Neoplatonisme

Drop Down Menu

N E O P L A T O N I S M E
En verdensanskuelse der ligger
til grund for den italienske renæssances kunstsyn

Udsnit af Rafaels "Skolen i Athen", Stanza della Segnatura, 1508-11, Vatikanet, Rom. Platon og Aristoteles er omgivet af filosoffer. Platon holder "Timeo" (kosmologi) og peger mod den himmelske sfære. Aristoteles holder "Den Nikomacheiske Etik" og bevæger sin hånd modsat Platon, mod den materielle virkelighed.

Platon & Aristoteles

Antikkens to store filosoffer var Platon og Aristoteles, filosofiens og videnskabens grundlæggere.

Platon er tillige matematiker og statsteoretiker, hvis tanker om den retfærdige stats organisation repræsenterer en art aristokratisk socialisme og har haft indflydelse på den europæiske tænkning.
Platon var elev af Sokrates. Aristoteles var elev af Platon.

Aristoteles blev som elev ved Platons filosofiskole, Akademiet uden for Athen, interesseret i at formulere den naturlige verdens grundlæggende forklaringsprincipper. Platon kaldte ham "Fornuften".
Omkring den videnskabelige erkendelses mål var Aristoteles enig med Platon. Imidlertid tog han afstand fra Platon hvad angik idélæren. Han udviklede en anden filosofi end den Platon stod for og oprettede en filosofiskole, den peripatetiske skole i Lykeion, en lund uden for Athen.

Platon
(ca. 427-347 f.Kr.)

Idealistisk filosofi. Verden er et skyggespil, den ideale verden ligger bagved og kan kun intuitivt fattes af den kontemplative. Denne verden symboliseres af de rene, geometriske former, tallene og konstansen. Kunst har en lav status. "Mimesis" (efterligning) opfattes som forkasteligt idet kunsten efterligner den fysiske verden, som allerede er en dårlig afspejling af ideernes verden. Desuden er kunsten farlig, fordi den fremkalder irrationelle følelser.

Aristoteles
(384-322 f.Kr.)

Materialistisk filosofi. Den synlige verden er virkelig, men vi arbejder med tænkte typer eller fællesnavne.
Aristotelismen kendes også fra 1300-tallet og frem som nominalisme. Kunsten har høj status som "Mimesis" (efteligning) og som digterkunstens væsen.

Rafaels "Skolen i Athen", Stanza della Segnatura, 1508-11. Klik på billedet for at se hele fresken.

Platon taler om:

den immaterielle verden
hvor tingene ikke er mangfoldiggjorte og foranderlige som i fænomenernes verden, men evige og uforanderlige. Ideerne er tingene i deres sande skikkelse og evige realitet og et rige for sig, en uforanderlig verden af sand væren, hvilket medfører at man kan se tingene.
Ideen, den sande skikkelse, ser man med sjælens øje. De højeste er ideerne om det skønne, det sande, det gode.
Fornuftserkendelsen, som er det dybtgående opstår når man vender blikket fra de ydre fænomener for at se de evige ideer.

den sanselige verden
som ikke kan være den endelige, fordi tingene i den sanselige verden altid er i bevægelse, og der er flere eksemplarer af den samme ting. Et træ er en afglans af ideen om t r æ e t. I den stoflige verden er tingene blot fænomener, en grad af realitet.
Fænomenet ser man med legemets øje, en håndgribelig ting foran sig. Tingene er kun ufuldkomne og forgængelige spejl- eller skyggebilleder af de modsvarende ideer. Sjælene har i en præeksistens før forbindelsen med kroppen skuet ideerne og bevaret et uklart minde om dem.
Erkendelsen bliver derfor en erindring. Mennesket længsel efter den tabte sandhed kalder Platon Eros. Eros præsenterer begæret efter det gode og det skønne. Eros er her et sindbillede på menneskets stadige stræben efter uendelighed, udødelighed og selvrealisering.
Sanseerkendelsen er det rent ydre og overfladiske.

Neoplatonismen er en tretrinsraket

Platon	(ca. 427-347 f.Kr.). Platons idélære. Virkeligheden er i ideernes verden.

Plotin	(205-270 e.Kr.). Grundlægger neoplatonismen. Skaber sammenhæng mellem ideen om træet og træet selv.

