Tidstavle___Timeline

Drop Down Menu

Dadaisme/Dadaism 1916
Arman Arp, Hans Cabaret Voltaire Duchamp, Marcel	Grosz, George Picabia, Francis Ray, Man Schwitters, Kurt

Fantasi/Fantasy 1910

Chagall, Marc



Cabaret Voltaire, Zürich.

Dadaismen, en nihilistisk bevægelse inden for kunst, poesi, teater og grafisk design, opstod i 1916 i en international kreds af forfattere og kunstnere, der holdt til i natklubben Cabaret Voltaire i Zürich i det neutrale Schweiz. Zürich blev et tilflugtssted under 1. verdenskrig for kunstnere i exil. Den tyske forfatter og pacifist Hugo Ball (1886-1927) drev Cabaret Voltaire sammen med sin hustru den tyske forfatter, skuespiller og kabaretkunstner Emmy Hemmings (1885-1948). Hugo Ball gav ismen navn. Dada betyder kæphest på fransk, og skulle være blevet valgt ved et tilfældigt opslag i en ordbog. I kunstnerkabareten kom kunstnere, der var i landflygtighed, og optrådte, bl.a. kunstneren Jean Arp og digteren Tristan Tzara.

Allerede i 1914, uafhængig af Zürich-dadaismen, opstod en lignende bevægelse i New York omkring kunstgalleriet "291", ledet af to europæiske kunstnere Marcel Duchamp og Francis Picabia, der allerede var i gang med at praktisere en nihilistisk kunstopfattelse om, at der ikke findes moralske eller æstetiske værdier, og at intet eksisterer, eller intet kan erkendes. Hertil kommer den opfattelse, at kun ødelæggelse af al bestående samfundsorden kan medføre sociale fremskridt. Nihilismen i Rusland veg for socialismen, men nihilismens ideer levede videre i anarkismen.

Anarkister har den politiske opfattelse (svarende til den nihilistiske), at al statsmagt skal fordømmes ud fra den teori, at først i fuldstændig frihed kan mennesket udvikle samfundssind, samt at ingen har ret til at herske over andre, da alle er født lige.
Anarkisterne mente, at de havde ret til at bekæmpe statsmagten med alle midler også vold. Nogle af ofrene for anarkisternes mord blev USA's præsident McKinley, Umberto 1.d af Italien, den franske præsident Carnot og kejserinde Elisabeth af Østrig.

Den anarkistiske teori blev formuleret af den græske filosof Zeno ca. 300. f.Kr. og udviklet gennem 1800-tallet i Frankrig og Rusland, men den russiske kristne forfatter og greve Lev Tolstoj (1828-1910), forfatter til bl.a. "Krig og fred" og "Anna Karenina", går som den første ind for passiv modstand eller kristen socialisme ved at nægte at betale skat og gøre militærtjeneste.

Dadaismen bredte sig til Frankrig (André Breton), Tyskland (G. Grosz, Max Ernst, K. Schwitters).

En tysk dadaisme opstod i 1918, da nogle af bevægelsens grundlæggere vendte tilbage fra Zürich. I billedkunsten manifesterede den sig med størst virkning i den politiske illustrationskunst og fotomontagen (G. Grosz) samt i collagen (K. Schwitters).

En gren af den tyske dadaisme leder direkte over i surrealismen (Max Ernst). Det samme gælder i højere grad Paris-dadaismen, der for det meste var en litterær bevægelse, men også modtog bidrag fra New Yorks Dadas to hovedfigurer Marcel Duchamp og Francis Picabia.

Dadaismen blev et fundament for surrealismen, og den fik stor indflydelse på kunsten i 1900-tallet

Cabaret Voltaire, Zürich

Buste af Voltaire (egl. François-Marie Arouet) (1694-1778), fransk oplysningsfilosof, skuespilforfatter og samfundskritiker. Forkæmper for ytringsfrihed og menneskerettigheder. Hans kritik af den franske regering førte til fængselsophold og midlertid eksil i England (1726-28), hvor han blev inspireret af Shakespeares skuespil. Voltaiere skrev 52 teaterstykker (især hans tragedier fik succes), som opførtes på private scener først og fremmest på hans slot Ferney i Sydfrankrig nær grænsen til Schweiz, som han erhvervede i 1759. I dag hedder byen Ferney-Voltaire og Voltaire benævnes nogle gange som "Patriark af Ferney", bl.a. opførte han byens kirke.

Buste af Voltaire (née François-Marie Arouet) (1694-1778), French Enlightenment philosopher, playwright and a strong critic of the church, state and society and advocate of freedom of expression and human rights. His criticism of the French government led to imprisonment and temporary exile in England (1726-28). He was influenced by Shakespeare's plays. He wrote 52 plays (particularly his tragedies were successful) which primarily were performed at private scenes and at his residence in Ferney (bought in 1759) in Southern France, today Ferney-Voltaire, close to the Swiss border. Voltaire sometimes referred to as "The patriarch of Ferney", among other things he built the local church.

Dadaism a nihilistic movement in visual art, poetry, theatre and graphic design, arose in 1916 in an international circle of artist, who gathered at the night-club Cabaret Voltaire in Zurich in neutral Switzerland. Zurich became a place of refuge during World War I, artist in exile acted in the Cabaret, and among them the artist Jean Arp and the poet Tristan Tzara. Cabaret Voltaire was founded and run by the German poet and pacifist Hugo Ball (1886-1927) and his wife the German poet, actress and cabaret singer Emmy Hemmings (1885-1948). Hugo Ball gave name to the ism.
As early as 1914, independent of the Zurich Dadaism, a similar movement arose in New York in the circle of artists around the gallery "291", run by the European artists Marcel Duchamp and Francis Picabia, who already practiced a nihilistic conception of art.
The Russia nihilism was replaced with socialism - the ideas of nihilism continued in anarchism.
The Dadaists wish to change stereotype conceptions of art, e.g. with ready-mades or Objet Trouvé. Duchamp produced anti-art - nature objects or objects from everyday life were isolated and shown as they were or in a surprising composition, e.g. the exhibition of a toilet bowl provoked discussions on art.
The Dadaists were a kind of anarchists, they attempt to destroy old social and aesthetic ideas about art and shocked the bourgeoisie, the Dadaists expressed themselves in performances of the Cabaret and in the periodical "Dada" - they advocates of nonsense, the grotesque, the meaningless, abstract sound poetry and paintings created through chance.
According to the Anarchists political understanding (corresponding to the nihilistic) the State should be condemned, all humans were born free and equal. The Anarchists used every means to destroy the State - the anarchist shot and killed the president of the USA William McKinley, Umberto I of Italy, the president of France Carnot and empress Elisabeth of Austria. The Dadaism spread to France (André Breton), Germany (G. Grosz, Max Ernst, K. Schwitters). A German Dadaism arose in 1918 when some of the movements founders returned from Zurich. In visual art the style manifest itself with greatest effect in political illustrations, photomontages (G. Grosz) and collages (K. Schwitters).
A branch of the German Dadaism was leading directly to Surrealism (Max Ernst). The Paris Dadaist were influenced by the central figures of New York Dadaism Duchamp and Picabia.
Dadaism became the base for Surrealism and got great influence on the art of the 20th century.

