker).
"Tordenskjolds soldater", er et udtryk der bruges i dag og skal forstås som "de samme som man ser igen og igen". Udtrykket stammer fra en populær anekdote om at Tordenskjold, efter at have ødelagt den svenske flådeafdeling i Marstrand i Sverige i juli 1719, lod sine få soldater marchere på kryds og tværs gennem Marstrands gader, så det så ud som om han havde en stor hærstyrke.
 

Sveriges var den stærkeste magt i Østersøområdet og nabolandenes fjende.

Krigen stod mellem:

 
kongeriget Sverige (Karl 12.)
- zardømmet Rusland (Peter den Store)
- kongeriget Prøjsen (Frederik Vilhelm 1.)
- tvillingerigerne Danmark-Norge (Frederik 4.)
1700 Danmark angriber Sveriges allierede Holsten-Gottorp. Den 18. august indgås Fredsaftalen i Traventhal (slot vest for Lübeck) mellem Danmark og Slesvig-Holsten-Gottorp. Danmark tvinges til at forlade angrebskoalitionen, som er indgået sammen med Sachsen og Rusland mod Sverige 1699.
1709 den 28. oktober erklærer Danmark Sverige krig, efter at Karl 12. er besejret ved Poltava af russerne, og Danmark bliver derved deltager i Store Nordiske Krig. Kong Frederik 4. havde efter svenskekongens nederlag indgået en alliance med zar Peter den Store af Rusland.
1710 Slaget ved Helsingborg
Danskerne trænger ind i Skåne, hvor en dansk hær under ledelse af officer Christian Ditlev Reventlow bliver besejret af en svensk hær under ledelse af feltherren Magnus Stenbock. "Slaget ved Helsingborg" blev det sidste slag i Skåne mellem danskere og svenskere.
1712 Slaget ved Gadebusch
den 20. december var Sveriges sidste store sejr i Store Nordiske Krig. Det blev udkæmpet af svenskerne for at undgå tabet af Stralsund ved Rügen til danske og saksiske styrker.
1713
Gottorp slot blev erobret af Frederik 4. og Peter den Store. De flyttede ind på slottet. Efter inkorporeringen af det gottorpske Slesvig i det danske monarki i 1721 førtes hertug Karl Frederiks kunstkammer og Gottorperbiblioteket til København. Peter den Store fik den store globus der stod i slotshaven.

Se også "Den gottropske Himmelglobus", udført 1654-57 til hertug Friedrich III af Gottorp, Frederiksborg Slot i Hillerød. Globen
er en planetmaskine som viser universet svt.
Nicolaus Kopernikus' heliocentriske verdensbillede.

1714 Helgoland
(ø i Nordsøen) erobres af Danmark sammen med de øvrige gottorpske dele af Slesvig.
1715 Søslaget ved Femern
den 24. april mellem Danmark og Sverige blev en dansk sejr.
Erobringen af Stralsund den 23. december.
1716
Tordenskjold i Dynekilen
søslag der fandt sted i 8. juli i fjorden Dynekilen i Bohuslän i Sverige beliggende tæt ved den norske grænse. En svensk hær går ind i Norge og erobrer Kristiania (Oslo), men bliver tvunget tilbage, da den dansk-norske søhelt Peter Wessel adlet Tordenskjold ødelægger en svensk forsyningsflåde.
Se fotos fra Holmens Kirke og læs om Tordenskjold og "slangen med de syv hoveder", klik her
 
"Mens i vuggen han lå svøbt,
Peder Wessel var han døbt,
på fregattens skansevold
fik han navnet Tordenskjold."
Vers fra sangen "Tordenskjold" med tekst af G. Rode
Wismar falder den 19. april og hermed svenskernes sidste støttepunkt i Nordtyskland.
1718
Den svenske Karl 12. falder ved Frederiksten i Norge den 30. november.
1719
Tordenskjold erobrer den svenske fæstning Carlsten ved Marstrand
En ikke sandsynliggjort historie fortæller at Tordenskjold gik omkring i Marstrand forklædt som fiskesælger for at udspionere fjenden.
 
"Tordenskjold han var polisk,
gik omkring og solgte fisk,
fjenden bag sin egen vold
narret blev af Tordenskjold."
Vers fra sangen "Tordenskjold" med tekst af G. Rode
1720 Freden på Frederiksborg
underskrives i juli og dermed slutter Store Nordiske Krig. Sverige mister toldfriheden i Øresund og må betale en skadeserstatning samt godkende Danmarks indlemmelse af de gottorpske dele af Slesvig.
1728
Københavns brand.
1733
Stavnsbåndet indføres.
1755
Kolonikrig mellem England og Frankrig. Begyndelsen på den florissante periode.
1788
Tyttebærkrigen
varede fra august til november og stod mellem Danmark-Norge og Sverige.
I august måned angreb Danmark-Norge Sverige fra Norge og ind i Bohuslän nord for Göteborg. Sverige var i krig med Rusland og tvillingerigerne Danmark-Norge, der var allieret med Rusland, gik ind i Sverige som russiske hjælpetropper. "Slaget ved Kvistrum Bro" den 29. september, var krigens eneste med døde og sårede på begge sider. Da den svenske kong Gustav 3. hørte om angrebet forsøgte han at redde Göteborg fra at falde. De dansk-norske styrker trak sig tilbage. Tropperne var ringe udrustede, og de kunne ikke holde varmen i deres uniformer i det kolde efterår og blev ramt af sygdom og mange døde. Imidlertid var det bærsæson, og de overlevende soldater ernærede sig sig ved at spise tyttebær på vejen hjem. Danmark-Norge blev tvunget til at stoppe våbenhjælpen til Rusland.
1788
Stavnsbåndet ophæves. Se Frihedsstøtten.
Napoleonskrigene 1800-1815
"Napoleons kroning" 1805-1808, udført af Jacques Louis David, Louvre, Paris. Øjeblikket da Napoleon kroner Josephine.
Napoléon Bonaparte/Napoléon 1. (1769-1821) lod sig krone som franskmændenes kejser i Notre Dame i Paris den 2. december 1804 under overværelse af paven. Napoléon var kejser fra 1804-14/15.
Napoleons badeværelse, 1813-21, Palazzo Pitti, Firenze
Kakkelovnsbuste af Napoléon Bonaparte, 1904, Nationalmuseet.
Koalitionskrigene var krige mellem Frankrig og koalitioner (midlertidige alliancer) af europæiske monarkier.
Under Napoléonskrigene er 3.-7. koalitionskrig:
3. - 1805 Slaget ved Austerlitz
alias Trekejserslaget
4. - 1806–07 Slaget ved Jena-Auerstedt
5. - 1809 Slaget ved Wagram
6. - 1812–14 Slaget ved
Leipzig
7. - 1815 Waterloo
Kontinentalsystemet/  fastlandsspærringen, var Napoléons økonomiske krigsførsel med afspærring af det europæiske kontinent for import fra England, da han ønskede at skade Englands eksport, at lukke kontinentet som marked.
Wienerkongressen, Fredskongres i Wien 1814-15, hvor stormagterne forhandler om nyordning i Europa efter Revolutions- og Napoleonskrigene.