Marsilio Ficino	(1433-1499). Neoplatonismens chefideolog. Fra Platons ideer udvikles neoplatonismen, der opstår i kredsen omkring Lorenzo de' Medici i Firenze. I hans villa Careggi samles et musehof. De udvalgte mænd var sammen i gensidig venskab og i en næsten religiøs tilbedelse af Platon og beundring af den lærde Ficino, hvis bog "Theologia Platonica", 1474, er neoplatonismens bibel. I kredsen var også filosoffen Pico della Mirandola, digteren Angelo Poliziano og maleren Sandro Botticelli. Ficino oversatte platoniske værker til latin (Platon og platonikere som Plotin, Proklos m.fl.), og bearbejdede disse værker til et sammenhængende system som han harmoniserede med kristendommen. Neoplatonismen er hedensk filosofi og kristen religion. De neoplatoniske grundtræk, menneske og univers er i princippet bygget over samme skema, mikrokosmos og makrokosmos. Mennesket afspejler universets struktur. I Ficinos filosofiske system er ideen om kærlighed aksen det hele drejer om, fra Gud til verden, fra verden til Gud. Kærlighed er begær efter nydelse af skønhed, men ikke alt begær er kærlighed. Himmelske former er uforgængelige, rene, fuldkomne, effektive, fri af lidenskab og fredfyldte. Jordiske former (ting) er forgængelige, uperfekte, ineffektive, magtesløse, årsagen til utallige lidenskaber og lidelse.

Neoplatonismen forsøger at skabe en syntese af antikkens filosofi (Platon, Vergil, Cicero) og kristendommen (Plotin, Augustin og Dante) og er iblandet antik og middelalderlig astrologi, alkymi og planetlære. Det grundlæggende for neoplatonismen er at universet og mennesket kan indpasses i samme skema.

Universet

er et harmonisk hele styret af åndelige kræfter.
Det er opdelt i 4 grader af perfektion:

Mens mundana	(idéverdenen) Engle. Intellektet er overflødig for Gud og englene, kan ikke erhverves af dyrene.

Anima mundana	(verdenssjælen) Planeterne styret af aktiv ånd (1+2 er uforgængelig).

Natura	jorden og den levende liv, både dyr og planter, besjælet af Spiritus Mundanus (den jordiske ånd).

Materia	det livløse stof (3+4 er forgængelig).

Alt gennemstrømmes af Guds "Amor" i en stor cirkelbevægelse. Gud er den højeste virkelighed, fra ham udgår en kraft/skønhed der forplanter sig gennem universets forskellige elementer. Skønheden splittes op i lige så mange stråler, som der er sfærer i himmelrummet. Skønheden på jorden er et glimt af den evige guddommelig skønhed. Dette glimt (i eksil) er en lavere grad af virkelighed og længes efter genforening med Gud. Længslen er størst i idéverdenen og lavest i materien. (Dette er ren Plotin).

Mennesket

danner som verdens midtpunkt led mellem materien og det guddommelige:
"Deus in terra" (Gud på jord). Mennesket består af:

Anima prima

(den første eller højere sjæl, ånden) indeholder guddommelige elementer, genkender derfor den guddommelige evige sandhed. Der deles i Ratio og Mens.
Ratio (fornuften) som giver det evnen til frit valg. Ratio adskiller mennesket fra alt andet. Intellektet er bindeled mellem den højere og den lavere sjæl. Menneskets højere sjæl, ånden, er fælles med det guddommelige princip.

Mens (den skabende fantasi, intuitionen) som skuer det ideelle. Intellektet stræber efter genforening med Gud via den højere sjæl, men hindres af den lavere sjæl. Denne kamp i intellektet mellem den højere og den lavere sjæl medfører, at mennesket er bindeled mellem Gud og verden.

Anima secunda

(den andenrangs eller lavere sjæl), sanserne og drifterne, som det har fælles med dyrene er her styret af planeterne. Forplantning, næring, vækst.

Krop

Materie

(det livløse stof) som ikke er ramt af Guds kraft, men er passiv, modarbejder herved det gode og kan sidestilles med det kristne Helvede, selv om der i materien ikke er aktiv ondskab til stede.

Mennesket er således ophøjet, det erindrer en tidligere tilværelse og afhængigt fordi det er skæbnebundet og fængslet i sanseverdenen midt i en magisk og uforståelig natur. Jo længere Guds kraft/skønhed når ned gennem mennesket jo mere fragmentarisk bliver genkendelsen. I materien og kroppen er den dømt til undergang. Også i mennesket, som i universet, længes den guddommelige kraft tilbage til sit udgangspunkt, hvilket medfører en cirkulerende bevægelse. Drivkraften i cirkulationen er kærlighed, der manifesterer sig i skønhed.

	Kærlighed er drivkraften i hele denne proces.
	Kærlighed manifesterer sig i skønhed.
	Skønheden forplanter sig fra Gud gennem universet og mennesket, længes efter genforening med Gud.
	Genforeningen med Gud er mulig på to måder symboliseret ved to former for kærlighed repræsenteret af to Venusfigurer.