KUNSTNERE/ARTISTS

Duchamp, Marcel

Duchamp, Marcel (Henri-Robert) (1887-1968). Fransk-amerikansk kunstner og skakspiller. Født i Blainville og død i Neilly-sur-Seine, Frankrig.
I 1904 flyttede Duchamp til Paris hvor hans to kunstnerbrødre Jacques Villon og Raymond Duchamp-Villon boede, og fra 1904-05 studerede han maleri på Académie Julian. I 1909 udstillede han for første gang på Salon des Indépendants og Salon d’Automne i Paris.
Duchamps tidligere arbejder var post-impressionistiske - inspireret af Cézanne. Omkring 1913 forlod han det traditionelle maleri og tegning til fordel for forskellige eksperimentelle former så som en dynamisk version af den analytiske kubisme mindende om futurisme, han skildrede et bevægelsesforløb svarende til mange på hinanden følgende fotografiske optagelser.
I 1912 blev hans billede "Nøgenmodel der går ned ad en Trappe, Nr. 2", (Philadelphia Museum of Art, Louise and Walter Arensberg Collection) vist på Salon de la Section d’Or i Paris, og i 1913 skabte billedet skandale, da det var udstillet på Armony Show for moderne international kunst i New York, det skandaløse bestod i den mekaniske skildring af en nøgenmodel - et bemærkelsesværdigt billede, et avantgarde-rodsammen med elementer fra kubisternes opsplittelse af formen, futuristernes bevægelse, chromofotografiet (farvefotografiet) og stumfilmen. Billedet blev købt på udstillingen af en kunsthandler fra San Francisco for 300 USD. I "Bruden", 1912, (Louise and Walter Arensberg Collection) er titlen skrevet på lærredet, men der ses ingen ligheder med menneskets form eller referencer til en brud, men da titlen ikke er uvæsentlig kan billedet måske opfattes som en analyse af en brud, hvis opsplittede dele minder om en avanceret maskine.
Duchamps radikale og revolutionære ideer foregreb grundlæggelsen af Dada bevægelsen i Zürich i 1916. .
I 1914 opfandt og introducerede Duchamp sine readymades, massefremstillede genstande, der udstilledes som kunstværker, bl.a. satte han sin signatur og en ofte provokerende titel på fabriksfremstillede genstande som en pissoirkumme, et flaskestativ eller en sneskovl og udstillede dem som kunstværker. Duchamps readymades fik en revolutionerende betydning for mange malere og skulptører. I 1915 rejste Duchamp til New York, hvor kredsen omkring ham inkluderede Katherine Dreier og Man Ray, som han i 1920 grundlage Société Anonyme sammen med, samt Louise and Walter Arensberg, Francis Picaia og andre avantgarde kunstnere.
Efter at have spillet skak intenst i ni måneder i Buenos Aires vendte Duchamp tilbage til Frankrig i sommeren 1919, og knyttede sig til Dada gruppen i Paris. I 1919 "forbedrede" han en reproduktion af Leonardo da Vincis "Mona Lisa" ved at sætte mustache og fipskæg på, og kaldte sit billede "L.H.O.O.Q.", som betyder noget i retningen af "Hun har en varm røv" (Elle a chaud au cul). I New York i 1920 skabte hans sin første motordrevne konstruktion. Samme år opfandt han Rrose Sélavy, hans kvindelige alter ego eller andet jeg - fotografen Man Ray tog flere billeder af Duchamp som Rrose Sélavy. Hun levede videre som en person, som Duchamp gennem sit liv tilskrev flere af sine arbejder bl.a. readymades, ordspil og digte. I 1923 flyttede Duchamp tilbage til Paris og syntes at have opgivet kunsten til fordel for skak, men hans kunstneriske eksperimenter fortsatte.
Fra midten af 1930'erne samarbejde han med surrealisterne og deltog i deres udstillinger. I 1942 bosatte han sig permanent i New York og blev amerikansk statsborger i 1955. Gennem 1940'erne arbejdede og udstillede han med "Surrealist émigrés" i New York. Fra 1946-66 arbejdede han i al hemmelighed på sin konstruktion med navnet "Etant donnés: 1. la chute d’eau 2. le gaz d’éclairage" (Det givne: 1. Vandfald, 2. belysningsgas), værket bestod af en gammel trædør, mursten, fløjl, kviste, læder, glas, linoleum, en elektrisk motor mv. Duchamp udarbejdede en manual som forklarede og illustrerede tilblivelsesprocessen. Når beskueren af værket træder foran døren aktiveres lys og en motor, beskueren kan gennem to kighuller i døren se konstruktionen bag døren, på et leje af kviste ligger en nøgen kvindefigur/form på ryggen holdende en gaslampe i hånden, bag hende ses et næsten romantisk landskab med et vandfald - værket betragtes som Duchamps hovedværk og tilhører Philadelphia Museum of Art.

Duchamp, Marcel (Henri-Robert) (1887-1968). French-American artist and chessplayer. He was born in Blainville, and he died in Neilly-sur-Seine, France.
In 1904 Duchamp moved to Paris, where his brothers, the artists, Jacques Villon and Raymond Duchamp-Villon already lived. From 1904-05 he studied painting at Académie Julian. In 1909 he exhibited for the first time at Salon des Indépendants and Salon d’Automne in Paris.
His earliest paintings were influenced by Post-Impressionism - first and foremost Cézanne. About 1913 he gave up the traditional painting for variant experimental forms e.g. a dynamic version of Analytic Cubism close to Futurism, he composed motion sequences of several successive photographic shots.
In 1912 his painting "Nude Descending a Staircase, No. 2", (Philadelphia Museum of Art, Louise and Walter Arensberg Collection) was shown at Salon de la Section d’Or in Paris, and in 1913 when shown at the Armony Show, International Exhibition of Modern Art, New York, the painting caused a scandal - it was a remarkable painting, an avant-garde jumble with elements from Cubism, Futurism, the chromophotography (colour photograph) and silent film. The painting was sold for 300 USD to a San Francisco art dealer. In his painting "The Bride", 1912, (Louise and Walter Arensberg Collection), the title is written on the canvas, there is no similarity to the human body or references to a bride, however the title is not unimportant, and perhaps the painting can be understand as an analysis of at bride - the painting looks like an advanced machine.
Duchamp's revolutionary ideas anticipated the founding of the Dada movement in Zürich in 1916.
In 1914 he introduced his readymades, mass-produced objects exhibited as work of art, Duchamps put his signature and often a provocative title on his mass-produced objects e.g. an urinal, a bottle stand or a shovel.
I 1915 Duchamp went to New York, where he came into contact with e.g. Katherine Dreier and Man Ray, with whom he founded Société Anonyme. After playing chess in Buenos Aires for almost a year, he returned to France in 1919 and joined the Paris Dada group. In 1919 he "improved" a reproduction of Leonardo da Vinci's "Mona Lisa" with a mustache and pointed beard and named his work "L.H.O.O.Q." (Elle a chaud au cul/she has a hot ass). In 1920 in New York he created his first motor driven construction. The same year he invented Rrose Sélavy, his female alter ego - the photographer Man Ray took several pictures of Duchamp as Rrose Sélavy - she became a person to whom Duchamp through his life ascribes a great deal of his works e.g. readymades, poems and puns. In 1923 Duchamp returned to Paris and seemed to have given up art in favour of chess, however his artistic experiments continued. From the mid-1930s he co-operated with the surrealists and took part in their exhibitions. In 1942 he settled permanently in New York, and in 1955 he became American citizen. Throughout the 1940s he worked and exhibited together with the "Surrealist émigrés" in New York. From 1946-66 he secretly worked on his construction "Etant donnés: 1. la chute d’eau 2. le gaz d’éclairage" (Given: 1. the Waterfall, 2. the Illuminating Gas) - the work consisted of an old wood door, bricks, velvet, leather, twigs, glass, motor etc, he prepared this "Manual of Instructions for the Assembly of "Etant donnés"", where the creation process was explained and illustrated. The spectators steps in front of the door activate light and a motor, through two peepholes in the door, the spectators can look at the construction behind the door, on a bed of twigs lies a nude female figure holding a gaslamp in her hand, the scene background is an almost romantic landscape with a waterfall - the work is regarded as Duchamp's chief work, it belongs to Philadelphia Museum of Art, USA.