Efter "Slaget ved Waterloo" kunne Wienerkongressen tegne et Europakort.
Napoleonskrigene, der var en fortsættelse af Revolutionskrigene 1792-1803, stod mellem:
Frankrig og skiftende alliancer
England med Østrig, Preussen og Rusland
1793-1815 England er i næsten konstant krig med det revolutionære Frankrig.
1800 For ikke at blive part i den fransk-engelske konflikt og for at forsvare skibsfarten sluttede Danmark-Norge sig i 1800 til det svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund. Englænderne ønskede at neutralitetsforbundet ophørte og spændingen mellem England og Danmark-Norge tog til - Slaget på Rheden, se nedenfor.
1800-10 Napoléons magt kulminerer, han udvider sit rige og besejrer sine fjender, men England holdt ud.
1805
Slaget ved Austerlitz
den 2. december i det nuværende Tjekkiet. Austerlitz hedder i dag Slavkov u Brna. Slaget har også navnet "Trekejserslaget" efter Napoléon 1., Alexander 1. og Frans 2.
Slaget stod mellem:
Napoléons hær
zar Alexander 1. af Rusland og den tysk-romerske kejser Frans 2.
Ved Austerlitz fik Napoléon en af sine største sejre, da han efter næsten 9 timers kamp overvandt den russisk-østrigske koalition.
Som konsekvens af slaget blev
Det tysk-romerske Rige opløst
og erstattet af Det tyske Forbund i 1815.
1806
Dobbeltslaget ved Jena og Auerstedt
i Sachsen den 14. oktober. Kamp mellem franske og sachsisk-preussiske tropper, hvor de franske tropper pulveriserede modstanderne, og få uger senere var Preussen overvundet. Ved "Freden i Tilsit" i 1807 reduceredes Preussen til halvdelen af dets tidligere størrelse.  
 
Napoléons triumftog gennem Brandenburger Tor i Berlin den 27. oktober 1806 efter Slaget ved Jena-Auerstedt, maleri udført af
Charles Meynier, 1810, Musée national du Château de Versailles.
Napoleon rider på sin foretrukne lysegrå araberhest "Marengo", der var opkaldt efter den franske sejr i Marengo i Norditalien den 14. juni 1800. Hestens skelet kan ses på The National Army Museum i London. Nogle få af Napoleons heste er kendt ved navn. Han skulle gennem sit liv have skiftet heste hyppigere end han skiftede bukser. Hans kridhvide hest "Intendant" af hans hær kaldet "Coco", blev først og fremmest anvendt som paradehest fordi den var rolig og yndefuld.
1807 Rusland allierede sig med Frankrig og gik med til en fastlandsspærring af engelske skibe.
Københavns bombardement var en konsekvens af et nej til englændernes krav om at Danmark enten blev deres allierede eller udleverede flåden som garant for dansk neutralitet.
1812 Napoléon invaderer Rusland
i juni
fordi zar Alexander 1. underminerede Kontinentalsystemet (fastlandsspærringen).
Napoléon foretog et felttog til Rusland og besatte Moskva. Russerne afbrændte byen og ødelagde forsyningsmulighederne. I slutningen af oktober og efter at zar Alexander havde sagt nej til Napoléons fredstilbud begyndte han sit tilbagetog.
Napoléon led nederlag i Rusland.
1813
Slaget ved Leipzig
Slaget varede fra 16.-19. oktober og stod mellem:
Napoléons hær
De allierede Østrig, Preussen, Rusland og Sverige
Det var et slag under 6. koalitionskrig som involverede over 500.000 soldater. Napoléon blev besejret af de allierede. Slaget var det største i Europa før 1. verdenskrig og betegnes i Tyskland som "Folkeslaget ved Leipzig" (Die Völkerschlacht bei Leipzig). Napoléons Europaherredømme brød sammen. Han blev forvist til den italienske ø Elba.
1814 De allierede invaderede Frankrig, hær og politikere faldt fra, og i april 1814 blev Napoléon tvunget til at abdicere og tage ophold på Elba. Han opholdt sig på Elba i knap 10 måneder.
Ludvig 18. indsættes som konge af Frankrig.
1815 "De 100 dage"
er perioden fra Napoleons indtog i Paris 20.3. til hans abdikation 22.6.

