ARS longa.dk  v/Kirsten Gress

Drop Down Menu
Definitioner
A B C D E  F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
 
Jødedom
Abraham Kanaaens land Omskærelsen Moses Ægyptens ti plager Pagten på Sinaibjerget
De ti bud Vidnesbyrdets to tavler Jerusalems ødelæggelse Jahve Skrifter Jødiske trossamfund
Højtider Symboler Ordforklaringer Den Evige Jøde Indenfor murene Go Down Moses
Kristne højtider Folkekirken Grundtvigianisme Indre Mission Luthersk Mission
Pinsebevægelsen Apostolsk Kirke Adventisme Den reformerte kirke Frelsens Hær
Baptisme Metodisme Den ortodokse kirke Den katolske kirke Mormonbevægelsen
Jehovas Vidner Islam Hinduisme Buddhisme Jødedom
 
Jødedommen, verdens ældste religion, er en monoteistisk religion dvs. at der kun er én gud, Jahve, og Gud er én. For jøder er Jesus ikke Guds søn og ikke Messias/Frelseren, men der lægges vægt på, at han var født jøde og opdraget i jødedommen.
 
Abraham (omkr. 1813 f.Kr.-omkr. 1638 f.Kr.) er troens fader, den første jøde og stamfader til det jødiske folk. Han blev 175 år gammel og er den første af Det Gamle Testamentes tre patriarker. Der står om ham i Første Mosebog 12-25.
 
Gud lover Abraham Kanaaens land

Abrams udvandring til Kana'an. Første Mosebog 12,1-9.
Gud siger til Abraham at han skal udvandre fra sit land, dvs. fra byen Karan til Kanaaens land, landet der flyder med mælk og honning, det forjættede land vest for Jordanfloden (Israel). Da han ankommer siger Gud til ham "Jeg vil give dine efterkommere dette land".

Guds pagt med Abraham.
Abraham skulle blive far til mange folkeslag, hans efterkommere talrige og kaldes Guds udvalgte folk. Omskærelsen er et tegn på pagten.
Herrens pagt med Abram
, Første Mosebog 15,1-21.
Omskærelsen, Første Mosebog 17,1-27. Gud giver Abram navnet Abraham.

 
Farao gør israelitterne til slaver
Abraham, Isak og Jakob (far, søn og sønnesøn). Jakob, får af Gud navnet Israel og han bliver gennem sine 12 sønner stamfader til israelitternes 12 stammer.
Jakob elskede sin søn Josef mest, hans brødre hadede ham og solgte ham som slave til Ægypten, hvor han blev en stor mand. En hungersnød i Kana'an bringer Jakob og hans sønner til Ægypten, hvor de gennem århundreder bliver et stort folk og en trussel for Farao, der gør dem til slaver
og befaler at deres nyfødte drengebørn skal slås ihjel, (Andern Mosebog 1,16).
 
Moses befrier israelitterne fra 400 års slaveri og leder dem ud af Ægypten
Moses (omkr. 1393 f.Kr.-omkr. 1273 f.Kr.) undslap Faraos barnemord fordi hans mor lagde ham i en sivkurv i Nilen. Han blev fundet af Faraos datter, der tog ham til sig som sin søn og gav ham navnet Moses. Anden Mosebog, 2,1-10. Moses' fødsel.
Som voksen ser Moses en ægypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel, hvorfor han slog ægypteren ihjel og da Farao hørte herom ville han slå Moses ihjel, hvorfor Moses flygtede fra Farao til landet Midjan. En dag kom Moses, der vogtede får, til Guds bjerg Horeb (Sinaibjerget), hvor Gud viste sig for ham i en brændende tornebusk. Anden Mosebog 3,7-8: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land, der flyder med mælk og honning".
Anden Mosebog 3,10-12: "Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten." Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?" Gud svarede: "Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg."
Anden Mosebog 7,2, Herren siger til den 80-årige Moses: "Alt det, jeg befaler dig, skal du sige, og din bror Aron skal tale til Farao, så han lader israelitterne gå ud af sit land."
Gud gør Faraos hjerte hårdt, og Farao nægter at israelitterne kan rejse og af Moses
føres tilbage til Kanaans land, det forjættede land, som Gud havde lovet dem, hvorfor Gud/Jahve straffer Ægypten med ti plager:
"Moses og den brændende busk", af den hollandske guldaldermaler Gerard Hoet (1648-1733). The Met, New York. Moses er ved at tage sine sandaler af, han står på hellig jord.
Moses velsigner israelitterne før sin død, Femte Mosebog 33, i vers 16 står velsignelsen over Josefs stamme og her siger Moses: "med herligheder fra jorden med alt, hvad den rummer, med nåde fra ham, der bor i tornebusken" - Moses har ikke glemt, trods 40 lange år i ørkenen, da Gud kaldte ham ved den brændende tornebusk.
Ægyptens ti plager - Jahves straf til Farao
Herren sagde til Moses: "Gå til Farao og sig: Dette siger Herren: Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig.", dette er den næsten enslydende besked til den forhærdede Farao før stort set hver ny plage.
Første plage:
Nilens vand og alt vand i Ægypten bliver til blod.
Ved hver plage skal Aron række sin stav ud og intensivere den pågældende plage.
Ægypternes mirakelmagere gør det samme som Aron.
Anden Mosebog 7,14-24
Anden plage:
Frøer skal det vrimle med allevegne.
Anden Mosebog 7,26-29. 8, 1-11
Trejde plage:
Myg overalt i Ægypten. Mirakelmagerne siger nu til Farao, da de kunne fremkalde myg "Det er Guds finger!"
Anden Mosebog 8,12-15
Fjerde plage:
Fluer hærger hele Ægypten.
Anden Mosebog 8,16-28
Femte plage:
Kvægpest, alle ægypternes kvæg dør.
Anden Mosebog 9,1-7
Sjette plage:
Bylder. Mennesker (også mirakelmagerne) og dyr i Ægypten fik udslæt og bylder.
Anden Mosebog 9,8-12
Syvende plage:
Hagl slog alt ned der var udendørs, mennesker, dyr, planter og træer.
Anden Mosebog 9,13-35
Ottende plage:
Græshopper dækker hele landet så jorden ikke kan ses og de åd alt, der voksede i landet.
Anden Mosebog 10,1-20
Niende plage:
Mørke kommer over hele Ægypten i tre dage.
Anden Mosebog 10,21-29
Tidende plage:
Drabet på de førstefødte hos mennesker og hos kvæg. Guds dødsengel går gennem gaderne og slår de førstefødte ihjel. Moses har advaret det jødiske folk, de skal slagte et lam og smøre blodet på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det, og dødsenglen vil gå forbi - dette er baggrunden for pesach, den jødiske påske.
Anden Mosebog 11,1-10
 