Udvalgte værker/Selected works

"Nøgenmodel der går ned ad en Trappe, Nr. 2", Philadelphia Museum of Art, Louise and Walter Arensberg Collection, 1912.
"Nude Descending a Staircase, No. 2", 1912, Philadelphia Museum of Art, Louise and Walter Arensberg Collection.

"Kæder af afbrydelser", 1914, MoMA, New York/"Network of Stoppages", 1914, MoMA, New York.

"Neuf Moules Málic", 1914-15, privateje/"Neuf Moules Málic", 1914-15, private collection.

"Fresh Widow", 1920, MoMA, New York. Titlen er et ordspil skabt ud fra "French Window" og refererer til både franske dobbeltvinduer og 1. Verdenskrigs enker.
"Fresh Widow", 1920, MoMA, New York. The title is a pun created from "French Window".

"Roterende Demisfære (Præcisions optik)", 1925, MoMA, New York/"Rotary Demisphere (Precision Optics)", 1925, MoMA, New York.

"Cykelhjul", New York, 1951, tredje version efter originalen, der gik tabt i 1913, MoMA, New York.
"Bicycle Wheel", New York, 1951, third version, after lost original of 1913, MoMA, New York.

"Fontæne", 1917, Museet for moderne kunst, Rom/"Fountain", 1917, Galleria nazionale d'arte moderna, Rome.

Picabia, Francis

Picabia, Francis (François Marie Martinez) (1879-1953), fransk maler, illustrator, designer, forfatter og bladudgiver. Han blev født i Paris (faderen var spansk og moderen fransk) og han døde i Paris. Fra 1895-97 studerede Picabia på École des Arts Décoratifs i Paris. Han udstillede i begyndelsen af 1900-tallet impressionistiske værker på Salon d'Automne og Salon des Indépendants. I 1905 holdtes en soloudstilling af hans værker på Galerie Haussmann i Paris. Fra 1908 og til begyndelsen af 1920'erne udtrykte Picabia sig i stilarter såsom kubisme og andre former for abstraktioner. Picabia etablerede venskaber med bl.a. Guillaume Apollinaire og Marcel Duchamp. I 1913 deltog han i "Armory Show" i New York. Samme år blev der afholdt en soloudstilling af Picabias værker på kunstgalleriet "291" på Fifth Avenue i New York, der var etableret af fotografen og mæcenen Alfred Stieglitz (1864-1946), der i begyndelsen af 1900-tallet introducerede mange europæiske avantgarde kunstnere til det amerikanske publikum. Omkring "291" opstod en New York dadaisme ledet af Duchamp og Picabia.

Under 1. verdenskrig var Picabia i eksil i New York, Barcelona og Schweiz og vendte efter krigen tilbage til Paris og Dadabevægelsen.

I 1917, boende i Barcelona, udgav Picabia første udgave af magasinet "391" (der udkom fra 1917-24), og var inspireret af Stieglitz' tidsskrift "291". I 1921 kritiserede Picabia dada for at være ude af trit med tiden, og i årene efter vendte han tilbage til figurativ kunst. I 1930'erne blev han ven med forfatteren Gertrude Stein. I en af hans seneste stilfaser, i årene under 2. verdenskrig, anvendte han fotos fra populære magasiner som forlæg for sine malerier og udtrykket blev en glansbilledagtig realisme, der blev betegnet som kitsch - udtryk der var milevidt fra avantgardekunsten i 1920'erne, men for Picabia illustrerede den absolutte individuelle kunstneriske frihed. I 1949 afholdtes en retrospektiv udstilling af hans arbejder på Galerie René Drouin i Paris.

Udvalgte værker/Selected works

"Processionen, Sevilla", 1912, National Gallery of Art, Washington D.C./"The Procession, Seville", 1912, National Gallery of Art, Washington D.C.

"Ærbødighed", 1915, Baltimore Museum of Art BMA/"Reverence", 1915, Baltimore Museum of Art BMA.

"Portræt af Tristan Tzara", 1919-20/"Portrait of Tristan Tzara", 1919-20.

"Téte de folle", 1921.

"Optophone II", 1921-22.

"Portræt af Simone Breton", 1922/"Portrait of Simone Breton", 1922.

"Uden titel", 1922-24, forside til André Bretons magasin "Littérature"/"Untitled", 1922-24, covers for André Breton's magazine "Littérature".

"Dyretæmmeren", studie ca. 1923/"Animal Trainer", sketch c. 1923.

Dresseur d'amimaux, 5 Juillet 1937.

"Sfinksen", 1929/"Sphinx", 1929.

"Forår", 1935/"Spring", 1935.

"Nøgen set bagfra", 1940-42/"Nude from Back", 1940-42.