Napoléon flygtede fra sit eksil på Elba og drog til Frankrig. Det var hans plan at få tronen tilbage og at tilbageerobre alle sine tidligere europæiske besiddelser. Det var lykkedes ham at få folket med sig og at samle en hær og fordrive Ludvig 18. der flygtede til Belgien, og som blev genindsat efter Slaget ved Waterloo.
Slaget ved Waterloo
i Belgien stod 18. juni og sluttede "De 100 dage"
. Slaget blev Napoléons sidste.
Efter Napoléons flugt fra sit eksil og hans indtog i Paris besluttede de allierede at nedkæmpe ham.
Napoléon blev besejret af en britisk-tysk-nederlandsk hær ledet af general Arthur Wellesley, hertug af Wellington (jernhertugen), og en preussisk hær ledet af marskal Gebhard Leberecht von Blücher.
Napoléon blev fanget, tvunget til at abdicere og sendt i eksil på øen Sankt Helena i Sydatlanten.
1821 Napoléon dør den 5. maj på Sankt Helena. Hans sarkofag står i dag i Invalidekirken i Paris.
Englandskrigene 1801-14 = Danmark-Norges deltagelse i Napoleonskrigene
Slaget på Rheden. Se Dronningens gobelin "Yngre enevælde", klik her.
Nicholas Pocock, "Slaget på Rheden 2. april 1801", National Maritime Museum, Greenwich, London.
C.A. Lorentzen, "Den rædsomste Nat i Kiøbenhavn imellem den 4de og 5te Septr. 1807", Københavns bombardement set fra Kongens Nytorv.
Tvillingerigerne Danmark–Norge adskilles.
Tvillingerigerne var rigs
fællesskabet mellem Danmark og Norge efter Kalmarunionens sammenbrud i 1523. Sverige havde erklæret sig uafhængigt. Norge blev tvunget i union med Sverige i 1814 og forlod rigsfællesskabet.
Helstaten 1814-64 var en statsforbindelse under fælles monark, den omfattede:
Kongeriget Danmark
hertug-
dømmerne
Slesvig, Holsten og Lauenburg (Lauenburg var kompensation for tabet af Norge i 1814)
Nordatlantiske
bilande
Grønland, Island, Fæøerne
Kolonier Guldkysten, Tranquebar, Dansk Vestindien
Det tyske Forbund blev dannet 8. juni 1815 og afløste Det (hellige) tysk-romerske Rige som eksisterede fra 843-1806.
1800 Søslaget i Den Engelske Kanal
25. juli
var en times kamp mellem den danske fregat Freya under kommando af kaptajn Peter Greis Krabbe og fire engelske fregatter.
Freya eskorterede en handelskonvoj på 6 skibe til Middelhavet og i Kanalen forlangte en engelsk styrke at visitere konvojen, hvilket Krabbe nægtede og udløste dermed slaget, der til trods for Krabbes seje kamp, endte med at Freya og konvojen blev opbragt. Englændernes fremfærd
udløste en krise i forhold til de neutrale søfartsnationer. Danmark-Norge sluttede sig til det svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund, som beskyttede handelsflåden ved at lade den sejle i konvoj. Englænderne ønskede at neutralitetsforbundet ophørte, det var en trussel mod deres søherredømme, og spændingen mellem England og Danmark-Norge tog til. Året efter sendte englænderne en eskadre til København, se "Slaget på Rheden" nedenfor.
1801
Englænderne besætter Dansk Vestindien
Som konsekvens af det væbnede neutralitetsforbund, som Danmark havde sluttet sig til i 1800, og som var en torn i øjet på englænderne, indfører de i januar embargo mod Dansk Vestindien og i marts besætter de øerne. Englænderne kapitulerer i februar 1802 og Christian 7. får sin kronkoloni tilbage.
Slaget på Rheden
2. april
(eller
Kampen i Kongedybet eller "Det 1. slag om København") udkæmpedes ud for København mellem Danmark-Norge og Storbritannien. Den britiske flåde var under admiral Hyde Parkers kommando. Selve angrebet anførtes af den nyudnævnte viceadmiral Horatio Nelson. Efter nogle timers artillerikamp blev der våbenstilstand selv om englænderne var på plads i Kongedybet og parate til at indlede et bombardement. Kronprinsregenten, senere Frederik 6., valgte at indlede forhandlinger, som førte til at Danmark-Norge trak sig ud af det svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund, som de i 1800 havde tilsluttet sig for ikke at blive part i den fransk-engelske konflikt og for at forsvare traktatlandenes skibsfart.
Det var lykkedes, med store britiske tab, for Horatio Nelson at få tilintetgjort en stor del af den danske flåde
. Med signalflag, til Nelson om bord på hans flagskib HMS Elephant, gav admiral Hyde Parker ordre til at han indstillede kampen, men Nelson satte kikkerten for sit blinde øje og så ikke Parkers signalering og fortsatte.  
Under "Slaget på Rheden" blev den unge søløjtnant
Peter Willemoes, der var chef for det Gernerske Flådebatteri Nr. 1 (artilleripram på 24 kanoner der specielt var konstrueret til at virke på Københavns rhed), berømt for sin kamp med Nelsons flagskib HMS Elephant. Willemoes' frisure skabte hårmode blandt Københavns bedsteborgere.
En red/rhed er en ankerplads.
Willemoes, Kongedybets helt. Billede fra J.P. Traps bog "Billeder af berømte Danske Mænd og Kvinder 1867-69".
Jeg ser de slægter, som gik hen,
mens hundredåret skred,
som vandt på Kongedybet,
som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt,
de så kun alt for kort,
men frem af dem stod folket.
Og dette folk er vort.
L.C. Nielsen: Hundredåret - Jeg ser de bøgelyse øer, 1901.
1802
Guldhornene fra år 400 e.Kr. fundet i Gallehus nord for Møgeltønder i 1639 og 1734 stjæles fra Kunstkammeret i København af guldsmed Niels Heidenreich. Han smeltede dem om til bl.a. smykker. Det siges, at hvis et 3. guldhorn bliver fundet, så vil Schackenborg brænde. Adam Oehlenschläger skrev digtet "Guldhornene".
1807 Københavns bombardement
2.-5. september
(alias "Flåderanet" og
"Det 2. slag om København"). Det neutrale Danmark hævdede sin ret til handel med de krigsførende parter og ønskede ikke at blive Englands allierede og ej heller at udlevere flåden som garant for neutralitet, hvilket var englændernes ultimatum, da de frygtede, at den danske flåde skulle falde i franskmændenes hænder. Danmarks nej til englændernes krav førte til at engelske tropper blev sat i land på Sjælland og senere bombarderede København, der kapitulerede efter 3 døgns bombardement, flåden blev overgivet til England og Danmark allierede sig med Napoléon.
1808
Slaget ved Sjællands Odde
den
22. marts var et søslag mellem den dansk-norske og den engelske flåde.
Den danske flådes orlogsskib "Prinds Kristian" (= linieskibet "Prinds Kristian Frederik") der blev ført af den "Kiække Jessen" (Carl Wilhelm Jessen) kæmpede ved Oddens kyst mod to engelske linjeskibe HMS Stately og HMS Nassau. "Prinds Kristian Frederik" var Danmarks eneste linieskib, det var ikke blevet overgivet til englænderne, da det i 1807 lå i Norge.
Det var i dette slag Peter Willemoes blev ramt af en kanonkugle og faldt. Jessen strøg flaget/kapitulerede efter 3 timers kamp.
Monument over Peter Willemoes, Odden kirkegård
1808-09 Krig mellem Danmark-Norge og Sverige
Efter Københavns bombardement havde Danmark-Norge allieret sig med Frankrig og forpligtet sig til at erklære krig mod Sverige for at tvinge svenskerne til at tiltræde fastlandsspærringen, som Napoléon havde indført. Danmark-Norge ville bl.a. generobre Skåne som, som de havde mistet ved "Freden i Roskilde". Sveriges plan var at erobre Norge og opnå toldfrihed i Øresund.
Freden i Jönköping
10. december 1809 afsluttede krigen
. Aftalen indebar at ingen af landene skulle afstå territorier, at Sverige skulle sørge for at holde engelske krigsskibe væk fra de svensk kyster og endelig skulle overløbere (soldater der var gået over til fjenden) og krigsforbrydere udleveres.
1811 Slaget om Anholt
25.-27. marts
foregik under "Kanonbådskrigen 1807-14", der var krige mellem Danmark-Norge og England. Alle fyrtårne i de danske farvande var blevet slukket for at genere den engelske flåde. Englænderne udlagde fyrskibe ved Skagen og Anholt i slutningen af 1807. I 1809 blev det engelske fyrskib fregatten HMS Proselyte skruet ned af isen, og englænderne fandt det nødvendigt at besætte Anholt for at få fyret tændt og byggede en kasemat (bombesikret rum) omkring fyrets sokkel og et ottekantet fæstningsværk omkring fyret, som de navngav "Fort York".

Danskerne forsøgte i 1811 at generobre Anholt. Den danske hær havde en større styrke end den engelske, men mangel på dansk planlægning førte til en engelsk sejr og et stort dansk tab. Den engelske besættelse af Anholt fortsatte indtil Kielertraktaten afsluttede krigen 15. januar 1814.

1813 Statsbankerotten.
1814
Freden i Kiel
14. januar
afslutter Englandskrigene.
I og med at Danmark-Norge i krigens sidste år var på Frankrigs side var tvillingerigerne også på tabernes side i Napoleonskrigene.
Danmark
afstod Norge til Sverige.
fik som kompensation Forpommern (Svensk Pommern) med Rügen, senere byttet med hertugdømmet Lauenborg.
Norge
 
