Berlin_side

Drop Down Menu

B E R L I N - side I

Drop Down Menu

Bauhaus archiv

Bauhaus var den væsentligste skole for arkitektur og kunsthåndværk i 1900-tallet.
Se funktionalisme

Bauhaus arkivet Museum for Design. Bauhaus var 1900-tallets væsentligste skole for kunst, arkitektur og design. Bygningen blev tegnet i 1964 af Bauhausgrundlæggeren arkitekten Walter Gropius (1883-1969). Den var oprindeligt tegnet til opførelse i Darmstadt, men blev i årene 1976-79 bygget i Berlin. Samlingen er centreret om Bauhausskolens historie og arbejder (arkitektur, møbler, keramik, metalarbejder, fotografi etc.) samt arbejder af skolens mest berømte undervisere Paul Klee og Wassily Kandinsky. Se funktionalisme.
The Bauhaus-archive museum of design. The Bauhaus school was the 20th century's most important school of art, architecture and design. The building was designed in 1964 by the founder of the Bauhaus School the architect Walter Gropius (1883-1969). Originally planned for the city of Darmstadt, but it was eventually built in Berlin from 1976-79. The collection focused on the history of the school and all aspects of its work, as well as works created by the school's most famous teachers, Paul Klee and Wassily Kandinsky. See Functionalism.

Max Bill, farvesøjle, 1985.
Max Bill, colour column, 1985.

Det jødiske museum/The Jewish Museum

Museet der blev indviet i 2001, er tegnet af den amerikanske arkitekt Daniel Libeskind
The museum inaugurated in 2001 is designed by the American architect Daniel Libeskind

1-10	Det jødiske museums nye bygning, tegnet af den amerikanske arkitekt Daniel Libeskind (1946), blev indviet i 2001. Den glasoverdækkede gård fra 2007 forbinder den gamle barokke bygning med Libeskinds postmoderne arkitektur. Libeskinds bygning har fået tilnavnet "blitz" (lynet) hvilket skyldes bygnings form samt vinduernes zig-zag-placering, der symboliserer en forvrænget Davidsstjerne. Den sekstakkede jødiske Davidsstjerne svarer til det kristne kors. Den gule jødestjerne indførtes i 1934 af tyskerne, der under 2. verdenskrig tvang jøderne til at bære stjernen. Museets samlinger omhandler 2000 år af den jødiske historie. The Jewish Museum's new building, designed by the American architect Daniel Libeskind (1946), was inaugurated in 2001. A Glass Courtyard from 2007 connects the old Baroque building with Libeskind's Post Modern building, which large zig-zag lines earned it the nickname "blitz" (lightning). Libeskind's zigzag design symbolizes a distorted hexagonal Star of David. The yellow star, inscribed with the word "Jude," has become a symbol of persecution of the Jews in Nazi Germany. The collection represents over 2000 years of Jewish history.
11	Et tæppe fra koncentrationslejren Bergen-Belsen/A blanket from the concentration camp Bergen-Belsen.
12	"Holocaust Tårnet". Besøgende bliver i små grupper vist ind i et mørkt tomt tårn og en tung jerndør lukkes. "Holocaust Tower". Visitors were, in small groups, ushered into a dark and empty tower which was closed by a heavy iron door.
13-15	"Erindringens tomrum", et af de tomme rum i Libeskinds bygning. Menashe Kadishman (1932), Installation "Shalekhet" (nedfaldne blade), 1997-2001. Over 10.000 ansigter med munden åben udskåret af cirkulære jernplader dækker gulvet og symboliserer de uerstattelige tab af jøder myrdet i Europa. "Memory Void", one of the empty spaces of Libeskind's Building. Menashe Kadishman (1932), Installation "Shalekhet" (Fallen Leaves), 1997-2001. Over 10.000 open-mouthed faces coarsely cut from heavy circular iron plates cover the floor symbolizing the irretrievable loss of the Jews murdered in Europe.