Arp, Jean

Arp, Hans/Jean (1886-1966) (døbt Hans). Fransk skulptør, maler og forfatter, pioner inden for abstrakt kunst. Fra 1905-07 studerede han ved Akademiet i Weimar. I 1908 rejste han til Paris, hvor han begyndte studier på Académie Julian. I 1909 flyttede han til Schweiz, og i 1911 grundlagde han kunstsammenslutningen "Moderner Bund". I 1912, efter at have mødt Kandinsky i München, udstillede Arp med gruppen "Der Blaue Reiter", og i 1913 deltog han i den første Efterårsudstilling i Berlin på galleri "Der Sturm". Tilbage i Paris i 1914 stiftede han bekendtskab med Guillaume Apollinaire, Max Jacob, Max Ernst, Robert Delaunay, Amadeo Modigliani og Picasso, og blev inspireret af Picassos kubistiske malerier. I 1915 rejste han til Zürich, hvor han udførte collager og tapeter i samarbejde med Sophie Taeuber, senere hans kone Sophie Taeuber-Arp. I 1916 var Arp en af grundlæggerne af gruppen Dada, der holdt sine møder på Cabaret Voltaire i Zürich. Arp fortsatte sit engagement med Dada efter han flyttede til Köln i 1919. I 1922 deltog han i "Kongress der Konstruktivisten und Dadaisten" i Weimar og i "Exposition Internationale Dada" på Galerie Montaigne i Paris.
Han skrev til tidsskrifter som "Merz", "Mécano", "De Stijl" og i 1925 til "La Révolution surréaliste". I 1925 blev hans arbejder udstillet på surrealisternes første udstilling på Galerie Pierre i Paris. I 1926 bosatte han sig i Meudon i Frankrig. I 1954 modtog han den store skulptur-pris på Biennalen i Venedig. Retrospektive udstillinger af hans arbejder blev vist på MoMA, Museum of Modern Art i New York i 1958, og på Musée National d’Art Moderne i Paris i 1962.

Arp, Hans/Jean (1886-1966) (Christian name Hans). French sculptor, painter and writer, a pioneer of abstract art. From 1905-07 he studied at the Academy in Weimar. In 1908 he went to Paris, where he attended the Académie Julian. In 1909 he moved to Switzerland, and in 1911 he was the founder of the artists' union "Moderner Bund". In 1912, after meeting Kandinsky in Munich, Arp exhibited with the Blue Rider group, and in 1913 he participated in the first Autumn Salon in Berlin at the gallery "Der Sturm". After returning to Paris in 1914, he became acquainted with Guillaume Apollinaire, Max Jacob, Max Ernst, Robert Delaunay, Amadeo Modigliani and Picasso and became influenced by Picasso's cubist paintings. In 1915, he moved to Zurich, where he executed collages and tapestries in collaboration with Sophie Taeuber, later his wife Sophie Taeuber-Arp. In 1916 Arp was one of the founders of the Dada group, which held its meetings at the Cabaret Voltaire in Zurich. Arp continued his involvement with Dada after moving to Cologne in 1919. In 1922, he participated in the "Kongress der Konstruktivisten und Dadaisten" in Weimar and the "Exposition Internationale Dada" at Galerie Montaigne in Paris. He wrote in magazines such as "Merz", "Mécano", "De Stijl" and in 1925 to "La Révolution surréaliste". In 1925 his work appeared in the first exhibition of the Surrealist group at the "Galerie Pierre" in Paris. In 1926, he settled in Meudon, France. In 1949 he had a solo exhibition at Curt Valentin’s Buchholz Gallery in New York. He received the Grand Prize for Sculpture at the Venice Biennale in 1954. Retrospective exhibitions of his work were held at MoMA, Museum of Modern Art, New York, 1958, and at the Musée National d’Art Moderne, Paris, 1962.

Jean Arps fødehjem i Strasbourg.
Jean Arp's birthplace in Strasbourg.

Udvalgte værker/Selected works

"Konfiguration (navle, skjorte og hoved)", 1927-28, Kunstmuseum Winterthur, Schweiz.
"Configuration (Navel, Shirt and Head)", 1927-28, Museum of Art, Winterthur, Switzerland.

"Skelet", 1928, Kunstmuseum Winterthur, Schweiz/"Skeleton", 1928, Museum of Art, Winterthur, Switzerland.

"Konstellation med fem hvide og to sorte former: Variation 2", 1932, MoMA, New York.
"Constellation with Five White and Two Black Forms: Variation 2", 1932, MoMA, New York.

"Menneskelig konkretion", 1933, Kunsthaus Zürich/"Human Concretion", 1933, Museum of Art, Zurich.

"Månefrugt", 1936, Kunstmuseum Winterthur, Schweiz/"Moon Fruit", 1936, Museum of Art, Winterthur, Switzerland.

"Pistil. (Blomstergriffel)", ca. 1950, ARoS Aarhus Kunstmuseum/"Pistil. (Gynaecium)", c. 1950, ARoS, Aarhus Museum of Art, Denmark.

"Skålfrugt", 1960, ved Vor Frue Kirke København/"Cupulate Fruit", 1960, placed behind The Church of Our Lady, Copenhagen.

Schwitters, Kurt

"Merz konstruktion", omkr. 1921, Philadelphia Museum of Art/"Merz Construction", around 1921, Philadelphia Museum of Art.

Schwitters, Kurt (1887-1948). Tysk collage-kunstner og forfatter, født i Hannover, døbt Herman Edward Karl Julius, død i Kendal i England. Fra 1908-09 studerede han ved Kunstgewerbeschule i Hannover, og fra 1909-14 studerede han kunst og arkitektur ved Akademie der Künste i Dresden. Han var medlem af Der Blaue Reiter 1917 (abstrakt ekspressionisme), inspireret af Franz Marc og Kandinsky - herefter dadaist.
I 1918 etablerede han et venskab med Arp og blev inspireret af hans collageteknik, og han fandt sit eget udtryk i sine abstrakte collager sammensat af hvad han nu fandt på gaden eller andre steder, han kaldte sine collager Merz-billeder - ordet Merz var fra et udklip af ordet Kommerzbank. Merz var en tysk aflægger af dadaismen. Hans tidligste Merz-billeder er fra 1919, året hvor han udstillede på Galleri Der Sturm i Berlin for første gang. I 1919 skrev han Merzdigtet "Anna Blomst"/"Anna Blume" og i 1921 "Ursonaten", et rent lyddigt, der indledes således: "Fümms bö wö tää zää Uu, pögiff, kwii Ee".
Fra 1919-23 skabte han en serie af Merz kunstværker. Sammen med Arp deltog han i 1922 i Kongress der Konstructivisten i Weimar, hvor han mødte Theo van Doesburg, og blev inspireret af hans De Stijl principper. Han allierede sig med avantgarde kunstnerne - dadaisterne, Bauhauskunstnerne som Schlemmer, Klee, Kandinsky, Gropius og Feininger og en ny generation af konstruktivister fra Østeuropa og Nederlandene som Moholy-Nagy, Lissitsky og herunder Theo van Doesburg. Schwitters' dada-aktiviteter inkluderede hans Merz-Matineen og Merz-Abende, hvor han præsenterede sin poesi. Fra 1923-32 udgav han tidsskriftet MERZ.
Omkring 1923 begyndte han arbejdet på sit livsværk, den første Merzbau (først kaldet "Den erotiske elendigheds katedral"), der blev en forløber for Environments*. Konstruktionsprojektet fyldte adskillige rum og etager i hans hus i Hannover.
Merzbau var en kombination af collage, skulptur og arkitektur. Merzbau var ufærdigt, da Schwitters forlod Hannover i 1937 og blev ødelagt under et bombeangreb i 1943. Forfatteren Elizabeth Burns Gamard udgav i 2000 "Kurt Schwitters' Merzbau: The Cathedral of Erotic Misery".
Schwitters deltog i udstillingen Abstrakte und surrealistische Malerei und Plastik i Zürich i 1929. I 1932 tilsluttede hans sig gruppen Abstraction-Création og skrev for deres tidsskrift af samme navn. I 1936 deltog han i udstillingen Cubism and Abstract Art and Fantastic Art, Dada, Surrealism på Museum of Modern Art, New York. I 1937 stemplede nazisterne Schwitters arbejder som Entartete Kunst (degenereret kunst), og han flygtede til Lysaker i Norge, hvor han konstruerede sin anden Merzbau, der blev offer for en brand. Efter tyskernes invasion af Norge i 1940, lykkedes det Schwitters at undslippe til England, hvor han var interneret i over et år - i 1945 bosatte han sig i Kendal, hvor han i 1947 begyndte at arbejde på sin tredje Merzbau, som han efterlod ufærdigt ved sin død året efter.