Personalunionen mellem Sverige og Norge varede fra 1814-1905
afstås til kongen af Sverige som kompensation for Finland, som Rusland beholdt. 
Norge anerkendte ikke "Freden i Kiel", og
oprettede en fri forfatning.
1814 var Norges forunderlige år (annus mirabilis). Landet blev fri af Danmark og fik en fri forfatning (grundlov), Eidsvollforfatningen, der blev vedtaget den 17. maj. Samme år blev Norge tvunget ind i en union med Sverige.
Der blev foretaget få ændringer i Eidsvollforfatningen, men de væsentligste punkter blev bibeholdt, hvilket Sverige accepterede mod at den svenske konge blev fælles statsoverhoved i personalunionen
Sverige
mistede Stralsund
Englænderne
fik Helgoland
Rusland
beholder Finland, som de havde erobret fra Sverige i 1809
1819-20
Jødefejden i København.
1834-48/49
Stænder = adel, gejstlighed,
borgere og bønder
De første stænderforsamlinger blev oprettet af Frederik 6. i samarbejde med  statsrådet. Frederik 6. måtte give efter for befolkningens krav om demokratisering, og stænderforsamlingerne blev vel at bemærke kun rådgivende, således kunne den enevældige konge tage den endelige beslutning. De første stændermøder blev afholdt i 1835, de sidste i 1848 og i 1849 blev forsamlingerne officielt opløst. Forsamlingernes debatter stod at læse i "Stændertidende".
De 4 rådgivende stænderforsamlinger for Kongeriget Danmark og hertugdømmerne
Roskilde for øerne. Her fik Island og Færøerne 3 pladser.
Viborg for Jylland.
Slesvig for Hertugdømmet Slesvig/Sønderjylland.
Itzehoe for Hertugdømmet Holsten.
- Stænderne skulle samles hvert 2. år.
- Valgbare til stænderforsamlingerne var mandlige ejendomsbesiddere over 30 år.
- Valgret havde 3% af befolkningen. Valgretten gjaldt formuende mænd over 25 år.
1837
Lov om købstædernes selvstyre, begyndende liberalisme.
1842
Danmark til Ejderen
Orla Lehmann på Constantin Hansens billede af "Den grundlovgivende Rigsforsamling".
I sin tale den 28. maj formulerede juristen og politikeren Orla Lehmann sin Ejderpolitik, en grænsepolitik, der var i opposition til Helstatspolitikken. Med Lehmanns Ejderprogram opstod partiet eller grupperingen De Nationalliberale, der ønskede en fri forfatning.  
Lehmanns Ejderprogram gik ud på at:
Hertugdømmet Slesvig skulle være en provins i Kongeriget Danmark.
Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg skulle adskilles fra Kongeriget Danmark.
Danmarks sydgrænse ved Ejderen skulle genoprettes. "Danmark til Ejderen" var slagordet.
"... De ville ikke finde det saa urimeligt, at jeg ikke veed, hvor langt Danmark gaar. "Naturligvis til Kongeaaen; thi der begynder Hertugdømmet Slesvig" – "Nej, til Flensborg Fjord; thi saa langt hersker det danske Sprog." – "Nej, til Slien, det ældgamle Grændseskjel mellem skandinavisk og germanisk Nationalitet." – "Nej, til Ejderen, der fra Carl den Stores Tider og til den Dag idag har været "terminus imperii Romani" [det romerske riges grænse] – "Nej, saa langt som de danske Kongers Scepter naar, til Elbens Bredder." - Der se De, mine Herrer, saaledes staar det til med os, at man i Danmark ikke veed, hvad Danmark er; der ser De Grunden, hvorfor vi maa hutle os igjennem med saadanne tvetydige Omskrivninger som: "de danske Kongers Riger og Lande", "det danske Monarki", "det egentlige Kongerige Danmark."
1843
Det første nationale møde på Skamlingsbanken.
Georg Carstensen åbner "Københavns Sommertivoli og Vauxhall".
1845
Brygger J.C. Jacobsen fremstiller bajersk øl.
H.C. Lumbye komponerer "Champagnegaloppen".
1847
Marx og Engels skriver "Det kommunistiske Manifest".
1848
Enevælden afskaffes.
Treårskrigen  =  1. slesvigske krig  -  1848-1850
Holsten og Lauenborg hørte til Danmark og var også medlemmer af Det tyske Forbund.
Jørgen Sonne, 1853, "Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849", ARoS Aarhus Kunstmuseum. Danskerne ses i rødt og blåt og preusserne i grønt. Slaget blev udkæmpet ca. der hvor Nobelparken ligger i dag. Sonne havde krigsministeriets tilladelse til at være bataljemaler. Under selve slaget tegnede han skitser som forlæg til maleriet, som han udførte i sit atelier.
Constantin Hansen, "Den grundlovgivende Rigsforsamling", D.G. Monrad (36), Orla Lehmann (43), A.F. Tscherning (38), F.M. Knuth (41).
Se hele billedet.
H.W. Bissen, 1858, "Den Tapre Landsoldat" i Fredericia. Udført til minde om det sejrrige udfald af Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. Statuen er et monument over den menige soldat.
David Monies, 1850, "Episode af Soldaternes Hjemkomst i Septemberdagene 1849". Det Nationalhistoriske Museum  Frederiksborg Slot. Sejren i Slaget ved Fredericia den 6. juli havde givet tiltro til en lykkelig afslutning på Treårskrigen. De hjemvendte soldater blev hyldet som nationens helte.
H.W. Bissen, 1859-60, "Istedløven". Se Istedløven på Flensborg gamle kirkegård, (tidligere Sankt Marie Kirkegård i Flensborg) klik her.
Mindesten i Friedrichstadt

Treårskrigen var en borgerkrig om hertugdømmet Slesvigs fremtid

Kongeriget Danmark

De danske nationalliberale
De danske nationalliberale ønskede en fri forfatning og adskillelse af hertugdømmerne i overensstemmelse med Orla Lehmanns Ejderprogram:
- Hertugdømmet Slesvig skulle være en provins i Kongeriget Danmark.
- Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg skulle adskilles fra Kongeriget Danmark.
- Danmarks sydgrænse ved Ejderen skulle genoprettes. "Danmark til Ejderen" var slagordet.
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten og Lauenborg

De tyske liberale slesvig-holstenere
De liberale slesvig-holstenere ønsker at Slesvig og Holsten skal have en fælles fri forfatning, hvor hertugdømmerne skulle være en del af Det tyske Forbund og dermed ville de komme fri af Kongeriget Danmark og den danske konge, som i Danmark var enevældig monark og i hertugdømmerne enevældig hertug. 

Det enevældige system

Her var politikken Helstaten.