1	Buste af den tyske filosof, kritiker, forfatter og Bibeloversætter "Moses Mendelssohn" (1729-1786) udført omkring 1850-60 af Heinrich August Walger (1829-1909). I sit mest berømte værk "Phaedon" (1767) fremsætter Mendelssohn sin teori om sjælens udødelighed og høstede stor international ros herfor. Mendelssohn var ivrig fortaler for jødernes rettigheder i Tyskland. Han blev den første jøde i moderne historie, der kombinerede jødedommen med moderne kultur og fik anerkendelse herfor i den ikke-jødiske verden. Bust of the German philosopher, critic, writer and Bible translator "Moses Mendelssohn" (1729-1786), executed about 1850-60 by Heinrich August Walger (1829-1909). Mendelssohn's most famous work "Phaedon" proved the immortality of the soul and won him international acclaim in the literary world. Mendelssohn was active on behalf of Jews. He fought for Jewish rights in law. Mendelssohn become the first Jew in modern history to combine Judaism with modern culture and to be recognized as doing so by the non-Jewish world.
2	Model af rokokopalæet fra 1762 "Ephraim palæet" ejet af Veitel Heine Ephraim (1703-1775) fabrikant, hofjuvelér og privat bankier for den preussisk konge og møntmester under de preussiske konger Frederik William I og Frederik den Store. Ephraim anmodede kongen vedtage en lov, der forbød jøder at barbere sig. En anmodning som han ikke efterkom. Ephraim var mæcen for det jødiske samfund i næsten tredive år. I forbindelse med en kanaludvidelse i 1935 blev bygningen revet ned og genopbygget 1985-87. I dag Museum Ephraim-Palais. Model of the Rococo palace "Ephraim-Palais" built 1762 owned by Veitel Heine Ephraim (1703-1775) jeweller to the Prussian Court and Mint Master under the Prussian Kings Frederick William I and Frederick the Great. Ephraim even asked the king to pass a law forbidden Jews to shave. A request which, incidentally, was turned down. Ephraim was patron of the Jewish community for nearly thirty years. In connection with a canal expansion in 1935 the building was demolished and rebuilt between 1985-87. Today Museum Ephraim-Palais.
3	Torarulle, håndskrevne pergamentruller, som indeholder De Fem Mosebøger skrevet på hebraisk. Torah Scroll, containing the entire text of the Five Books of Moses, hand-written by a pious scribe in the original Hebrew.

Charlottenburg

Kurfyrstinde Sophie Charlotte af Brandenburgs baroksommerresidens
The Baroque summer residence of Sophie Charlotte Electress of Brandenburg

1-16

Barokslottet Charlottenburg blev bygget af kurfyrste Frederik 3. af Brandenburg i 1699 som sommerresidens til hans anden hustru Sophie Charlotte af Hannover. Kongeboligen tegnet af arkitekten Arnold Nering er Berlins største palads. Slottet rummer en samling af fransk 1700-tals malerkunst, den største samling uden for Frankrig. Charlottenburg blev stærkt beskadiget under 2. verdenskrig og genopbygningen begyndte i 1950'erne.
The baroque palace Charlottenburg was built by Elector Freidrich III of
Brandenburg in 1699 as a summer residence for his second wife Sophie Charlotte of Hanover. This regal estate designed by the architect Arnold Nering is the largest palace in Berlin. Charlottenburg contains a collection of 18th century French paintings, the largest collection of its kind outside France. The palace was severely damaged in World War II and rebuilt starting in the 1950s.

4-7

Rytterstatue af kurfyrst Frederik Wilhelm I, 1698, udført af Andreas Schlüter. Ved statuens base er fire lænkede krigere symboliserende de fire temperamenter (det sangvinske, det melankolske, det koleriske og det flegmatiske).
Equestrian statue of Friedrich Wilhelm I (der Große Kurfürst) elector of Brandenburg, 1698, executed by Andreas Schlüter. At the base of the statue are four chained warriors, symbolizing the four temperaments (the sanguine, the melancholic, the choleric and the phlegmatic).