Venus	Græske og romerske guder og helte

(græsk Afrodite) kærlighedsgudinde, opfattes også som Madonna og som
den kristne Caritas (Deus caritas est, Gud er kærlighed, 1. Johs. 4,16).
Hun har to skikkelser:

Venus Coelestis og kærlighedsbudbringeren Amor Divinus

Venus Coelestis er himmelsk og opstået af havets skum. Hun fremstilles nøgen, da hun symboliserer ideal skønhed, ofte pegende mod himlen. Hun er datter af Uranus, himmelhvælvet selv, hvis sæd blev spredt ud over havet, heraf opstod Venus Anadyomene (den skumfødte, egl. "den opdukkede"). Hun havde ingen mor og hører derved til universets højeste zone, idealverdenen (Mater - Materia). Hendes kærlighedsbringer Amor Divinus henvender sig til den højere sjæl, tilskynder den til at betragte selve ideen om den ideale skønhed, dvs. nærme sig det guddommelig princip. Amor Divinus er søn af den himmelske Venus.

Venus Vulgaris og kærlighedsbudbringeren Amor Humanus

Venus Vulgaris er opstået ved naturlig tilblivelse. Hun hører hjemme i en lavere zone, under himmelsfærerne. Hun er partikulær, dvs. at hun repræsenterer de jordiske tings skønhed og naturens frugtbarhed. Hun symboliserer materialiseringen af den ideale skønhed, som på jorden er tilsløret, derfor er hun påklædt, fremstilles med blomstrende kappe, omgivet af Amor, de tre gratier, frugter, blomster og frugtbarhedssymbolet kaninerne. Hendes kærlighedsbringer Amor Humanus henvender sig til en lavere sjæl, tilskynder sanserne og drifterne til at genskabe den guddommelige skønhed i den ydre sanselige verden. Amor Humanus er søn af den jordiske Venus.

Begge former for kærlighed, himmelsk og jordisk, søger skønheden.

I Platons "Symposium" skelnes mellem to Afroditer, Afrodite Urania (den himmelske), der var datter af Uranus og ikke født af en kvinde og Afrodite Pandemos (den jordiske), datter af Zeus og Dione. De to Afroditer bliver anvendt til at sondre mellem sjælens tragten efter den ideale verden henholdsvis til kærligheden som ren, pur og evig og så kødets lyst.

En 3. kærlighedsbringer er Amor Ferinus

repræsenterer den dyriske kærlighed, er blot en lav drift, har skadelige væsker i hjertet. Den anses for en sygdom, fordi dens formål ikke er at blive genforenet med Gud, men tilfredsstille kødets lyst, hertil svarer ikke nogen Venusskikkelse.

To forskellige livsformer

Amor Divinus søger den guddommelige skønhed og Amor Humanus
frembringer genspejlingen af den guddommelige skønhed på jorden.
Forskellen kan udtrykkes ved livsformerne:

Vita contemplativa	repræsenterer en indadvendt livsform, det refleksive liv, der dyrker Theologia og Religio - grubleren, den fåmælte og gnieragtige, søger sin egen sjæls guddommelighed og erkender undervejs den ydre verden, de ophøjede ideer og til slut Gud selv. Repræsentanter er Maria, Rachel og Moses som "Seer". Ifølge neoplatonikerne hører kunstneren til Saturns børn, hvorved han kommer på linje med filosof og poet og altså bliver humanist. Den saturniske egenskab melankolien får derved en højere status, og kunstneren bliver betragtet som Genius, der i det skabende øjeblik er guddommelig, der berører han Ideen, som han rummer i sit sind, men for de tidligere neoplatonikere er denne gnist en gave fra Gud. Kunsten har høj status. Skønheden skildres så idealiseret som muligt, sjælen føres via sanserne til beskuelsen af en højere sandhed. Til de kontemplative egenskaber hører Furor divinus, som betegner den guddommelige henrevethed eller inspiration.

Vita activa	er det udadvendte liv, der dyrker de moralske dyder og således forsøger at skabe retfærdighed i den ydre sanselige verden. Fremtrædelsesformen karakteriseres som åbenhed, veltalenhed, socialt indstillet menneske, gavmildhed. Her færdes fyrste, feltherre, Justitia (jurist og dommer). Den styrende planet er Sol-Jupiter. Vita activa repræsenteres af Martha, Lea, Moses som folkets lovgiver.