Herefter fører Moses sit folk ud af Ægypten.
Efter at have vandret i ørkenen i 40 år kom de frem til grænsen til Kannaens land. Moses selv oplevede ikke at sætte sin fod i det forjættede land, da han døde på bjerget Nebo i Jordan, hvorfra han så Det hellige land.
Femte Mosebog 32,48-50
: "Netop denne dag talte Herren til Moses og sagde: "Gå op på Abarimbjerget, på Nebobjerget i Moab over for Jeriko, og se ud over Kana'an, som jeg vil give israelitterne til ejendom. Du skal dø på det bjerg, du går op på, og gå til din slægt … Du skal få landet at se på afstand, men du kommer ikke ind i det land, jeg vil give israelitterne."
Pagten på Sinaibjerget var Guds pagt med Abrahams efterkommere. Moses var formidleren mellem Gud/Jahve og Israel. Israelitterne forpligter sig til at følge Guds lov og modtager herfor Guds velsignelse som hans udvalgte folk. Holdes loven ikke, skal de blive slaver igen, som de var i Ægypten.
Anden Mosebog, 19,1-8, Åbenbaringen på Sinaj: "I den tredje måned efter at israelitterne var draget ud af Egypten, netop den dag kom de til Sinajs ørken. De brød op fra Refidim og kom ind i Sinajs ørken og slog lejr i ørkenen. Dér slog Israel lejr over for bjerget, og Moses gik op til GudHerren råbte til ham fra bjerget og sagde: "Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkenefor hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne." Moses kom tilbage og kaldte folkets ældste til sig og forelagde dem alt det, Herren havde befalet ham, og folket svarede alle som én: "Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre." Moses bragte folkets svar til Herren."
De ti bud fra Jahve til det jødiske folk

Anden Mosebog, 20,1-21, De ti bud:

"Gud talte alle disse ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

1

Du må ikke have andre guder end mig.

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

2
Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
3
Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
4
Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
5
Du må ikke begå drab.
6
Du må ikke bryde et ægteskab.
7
Du må ikke stjæle.
8
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
9
Du må ikke begære din næstes hus.
10
Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom."
Hele folket oplevede tordenbragene og lynglimtene og hornklangen og så bjerget hyllet i røg. Da rystede de og blev stående på lang afstand, og de sagde til Moses: "Du skal tale til os, så lytter vi; men Gud må ikke tale til os, for så dør vi." Men Moses sagde til folket: "I skal ikke være bange! Gud er kommet for at sætte jer på prøve, og for at I kan frygte ham, så I ikke synder." Mens folket blev stående på lang afstand, nærmede Moses sig mulmet, hvor Gud var."
 
Anden Mosebog, 24, Pagtslutningen på Sinaj.
Anden Mosebog, 24,12: "Herren sagde til Moses: "Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem."
Anden Mosebog, 31, 18: "
Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger".
Anden Mosebog, 32,15-16: "Moses begav sig så ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå. Tavlerne var Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne."
Moses var på Sinajbjerget i 40 dage. Folket sagde til Aron "Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten". Aron lavede en guldkalv og sagde "Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten." I raseri over afguden smadrede Moses tavlerne.
Anden Mosebog, 32,19: "Da Moses kom nærmere til lejren og så tyrekalven og dem, der dansede, flammede hans vrede op, og han slyngede tavlerne til jorden ved bjergets fod og knuste dem."

Anden Mosebog 34, De nye lovtavler.

"Moses i Sin hellige Iver over Jødernes Afguderie. Exodi: 32 Cap: v 15-20". Kobberstik, 1776. I billedets baggrund danses der om guldkalven.
Mosesbrønden i Bern.
Se
"Moses", 1858, udført af H.W. Bissen, Vor Frue Kirke, København.
 
Kobberslangen i Ørkenen, kobberstik, 1870.

Fjerde Mosebog 21,4-9, Kobberslangen. Israelitterne har talt mod Gud og Moses "Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde." Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: "Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!" Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: "Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet."

Ordforklaringer
Abraham, Isak og Jakob
er Det Gamle Testamentes tre patriarker/stamfædre.