*Environmental Art, kunstretning især kendt fra 1960'erne, retningen inddrager beskueren i kunstværket ved at bygge det rumligt op. Environments kan have karakter af assemblage, hvori der kan indgå figurer skabt af kunstneren og objekter fra dagligdagen.

Schwitters, Kurt (1887-1948). German collage artist and writer, born in Hanover, where he was christened Herman Edward Karl Julius, he died in Kendal in England. From 1908-09 he studied at the Arts and Crafts school in Hannover, and from 1909-14 he studied art and architecture at the Art Academy in Dresden. In 1917 he came into contact with members of the Blue Rider group, he was influenced by Franz Marc and Kandinsky - after this he became Dadaist.
In 1918 he made friends with Arp and was influenced by his collage technique - Schwitters adopted his own nonsense word for his collages, he called them Merzbilden (Merz pictures) - he had extracted the word from the name Kommerzbank. Merz was a German version of Dadaism. His earliest Merz-pictures were made in 1919, the year where he for the first time exhibited at Galleri Der Sturm in Berlin.
In 1919 he wrote the Merz-poem "Anna Blume" (Eve Blossom), and in 1921 "The Ursonate", a sound poem, the poem begins with: "Fümms bö wö tää zää Uu, pögiff, kwii Ee". From 1919-23 he created a series of Merz pictures. In 1922, together with Arp, he participated in Kongress der Konstructivisten in Weimar, where he met Theo van Doesburg and became influenced by his work and De Stijl. He allied himself with the avant-garde artists - the Dadaists, the Bauhaus artists, e.g. Schlemmer, Kandinsky, Klee, Gropius and Feininger and a new generation of Constructivists from Eastern Europe and the Netherlands e.g. Moholy-Nagy, Lissitsky and among these Theo van Doesburg. Schwitters's Dada activities included his Merz-Matineen and Merz-Abende, where he introduced his poetry. From 1923-32 he published the magazine MERZ. About 1923 Schwitters started to make his first Merzbau (Merz Building), his life's work, a construction project, first named The Cathedral of Erotic Misery - Merzbau became the forerunner of Environments. Merzbau was a combination of collage, sculptor and architecture, it was left unfinished when he fled Hannover in 1937 and destroyed during a bombing raid in 1943.

Schwitters participated in the exhibition Abstrakte und surrealistische Malerei und Plastik in Zurich i 1929. In 1932 he joined the group Abstraction-Création and wrote for the magazine of the same name. In 1936 he took part in the exhibition Cubism and Abstract Art and Fantastic Art, Dada, Surrealism at Museum of Modern Art, New York. In 1937 Schwitters was branded degenerate by the Nazis, his work was condemned as Entartete Kunst (Degenerate Art), and he fled to Norway, where he started to make his second Merzbau, this version became the victim of a fire.
When the German invasion of Norway began on April 9, 1940, he succeeded in escaping to England, where he was interned until November 1941 - in 1945 he settled down in Kendal, where he in 1947 started to make his third Merzbau, which he was left unfinished at his death the following year.

Grosz, George

Grosz, George (født Georg Gross i Berlin, navnet ændret i 1916) (1893-1959). Tysk maler, grafiker og karikaturtegner. Fra 1909-11 studerede han ved Königlichen Kunstakademie i Dresden, i 1912 ved Kunstgewerbeschule i Berlin og i 1913 ved Académie Colarossi i Paris. I 1910 blev hans første karikaturer trykt. Fra 1914-15 gjorde han militærtjeneste, og de sidste år af 1. verdenskrig tilbragte han i Berlin, hvor han skabte antikrigstegninger og malerier.
Fra 1918-20 var Grosz medlem af dadaisternes berlinergruppe - i Grosz' opfattelse var verden et sjæleligt abnormitetskabinet (jævnfør kulisserne til den klassiske tyske ekspressionistiske skrækfilm Dr. Caligaris Cabinet), men hans "agitationsmaleri" hørte ikke til dadaisternes begreber om antikunst. I det følgende årti illustrerede han magasiner og designede teaterkulisser. Hans skarpe kommentarer til det tyske samfund, sås i hans frivole serie Ecce Homo (lat. Se hvilket menneske) fra 1922, og i 1923 blev et album med hans samfundssatiriske billeder standset af politiet. I de groteske personsatirer fra mellemkrigstiden, afslørede han hensynsløst bl.a. herrefolksmentaliteten, bourgeoisiet og gullaschbaronerne stillet side om side med gadens tiggere og mod en baggrund af luksusvillaer og slumkvarterer - hans billeder gengav det moderne storbyliv med dets begær, passioner og kriminalitet, storbyens kaos reflekterede for Grosz menneskets amoralskhed. Sammen med den politiske fotomontagekunstner John Heartfield og dennes bror Wieland Hertzfelde, var Grosz blevet bestilt til at skabe en krigspropagandafilm for Tyskland, men producerede en tegnefilm, der ikke eksisterer mere. Grosz sluttede sig til det tyske kommunistparti i 1922, en længere rejse til Rusland senere samme år sammen med den danske forfatter Martin Andersen Nexø, hvor han mødte Lenin og Trotzki, desillusionere ham, han følte sig ude af trit med de russiske politiske anskuelser og meldte sig ud af partiet i 1923, men året efter blev han leder af Berlins Rote Gruppe, en organisation af revolutionære kunstnere - ingen anden kunstner har som han bevidst brugt kunst som våben i kampen for de tyske arbejdere, han var en af de første tyske kunstnere som placerede kunst i samfundets tjeneste.
Grosz personangreb mod Hitler i 1925, gjorde hans beslutning om at forlade Tyskland uundgåelig. I 1928 rejstes der tiltale mod ham på grund af "Hintergrund" (baggrund) en række dekorationsskitser til Jaroslav Haseks "Den gode soldat Svejk".
Fra 1933 var Grosz bosat i USA - efter sin ankomst til USA prøvede han at tilpasse sig det amerikanske samfund ved at male mange partier fra New York, og hans satiriske arbejder blev erstattet af mareridtsforestillinger og scener med krigens brutalitet. I 1937 blev hans billeder af nazisterne stemplet som degenereret kunst, og omkring 300 af hans billeder på de tyske museer blev beslaglagt og vist på den officielle Nazi udstilling "Entartete Kunst" i München i 1937. I 1941 vistes en retrospektiv udstilling af hans værker på Museum of Modern Art i New York. I 1946 udkom hans selvbiografi "Et lille ja og et stort nej" (A Little Yes and a Big No). I 1947-48 introducerede han "Stickman" temaet, hvor klumpede figurer på stokagtige ben tog del i mareridtsaktiviteter. I sine sidste år begyndte han at male harmløse landskaber og stilleben, men fortsatte også med at sine pessimistiske billeder.
I 1958 vendte han tilbage til Tyskland, men døde kort efter i en ulykke.
Grosz udstillede i København på "Nyere tysk kunst", Den Frie, 1932.