Ribebrevet af 5. marts 1460 er en aftale indgået mellem det holstenske ridderskab og kong Christian 1. Slesvig og Holsten skal forblive "ewich tosamende ungedelt" (udelt sammen til evig tid).
Ribebrevet spillede en stor rolle i konflikterne i 1800-tallet mellem Danmark og Slesvig-Holsten. En opdeling af Slesvig og Holsten ville være et brud med Ribebrevets forsikring om at landene skal være udelt sammen til evig tid.
1848                 1. felttog  -  Systemskifte og borgerkrig
18. marts Mødet i Rendsborg
hvor slesvig-holstenerne vedtog et krav om en fri forfatning, Slesvig skulle forenes med Holsten og Slesvig optages i Det tyske Forbund.
20. marts Casinomødet i København
der foregik på Casinoteatret, var et borgermøde foranlediget af Orla Lehmann, der opfattede mødet i Rendsborg som et oprør i hertugdømmerne. På mødet blev der opnået enighed om en henvendelse til Frederik 7. og opfordre ham til at afskedige regeringen.
21. marts Folkeoptog til Frederik 7.
på Christiansborg Slot
. Langt over 10.000 mennesker deltog i optoget til kongen. Formanden for den københavnske Borgerrepræsentation L.N. Hvidt trådte frem for kongen og fremførte kravet om, at han afskedigede regeringen. Kongen kunne meddele Hvidt, at han nu selv var at betragte som konstitutionel monark og at regeringen var afskediget, en beslutning foranlediget af C.E. Bardenfleth, der blev udnævnt til justitsminister i Martsministeriet, hvis dannelse blev udløst af folkeoptoget, og som afviste slesvig-holstenernes krav om en fri forfatning og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund.
23. marts En provisorisk Slesvig-Holstensk oprørsregering
dannes i Kiel
, hvor man opfattede Casinomødet, folkeoptoget og regeringens afskedigelse som en revolution. Nyheden om den nye regeringsdannelse i København var ikke nået til Kiel, hvorfor de nationalliberale måtte have tiltvunget sig magten. Frygten for de handlinger som Kongeriget Danmarks nye ledere ville skride til forårsagede dannelsen af den provisoriske regering, der skulle udarbejde en fri forfatning og varetage hertugdømmernes interesser. Den provisoriske regering havde seks ministre, bl.a. de to konservative adelige grev Reventlow-Preetz og Prinsen af Nør (alias Prins Frederik af Augustenborg), der blev regeringens krigsminister.
24. marts Provisorisk regering for hertugdømmerne proklameres fra rådhuset i Kiel. Den provisoriske regering kræver Slesvig og Holsten sluttet sammen til én stat i personalunion med Kongeriget Danmark. I proklamationen stod om "Kongens Ufrihed" (skyldes grev Reventlow-Preetz), hvilket betød at kongen var frataget sin retmæssige magt og tvunget til at indtage en fjendtlig holdning til hertugdømmerne.
Prinsen af Nør erobrer fæstningen i Rendsborg
At den nye regering i København ville anvende magt mod oprøret i Slesvig-Holsten, var der ingen tvivl om i Kiel, hvorfor fæstningen i Rendsborg måtte tages i besiddelse og blev erobret af de slesvig-holstenske oprører ledet af Prinsen af Nør, den provisoriske regerings krigsminister, iført dansk uniform. Prinsen af Nør erklærede overfor den danske garnison, at hans handlinger blev foretaget på vegne af den ufri konge til beskyttelse af hertugdømmernes rettigheder.
Hermed begyndte Treårskrigen.
9. april Slaget ved Bov
Oprørshæren ledet af Prinsen af Nør trænger op i Slesvig og forsøgte at forskanse sig ved landsbyen Bov. Den danske styrke ledet af generalmajor H.C.G.F. Hedemann rykkede sydpå fra Kolding og gik sammen med en styrke fra Als under oberst F.A. Schleppegrell. Den overlegne danske styrke tvang oprørshæren tilbage.
23. april
Påskeslaget ved Slesvig
(Slaget ved Busdorf nær Dannevirke) fandt sted påskemorgen. Hertugdømmernes provisoriske regering fik nu støtte fra styrker fra Det tyske Forbund og de forenede styrker (Preussen og Slesvig-Holsten) besejrede den danske hær, der måtte trække sig tilbage ved aftenstide.
5. og 6. vers af Carl Plougs "Påskeklokken kimed mildt" fra 1848 om Påskeslaget.
Over Tyras brustne led blod i strømme randt,
tysken måtte købe hel dyrt hvert fjed, han vandt.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Vegen er for overmagt liden flok til sidst,
men af Danmarks ære den haver intet mist'.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Fægtningen ved landsbyen Mysunde nær Slesvig by.
28. maj Slaget ved Nybøl hvor de tyske tropper led nederlag.
5. juni Slaget ved Dybbøl hvor de tyske tropper led nederlag.
26. august Våbenhvileaftalen i Malmø
Danmark og Preussen sluttede syv måneders våbenhvile, der trådte i kraft 4 september. Englænderne foreslog en deling af Slesvig som Martsministeriet gik ind for og blev upopulær på grund af. Kongen afskedigede Martsministeriet. Den nye regering blev Novemberministeriet.
18. september Troppeparaden på Lerbæk Mark
med deltagelse af Frederik 7. der ankom til Vejle ombord på kongeskibet Ægir (en hjuldamper). Det nørrejydske Armékorps blev vist for kongen og de mange tilskuere. Formålet med hærskuet, der foregik under våbenhvilen, var at vedligeholde den nationale kampvilje betegnet "Ånden fra 1848". Kongen skulle under et måltid på Lerbæk Mark havde udtalt "Det skal ej ske. Det lover jeg!" (en deling af hertugdømmet Slesvig skulle ikke ske).
1849                 2. felttog
12. februar Værnepligtsloven. Grundlovsfæstet i junigrundloven.
3. april Krigen mellem Danmark og de tyske stater genoptages efter at Danmark har opsagt våbenhvileaftalen.
5. april Slaget i Eckernførde fjord
hvor linieskibet Christian VIII og fregatten Gefion, der hørte til
kommandørkaptajn F.A. Paludans flotille går tabt. Det var Paludans opgave at skabe et afledningsangreb i fjorden, at få den slesvig-holstenske hær til at tro at landgang kunne finde sted der. Manøvren skulle give den danske hær, der lå på halvøen Sundeved, tid til at etablere sig i Dybbølstillingerne. Efter at være kommet i kamp med de tyske kystbatterier sprang Christian VIII i luften, og Gefion blev ødelagt.
23. april
Slaget ved Kolding
Efter at have vundet i kampene om Haderslev, Avnbøl og Ullerup var danskerne klar til angrebet på den fjendtlige hær ved Bov, men fik ordre til at trække sig tillbage til Als og Kolding efter det fejlslagne afledningsangreb ved Eckernførde.
Slesvig-holstenske tropper havde den 20. april indtaget Kolding. Byen skulle nu tilbageerobres.
De danske tropper blev ledet af generalerne Bülow, Rye og Moltke. De slesvig-holstenske tropper af general Bonin.
De danske tropper angreb slesvig-holstenerne og befriede store dele af Kolding by, men kunne ikke fastholde de erobrede områder og måtte trække sig
3. og 7. maj Træfningerne ved Gudsø
mellem Kolding og Fredericia, hvor danskerne måtte trække sig.
9. maj Fredericia belejres af den slesvig-holstenske hær ledet af general Bonin.
maj General Olaf Rye fik til opgave at lede den danske hærs tilbagetog op gennem Jylland for at lokke general Prittwitz og hans tropper til at følge efter og væk fra Fredericia så de ikke kunne komme de belejrende slesvig-holstenere til undsætning. Rye trak sin brigade ud på Djursland og besatte den påbegyndte skanse på Helgenæs, Djurslands sydligste halvø, som han udbyggede, og som fik navnet "General Ryes Skanse", hvorfra udskibningen af tropper til Fyn foregik og herfra videre til Fredericia. 
Niels K. Kristensens børnebog "Rasmus fra Rodskov, En fortælling fra krigsårene 1848-50" udkom første gang i 1911 og handler om en 14-årig dreng, der under Treårskrigen bliver kurér og spion for general Rye og hans folk.
31. maj Rytterkampen ved Århus
(Rytterfægtningen paa Aarhus Mark). Kampen stod mellem danske dragoner og preussiske husarer og endte med en dansk sejr.
5. juni
Frederik 7. gav DANMARKS RIGES GRUNDLOV af 5te Juni 1849
Junigrundloven
gennemføres af Novemberministeriet. Udkastet var udarbejdet af Martsministeriet. Grundloven erstatter Kongeloven af
1665.
6. juli