Kunsten har høj status. Ved at skildre skønheden så idealiseret som muligt, skal den på middelalderlig vis være anagogisk (føre opad, mod det høje, svarende til den anagogiske læsning af Bibelen som vejviser mod sjælens bestemmelse i Gudsriget) og føre sjælen via sanserne til beskuelse af en højere skønhed. Denne skønhed har den græske kunst allerede fundet midlerne til at fremstille, nemlig proportionslæren, og den romerske arkitekt Vitruvius har i "De Architectura" (10 bøger om arkitektur) gjort rede for, at arkitekturen er en udvidelse af naturens grundlæggende orden og de klassiske søjleordner og var en måde at proportionere på, der stod i et harmonisk forhold til de menneskelige proportioner (Leonardo da Vincis "Homo Vitruvianus" er ledsaget af tekst baseret på Vitruvius værk og også kaldet "Proportionernes kanon").

Værker der er tolket som neoplatoniske

Botticelli, "Den skumfødte Venus", 1485, Galleria degli Uffizi, Firenze.

Botticelli, "Våren"/"La Primavera", 1477-78, Galleria degli Uffizi, Firenze.

Tizian, "Himmelsk og jordisk kærlighed", 1514, Galleria Borghese, Rom.

"Den skumfødte Venus" og "Våren":
Det var formentlig Lorenzo de' Medici der bestilte billederne og gav dem til sin halvfætter Lorenzo di Pierfrancesco de' Medici (il Popolano) til dekoration i hans nye Villa di Castello i anledning af hans ægteskab med Semiramide Appiani. De to billeder hængte overfor hinanden i Lorenzo di Pierfrancescos soveværelse. Begge billeder har fokus på gudinden Venus og er sat i forbindelse med Marsilio Ficinos begreb om tvillinge-Venuser - Venus Coelestis og Venus Vulgaris.
Scenen i "Våren" er en appelsinlund, tolket som Hesperidernes have, hvor der gror gyldne æbler, der giver evig ungdom. Æbletræet blev bevogtet af en drage. Venus står blandt frugter og i en overdådighed af blomster, hun er voksen. I "Venus fødsel" ses også orangetræer der ikke er i blomst endnu og refererer til Venus' ankomst/fødsel. Begge billeder har budskabet om kærlighedens sejr over brutaliteten. Appelsinerne/orangetræerne kan referere til Medicislægtens våbenskjold, røde cirkelformer på et gyldent skjold.

En vigtig nøgle til kunst og poesi i renæssancen er ideen om kærlighed beskrevet i Platons filosofiske dialog "Symposium" (efter 385 f.Kr.). Marsilio Ficino (1433-1499) oversatte dialogen og skrev en lang kommentar til den med titlen "De Amore". Denne ledsagende tekst var utvivlsomt en af hans mest indflydelsesrige værker og er grundlæggende til forståelse af Shakespeares kærlighedskomedier og sonetter.
I "Symposium" skrev Platon: "Nu vil I forstå mine herrer, at uden kærlighed kan der ikke være gudinder som Afrodite [den romerske Venus]. Hvis der kun var én gudinde af det navn, må vi formode at der kun var én slags kærlighed. Men siden der er to sådanne gudinder, så må der også være to slags kærlighed. Ingen vil formentlig benægte, at der er to gudinder af det navn: Den ældste, fødtes ikke af sin moders skød, det er den uraniske Afrodite. Den yngre, datter af Zeus og Dione, er den pandemiske Afrodite. Det følger således, at kærlighed skulle blive kendt som jordisk og som himmelsk alt efter gudinden i hvis selskab arbejdet er udført. Og vores ærinde, mine herrer - jeg behøver næppe sige at hver gud må hyldes - vores ærinde lige nu er at definere de attributter der er særegne for disse to."
Hvis vi finder fryd i legemer, i sjæle eller i engle, er det ikke deres fremtræden vi elsker, men guddommeligheden i dem - i legemer skyggen, i sjæle lighed og i engle Guds billede. Derfor elsker vi Gud i alle ting og endelig skal vi elske alting i Gud.
Centralt i Ficinos filosofiske verdenanskuelse var kærlighed som en universel sammenhængende kraft: "Derfor lad der være to Venuser i sjælen, den himmelske og den jordiske. Lad dem begge have en kærlighed, den himmelske der reflekterer den guddommelige skønhed, den jordiske der fremkalder guddommelig skønhed i det jordiske". Menneskets stræben handlede for Ficino om vejen væk fra kødets lyster og frem mod den guddommelige visom. "Amor nodus perpetuus et copula mundi" skrev Ficino i sine kommentarer, hvilket betyder "Kærlighed er universets bestandige knude og det, der binder verden sammen".