Zoo Berlin

1	Berlin Zoo åbnede i 1844. Elefantporten fra 1899 blev som store dele af bygningerne ødelagt under 2. verdenskrig og senere genopbygget. Før bombningerne i 1941 var der over 1.000 dyr i haven, kun 91 overlevede. Berlin Zoo opened its door to the public in 1844. The Elephant Gate from 1899 was destroyed during World War II and was later rebuilt. The War destroyed the Zoo's buildings and killed many animals. Before the bombings in 1941, the Berlin Zoo was home to over 1.000 animals. Only 91 animals survived the war.
2	Dr. Oskar Heinroth (1871-1945) grundlægger og direktør for Akvariet, der åbnede i 1913. Dr. Katharina Heinroth (1897-1989) Tysklands første kvindelige zoodirektør fra 1945-1956. Dr. Oskar Heinroth (1871-1945) founder and director of the Aquarium inaugurated in 1913. Dr. Katharina Heinroth (1897-1989) was the first female zoo-director of Germany from 1945-1956.
3	Werner Schröder, direktør for akvariet 1952-1977/Werner Schröder aquarium director 1952-1977.
4	Akvariet/Aquarium.
5	"Kiwi", 2005, udført af den New Zealandske skulptør Jeff Thomson (1957). Kiwien er New Zealands nationalfugl og stolthed. "Kiwi", 2005, executed by the New Zealandish sculptor Jeff Thomson* (1957).* The kiwi bird is national bird and pride of New Zealand.

Hohenschönhausen - STASI fængslet i Berlin
Hohenschönhausen Memorial Center (Stasi prison museum)

Untersuchungshaftanstalt Berlin-Hohenschönhausen des Ministeriums für Staatssicherheit der DDR