I Natten klam
og kold,
Bag Fredericia Vold
Slaget ved Fredericia
Fredericia var i maj blevet belejret af slesvig-holstenerne ledet af general Bonin. De civile indbyggere i Fredericia var flygtet til Fyn, så byen var stort set kun beboet af omkring 7000 danske soldater. Oberst Lunding og overgeneral Bülow planlagde sprængning af belejringen.
Den danske hær fik samlet styrker fra Helgenæs og Als.
Fra Helgenæs blev general Ryes brigade udskibet til Fyn
og general de Mezas brigade kom sejlende fra Als. Småbåde førte tropperne til Fredericia. Den danske hær var i overtal, men slesvig-holstenerne kæmpede fra befæstede stillinger (de havde bygget 4 skanser + 2 nær stranden. 5. skanse var Treldeskansen nær Lillebælt, og det var i Kampen om Treldeskansen, slesvig-holstenernes stærkeste skanse, at general Rye faldt.
Kampen endte med dansk sejr med mange hundrede faldne.
1850                 3. felttog
2. juli
Fredsaftale mellem:
Danmark
Preussen og Det tyske Forbund (under pres fra russisk side)
Fredsaftalen markerede Treårskrigens afslutning. Dog havde slesvig-holstenerne ikke opgivet kampen for et uafhængigt Slesvig-Holsten. Se Slaget ved Isted.
25. juli
Slaget ved Isted
Slaget på Isted Hede
nord for Slesvig by.
Efter at Preussen havde trukket sig ud af Treårskrigen stod slesvig-holstenerne alene tilbage i kampen
for et uafhængigt Slesvig-Holsten. Den danske hær, der var under ledelse af general Krogh, var i overtal (ca. 37.000 soldater). Den slesvig-holstenske oprørshær (ca. 27.000 soldater) var under ledelse af general von Willisen.
Danmarkshistoriens største og blodigste slag endte med en beskeden dansk sejr over den slesvig-holstenske hær.
Den danske sejr var dyrekøbt med mange faldne herunder general Schleppegrell og oberst Læssøe.

Efter slaget vendte de danske soldater hjem som helte. Den beskedne sejr er blevet udlagt som "Danmark tabte freden" i og med det kun lykkedes at bevare kontrollen over Slesvig-Holsten i 14 år.
 
495 danske soldater blev jordfæstet i en fællesgrav på
Sankt Marie Kirkegård i Flensborg.
Mindesten på Flensborg Gamle Kirkegård.
12. september Angrebet på Mysunde
landsby i Sydslesvig ned til Slien, som slesvig-holstenerne forsøgte af angribe, men blev også her slået tilbage.
4. oktober Stormen på Frederiksstad
(Friedrichstadt) i sydvest Slesvig blev Treårskrigens sidste større slag. Byen var væsentlig, da den var støttepunkt for Dannevirkestillingens højre fløj.
Efter slaget på Isted Hede trak den slesvig-holstenske hær sig tilbage til Holsten, hvorfra de flere gange angreb den danske hær for at trække den ned i Holsten og inddrage de tyske stater i Treårskrigen igen.

29. september
indledte slesvig-holstenerne et bombardement af Frederiksstad. 
4. oktober indledte slesvig-holstenerne et stormangreb på Frederiksstad. Store dele af byen blev skudt i brand.
Frederiksstad blev forsvaret af danske tropper ledet af oberst Hans Helgesen. Kampen varede hele natten, og om morgenen måtte slesvig-holstenerne trække sig tilbage.
Frederiksstad forblev dansk indtil 2. slesvigske krig.
31. december Slaget ved Mysunde
var det sidste slag i Treårskrigen
og sluttede med en dansk sejr og slesvig-holstenernes endelige nederlag.

Danmarks sejr i Treårskrigen
var en militær sejr som følge af fredsaftalen 2. juli, hvor slesvig-holstenerne stod alene. Rent politisk havde sejren ingen betydning i og med at hertugdømmet Slesvigs fremtid var status quo.
Peter Faber, 1848, "Dengang jeg drog af sted"
1.
Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige ville med,
ja, min pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
3.
Når tysken kommer her,
når tysken kommer her,
beklager jeg enhver,
ja, beklager jeg enhver.
Til Peder og til Povl
han siger: "Du bist faul",
og skælder man ham ud på dansk, så siger han: "Hols maul!"
For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt,
men Fanden heller inte for den, som kun har ét.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
5.
Vi byde fjenden trods,
vi byde fjenden trods,
når kongen er med os,
ja, når kongen er med os.
Med draget sværd han står,
han snakker ej, men slår,
så dansk som han var ingen konge her i mange år.
De lader, som de tror, at han inte mer er fri,
og selv vil de dog ha' ham i det tyske slaveri.
Se, derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
2.
Min fader og min mor,
min fader og min mor,
de sagde disse ord,
ja, de sagde disse ord:
"Når dem, vi stole på,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå?"
Ja, det er netop derfor, vi alle må af sted,
for ellers kommer tysken og hjælper os dermed.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
4.
Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned,
ja, det faldt fra himlen ned.
Det flagrer i vor havn
og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den sit eget navn.
Og den har tysken hånet og trådt den under fod.
Nej, dertil er vor fane for gammel og for god!
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
6.
For pigen og vort land,
for pigen og vort land
vi kæmper alle mand,
ja, vi kæmper, alle mand.
Og vé det usle drog,
der elsker ej sit sprog
og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!
Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,
Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
"Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat".
Hurra, hurra, hurra!
Aftalerne fra 1851-52
- Noteudvekslinger
- Londontraktaten
Efter Treårskrigen indledte Danmark forhandlinger i form af noteudvekslinger med de tyske stormagter Preussen og Østrig, det drejede sig om dels arvespørgsmålet og dels om at de tyske tropper skulle forlade Holsten. Den danske regering ville ikke indlemme Slesvig i Kongeriget, og samtidig ønskede man at fastholde at de tyske stater ikke måtte blande sig i Slesvigs forhold.
Noteudvekslingen blev en forudsætning for at Preussen og Østrig underskrev Londontraktaten.

Londontraktaten af
8. maj 1852 blev underskrevet af Storbritannien, Rusland, Frankrig, Sverige-Norge samt Preussen og Østrig og fastlagde arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. af den oldenborgske slægt og anerkendte prins Christian af Glyksborg, senere Christian 9. (regeringsperiode 1863-1906) som tronarving til Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Af traktaten fremgik også at den danske helstat skulle opretholdes.
2. oktober 1855
Helstatsforfatningen/Oktoberforfatningen var et led i helstatspolitikken efter Treårskrigen og omfattede Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Forfatningen afløstes i Slesvig og Danmark af Novemberforfatningen af 1863. 

1857
Lov om næringsfrihed.
13. november 1863
- Novemberforfatningen knytter Slesvig og Danmark tættere sammen
Den dansk-slesvigske fællesforfatning/Novemberforfatningen erstattede helstatsforfatningen fra 1855.
C.C. Hall fremlægger forslag til en fællesforfatning for Danmark og hertugdømmet Slesvig. Holsten skulle fortsat stå under Frederik 7., men stilledes helt for sig selv. Trods advarsler fra Blume og Tscherning førte de nationalliberale Ejerpolitikken igennem, og den 13. november blev Halls forslag vedtaget. Slesvig skulle stadig have sin egen lovgivende forsamling for særanliggender og blev ikke direkte indlemmet i Kongeriget.
 

