Drop Down Menu

Historiske krige og begivenheder

Koncentrationslejren Bergen-Belsen

I 1940 etablerede de tyske militære myndigheder Bergen-Belsen lejren syd for de to små byer Bergen og Belsen beliggende nær Celle i Tyskland.
Indtil 1943 var Bergen-Belsen en krigsfangelejr. I april 1943 overtog SS-WVHA (SS-Wirtschafts- und Verwaltungshauptamt = SS hovedkontoret for økonomiske og administrative anliggender), som administrerede koncentrationslejrene, en del af Bergen-Belsen og konverterede det først til en lejr for civile og senere til en koncentrationslejr.
Mens den tyske regering placerede Bergen-Belsen komplekset i koncentrationslejrsystemet, gav SS-WVHA den i første omgang en særlig betegnelse nemlig Aufenthaltslager Bergen-Belsen. Bergen-Belsen skulle opfattes som opholdslejr og ikke en almindelig koncentrationslejr. De jødiske fanger havde fået sat i udsigt, at de ville blive udvekslet med tyske statsborgere taget af de vestlige allierede.

Bergen-Belsen komplekset bestod af mange lejre etableret på forskellige tidspunkter under lejrens eksistens.
Der var tre hovedkomponenter i lejrkomplekset:

Krigsfangelejren 1940-45

POW (Prisoner of war)

Aufenthaltslager 1943-45

opholdslejr, der husede flere tusinde jødiske fanger i fire lejre under påskud af, at de ville blive udvekslet med tyske statsborgere taget af de vestlige allierede. Kun få blev udvekslet.
Austauschjuden = Hitlers menneskehandel, jøder som udvekslingsvarer.

De 4 lejre

Sonderlager, speciallejren.

Neutralenlager, de neutrales lejr, dvs. jøder fra neutrale stater.

Sternlager, stjernelejr. Her var fangerne i civil og bar jødestjerne.

Ungarnlager, den ungarske lejr.

Häftlingslager 1943-45

fangelejren bestod af

den oprindelige fangelejr.

Erholungslager, rekreationslejr for de syge, der ikke var i stand til at udføre tvangsarbejde.

Zeltlager, teltlejr.

Kleines Frauenlager, Den lille kvindelejr.
I august 1944 etableredes kvindelejren. Mellem august og november 1944 bragte SS omkring 9000 kvinder og piger til lejren. Størstedelen af de erhvervsaktive kvinder og piger blev efter et kort ophold sendt på tvangsarbejde i andre lejre i Bergen-Belsen. Kvinderne boede midlertidigt i telte. Først efter at en storm i november 1944 ødelagde teltene blev kvinderne flyttet til barakker.
De polske kvinder, der var blevet arresteret under Warszawaopstanden (slag mellem polske frihedskæmpere og tyske styrker august-oktober 1944) blev deporteret sammen med deres børn.
Blandt de kvinder, der blev i Bergen-Belsen var søstrene Margot og Anne Frank, der døde af tyfys i 1945.

Grosses Frauenlager, Den store kvindelejr.
Med det stigende antal af kvindelige fanger, etablerede SS krigsfangelejren "Grosses Frauenlager" i januar 1945. Lejren husede kvinder, der var evakueret fra koncentrationslejrene Flossenbürg, Gross-Rosen, Ravensbrück, Neuengamme, Mauthausen-Gusen og Buckenwald så vel som fra forskellige subcamps (en del af en større lejr) og arbejdslejre. Se kort over kz-lejre, klik her.

I løbet af Bergen-Belsen lejrens eksistens opholdt der sig jøder, krigsfanger, politiske fanger, sigøjnere/romaer, asociale, kriminelle, Jehovas Vidner og homoseksuelle.

Allierede og sovjetiske styrker rykkede ind i Tyskland i slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945 og Bergen-Belsen blev samlingslejr for tusindvis af jødiske fanger evakueret fra lejre nærmere fronten. Ankomsten af tusinder af nye fanger, mange af dem overlevende fra dødsmarcherne, tærede på lejrenes sparsomme ressourcer.
Dødsmarchen er betegnelsen for vandringen til fods til lejre i det centrale Tyskland i krigens sidste måneder, som kz-fangerne blev tvunget til at foretage, da SS tømte udryddelses- og koncentrationslejrene. Tusinder af fanger omkom under marcherne, hvor de blev brutalt mishandlet af SS-vagterne. De blev skudt ned hvis de forsøgte at flygte ikke kunne gå mere eller faldt om af udmattelse i vinterkulden. De var kun iført tynde dragter og kosten til de i forvejen udhungrede fanger var sparsom, overnatningsforholdene elendige så som lader og udhuse.
Udtrykket dødsmarch blev formentlig opfundet af kz-fanger, der forståeligt opfattede marcherne som beregnet til at være den måde tyskerne havde planlagt de skulle dø på.