I 1945 besatte Den røde Hær Berlin.
Den sovjetiske efterretningstjeneste NKVD (det politiske politi) indrettede et fængsel i kvarteret Hohenschönhausen i den nordlige del af den sovjetisk besatte sektor af den fhv. rigshovedstad.
Dette fængsel tilhørte indtil 1951 den sovjetiske besættelsesmagt. Her indsattes i løbet af de seks år flere tusinde – det præcise tal er ukendt – fanger, som sovjetisk politi eller militær havde samlet op mistænkt for uvilje eller modstand mod besættelsesmagten. Nogen konkret handling var ikke påkrævet for at blive anholdt, kun de sovjetiske myndigheders mistanke.
Fangerne blev hovedsagelig anbragt i flermandsceller i kælderen, hvor op til 8 mand skulle opholde sig i et rum på 4 m2. Det var i dagtimerne forbudt at sætte sig på briksen. Man skulle holde sig i konstant bevægelse og måtte ikke tale sammen. Forplejningen var utilstrækkelig og usikker. Den kunne udeblive, hvis vagterne ville straffe en indsat, eller bare hvis de fik lyst til at sulte fangerne. Formålet var at svække fangerne fysisk, så de tilstod det, man anklagede dem for.
Tortur, herunder voldtægt af kvindelige fanger, var standard. Formålet var at få fangen til at underskrive en tilståelse, forfattet af politiet, hvorefter fangen blev sendt videre til afsoning i én af de sovjetiske fangelejre i den sovjetiske besættelseszone, det senere DDR. Mellem 30-50.000 tyskere omkom i Hohenschönhausen eller i disse lejre.
I 1951 overdrog sovjetmagten ”undersøgelsesforvaringsanstalten Hohenschönhausen” til DDR, den sovjetiske marionetstat, og dennes sikkerhedspoliti, Staatssicherheitsdienst, under Ministeriet for Statssikkerhed.
Vilkårene for de indsatte forbedrede sig på ét punkt: vilkårlig tortur fra vagternes side blev forbudt. Forplejningen blev også gradvist bedre, men kunne stadig udeblive, hvis en fange af for ham uransagelige grunde skulle straffes yderligere. Fangerne måtte fortsat hverken tale med hinanden, endsige læse eller skrive. Et kortvarigt koldt brusebad fik de hver 14. dag, og hver dag ét stykke toiletpapir.
DDR-politiet udviklede igennem årene et sindrigt system af psykisk tortur, som vor guide spydigt betragtede som et klassisk udtryk for tysk grundighed. Det var gennemtænkt, konsekvent og uden huller.
Efterhånden som dette system blev stedse mere formfuldendt, svandt behovet for den rent fysiske tortur, som efter 1960’erne blev stadig sjældnere. Overgangen mellem psykisk og fysisk tortur er dog svævende. Eksempelvis brugte Stasi lige til sammenbruddet i 1989-90 søvnberøvelse som standardværktøj. Fangen kunne tvinges til hver time natten igennem at skulle melde sig ved celledøren, eller kunne ved brug af lys og mørke forvirres om, hvad der var nat og dag.
Grundformålet med såvel den fysiske som den psykiske tortur var at nedbryde fangens selvværd og identitet for at gøre ham mør til at underskrive tilståelsen. Denne bestod typisk af en samling løgn og sandhed: lige nok sandhed til, at fangen måtte erkende det rigtige i påstanden, løgn nok til at få fangen til at ligne enten en gemen kriminel eller en forræderisk systemkritiker.
Fangens identitet blev især nedbrudt ved, at det eneste menneske, han måtte tale med, var forhørslederen. Denne, der naturligvis var fangens fjende, havde al magten. Hans opgave var at gøre sig til fangens fortrolige. Det skete ved en blanding af pisk og gulerod, alt sammen indrammet af konstant undergravelse af fangens personlighed. Et eksempel: en fange blev sat i isolation i 14 dage. Da han næste gang kommer til forhør, siger forhørslederen: ”Jamen, hvor har De været henne? Jeg har ledt efter Dem overalt”. Fangen: ”De ved da udmærket, hvor jeg var”. Forhørslederen med medlidende smil: ”De har været på orlov.” Da fangen gør indvendinger, betoner forhørslederen: ”For mig var De på orlov”. Med sådanne metoder skabte forhørslederen fangens virkelighed og fratog fangen retten og evnen til selv at erfare og vurdere virkeligheden. Det er et helt afgørende grundprincip i kommunistisk magtudøvelse, at ofrene gradvis fratages selv den indre frihed til at bestemme, hvad der er virkelighed, og hvad der er løgn. Virkeligheden bestemmes af magthaverne.