 

"Abraham sender Hagar og Ismael væk", 1866, af Gustave Doré.
"Ofringen af Isak", 1602, udført af Caravaggio, Galleria degli Uffizi, Firenze.
Abraham (omkr. 1813 f.Kr.- omkr. 1638 f.Kr.), opr. Abram, af Gud givet navnet Abraham, er troens fader, den første jøde, stamfader til det jødiske folk. Han blev 175 år gammel og er den første af Det Gamle Testamentes tre patriarker. Der står om ham i Første Mosebog 12-25.
Abrams udvandring til Kana'an. Første Mosebog 12,1-9.
Gud siger til Abraham at han skal udvandre fra sit land, dvs. fra byen Karan til Kanaaens land, landet der flyder med mælk og honning, det forjættede land vest for Jordanfloden (Israel). Da han ankommer siger Gud til ham "Jeg vil give dine efterkommere dette land".

Guds pagt med Abraham.
Abraham skulle blive far til mange folkeslag, hans efterkommere talrige og kaldes Guds udvalgte folk. Omskærelsen er et tegn på pagten.
Herrens pagt med Abram
, Første Mosebog 15,1-21.
Omskærelsen, Første Mosebog 17,1-27. Gud giver Abram navnet Abraham.

Abraham er far til Isak
Abrahams hustru Sara kunne ikke få børn, hvorfor Abraham, i en alder af 86 år, på Saras opfordring fik sønnen Ismael med Saras trælkvinde Hagar. Men Gud lovede Abraham, at han skulle få en søn med Sara, og i en alder af henholdsvis 100 år og over 90 år blev de forældre til Isak for "Intet er umuligt for Herren!".
I Grundtvigs salme "Abraham sad i Mamre Lund", 1832, beskrives hvordan Abraham og hans hustru Sara fik Isak i deres alderdom.
4. Abraham sukked dog i Løn:
"Til Graven brat vi stunder,
"Føder mig Sara nu en Søn,

"Det er et stort Vidunder"!"

8. Herren da siger til sin ven,
alt som han bryder brødet:
"Når om et år vi ses igen,
har Sara søn på skødet!"
Da Gud satte Abraham på prøve og beordrede ham at ofre sin elskede søn fulgte han Guds ordre, men blev stoppet i handlingen af Herrens engel 1. Mosebog 22,11-12: "Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: "Abraham, Abraham!" Han svarede ja, og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn." Abraham ofrede i stedet en vædder.
1. Mosebog 22,15-18: Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."
Isak. Han er far til Jakob.
Jakob (af Gud givet navnet Israel). Jakob får 12 sønner, som er stamfædre til Israels 12 stammer.
Chagalls glasmosaikvinduer, 1962, Israels Sønner er Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar, Zebulon, Benjamin, Dan, Naftali, Gad, Asher og Josef, den foretrukne søn som solgtes til slave i Ægypten.
Ahasverus
- Den evige jøde.
- Kong Ahaverus af Persien, som var gift med den jødiske kvinde Ester. Esters Bog. Kong Ahaverus er identisk med Kong Xerxes 1. af Persien (regeringsperiode 486-465 f.Kr.).
Arons stav
"Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange", Anden Mosebog 7,8-13.
Bar Mitzvah
er en slags konfirmation for jødiske drenge, der ved det fyldte 13. år er er "sønner af loven", hvilket vil sige, at de er forpligtede til at overholde de jødiske love. I synagogen skal den 13-årge læse et afsnit af Torahen.
Bat Mitzvah
den jødiske konfirmation for 12-årige piger.
Brit-milah
er hebraisk for omskærelsespagt. Ved omskærelsen otte dage efter fødslen indtræder jødiske drengebørn i den pagt som Abraham sluttede med Gud på vegne af sine efterkommere. Pagtstegnet var at Abraham omskar sig selv.
Første Mosebog 17,9-14: "Og Gud sagde til Abraham: "Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt. Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer. Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt. Det gælder såvel den træl, der er født i dit hus, som enhver fremmed, du har købt, og som ikke hører til din slægt. Både den, der er født i dit hus, og den, du har købt, skal omskæres. Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt. Men en uomskåret mand, en, hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt."
Diaspora
udlændighed, jøder bosat uden for Israels land. Den største diaspora findes i USA, hvor protestantisme er flertalsreligion.

Diasporaen begyndte med det babyloniske fangenskab/Det jødiske eksil i Babylon, 587-538 f.Kr. hvorfra ikke alle israelitter vendte tilbage. Med Jerusalems ødelæggelse og Salomos tempel/det andet tempels ødelæggelse af romerne i 70 e.Kr. og til oprettelsen af staten Israel i 1948 eksisterede diasporaen.