Elskovsgudinden Afrodite dukker i den græske myte op fra havet. Grækerne opfattede hendes navn som "den skumfødte (gr. afros: skum). Og det var denne Afrodite, den himmelske, Urania, grækerne dyrkede i deres tro, i kulten og i templer. Selv om hun var himlens barn, kaldte de hende Afrodite Anadyomene, der betyder den af havet opstegne.
Digteren Hesiod fortæller om Afrodites oprindelse. I hans epos Theogonien (en gudegenealogi) er hun uden moder og datter af Uranos, men født efter hans død. Kronos (den romerske Saturn), søn af Uranus og Gaia, havde ikke det bedste forhold til sin far. Uranos var en tyran og Kronos lagde sig på lur for at få ram på sin far, da denne opsøgte mor Gaia:

"Hid nu den vældige Uranos kom med Natten i følge;
fyldt af kærlighedsattrå han bredte sig ud over Gaia.
Men fra sit baghold da hans søn udstrakte sin venstre
hånd og greb med den højre den uhyre krumkniv, den lange,
med skarpt bidende ægg, og sin faders blusel han mejed
hasteligt af og kasted den bag sig, så ned den i havet
styrted. - En hvidlig skumfråde hæved
trindt sig omkring den - i fråden
fostredes snart en mø - Afrodite hun kaldtes"

Botticelli kendte til den grufulde historie om Venus' fødsel, om Kronos der skar sin fars kønsorganer af og kastede dem i havet, og havskummet der skabte Venus. Da Venus steg op af havet blomstrede en rosenbusk på land. Således blev rosen Venus' symbol og ses på billedet blæsende i vinden. Venus har et fredfyldt udtryk, da hun kommer til sit nye land.

Michelangelo, Loftet i det Sixtinske kapel.

Michelangelo, Julius d. II's gravmæle.

Michelangelo, Medicikapellet.

Rafael, "Disputa".

Rafael, "Skolen i Athen".

Albrecht Dürer, "Melancholia".

Botticelli, "Athene og Kentauren", ca. 1482-1485, Galleria degli Uffizi, Firenze.

Billedet viser en betagende og harmonisk kvindefigur med et fjernt let melankolsk udtryk. Hun er identificeret som Pallas Athene, visdommens gudinde i græsk mytologi og skytsgudinde for Athen. Hun er datter af Zeus, født ud af hans hoved eller lår. I malerkunsten fremstilles hun som en ung kvinde i krigsudrustning med spyd, hjelm og et skjold.
På Botticellis billede bærer Athene ikke hjelm, men hendes lange blonde hår er smykket med en krans af olivengrene. I kransen indgår et firkløver besat med en diamant. Hun bærer en florlet kjole dekoreret med et ringmønster bestående af tre eller fire ringe af form som en diamant. Et grønt klæde er draperet omkring figuren. Olivengrene snor sig om hendes arme og bryst og former en slags brystharnisk og får kjolen til at klæbe til kroppen. På hendes brystvorter er placeret diamanter. På fødderne har hun læderstøvler der er åbne ved tæerne som det kendes fra antikke sandaler. I sin venstre hånd holder hun en hellebard, der er ciseleret og påsat diamanter. På ryggen bærer hun et skjold. Hun holder i kentaurens hår med sin højre hånd, han reagerer underdanigt på berøringen, men ikke med nogen synlig glæde. Den langhårede og langskæggede kentaur holder i sin hånd en bue med et rødsort greb og over skulderen har han sit pilekogger. Begge figurer har et våben som attribut. Kentaurens bue er et enkelt og primitivt angrebsvåben. Athenes hellebard er nærmest en kunstgenstand. Til venstre for figurerne er en blanding af arkitektur og natur i form af en klippevæg. I baggrunden ses et hegn med knækkede pæle, og bag det en bugt, hvor der sejler et skib og allerbagest kystlinjen og bjerge.
Kompositionen er set fra et lavt synspunkt især Athenes ansigt og klippevæggen. Der er ikke ikonografisk præcedens for scenen. Athene er original hvad angår posering, klædedragt og attributter. Figuren af kentauren med buen er et motiv som var særdeles populært i florentinsk kunst i midten af 1400-tallet sammen med andre væsener så som satyrer (menneskekrop og en hests ører og hale). Siden antikken, bortset fra den vise Chiron, har kentauren repræsenteret de utæmmede drifter og den irrationelle lidenskab. I betragtning af det og i den klare modstilling mellem de to figurer er parret generelt tolket som en allegori på magt over dyderne dikteret af fornuften over instinktet, lidenskab og last. Billedet repræsenterer således kyskhedens sejr (Pallas Athene) over lysterne (kentauren).