Omkring 1965 rejstes en ny bygning i Hohenschönhausen-komplekset. Her befandt sig énmandsceller, der efter vor guides udsagn sagtens ville have fået godkendelse af FN-repræsentanter. De havde briks, vask og toilet. De ydre kår var decideret bedre. Den psykiske tortur var derimod usynlig, og den fortsatte.
Det var i princip fangerne strengt forbudt at søge kontakt til medindsatte. Det var også praktisk umuligt. Dog lykkedes det nogle fanger at anvende afløbet fra toilettet som en slags radio for at kommunikere fra den ene etage til den anden.
Når en fange skulle til forhør, blev han ført ud på en ryddet gang. Han måtte ikke se nogen på sin vej til forhør. Derfor råbet ”Gesicht am Wand!” – ansigt mod væggen! – hver gang en anden person viste sig. Dog kunne undtagelser ”tilfældigvis” forekomme. Det gjaldt, når Stasi ønskede, at fangen skulle se en anden indsat, en ægtefælle eller en ven for eksempel. I alle tilfælde skulle disse ”tilfældige” møder undergrave fangens moral.
Tilståelserne var ofte tillige sådan formuleret, at fangen kunne udlede, at han var blevet stukket af en, han stolede på. Det kunne være sandt, det kunne også være løgn, men fangen havde ingen mulighed for at afgøre sagen; forhørslederen skabte igen her virkeligheden.
I de senere år disponerede anstalten også over et efter guidens mening ganske fint hospital. I de tidlige år havde lægerne typisk været underlødige personer, drankere, psykopater eller andet, som påtog sig det beskidte arbejde at reparere på virkningerne af tortur eller i øvrigt ”pleje” fangerne i den grad, vagterne tillod det. Nu fik stedet et hospital af bedre kvalitet end i det øvrige DDR. Magthaverne ønskede ikke længere, at folk døde af dårlig behandling, for fangerne var ofte kendte personer med kontakter i Vesttyskland, og det gjaldt at opretholde et godt image for DDR i Vesteuropa. Denne taktik lykkedes over al måde.
Kortvarige gårdture blev også tilladt. Fangen blev anbragt i et ”tigerbur”, en lille betonkasse med ståltrådshegn over, ellers åbent mod himlen. Han måtte naturligvis hverken tale, fløjte, dyrke sport, synge eller ”hoste på nogen særlig måde”. Om en hoste var ”særlig” afgjorde den bevæbnede vagt, der kontrollerede alt ovenfra. Gårdturene kunne også udeblive, enten som straf eller blot chikane. Igen: fangen måtte ikke taget noget for givet, undtagen den psykiske tortur. Han havde ingen rettigheder, kun privilegier, som til enhver tid kunne inddrages, og som kun blev givet, hvis fangen føjede forhørslederen. Således kunne ellers viljestærke mennesker over tid bringes til ”frivilligt” at tilstå de mest bizarre politiske forbrydelser.
Mange fanger sad fortsat i flermandsceller, nu – fra 1960’erne-1989 – fortrinsvis to-, tre- eller firemandsceller. I en sådan celle var der normalt mindst én stikker, hvis opgave det var at vinde de andre fangers fortrolighed og fralokke dem belastende udtalelser. I en tremandscelle forekom det ofte, at der udover den ægte fange var to stikkere, hvoraf den ene skulle agere afvisende og fjendtlig, mens den anden gav rollen som den venlige og medfølende. Kunne fangen bringes til at tro, at den ”venlige” var autentisk, mens den ”fjendtlige” var stikkeren, var meget vundet for systemet.
Systemet brød sammen i 1989-90, men de skyldige, bødlerne, blev ikke straffet. Tværtimod fik de næsten alle lov at leve tilfreds videre. Tidligere fanger risikerer at træffe deres bødler på gaden. Fangerne derimod fik kun i få tilfælde adgang til materiel oprejsning af nogen art, typisk en beskeden.
Vor guide forklarede, at CDU, det konservative parti under forbundskansler Helmut Kohl, i tiden efter Murens fald i november 1989 tilbød mange tidligere fanger behagelige og ikke-krævende arbejde i partiet, dog på betingelse af, at disse fanger tilpassede sig vesttyske normer og ikke mindst partiets borgerlige principper. Vor guide, en tidligere miljøaktivist inden for den løst organiserede frihedsbevægelse i DDR, nægtede at lade hår og skæg klippe og iføre sig habit. ”Mit skæg er nok det mest kostbare skæg i Tyskland”, grinede han.