Hebraisk
jødernes fælles religiøse sprog. hebraisk er også officielt sprog i Israel, efter at jødiske filologer konstruerede et moderne hebraisk, eksempelvis ved at finde nye betydninger for ord, der optræder i den hebraiske bibel. Stort set alle ord i nyhebraisk er eller har rødder i bibelske ord.
Hovedretninger
indenfor jødedommen: Ortodoks jødedom. Konservativ jødedom. Reformert jødedom.
Højtider
Sabbat
ugentligt hviledag, fejres fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen. Se "De ti bud".
Challah, det runde flettede brød med sesam og birkes, symboliserer årets gang og er en central del af sabbatmåltidet.
Purim
En mindedag om frelsen fra jødeudryddelsen i Persien.
Esters Bog 3, Hamans plan om at lade jøderne tilintetgøre. Haman var ansat ved Kong Ashaverus' hof og kongens højre hånd og ifølge Ester en fjende, en modstander og den onde.
Navnet "purim" er fra Esters Bog 3,7: "I den første måned, måneden nisan, i kong Ahasverus' tolvte regeringsår, kastede man i Hamans nærvær pur, det vil sige lod, mellem de enkelte dage og måneder, og loddet faldt på den tolvte måned, måneden adar. Der kastes altså lod (pur) om tidspunktet for udryddelsen af jødefolket.
Esters Bog 9, 20-32
, Purimfesten.
Falder i februar.
I Esters Bog fortælles om det jødiske folk i Perserriget, et folk magthaverne/Haman ville udrydde fra Persien.
Den jødiske kvinde Ester bliver persisk dronning ved sit giftermål med Kong Ashaverus af Persien
, der regerede fra 486-465 f.Kr.) og er identisk med Kong Xerxes 1. af Persien.
Kong Ahasverus og Dronning Esther, tryk fra 1870. "Og Kongen elskede Esther fremfor alle Kvinderne, og hun fik Naade og Miskundhed for hans Ansigt fremfor alle Jomfruerne; og han satte den kongelige Krone paa hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vasthi' Sted." Esters Bog 2,17
"Ahasverus og Haman til gilde hos Ester", scenen fra det måltid, hvor Ester fortæller hvad Mordokaj har sagt hende om Hamans planer om at tilintetgøre
det jødiske folk i Persien.
Maleri,1660, udført af
Rembrandt, Pusjkinmuseet, Moskva.
Den handlekraftige Ester fejres ved purimfesten fordi hun afværgede udryddelsen af det jødiske folk, ved at fortælle kongen om Hamans planer om tilintetgørelse af folket, planer som hun var blevet fortalt af sin onkel Mordokaj, der havde opdaget sammensværgelsen mod Ahasverus. Haman havde set sig vred på Mordokaj, der ikke viste ham ærbødighed, hvorfor Haman ville udslette ham og hele det jødiske folk. Da kong Ahaverus hørte om Hamans planer skete der følgende, Esters Bog 7,10: "Så hængte de Haman i den galge, han havde rejst til Mordokaj, og kongens vrede lagde sig."

 

De tre valfartsfester: Pesach, shavuot og sukkot
Pesach
Anden Mosebog 12, Påske
og usyrede brød.
de usyrede brøds fest, til minde om udvandringen fra Ægypten.
Pesach betyder "forbigang" og henviser til dødens engel, der i Ægypten gik forbi (se "Tiende plage") og det jødiske folk kunne påbegynde vandringen mod det forjættede land.

Pesach svarer til den kristne påske.
Usyret brød er brød uden hævemiddel. Udvandringen fra Ægypten gik så hurtigt, at dejen ikke kunne nå at hæve.
Falder i marts/april.

Shavuot
fejringen af modtagelsen af De ti bud på Sinaibjerget. Oprindeligt en høstfest, der markerede begyndelsen på hvedehøsten. Shavuot svarer til den kristne pinse.
Falder i maj/juni.
Tisha BeAv
sørgedag og mindedag for ødelæggelsen af templerne i Jerusalem.
Falder i slutn. juli/beg. august.
Rosh Hashanah
(hebraisk, årets begyndelse) jødisk nytår og bodsfest med selvransagelse og anger og mindedag for verdens skabelse. 

Der blæses i vædderhorn, hvilket refererer til dengang Abraham ville ofre Isak men i stedet ofrede en vædder. Tonerne fra vædderhornet er en åndelig vækkelse af folket.

Æblebåde dyppet i honning er en traditionel spise ved Rosh Hashanah og symboliserer ønsket om et godt og sødt nytår.

Rosh Hashanah indleder de ti bodsdage som afsluttes med Yom Kippur festen.

Falder i september/beg. oktober.

Yom Kippur
Trejde Mosebog, 16.
Forsoningsdagen, den største af de jødiske højtidsdage, foregår i synagogen.  

Det enkelte menneske faster og skal angre og bekende sine synder og rense sig overfor Gud og synden tilgives.
Falder i september/oktober

Sukkot
løvhyttefesten, fest til minde ørkenvandringen. Festen varer i syv dage, og nogle sover i små løvhytter.

Tredje Mosebog, 23, 42-43: "I skal bo i løvhytter syv dage; hver indfødt israelit skal bo i løvhytte, for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!"
Falder i september/oktober

Hanukkah/
Chanukah
De Apokryfe Skrifter, Det Gamle Testamente, Første og anden Makkabæerbog.
lysfest, der varer i otte dage til minde om miraklet i templet i Jerusalem i 164 f.Kr.

Makkabæerne havde sejret over grækerne, der havde vanhelliget Templet med opstilling af afgudsfigurer, og den syvarmede Menorah (lysestage), der altid skulle lyse, var slukket. I templet fandt de en krukke med hellig olie, men kun nok til en dags forbrug, men det viste sig mirakuløst, at olien varede i otte dage, svarende til de dage, det ville tage at fremstille en ny olie, og Menorahen kunne forblive tændt.

Falder i november/december.

Israel
- Jakob, får af Gud navnet Israel.
- Israels land, det forjættede land, Kanaans land, som Gud lovede Abraham og hans efterkommere.
Jahve
Israels gud. Skrives JHVH. Halleluja, hebraisk for "Lad os prise Jahve". Navnet måtte ikke udtales, det var helligt, og i stedet brugtes ordet "adonaj", der betyder "herre". "Adon Olam" betyder "evig Herre/verdens herre", en jødisk salme har samme navn, tredje vers lyder:
V’hu echad, v’eyn sheni
l’hamshil lo, l’hachbira.
B’li reishit, b’li tachlit,
v’lo ha’oz v’hamisrah.
Og han er én, der er ingen anden,

at sidestille med ham eller gøre ham følge.
Uden begyndelse, uden ende

og til Ham hører al magt.