Grosz, George born Georg Gross in Berlin, he changed his name in 1916, (1893-1959). German painter, graphic artist and caricaturist. From 1909-11 he studied at Königlichen Kunstakademie (Royal Academy of Arts) in Dresden, in 1912 at Kunstgewerbeschule (Arts and Crafts School) in Berlin and in 1913 at Académie Colarossi in Paris. In 1910 his first caricatures were printed. He served in the German Army from 1914-15, he spent the last years of World War I in Berlin, where he created anti-war drawings and paintings.
From 1918-20 Grosz was member of the Berlin Dadaist group - in Grosz' understanding the world was a mental abnormality cabinet (perhaps he influenced or was influenced by the sceneries in the classic German Expressionist horror film "The Cabinet of Dr. Caligari", 1919), his propaganda paintings did not correspond with the Dadaists ideas about anti-art. In the following decade he illustrated magazines and designed sceneries. His sharp commentaries on the German society were obvious in the series "Ecce Homo" (Latin for Behold the Man), 1922, and in 1923 an album, containing satirical paintings attacking the German society, was confiscated by the police.
In his grotesque satire from the inter-war period, he ruthless unveiled e.g. the bourgeoisie, the profiteers and the herrenvolk mentality placed side by side with the street beggars in a milieu of luxury villas and slum districts - his paintings represented the modern city life with its desire, passion and crime - the cities chaos reflected the human amoral. Together with the political photomontage artist John Heartfield and Heartfield's brother Wieland Hertzfelde Grosz was commissioned to create a war propaganda film for Germany, but they produced a cartoon, it does not exist anymore. In 1922 Grosz joined the German Communist Party, a journey to Russia later this year, together with the Danish writer Martin Andersen Nexø, where he met Lenin and Trotzki, disillusioned him, he felt to be out of step with the Russian political opinions and he resigned from the Communist Party in 1923, the following year he became leader of Berlin's Rote Gruppe (Red Group), an organization of revolutionary artists - Grosz was the first German artist, who created art for society's sake (the contrast was "art for art's sake). His attack against Hitler in 1925 made his decision to leave German inevitable. In 1928 an accusation had been made against him because of the "Hintergrund" (backdrop) - a series of sketches for the decoration of the Czech writer Jaroslav Hasek's "The Good Soldier Svejk".
From 1933 Grosz lived in the US - after his arrival he tried to adapt into the American society by painting views of New York, and his satirical works were replaced by nightmare visions and scenes of the brutality of war. In 1937 his works were denounced as degenerate art, and about 300 of his paintings on German museums were confiscated and showed at the official Nazi exhibition of Entartete Kunst (Degenerate Art) opened in Munich on the 19th July 1937. In 1941 a retrospective exhibition of his works was held at Museum of Modern Art in New York. In 1946 his autobiography "A Little Yes and a Big No" was published. In 1947-48 he introduced the Stickman subject - lumpy figures in nightmare activities. During his last years he began painting harmless landscapes and still-lifes and continued with his pessimistic paintings.
In 1958 he returned to Germany shortly after he died in an accident. (Dadaism, Futurism, Neue Sachlichkeit).

Arman

Arman (Armand Pierre Fernandez) (1928-2005). Han slettede senere "d'et" i sit navn, da det fejlagtigt var blevet udeladt i et katalog. Fransk-amerikansk kunstner, født i Nice og død i New York. Hans far var antikvitetshandler og hans første lærer i det kunstneriske udtryk. Fra 1946-49 studerede Arman maleri på École Nationale d'Art Décoratif i Nice. I 1949 blev han optaget på École du Louvre, hvor han studerede arkæologi og orientalsk kunst, hans billeder var på det tidspunkt inspireret af surrealisternes kunst. I perioden 1951-53 organiserede han bl.a. happenings sammen med vennen Yves Klein, som han havde mødt til judo i Nice, og det var formentlig Klein, der introducerede Arman til kunsten. På en udstilling i 1954 så Arman Kurt Schwitters' arbejder, og de inspirerede ham til at gå imod periodens lyriske abstraktion, og han begyndte at arbejde i neo-dadaistisk stil med objekter som sko, kapsler, telefoner og musikinstrumenter, som han opløste satte sammen og genskabte. I 1956 havde Arman sine første soloudstillinger i London og Paris. I 1957 var han på rejser i Persien, Tyrkiet og Afghanistan. I 1959 udførte han sine første "Destruktioner" bl.a. violiner som han smadrede, dissekerede og genskabte som billedudtryk på træplader, sine Accumulations og Poubelles (affaldsspande). Hans Accumulations/Akkumulationer var assemblager af dagligdags objekter, til hans Poubelles anvendtes affald. I 1960 var han en af medstifterne af Nouveaux Réalistes, og samme år fyldte han "Galerie Iris Clert" med affald i udstillingen "Le Plein". I 1963 påbegyndte hans sine Combustions (forbrændte objekter, hvor ild var hans basismateriale). I 1960 var han medstifter af Nouveaux Réalistes. I 1964 vistes han første retrospektive udstillinger på Walker Art Center, Minneapolis og Stedelijk Museum, Amsterdam. Polyester var nu hans væsentligste materiale. I 1967 igangsatte han et samarbejde mellem kunst og industri med det franske bilfirma Renault og repræsenterede Frankrig på Expo 67 i Montreal. Fra 1967-68 underviste han på University of California i Los Angeles. I 1970 skabte han sine Accumulations i beton og udstillede på Verdensudstillingen Expo'70 i Osaka, Japan. I 1971 påbegyndte han en serie af organisk affald indstøbt i plastik. I 1972 fik han amerikansk statsborgerskab. I 1974 var han på rundrejse med en retrospektiv udstilling i 5 Nordamerikanske byer. Siden 1975 har boet i henholdsvis New York og Paris.
Refererende til arbejder som "Accord Final" (bronzeafstøbning af et destrueret flygel), 1981, har Arman udtalt: "Der er en logik i at destruere. Hvis du destruerer en rektangulær kasse, får du noget kubistisk. Hvis du destruerer en violin, får du noget romantisk".