At give Holsten en selvstændig stilling indenfor monarkiet og bevare et tæt samarbejde mellem Danmark og Slesvig var et brud på aftalerne af 1851-52 og hele den ordning stormagterne havde krævet.
Aftalebruddet førte til
at Preussen og Østrig angreb Slesvig - krigen 1864.

Krigen i 1864  =  2. slesvigske krig  -  1. februar - 20. juli
Erik Henningsen, "Danske infanterister under tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864".
"Jyden han æ stærk å sej" af St.St. Blicher, 1846.
Om den jyske sindighed hedder det i vers 2:
Føst næ dær æ nøe pofahr,
komme jyden ud å dar.
Men han goer ett ind igjen,
fa' de uhn han ha gjent hen,
men han goer ett ind igjen,
fa' de uhn han ha gjent hen.
(Først når der er (nød) fare på færde, kommer jyden ud ad døren,
men han går ikke ind igen, før han har drevet det onde bort)
.
"Tvende Gange skudt i Grus
Atter reist som Møllehus
Vogter for et Mindebo
Selv en Bavta, dansk og tro
Speid så langt dit Øie naar
Grav ved Grav i Marken staar.
Danske Mænd gav Livet hen
Troskab holder Skansen end.
Taareduget Ærekrans
Slaar om Dybbøls Navn sin Glans.
Slægter dø, men Sproget binder.
Fremtid gror af dyre Minder".
Digt af den islandske præst Thordur Thomasson opsat på Dybbøl Mølle.
Monument for "Viceadmiral Edouard Suenson, født 13. april 1805, død 16. maj 1887". På skjoldet som løven bærer står "Helgoland, 9. maj 1864." På soklen er inskriptionen på henholdsvis venstre og højre side samt bagsiden: "Neustadtbugt, 21. juli 1850", "Kielerbugt, 16. august 1850" og "Dette mindesmærkes rejstes af taknemmelige medborgere 1889". Monumentet er udført i 1889 af billedhuggeren Theobald Stein.
Fregatten Jylland, 1960'erne.
Fregatten Jylland, 2012.
Krigen der handlede om uoverensstemmelser om Slesvigs status og aftalebruddet i Novemberforfatningen, stod mellem:
Danmark
Preussen og Østrig
16. januar
Preussen og Østrig stiller Danmark et ultimatum:
Novemberforfatningen skal ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer.
Konseilspræsident (statsminister) D.G. Monrad ignorerede kravet i og med han tøvede med at reagere på det stillede ultimatum.
1. februar Krigen bryder ud imellem Danmark og Preussen-Østrig (det tyske forbund)
Som konsekvens af Monrads manglende reaktion på det ovenfor nævnte stillede ultimatum går preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig.
2. februar Slaget ved Mysunde
var krigens første større træfning.
Et preussisk angreb bliver slået tilbage.
5. februar Dannevirke rømmes
Tilbagetoget til Dybbøl
. Den danske hær ledet af general de Meza, trækker sig tilbage fra Dannevirkestillingen
, hvor det meste af den danske hær var opstillet ved krigens begyndelse, men måtte rømme da hæren var for fåtallig til at kunne forsvare stillingen. Hæren trak imod Nørrejylland (hele Jylland nord for Kongeåen) og Dybbøl. På grund af en voldsom snestorm gik der mange timer før den preussiske hær fik kendskab til tilbagetrækningen.
Rømningen blev af befolkningen opfattet som forræderi i og med Dannevirke var Danmarks skjold mod tyskerne. Monrad afsatte de Meza. Georg Gerlach overtog kommandoen over hæren.
6. februar Slaget ved Sankelmark
syd for Flensborg. Om morgenen opdagede østrigerne danskernes tilbagetog fra Dannevirke, og et rytteri blev sendt efter den danske hær. Bagtroppen bestående af københavnere og vendelboer var nået til Sankelmark og oberst Max Müller havde fået ordre til at standse forfølgerne. Müller, der kendte til forskellige sindelag satte
københavnerne ind i første angrebsbølge, de farer hurtigt op, kæmper bravt og trættes hurtigt, hvorimod vendelboerne, som Müller satte ind i anden angrebsbølge, var sindige og udholdende. Det danske modangreb sikrede at hæren kunne fortsætte tilbagetrækningen til Dybbøl.
18. februar Rolf Krake i kamp ved Egernsund.
Rolf Krake, der var et skruekrigsskib bygget af jern og drevet af damp,
kom for første gang i kamp i Flensborg Fjord ud for Egernsund. Det skulle beskyde den pontonbro/flydebro som preusserne havde lagt over udløbet fra Nybøl Nor der via det smalle Egernsund var forbundet med Flensborg Fjord.
Rolf Krake, der selv var blevet beskudt, afgav omkring 70 skud men havde ikke held til at ødelægge broen og trak sig tilbage.
I 1864-krigen var Rolf Krake også i kamp ved Dybbøl og Als.
28. februar Niels Kjeldsen, se nedenfor.
17. marts
Slaget ved Rügen/Jasmund/Svine-münde
var et søslag mellem danske og preussiske flådestyrker.
Carl
van Dockum var chef for den danske eskadre i den østlige del af Østersøen og opgaven var bevogtning og blokade af preussiske havne (især havnen ved Svinemünde) og indeslutning af preussiske krigsskibe.
Preusserne under ledelse af kaptajn Eduard Jachmann ønskede at sprænge blokaden for at vise at den ikke var effektiv og for at genere den danske flåde og give sine søfolk kamperfaring samt at være i stand til at sejle til Lillebælt og dække hærens overførsel til Fyn. Det var det første søslag den preussiske flåde deltog i siden den blev grundlagt i 1848.
V
an Dockum deltog med flagskibet fregatten Sjælland, linieskibet Skjold og korvetten Heimdal.
Jachmann deltog med korvetterne SMS* Arcona og SMS Nymphe, dampskibet Loreley og seks kanonbåde.
*SMS = Seiner Majestät Schiff (Hans Majestæts Skib).
Slaget endte med at de underlegne preussiske flådeenheder måtte trække sig tilbage uden at have brudt blokaden.
Carl Frederik Sørensen, 1864, "Affæren ud for Svindemünde 17. marts 1864", Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot.
7. -18. april
Kampene ved Dybbøl mellem:
Danmark
Den danske hær var under ledelse af overgeneral
Georg Gerlach. Kampene endte med nederlag til Danmark og tilbagetrækning til Als.
Preussen
Den preussiske hær var under ledelse af Prins Frederik Karl af Preussen.
18. april
Stormen på Dybbøl
Nederlaget ved Dybbøl. Fra kl. 4 om morgen bombarderer de preussiske soldater fæstningsværket ved Dybbøl. Kl. 10 holdt granatregnen op og preussiske stormtropper angriber de danske stillinger, der var reduceret til grusdynger og græsbunker. Den danske brigade forsøgte et modangreb, men måtte give op. Hæren trak sig tilbage til Als.
Forklaringen på nederlaget var, at danskerne anvendte umoderne forladegeværer og preusserne de nymodens bagladegeværer, hvilket dog ifølge militærhistorikere er mere en sejlivet myte end sandheden.