Anden Mosebog 3,13-15: "Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?" Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer."
Gud sagde videre til Moses: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt."
Jerusalem og Templets ødelæggelse
Eksilet i Babylon
Kong Nebukadnesar 2. af Babylonien indtog i 587 f.Kr. Jerusalem, plyndrede byen og brændte Kong Salomos/Salomons tempel, jødernes helligdom, ned og bortførte israelitterne fra deres land til Babylon. Salomos tempel, genopført 515 f.Kr som Det Andet Tempel, blev ødelagt af romerne i 70 e.Kr. Grædemuren (i dag Vestmuren) er det eneste tilbageværende af jødernes tempel - navnet henviser til at jøderne sørger ved muren over tabet af templet.  
Det babyloniske fangenskab/Det jødiske eksil i Babylon, 587-538 f.Kr.  
Kong Salomos tempel, 900 f.Kr.-587 f.Kr. med Pagtens Ark. Model af templet, 1883, udført af Thomas Newberry, The Met, New York. Det Andet Tempel, 515 f.Kr-70 e.Kr. Model af templet, Israel Museum, Jerusalem.
Jøde
en jøde er et barn, der er født af en jødisk mor. Er det kun faderen, der er jøde, er barnet ikke jøde.

En person kan via en langvaring proces, tilrettelagt sammen med en rabbiner, konvertere til jødedommen.

Jødedommen er ikke en missionerende religion, hvilket betyder, at der kun er et lille antal konvertitter. Kristne har til alle tider været missionerende.

Jødiske trossamfund
anerkendt af Kirkeministeriet i Danmark.
Det Jødiske Samfund i Danmark
hed til 2014 Det Mosaiske Troessamfund, grundlagt 1684.
Det var Christian 4., der inviterede de første jøder til Danmark
i forbindelse med grundlæggelsen af Glückstadt i 1616, og han udstedte i 1619 et dokument, der gav portugisiske jøder (sefardiske jøder, efterkommere af de jøder, som boede i Spanien og Portugal før uddrivelsen i 1492) ret til at bosætte sig i Glückstadt. Jøderne havde ry for at være gode handelsfolk, og det var kongens håb, at Glückstadt kunne udkonkurrere Hamborg.
Machsike Hadas
hebraisk for "Den der holder fast i troen". Københavns Ortodokse Jødiske Menighed. Grundlagt i beg. af 1900-tallet.
Shir Hatzafon - Progressiv Jødedom i Danmark
hebraisk for "Sang fra Norden". Godkendt af kirkeministeriet i 2004.
Kanaans land
(nuværende Israel/Palæstina) det forjættede land som som flyder med mælk og honning og som Gud lovede Abraham og hans efterkommere.
Kosher
regler for hvad en jøde må spise og ikke spise og hvordan maden skal behandles og tilberedes.
Tredje Mosebog 11, Loven om rene og urene dyr.
Femte Mosebog 14, 3-21, Bestemmelser om rene og urene dyr.
Kosher = det der er rent/tilladt. Treif = det der er urent/forbudt.
Jøder må f.eks. ikke spise svin og skaldyr. Mælkeprodukter og kød må ikke blandes, "Du må ikke koge et kid i dets mors mælk". 
Messias
som jøderne venter på, kan være en person eller en idé. Det er ikke Jesus. Messianske tider kan være den kommende verden med fred og retfærdighed, denne verdens afslutning.
Rabbiner
religiøs leder og lærer for en jødisk menighed. Rabbineren vedligeholder den jødiske tradition og afholder gudstjenester i synagogen.
Sinaibjerget
eller Horebbjerget på Sinaihalvøen i Ægypten, hvor det israelittiske folk indgik en pagt med Jahve efter af være udfriet fra trældom.
Skrifter
TaNaKh
Det Gamle Testamente. Jødernes Bibel. Den hebraiske Bibel.
T = Torah, Mosebøgerne.
N = Neviim, profeterne.
K = Ketuvim, skrifterne.

Det Gamle Testamente er et helligt skrift for jøder og kristne. Det Nye Testamente er for kristne.

Torah
er de fem mosebøger, den hellige lovbog.
Første Mosebog Genesis
Anden Mosebog Exodus, udvandringen
Tredje Mosebog Leviticus
Fjerde Mosebog Numeri
Femte Mosebog Deuteronomium

Torahrulle, håndskrevne pergamentruller, som
indeholder De Fem Mosebøger skrevet på hebraisk.

Talmud
kommenterende og fortolkende skrifter, der er læresætninger om jødisk lov og tradition.
Symboler

 

Davidsstjernen
Magen David, hebraisk for Davids skjold. Sekstakket stjerne. Symbol på jødedommen eller staten Israel, ses i flaget.

Den gule Davidsstjerne, se nazisten Heydrich, Reinhard.

Kipa/Kippah
en kalot som mændene skal bære i synagogen, og som symboliserer at mennesket står under Gud.
Payot
slangekrøller hos ortodokse jøder.
Tredje Mosebog 19,27: "I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget".
Shtreimel
pelshat til brug ved festlige lejligheder.
Tallit
et bedesjal
Tefillin
bederemme til arm og hoved med en lille boks med pergamentruller med shemabønnen (den jødiske trosbekendelse) Femte Mosebog 6, 4-9:

"Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte."