Arman (Armand Pierre Fernandez) (1928-2005). He later dropped the "d" in his name, the result of a catalogue mistake. French-American artist born in Nice and died in New York. In 1972 he took American citizenship. His first lessons in painting were given him by his father, an antique dealer. From 1946-49 he was studying painting at "École Nationale d'Art Décoratif in Nice. In 1949, he became a student at École du Louvre, where he was studying archaeology and oriental art, his paintings at this time were influenced by the surrealist painters. In the period 1951-53 he organized events and Happenings with Yves Klein, with whom he since 1947 had been discussing subjects such as Zen Buddhism and astrology. He completed his military service as a medical orderly in the Indo-Chinese War (1946-1954). His neo-dadaist style and stamp imprints, the Cachets, were influenced by a Kurt Schwitters exhibition in Paris in 1954. In 1956 his first solo exhibitions were held in London and Paris. In 1957 he traveled in Persia, Turkey and Afghanistan. In 1959 he did his first "Destructions" e.g. violins he smashed and recomposed on wood panels, his Accumulations and Poubelles (Dustbins). The Accumulations were assemblages of everyday objects. The Poubelles were similar, but used collections of rubbish. In 1960 he became a founding member of the Nouveaux Réalistes. In 1963 he started his Combustions (burned objects). In 1964 he had his first retrospectives at the Walker Art Center, Minneapolis, and at the Stedelijk Museum, Amsterdam. Polyester now became his most important material. In 1967 he initiated a collaboration between art and industry with the French automobile company Renault and represented France at "Expo '67" in Montreal. From 1967-68 he was instructor at the University of California in Los Angeles. In 1970 he began his Accumulations in concrete and exhibited at the World's Fair in Osaka. In 1971 he began a series with organic garbage embedded in plastic. In 1974 he toured with a retrospective exhibition through five North American cities. Since 1975 he lived alternately in New York and Paris.
Awards: International Biennale of Prints Tokyo, 1964. Premio Marzotto, Italy, 1966. (Dadaism, Happenings, Pop Art).

Ray, Man

Ray, Man (1890-1976). Amerikansk maler, fotograf og filmkunstner. Boede i Paris fra 1951. Grundlagde sammen med Marchel Duchamp og Picabia den dadaistiske gruppe i USA i 1917. Eksperimenterede med abstrakt fotografi. 1940-50 producerede han surrealistiske film i USA. Fotografiske portrætter af Picasso og Braque.

Udvalgte værker/Selected works

"Linedanseren akkompagnerer sig selv med sin skygge", 1916, MoMA, New York.
"The Rope Dancer Accompanies Herself with Her Shadows", 1916, MoMA, New York.

"La Fortune I" (Skæbnen I), 1939, museum jorn, Silkeborg/"Destiny I", 1939, museum jorn, Silkeborg, Denmark.

"Gave", 1921, MoMA, New York/"The Gift", 1921, MoMA, New York.

ØVRIGE KUNSTNERE/OTHER ARTISTS

Tristan Tzara alias Samy Rosenstein (1896-1963)	rumænsk-fransk lyriker Medstifter af dadaismen i Zurich 1916. Skrev manifester "Sept manifestes dada" (1924). Bragte dadaismen til Frankrig og sammen med Francis Picabia førte han an i de parisiske dadaisters demonstrationer. Fra 1930 arbejdede han på at forene surrealismen og marxismen.
Max Ernst (1891-1976)	dadaist og surrealist, tysk maler, grafiker og billedhugger. Mekanisk menneske. Collageteknik. På Louisiana i Humlebæk kan ses nogle af hans skulpturer. Kom i 1924 til Paris og var fra 1941 bosat i USA.
Meret Elisabeth Oppenheim (1913-1985)	tysk-schweizisk kunstner. "Tårnfontæne", 1983, Waisenhausplatz, Bern.
Raoul Hausmann (1886-1971)	østrigsk kunstner og forfatter, en af nøglepersonerne i Berlin dadaismen.
Hannah Hoch (1889-1978)	tysk kunstner.
Sven Dalsgaard (1914-1999)	dansk kunstner.

Fantasi 1910/Fantasy 1910

Fantasikunst eller Fantasi er en kunst, der er skabt ud fra kunstneres indre verden, og de realistiske omgivelser spiller ikke den store rolle. Fantasi og virkelighed kan blandes sammen, og der er lighedspunkter med surrealismen. Fantasi er i højere grad afhængig af en sindstilstand end af en speciel stil. Fantasiens malere har det fælles, at de tror på fantasien, det indre øje er vigtigere end den ydre verden. Billeder set med kunstnerens indre øje kan forekomme og være meget private, men er det ikke nødvendigvis, for der kan ligge kontrol, filter og bevidsthed bag det, som kunstneren ønsker at vise beskueren.

Fantasy art is influenced by the artists own inner world of dreams, the real surroundings does not play a big role, fantasy and reality are often mixed together, there are some similarities between Fantasy and Surrealism - to a large extent Fantasy art depend on a state of mind more than a special style. The painters have in common a belief in fantasy - the inner eye is more important than the outside world. A painting seen with the artists inner eye can seem very private, which it not necessarily is - it has passed through subconsciousness filters and appears in that way the artist wish to show it.