I slutningen af juli 1944 var der omkring 7.300 fanger interneret i Bergen-Belsen. I begyndelsen af december samme år var antallet steget til omkring 15.000 og i februar 1945 var antallet af fanger 22.000. Der fortsatte med at komme fanger og antallet steg og steg til over 60.000 i april 1945. Fra slutningen af 1944 skrumpede madrationerne. I begyndelsen af 1945 måtte fangerne nogle gange undvære mad i dagevis, og frisk vand var også en magelvare. Overbelægning, dårlige sanitære forhold, manglen på mad, vand og husly førte til sygdomme såsom tyfus, tuberkulose og dysenteri, og dødstallet steg. I de første måneder af 1945 døde titusinder af fanger.
Den 15. april 1945 befriede britiske styrker Bergen-Belsen. Briterne fandt omkring 60.000 fanger i lejren, de fleste af dem alvorligt syge. Tusinder af lig lå ubegravet i lejren. Mellem maj 1943 og april 1945 døde mellem 36.400 og 37.600 i Bergen-Belsen. Flere end 13.000 tidligere fanger, var for syge til at komme sig, og døde efter befrielsen. Efter evakueringen af Bergen-Belsen nedbrændte britiske styrker hele lejren for at forhindre spredningen af tyfus.
Under lejrens eksistens døde i alt omkring 50.000 personer, herunder Anne Frank og hendes søster Margot. De fleste af ofrene var jøder. Efter befrielsen etablere de britiske besættelsesmyndigheder en DP-lejr (en midlertidig lejr for displaced persons, fordrevne personer) som husede mere end 12.000 overlevende, og var nogle barakker i nærheden af den oprindelige lejr og fungerede indtil 1951.

SS-ansatte:
Adolf Haas (1893-1945), SS-Hauptsturmführer blev i foråret 1943 den første lejrkommandant i Bergen-Belsen. Hass blev dræbt i marts 1945.
Josef Kramer (1906-1945), kaldet "Udyret fra Belsen", SS-Hauptsturmführer og lejrkommandant fra december 1944. Han var direkte ansvarlig for tusinder af menneskers død. I efteråret 1945 blev Kramer dømt til døden af en britisk militærdomstol i Lüneburg.
Antallet af SS-funktionærer varierede i løbet af lejrens eksistens. Det lykkedes SS at destruere mange af lejrens arkiver herunder personarkiver.

Kort over lejren.

Mindesten ved indgangen til den historiske lejr.

I 1947 blev mindesmærkevæggen og foran den obelisken opført efter ordre fra den britiske militære besættelsesregering. På mindevæggen er tekster på forskellige sprog til minde om alle de mennesker, der døde i Bergen-Belsen.
Det er en jødisk tradition af lægge små sten på gravsteder for at vise, at man har besøgt graven, eller som her mindesmærket - blomster lægges ikke, de er modsat sten, forgængelige.

På obeliskens base står vigtige årstal. 1943 var året hvor Bergen-Belsen blev en lejr for Hitlers menneskehandel med jøder som udvekslingsvarer. 1945 var
året for den britiske befrielse af lejren.

Mindeplader foran væggen ærer Bergen-Belsen ofre: Politiske modstandere af nazisterne, jøder, sigøjnere, Jehovas Vidner og homoseksuelle.

På dette sted rejstes den 19. april 1945, af overlevende fra Bergen-Belsen, et simpelt birketræskors. Under en økumenisk gudstjeneste mindedes børnene, kvinderne og mændene, der var blevet dræbt i koncentrationslejren.

Polske overlevende, der levede som såkaldte fordrevne personer i Bergen-Hohne barakkerne, rejste dette trækors den 2. november 1945.

Korset er blevet erstattet flere gange men har bevaret sin form og størrelse.

Massegrave i den tidligere lejr.

"Haus der Stille"
Uden for den tidligere lejr, men ikke langt fra massegravene, obelisken og det jødiske mindesmærke står "Haus der Stille", der blev åbnet i 2000 og er opført af kunstnerægteparret Ingema Reuter og Gerd Winner.
I huset kan besøgende mindes de tragiske begivenheder, der fandt sted i Bergen-Belsen.