Dybbøl Mølle efter det preussiske angreb den 18. april 1864.

9. maj
Slaget ved Helgoland
stod mellem:
Dansk eskadre ledet af Edouard Suenson.

Flåden bestod af:
Fregatten Jylland, Fregatten Niels Juel og Korvetten Hejmdal.
Østrigsk-preussisk eskadre ledet af den østrigske admiral Wilhelm von Tegetthoff.

Flåden bestod af
:
de østrigske fregatter Schwarzenberg og Radetzky samt de tyske skibe hjuldamperen Adler og kanonbådene Basilisk og Blitz.

Den østrigsk-preussiske styrke angreb den blokering, som danskerne havde foretaget af farvandene ud for Helgoland. Slaget varede mere end tre timer og højdepunktet var, da "Jylland" og flagskibet "Niels Juel" skød det østrigske flagskib Fregatten Schwarzenberg i brand, hvorfor Tegetthoff afbrød kampen og søgte mod neutralt engelsk territorium ud for Helgoland. Slaget endte således med en dansk sejr.
På Carls Dahls billede ses, når der klikkes for forstørrelse, Fregatten Schwarzenbergs fokkemast (forreste mast) i brand.
Carl Dahl, 1864, "Slaget ved Helgoland 9. maj 1864", Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
Forrest Fregatten Niels Juel, i midten Fregatten Jylland, bagest Korvetten Heimdal.
12. maj Midlertidig våbenhvile (til 26. juni) indgås mellem de stridende parter. Ovenfor nævnte flådeblokade hæves.
29. juni Kampen om Als
Det afgørende slag i 1864-krigen. Preusserne krydser i ly af mørket Alssund ved landsbyen Sottrupskov og går i land på Als, besætter øen og fordriver den danske hær.
Forsvaret af Als var utilstrækkeligt og dårligt organiseret. Det lykkedes panserskibet Rolf Krake for en stund at stoppe overførelsen af preussiske tropper til Als, men danskerne var trængte af de preussiske tropper, der allerede var på øen og måtte opgive forsvaret af øen og trak sig under kamp tilbage til halvøen Kegnæs. 
3. juli Kampen ved Lundby
i Himmerland sydøst for Ålborg mellem et dansk og et preussisk kompagni var det sidste slag i 1864-krigen, som endte med store danske tab.
18.-20. juli
Foreløbig våbenhvile forhandles og træder i kraft den 20. juli og gælder til 31. juli. Forhandlerne var oberst Heinrich Kauffmann og oberstløjtnant Gustav von Stiehle.
30. oktober

Grænse ved Kongeåen
Freden i Wien
Der bliver indledt fredsforhandlinger i Wien hvor den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck deltog. Forhandlingerne endte med at Danmark måtte afstå hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig (Sønderjylland) helt op til Kongeåen til de sejrende - Preussen og Østrig.
Med nederlaget i 1864 var de nationalliberales dage som regeringsledere talte. Den nationale politik var slået fejl og en konservativ bølge af antiliberalisme rejste sig. Det blev særlig mærkbart, da man på ny skulle til at drøfte grundloven, hvilket var nødvendigt, da man nu stod med to forfatninger - både junigrundloven af 1849 og den dansk-slesvigske fællesforfatning, Novemberforfatningen, af 1863, som efter Slesvigs afståelse var overflødig.
Niels Kjeldsen
en helt fra 1864
På mindestenen over Niels Kjeldsen rejst i 1891 ved Blåkær Skov syd for Vejle står:
"I heltemodig enekamp mod prøissiske hussarer faldt her paa landeveien dragon Niels Kjeldsen den 28. februar 1864.
Ene imod mange holdt du tappert stand kæmpede med ære for dit fædreland. Fjenden gav dig døden. Feigt han skød dig ned. Men din daad Dit minde har vor kjærlighed.
Hans Støv hviler på Give kierkegaard."
Den 28. februar 1864 blev den 24 årige Niels Kjeldsen sammen med seks andre dragoner sendt ud fra Vejle sydpå med det formål at observere om de preussiske soldater, der lå i kvarter i Kolding, rykkede mod nord. Ved Højen Kro observerede de den preussiske gardehusarfortrop, og flygtede nordpå med undtagelse af Kjeldsen, der red mod den preussiske fortrop og gik i kamp og sårede fjenden med sin sabel. En preussisk husarofficer skød Niels Kjeldsen på klods hold.
Kjeldsens enekamp blev symbol på den brave bondesoldats kamp for sit land.
Frants Henningsen. 1901, "En helt fra 1864", tilhører Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot. Udlånt til Jyske Dragonregiments kaserne i Holstebro.
Den danske dragon og gode fægter Niels Kjeldsen kaldet "Dragon Ullerup" efter sin hjemby nær Give, kæmper uforfærdet mod den preussiske overmagt. Niels Kjeldsen, barhovedet og med fuldskæg og med sablen i venstre hånd, da hans højre hånd var blevet ufølsom efter han var blevet ramt af en klinge, sidder på sin hest klar til en ny duel med de angribende husarer til venstre i billedet. Foran ham på vejen ligger den første husar han har besejret. Til højre i billedet ses hans banemand husarofficer Gustav von Lüttichau.
1861-1865
Den amerikanske borgerkrig mellem Nord- og Sydstater.
1866
Den gennemsete Grundlov af 28. juli 1866. Valgretsreglerne til Landstinget i Junigrundloven fra 1849 revideres.
1870
Det forenede Venstre dannes.
1871
Oprettelsen af Den internationale arbejderforening for Danmark (senere Socialdemokratiet).
Georg Brandes vækker opsigt med forelæsninger over ny litteratur. Forelæsningsrækken "Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur" blev begyndelsen på "Det moderne gennembrud".
Pariserkommunen udråbes. Det revolutionære styre i Paris varede fra marts-maj.
1877/85-94
Provisorietiden. Årene hvor Højreregeringerne under J.B.S. Estrup gennemførte foreløbige finanslove imod folketingsflertallets vilje.
1878
Frederiksborg slot bliver nationalhistorisk museum.
1898
Grundlæggelsen af De samvirkende fagforbund (senere LO).
1899
Storlockouten afsluttes med septemberforliget, som var en aftale mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (nu DA) og De samvirkende Fagforbund (nu LO).
1901
Systemskiftet, parlamentarisk demokrati i Danmark. Kongen kunne nu ikke udnævne en regering, der havde et flertal i Folketinget imod sig.
1905
Det Radikale Venstre dannes ved splittelse af Venstre. De radikale bryder med Venstre på forsvarsspørgsmålet og danner eget parti.
Albert Einstein fremsætter sin første relativitetsteori.
1906
J.C. Ellehammer bringer en flyvemaskine til at lette. 
1908
Valgret for kvinder og tyende til kommunalforsamlingerne.
Den pensionerede justitsminister P.A. Alberti arresteres for underslæb og ministeriet I.C Christensen må gå af.
1913
Niels Bohr fremsætter sin atomteori. 
1. Verdenskrig 
Drop Down Menu
Drop Down Menu
ARS longa.dk   v/Kirsten Gress