Chagall, Marc

Chagall, Marc (Mark Zakharovich Shagal) (1887-1985). Russisk født fransk maler og glasmosaikkunstner, født i Vitebsk i Rusland i en jødisk arbejderklassefamilie. Fra 1907-10 studerede han maleri ved "Imperial Society for the Encouragement of the Arts" i Skt. Petersburg. Chagall flyttede til Paris i 1910, hvor han kom i kontakt med digteren Guillaume Apollinaire og malere som bl.a. Robert Delauney, Georges Braque, Pablo Picasso, Fernand Léger og Amedeo Modigliani, han opdagede fauvismen og kubismen og strejfede futurismen. Han deltog i "Salon des Indépendants" og "Salon d’Automne" i 1912. Hans første soloudstilling blev afholdt i 1914 på "Galerie der Sturm" i Berlin.
Chagall besøgte Rusland i 1914 og 1. verdenskrigs udbrud forhindrede ham i at vende tilbage til Paris. Han bosatte sig i Vitebsk, og giftede sig med forfatteren Bella Rosenberg (Bella Chagall) til hvis erindringsbøger "Brændende lys" og "Det første møde", han udførte illustrationerne.
I 1918 blev han udpeget som kunstkommisær. Han grundlagde "Vitebsk Popular Art School" og ledede skolen indtil uoverensstemmelser med suprematisterne resulterede i, at han trak sig tilbage i 1920. Han flyttede til Moskva og udførte teaterkulisser for "State Jewish Chamber Theater". I 1923 vendte Chagall tilbage til Frankrig, hvor han mødte forlæggeren Ambroise Vollard, der skaffede han bestillinger på illustrationer til forskellige publikationer. I Paris mødte han Paul Eluard, Max Ernst og Gala, Dalis muse og kone, som opfordrede ham til at tilslutte sig surrealisterne, men Chagall afslog. I 1930'erne rejste han til Palæstina, Nederlandene, Spanien, Polen og Italien. I 1933 afholdt "Kunsthalle Basel" en retrospektiv udstillings af Chagalls arbejder.
Under 2. verdenskrig flygtede Chagall til USA, hvor han var blevet inviteret til at bosætte sig. I 1945 udførte han kulisser og kostumer til Stravinskys Ildfugl-suite til New York-balletten. I 1946 afholdtes en retrospektiv udstilling på MoMA, Museum of Modern Art i New York. I 1948 bosatte han sig permanent i Frankrig. I 1951 besøgte han Israel og udførte sine første skulpturer. I 1960'erne foretog Chagall mange rejser, som regel i forbindelse med bestillingsarbejder han modtog, blandt disse var glasmosaikvinduer til Synagoen ved Hadassah-Hebrew University Medical Center i Jerusalem (1962) med motiver fra Det Gamle Testamente, loftsdekoration til Paris-operaen (1964), glasmosaikvindue til FN-bygningen i New York (1964), to store paneler til Lincoln Center i New York (1966), glasmosaikruder til The Metropolitan Opera House (The Met) i New York (1967), glasmosaikvinduer til den gotiske Metz-katedral i Frankrig (1968), et glasmosaikvindue til den gotiske katedral i Reims i Frankrig
(1974). Chagall beskæftigede sig i sine billeder med fantasier og drømme, han er vanskelig at rubricere, hans kunst er mangfoldig og uberegnelig, den er en blanding af det naive og det raffinerede, den er fantasi, ekspressionisme, kubisme og surrealisme, den er anderledes portrætter, eventyrlige, fantastiske, forvrængede interiører og eksteriører, spillemænd, flyvende dyr og mennesker, realistiske og urealistiske farvevalg. Anonyme ansigter og psykologiske fysiognomier. Korsfæstelser, engle og meget mere ses i Chagalls billedverden.
Chagall døde i Saint-Paul-de-Vence i Frankrig. "Marc Chagall Museum" blev åbnet i 1997 i Vitebsk.

Chagall, Marc (Mark Zakharovich Shagal) (1887-1985), Russian-born French painter and stained glass artist, born in Vitebsk, Russia, into a Jewish working-class family. From 1907-10 he studied painting at the "Imperial Society for the Encouragement of the Arts" in St Petersburg.
He moved to Paris in 1910, where he associated with the poet Guillaume Apollinaire and painters such as Robert Delauney, Georges Braque, Pablo Picasso, Fernand Léger and Amedeo Modigliani, he discovered Fauvism and Cubism, and was in briefly touched by Futurism. He participated in the "Salon des Indépendants" and the "Salon d’Automne" in 1912. His first solo exhibition was held in 1914 at "Galerie der Sturm" in Berlin.
Chagall visited Russia in 1914, and was prevented from returning to Paris because of the outbreak of Word War One. He settled in Vitebsk, where he married Bella Rosenberg. He was appointed Commissar for Art in 1918. He founded the "Vitebsk Popular Art School" and directed it until disagreements with the Suprematists resulted in his resignation in 1920. He moved to Moscow and executed his first stage designs for the "State Jewish Chamber Theater".
In 1923 Chagall returned to France, where he met the publisher Ambroise Vollard through whom, he received commissions to illustrate various publications. In Paris he met Paul Eluard, Max Ernst and Gala, the muse and wife of Salvador Dali, who want him to join the Surrealist movement, but Chagall refused. During the 1930s, he traveled to Palestine, the Netherlands, Spain, Poland, and Italy. In 1933, the "Kunsthalle Basel" held a retrospective exhibition of his work.
During World War II, Chagall fled to the US, where he had been invited to settle. In 1945 he executed the scenery and costumes for Stravinsky's "Firebird" for presentation by the Ballet Theatre of New York. In 1946 he was given a retrospective exhibition at MoMA, Museum of Modern Art in New York. In 1948 he settled permanently in France. In 1951 he visited Israel and executed his first sculptures. During the 1960s, Chagall traveled widely, often in association with large-scale commissions he received, among these were stained glass windows for the Synagogue of the Hadassah-Hebrew University Medical Center in Jerusalem (1962), the ceiling for "The Paris National Opera" (1964), a stained glass window for the United Nations building, New York (1964), two huge panels for "The Lincoln Centre", New York (1966), murals for the Metropolitan Opera House, New York (1967), stained glass windows for the Gothic cathedral of Metz, France (1968), a stained glass window for the Gothic Cathedral of Reims, France (1974).
Chagall died in Saint-Paul-de-Vence in France. The house in Vitebsk, in which he was born, is now "The Marc Chagall museum", opened in 1997.

Udvalgte værker/Selected works

"Jeg og Landsbyen", 1911, MoMA, Museum of Modern Art, New York.
"Me and my Village", 1911, MoMA, Museum of Modern Art, New York.

"Over Vitebsk", 1922, Kunsthaus Zürich/"Above Vitebsk", 1922, The Museum of Modern Art, Zurich.

"Krigen", 1964-66, Kunsthaus Zürich/"War", 1964-66, The Museum of Modern Art, Zurich.

"Musikkens triumf", 1966, NYC Lincoln Center Metropolitan Opera House, New York.

"The Triumph of Music", 1966, NYC Lincoln Center Metropolitan Opera House, New York.

"Over Paris", 1968, Kunsthaus Zürich/"Above Paris", 1968, The Museum of Modern Art, Zurich.

Glasmosaikvinduer, 1970'erne, Fraumünster, Zürich.
Stained glass windows, 1970s, Fraumünster Church, Zurich.

	Chagalls glasmosaikvinduer, 1962, Israels Sønner i synagogen ved Hadassah-Hebrew University Medical Center, Jerusalem
	Chagall's stained glass windows, 1962, The Tribes of Israel in the Synagogue of the Hadassah-Hebrew University Medical Center, Jerusalem

ØVRIGE KUNSTNERE/OTHER ARTISTS

Giorgio de Chirico (1888-1978)	Italiensk maler. Fantasi og surrealistiske billeder med uhyggelig stemning.
Paul Klee (1879-1940)	Schweizisk maler, grafiker og kunstteoretiker, inspireret af kubisme, primitiv kunst. Børnetegninger. "Ideogrammer".
Mark Tobey (1890-1976)	Amerikansk maler. Interesse for orientalsk kultur. "Broadway Norm" (1935) det største af billederne i en serie ved navn "Hvid skrift". Små tegn i urolige farver.