Hvorfor blev Stasi-bødlerne, vagterne og forhørslederne, ikke straffet? De blev ikke endda frakendt deres eksamen, som de havde taget på Stasi-højskolen i Potsdam, hvor man lærte alt om at udspionere, psykisk tortere og nedbryde medborgere. Stasi-højskolen fik utroligt nok lov at fortsætte, omdøbt til Potsdams Universitet, og de gamle eksaminer derfra godkendt på linje med vesttyske. Stasi-folk blev dermed automatisk overtaget i det vesttyske system af offentligt ansatte med fuld pensionsret og adgang til arbejde i det demokratiske samfunds forvaltning.
Vor guides begrundede formodning er, at Kohls regering, og husk, det var en angiveligt borgerlig regering, i 1990 indgik en studehandel vedrørende de såkaldte blokpartier i DDR. Disse partier var ikke ægte partier, men totalt magtloyale grupperinger etableret og kontrolleret af Stasi. De bestod af tomme hylstre. Men de havde et netværk i hele DDR, fordi de deltog i de fiktive parlamentsvalg og derfor udefra skulle ligne rigtige partier, som i konkurrence med kommunistpartiet SED kæmpede om magten. Valgene endte naturligvis altid med, at SED vandt, men det østtyske Folkekammer havde altså en række ”deputerede” fra disse blokpartier.
Ved at få adgang til blokpartiernes net lykkedes det CDU at vinde det første frie valg i DDR, mens socialdemokraterne SPD, som kunne forventes at sejre stort, ikke klarede sig godt, netop fordi SPD ikke havde noget netværk til at skaffe stemmer.
Eftersom kun Stasi og SED kunne autorisere en sådan brug af blokpartiernes organisation, slutter vor guide, at CDU netop sluttede studehandlen med dets angivelige dødsfjender, kommunisterne. Modydelsen var, at ingen tysk regering ville antaste Stasi-folkenes privilegier, hvilket da også skete. Stasi-officerers handlinger under DDR skulle kun kunne dømmes efter DDR-”ret”, noget der stred radikalt mod CDU’s egen tidligere holdning, som var, at DDR var et illegitimt styre, at dets retsorden var illegitim, fordi i bund og grund kriminel, og at kun demokratisk vedtagen ret, altså vesttysk ret, skulle kunne anvendes til at dømme DDR-styrets overgreb. Det håbede mange af os, men studehandlen gjorde disse håb til skamme.
Efter 1991 lykkedes det ved en ihærdig indsats at bevare anstalten som et mindesmærke over DDR-regimets undertrykkelse. Centrets leder, Hubertus Knabe, har skrevet en række bøger, hvori han gør op med vesttyskernes misforståede ”forståelse” for DDR, med DDR-agenters påvirkning af det demokratiske Vesttysklands politik, og sidst med ikke mindst med den lurvede behandling, det forenede Tyskland har givet ofrene, mens det har forgyldt bødlerne. Som vor guide sagde: ”Stasi-folkene kunne grine hele vejen til banken. Vi fanger fik et los i røven”.
Guiden fortalte to vittigheder, der cirkulerede på anstalten, da han var indsat i 1980’erne.
Den ene lyder således: Der sidder tre fanger i en celle. Den ene har siddet der 14 dage, den anden et par dage, og den tredje er lige kommet. Den anden, den der kun havde været der et par dage, spørger den første, hvor længe han havde siddet inde. ”14 dage”, er svaret. ”For hvad?” ”For at have kritiseret minister Maier”. ”Det var dog underligt,” siger den anden, ”for jeg blev indsat for at have rost minister Maier”. De to ser på hinanden, hvorpå de i fællesskab ser på den tredje, den nyankomne, og spørger: ”Og hvad så med dig?” ”Jo, jeg er minister Maier”.
Den anden er russisk. Det forlyder en dag i Moskva, at der en bestemt morgen på et bestemt gadehjørne vil være te at købe. Allerede kl. 5 morgen den pågældende dag er køen 500 m lang. Kl. 8 er den to km lang. Efter endnu en tid kommer en partiofficer ud fra hjørnehuset, stiller sig op på en dynge af murbrokker og råber: ”Borgere! Jeg er nødt til at meddele jer, at der ikke er te nok til alle. Vil alle jøder straks forlade køen!” En række personer forsvinder, og der går igen et par timer. Så kommer partikammeraten ud igen, stiller sig på dyngen og råber: ”Borgere! Jeg er nødt til at meddele jer, at der ikke er te nok til alle. Vil alle ikke-partimedlemmer straks forlade køen!” Et meget større antal personer fortrækker. De øvrige venter i endnu et par timer. Da kommer partimanden ud for tredje gang, stiller sig på brokkerne og råber: ”Kammerater! Jeg kan tale ærligt til jer, idet I er parat til at forstå, hvad I hører. Der findes ingen te!”