Jesus fremsiger shema i Markusevangeliet 12,29-30, som svar på spørgsmålet "Hvilket er det første af alle bud?"
"Bar Mitzvah", 1997, udført af den tyske kunstner og forfatter Barbara Honigmann (1949), Det jødiske Museum, Berlin.
Synagoge
et bede- og forsamlingshus. Mænd og kvinder sidder hver for sig under gudstjenesten.
Tabernaklet
i ørkenen, den transportable tæppedækket helligdom af træ som israelitterne havde med sig under ørkenvandringen. Den indeholdt bl.a. Pagtens Ark. Anden Mosebog 36,8 Indretningen af helligdommen.
Den Evige Jøde - Ahasverus
Den Evige Jøde, Den vandrende Jøde, Jerusalems Skomager, Ahasverus er en jødisk handelsmand/skomager der, ifølge legenden, hånede og slog Jesus på Via Dolorosa, smertens vej, i Jerusalem, den vej som Jesus gik til Golgata og undervejs hvilede et øjeblik foran jødens hus. Som straf herfor skulle jøden vandre rundt på jorden til evig tid.
Ifølge folkeovertroen måtte Ahasverus på julenat hvile ud ved at sætte sig på f.eks. en plov, og det, at han havde siddet på en bondes markredskab, medførte misvækst af afgrøden, så derfor skulle markredskaber være under tag på julenat.
 
Legenden om Den Evige Jøde kan have sine rødder i evangelierne.
Matthæusevangeliet, 16,28:
"Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige."
Lukasevangeliet 22,63-64: Jesus for rådet. "De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham, og de dækkede hans ansigt til og sagde: "Profetér! Hvem var det, der slog dig?".
Johannesevangeliet 18,22-23: Jesus for ypperstepræsten. "Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham: "Er det en måde at svare ypperstepræsten på?" Jesus svarede: "Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?"
 
I 1600-tallets Tyskland blev historien om Den Evige Jøde populær da der i 1602 blev fundet et skrift omhandlende en jøde ved navn Ahasverus, der var skomager.
 
"Sanddru Beskrivelse om en Jøde, som var født og baaren til Jerusalem, ved Navn Ahasverus, hvilke personligen haver været nærværende tilstede, da Christus blev korsfæstet, og indtil denne Dag ved Livet er blevet opholden", pjece trykt i København, 1631.
 
Skillingsvise, 1705:
En Skoemager har jeg været, Boed i Jerusalem, Christus haver jeg vanæret, Var en Gudsbespotter slem, Jeg ey Medynk spørge lod, Over det uskyldig Blod, Derfor maa jeg nu omvandre, Mig til Straf, som Speyl for andre.
 
En sandfærdig Beretning om Jerusalems Skomager, Hasverus kaldet som nu over atten hundrede Aar har vandret af et Land i et andet, og efter Beretningen skal være seet i Sverrig og med det første er forventedes til vore Lande. Se tryk.
Trykt og udgivet i Hjørring af boghandler og bogtrykker Thøger Petersen (1802-1873).
"Ahasverus", ca. 1886, maleri af Ferdinand Hodler, Museum Oskar Reinhart am Stadtgarten, Winterthur. 
Frederik Paludan-Müller, "Tre Digte", 1857, hvoraf den ene af digtene er "Ahasverus, den evige Jøde" (citat fra siderne 261-262):
Den evige Jøde, som til Verdens Ende
Paa Jorden vandrer rundt, og derfor sikkert
vil give Møde paa den sidste Dag.
Du hans Historie da kender vel?
Uhyre lang, den dog er snart fortalt.
Det var Langfredag Morgen da hans Skjæbne
Drev fra hans Værksted ham i Døren ud,
Hvor høit ad Veien hen lød Folkeraabet.
Og hvor paa samme Tid den Herre Christus,
Af Pontius Pilatus nys fordømt.
I Følgeskab med Ven og Fjende vandred
Sin Gang til Golgatha, og netop segned
Ved Byrden af det Kors, hans Skulder bar.
En Bænk for Døren Ahasverus havde,
Hvorpaa sig Herren nedlod, for at hvile;
Men Ahasverus ham med Haan bortstødte,
Slog med sin læst til Træet paa hans Skulder,
Og føied barsk sit Anathema* til.
Da - i sin Eenfold taler her Legenden -
Da vendte Herren sig mod Ahasverus,
Og sagde streng: Du jager bort den Trætte,
Og den, som søger Hvile, du forstøder;
Saa vær da selv nu hvileløs paa Jorden,
Og som den Døende du her forstøder,
Forstøde Døden dig! Bliv her i Verden,
Til selv, ved Verdens Ende, jeg dig kalder.
*Anathema, udstødelse, bandlysning.
 

H.C. Andersens skriver om Jerusalems Skomager i "Fodreise", 1829.

"Med et - jeg begreb ikke hvorledes - stod der en gammel Mand med Stok i Haanden og Tornister paa Ryggen, tæt foran mig. - Det saa ud til en Jøde, der drog om med sit Kram; i hvor bange jeg blev for det baseliskagtige Blik, hvormed han betragtede mig, vovede jeg dog at bede ham om Hjælp. Med utrolig Hurtighed aabnede han det ulykkelige Buur, og i samme Nu fik jeg den Tanke, at det maaskee var Fanden, der under en ny Skikkelse kom for at plage mig. Dog ham var det ikke, men en anden lige saa berømt overalt og ingensted. Paa mit Spørgsmaal om hans Navn gjorte han en dyb østerlandsk Bøining.
"De Lærde kalde mig paa Latin: judæus immortalis," svarede han, "i Frankerig hedder jeg: le juif errant, og i Danmark . . . . ."
"Jerusalems Skomager!" udbrød jeg og trykkede begge hans Hænder i mine.