Anne Frank

Anne Frank (Annelies Marie Frank) 1929-1945, af tysk-jødisk herkomst, født i Frankfurt am Main i Niedersachsen, Tyskland. Hendes forældre var Otto Frank og Edith Frank-Holländer. Hendes søster var Margot Frank.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 udvandrede familien til Merwedeplein 37 i Amsterdam, hvor de boede i ni år.
I 2005 blev lejligheden genetableret, ud fra Anne Franks beskrivelser, som den så ud i 1930'erne. Lejligheden er ikke åben for publikum, men er refugium for udenlandske forfattere, der ikke kan arbejde frit i deres hjemlande. På Merwedeplein står en skulptur af Anne Frank, der ser tilbage på sit hjem en sidste gang før hun forlader det for at leve i skjul. Skulpturen er udført af Jett Schepp i 2005.

I juli 1942 gik familien under jorden på grund af jødeforfølgelserne i Holland. De følgende to år levede de i baghuset i Prinsengracht 263 i Amsterdam, det var her Anne skrev i sin dagbog, som hun fik til sin 13-års fødselsdag og her Museet Anne Franks Hus åbnede i 1960.
"Anne Franks dagbog" udkom første gang på dansk i 1952. Bogen blev første gang udgivet 1947 under titlen "Het Achterhuis" (hollandsk for "baghus"). Dagbogen er oversat til omkring 30 sprog. Den handler og den frygt og de besværligheder familien havde i "Baghuset" i Amsterdam.

"Hvem har gjort os jøder anderledes end andre mennesker? Hvem har tilladt os at lide så grusomt? Det er Gud, der har skabt os som dem vi er, og det er Gud, der vil befri os fra ondskaben. Vi vil bære lidelsen, og hvis der stadig er jøder tilbage, når dette er forbi, vil vi i stedet for at blive dømt blive forbilleder. Hvem ved, måske er det fra vores religion at verden og alle mennesker lærer godhed, og alene af den grund skal vi lide nu. Vi kan aldrig blive hollændere, englændere eller for den sags skyld et lands repræsentanter. Vi vil altid forblive jøder, og det er også, hvad vi ønsker."
Citat fra Anne Franks dagbog.

Skjulestedet blev angivet til nazisterne i 1944 og familien blev borttransporteret. Forældrene Otto og Edith samt deres døtre Margot og Anne kom først til kz-lejren Auschwitz-Birkenau, hvor forældrene blev, og hvor moderen Edith døde af sult i 1945.
Efter to måneder i Auschwitz-Birkenau blev Anne og Margot flyttet til Bergen-Belsen, hvor de begge døde af tyfus i 1945. Den eneste i familien der overlevede var Annes far Otto Frank, der efter krigens afslutning vendte tilbage til Amsterdam.

	Margot og Anne Franks symbolske gravsten. Den hebraiske indskrift lyder: "Menneskets ånd er en HERRENS lampe, den ransager alle hans indres kamre." Ordsprogenes Bog, 20,27.
	Anne Frank og hendes søster Margot er begravet i massegravene. Det præcise sted for deres jordiske rester kendes ikke. Gravstenene nedenfor har kun symbolsk betydning og er ikke egentlige grave.

Jødisk monument rejst den 15. april 1946, 1-års dagen for lejrens befrielse.

Indgangen til den sovjetiske fangelejr. "Den sørgende kvinde", 1945, udført af den ukrainske skulptør Mykola Mukhin.
Inskriptionen på soklen lyder: "Her ligger 50.000 sovjetiske krigsfanger, der blev tortureret til døde i tysk fascictisk fangenskab".
På skulpturen bagside står: "Hvil i fred kære kammerater. Jeres minde vil leve for evigt i den sovjetiske befolknings hjerter."
I 1968, da kirkegården blev lagt om, blev monumentet flyttet til et hjørne af kirkegården, hvor det blev ødelagt af ukendte vandaler i september 1980. Af respekt for Mykola Mukhins værk havde stenhugger Helmuth Gebauer fra Winsen, hvis far Willi Gebauer havde udført en kopi af skulpturen, bevaret resterne herfra. I 2004 blev disse fragmenterne tilføjet Bergen-Belsen-skulpturen under dens restaurering.

Gedenkenstätte Bergen-Belsen - dokumentationscenter.