Da Eriks far
Erik 5. Klipping blev
myrdet i Finderup Lade, blev
den blot 12 år gamle Erik
Menved konge, og en
formynderregering bestående
af hans mor enkedronning
Agnes og hendes allierede
styrede landet i Eriks navn.
Marsk Stig og andre stormænd
blev ved datidens folketing
Danehoffet i Nyborg dømt
fredløse for mordet på Erik
Klipping, de flygtede til
Norge, hvorfra de bekrigede
Danmark og opførte borge på
øerne Hjelm og Samsø. Eriks
bror Christoffer sluttede
sig til de fredløse.
I
1293 blev Erik Menved myndig
og overtog magten, og hans
regeringstid var præget af
uro og krige mod bl.a.
Norge. Erik havde en
ambition om at genoptage sin
oldefars Valdemar 2. Sejrs
erobringspolitik i
Nordtyskland, men han
pantsatte hele landsdele til
holstenske grever.
Erik
var i strid med ærkebiskop
Jens Grand, der var af den
danske uradelsslægt Hvide og
havde familiære bånd til
flere af de fredløse og
måtte derfor have viden om
Kongemordet, som han ikke
informerede Erik om, men i
stedet modadarbejdede ham,
og blev derfor i 1294
arresteret og fængslet i
Kongeborgen Søborg hvorfra
han flygtede i 1295 først
til
Hammershus og siden
rejste han til Rom, hvor han
indledte proces mod Erik
Menved, der fik det
slutresultat at Grand blev
forflyttet fra
Lund til
Riga, et embede
han imidlertid ikke
tiltrådte, men udnævntes i
1310 til ærkebiskop af
Bremen.
Erik
efterlod sig et rige i kaos
og store dele af landet var
pantsat.
Tilnavnet
"Menved" kan stamme fra Erik
Menveds mundheld "Ved alle
hellige mænd" (Hillemænd)
eller fra "mændevid" (mænd
ved). |
|
|
|
Kong Erik
Menved og
Dronning
Ingeborgs
grav,
Sct. Bendts
Kirke,
Ringsted. De
var det
sidste
danske
kongepar,
der blev
stedt til
hvile i
Ringsted. |
|
|
Tegning af
monumentet.
|
|
|