"Ja det er mig," svarede han; "mit Døbe-Navn er ellers, som bekjendt, Ahasverus."
"O søde velsignede Mand!" skreg jeg af Glæde, "De kan aldrig troe, hvor det Møde glæder mig! Gud give jeg havde truffet paa Dem noget før; hvad kunde De ikke have været mig!" jeg fortalte ham nu hvorlunde Forfatter-Djævlen var faret i mig, hvad jeg havde seet og oplevet paa min Reise o.s.v."

"O vær ikke taus!" udbrød jeg efter nogle Øieblikke; "hvormeget Menneske-Kundskab kan jeg ikke vinde i en halv Time i Deres Selskab. O, tal! vi ere jo begge Vandringsmænd; snart er jeg ved mit Maal, Deres kan ikke være langt borte."

Saaledes vedblev han et godt Qvarteer, jeg stirrede imidlertid taus imod Jorden, men da nu mine Øine hændelsesviis faldt paa Mandens Been og der opdagede et Par Støvler der vare Idealer paa menneskelig Elendighed, kunde jeg ikke andet end være saa uforskammet at afbryde ham.

"Deres Fodtøi," begyndte jeg, "maa da koste Dem en god Skilling mellem Aar og Dag, saaledes idelig at marschere Verden rundt, i Regn og Slud at promenere fra Syd til Nord, fra Øst til Vest . . . ."

"O!" afbrød han mig, "jeg er en stor Oekonom, disse Støvler her har været benyttede i 600 Aar. Det er de saa meget omtalte 100 Mile Støvler; for en Deel Aar siden var jeg uforsigtig nok til at levere dem til en Skomager, for at de kunde gjøres lidt i Stand, men der blev de forbyttede og før jeg mærkede Feiltagelsen var de allerede solgt til en Peter Schlemil, hvis "vundersame Geschichte" Chamisso har meddeelt Læseverdenen. Først i den senere Tid har jeg været saa heldig at faae Fingre paa dem igjen, men de have lidt betydelig og ere, som De seer, endnu i en meget ynkelig Forfatning."
Idet han fortalte mig dette, paakom der mig en brændende Lyst efter at prøve dem. Nu følte jeg klart at jeg ikke var skabt til at vandre paa det flade, ubetydelige Amager, blot een Time vilde jeg laane dem for i denne med store Skridt at vandre gjennem Verden og samle Stof til det interessanteste Capitel i hele min Fodreise.

"Forlange hvad jeg vil?" svarede han, "De har jo ingen Ting, uden det skulde være Deres Skygge; men jeg siger noget, Deres Person interesserer mig, jeg vil gjerne gjøre noget for Dem; en halv Time maae De laane mine Støvler naar jeg imidlertid beholder Deres Skygge som Pandt."
"nu maae vi skilles; min Nytaarsdag tilbringer jeg altid i Jerusalem, der vil jeg være endnu i denne Morgen. Lev vel!"
 
J. Chr. Hostrup, "Gjenboerne", komedie, opført 1844. Filmen "Genboerne", 1939, Ahasverus fortæller at de galocher han syr på er "Lykkens galocher", tager man dem på er man usynlig og man kan komme derhen, hvor man ønsker sig.
H.C. Andersen skrev i 1838 eventyret "Lykkens Kalosker". "Disse Kalosker have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, øieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil være, ethvert Ønske med Hensyn til Tid, Sted eller Væren bliver strax opfyldt, og Mennesket saaledes endelig engang lykkelig herneden!"
 
B.S. Ingemann, "Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog" eller "Ahasverus", 1833.
 
Udtrykket "Den Evige Jøde" er anvendt i antisemitisk propaganda f.eks. den tysk nazistiske film "Der ewige Jude" fra 1940.
Indenfor Murene
"Aldrig, aldrig. Det skal blive løgn. Min datter forlovet med en Herming. Aldrig."
Indenfor Murene, skuespil i fire akter, 1912, af den danske forfatter Henri Nathansen. Stykket blev uropført den 23. marts 1912 på Det Kongelige
Teater.
Indenfor Murene indgår i Den danske kulturkanon.

Gamle Levin, vekseler

Sara Levin, hans hustru

Esther, Levins datter
Hugo
, læge, Levins søn
Jacob
, grosserer, Levins søn
Dina, Jacobs hustru
Sara
, Jacobs datter
Dr. Jørgen Herming, Esthers forlovede
Etatsråd Herming, Jørgens far
Etatsrådinde Herming
, Jørgens mor
Meyer, prokurist hos Levin
Marie, Levins tjenestepige
Jomfru Madsen, Hermings tjenestepige
Tjener
hos Herming
 
Handling:
Datteren Esther i den borgerlige jødiske Københavnerfamilie Levin har forlovet sig med den kristne Dr. Herming, som hun har gået til universitetsforelæsninger hos. Afsløringen af kendskabet til Dr. Herming kommer på Helligaften, Sabbatten. Da gamle Levin hører navnet Herming siger han: "Jeg kender en Herming ... den gamle I.A. Herming i Horsens, fars gode ven, jo tak, og hans søn etatsråden direktør for Lånebanken ... Vi gik i skole sammen, kom i mine forældres hus og vi var dus, og da jeg så efter fars fallit kom herover og i min nød gik til ham i banken, ved I hvad han så svarede mig? Vi har ikke brug for jøder her i banken ...". (citat fra Optagelse på Det Kgl. Teater, 1963, Instruktion, Torben Anton Svendsen).

Esthers forlovede er netop søn af denne etatsråd. Afslaget på ansættelse i Hermings bank fik Levin til at sværge at navnet Herming ville han for evigt hade og skade.

Det kan næsten ikke blive værre for gamle Levin, Esthers forlovede er ikke blot en Kemer (jødisk betegnelse for en kristen), men også søn af den værste af slagsen.
Forlovelsen er ikke et ønskescenarie for hverken den jødiske familie Levin eller den kristne familie Herming.
Levin kan ikke se sin datter gift i Frue Kirke med alle apostlene, og fru Herming kan ikke forestille sig at parrets børn ikke skal døbes og således ikke optages i den kristne tro.
Gamle Levin havde foretrukket sin noget kedelige og tørre prokurist Meyer som svigersøn, ikke mindst af hensyn til sin forretning, men den relation er hans hustru Sara totalt afvisende overfor.

Esthers forlovelse er der en vis forståelse for hos broderen Hugo, den intellektuelle, og hos moderen Sara, der med hjertet forstår Esther. Hos faderen og broderen Jacob er der ingen forståelse. Jacobs replik "Lad dog barnet", bruger han om sin lille datter Sara, men den er også fra forfatterens side henvendt til søsteren Esther - lad hende dog vælge hvem hun vil.
Levins besøger Hermings hvor de bliver trakteret med det dyreste af det dyre lige fra en femretters menu til en "kostal" (billede af guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye), men de forlader det herminske hjem i utide fordi Levin og Herming kom op at skændes om Esther. Også Esther forlader det herminske hjem efter at have meddelt, at hun havde lovet noget, hun ikke kunne holde. Hun beder grædende sin far om forladelse. Hun kan ikke indfrie de kriste krav, som Hermings havde stillet om kirkebryllup og barnedåb, hun kan ikke for kærligheden forlade sine rødder og vender tilbage til "familiesuppen" og "Det Døde Hav".
Jørgen dukker i den sene aftentime op hos Levins. Til Esther siger han: "...det som skete nu i aften, ja, det måtte jo komme engang". Henvendt til forældrene siger Jørgen: "Jeg holder af Esther, jeg holder af hende også fordi hun er jøde ...". Til Esther siger Jørgen: "Esther, jeg skal ikke tage noget fra dig, det som er dit, det skal du have lov til at beholde, det du holder af, det skal du have lov til at holde af, jeg skal være varsom, det lover jeg dig ...".
Slutreplikken er Saras: "Herre, lad mit barn blive lykkeligt".
Problematikkerne er indlysende - konflikten mellem generationerne og Levins konflikt med Herming. Men det det hele handler om er ægteskab mellem to personer af forskellig religiøs overbevisning.
En stadig gyldig problematik er vel, at næppe nogen ønsker deres datter gift med hvem som helst. Forældregenerationen kan ikke, vil måske ikke, forstå, at der kan bygges broer, at mennesker med forskellige trosretninger kan blive forenet i kærlighed og finde ud af livet sammen.
Men hvordan går det for Esther og Jørgen, svaret får vi ikke, men at det bliver problemfrit er naivt at tro, fordi der er tale om et par, der begge er forankret i stærke og stærkt troende familier, og sine dybe rødder kaster ingen vrag på uden svære og alvorlige overvejelser.
At sige "Vores børn skal først og fremmest være mennesker", er (i dag) en fortærsket kliche, og er det opnåeligt? Gid det var så vel!
Havde der f.eks. været tale om kulturjøder og kulturkristne eller "firhjulskristne" (at bruge kirken ved store højtider, dåb, konfirmation, bryllup, begravelse) ville buddet på Esther og Jørgens liv sammen være, at det nok skulle komme til at gå for respekten for hinanden synes at være på plads.
Indenfor Murene er der trygt, men at murene skulle stå for fald er måske mere ønsketænkning end realitet. Henri Nathansen sætter spørgsmålstegn ved hvordan danske jøder skulle agere i mødet med nye tider.
 
Henri Nathansen (1868-1944), jurist og forfatter, af jødisk slægt, født i Hjørring, søn af købmand Herman Nathansen, død i Lund i Sverige. Familien flyttede fra Hjørring til København i beg. af 1880'erne. Under Besættelsen måtte Nathansen flygte til Sverige sammen med sin hustru. Han begik selvmord i juni 1944 ved at kaste sig ud fra sit hotelværelse på Grand Hotel i Lund og døde kort efter på hospitalet. Nazisternes folkedrab på Europas jøder, Holocaust, havde forårsaget en dyb depression og ønsket om at gøre en ende på livet.
Lad mit folk gå/Go Down Moses
Go down, Moses
When Israel was in Egypt’s land,
Let my people go,
Oppressed so hard they could not stand,
Let my people go.
"Thus spoke the Lord", bold Moses said,
Let my people go,
"If not, I’ll smite your first born dead",
Let my people go.
Refrain
Go down, Moses,
Way down in Egypt's land,
Tell old Pharaoh
To let my people go.

Det Gamle Testamente, Anden Mosebog 5,1:
"Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: "Dette siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk gå, så de kan fejre min fest i ørkenen." De ti plager.
Go down Moses er en afrikansk-amerikansk religiøs sang/spiritual, en frihedssang, af ukendt dato, men kendes fra før december 1861, hvor den blev udgivet i nodeform: "The Song of the "Contrabands", "O Let my people Go" med tekst og musik af præsten L.C. Lockwood. Den kan være skabt og sunget af afrikansk-amerikanske slaver i Sydstaterne før Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65). "Lad mit folk gå" er her slavernes ønske om frigørelse fra trældom og Ægypten svarer til slavestaterne i syd.
 
A B C D E  F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
 
Drop Down Menu