ARS longa.dk  v/Kirsten Gress
Drop Down Menu
Den ortodokse kirke
Det Store Skisma Trosbekendelsen Billedstriden De Hellige ikoner Definitioner
 
 

Fødselskatedralen, Riga, russisk-ortodoks domkirke i neobyzantisk stil med fem kupler, opført 1876-83 med kejser Zar Alexander 2.'s velsignelse.
På kuplerne ses det russisk-ortodokse kors (patriarkkors med skrå tværarm).
Øverst på korset er to tværarme. På den øverste tværarm kan være indskrevet INRI, der er forbogstaverne på den latinske indskrift/Titulus Crucis som Pontius Pilatus, den romerske statholder i Judæa, der dømte Jesus, satte på korset og står for Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum (Jesus fra Nazaret, Jødernes konge). Forkortelsen INRI ses ofte i kunsten, men på Kristi Kors forekom forkortelsen ikke, men ifølge Johannesevangeliet hele teksten på tre sprog.

Korsets skrå tværarm nederst kan symbolisere de to røvere på korset, Lukasevangeliet 23,39-40: "Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Men den anden satte ham i rette og sagde: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?". Den nedadpegende del af tværarmen symboliserer røveren, der spottede Kristus, og den opadpegende del af tværamen symboliserer røveren der omvendte sig på korset.

 
Den ortodokse kirke/den østlige kristenhed (gr. orthodoxos = rettroende/den rette lovprisning). Kirken er katolsk i betydningen almindelig/for alle/altomfattende.
Kirken er den oprindelige kirke, som blev grundlagt af Jesus Kristus selv og apostlene (deraf betegnelsen apostolsk kirke), og rækken af biskopper, kirkens ledere, går ubrudt tilbage til apostlene - alle biskopper er viet med håndspålæggelse af andre biskopper. Det er biskoppernes opgave at fortsætte apostlenes gerninger. Dette gælder også den katolske kirke, der også anser sig for den oprindelige. Katolikker anser paven i Rom som kirkens ene jordiske overhoved, de ortodokse anerkender ikke noget enkelt overhoved.
Efter Kristus blev tre patriarkater oprettet af apostlene som apostoliske stole: 1. årh. Rom, Antiokia og Alexandria. Konstantiopel kom til i det 4. årh. og Jerusalem i det 5. årh.
Indtil Det store Skisma anerkendte alle i disse patriarkater Roms forrang. Imidlertid opstod allerede i oldtiden teologiske og kulturelle forskelle mellem de forskellige geografiske dele af kirken, især mellem de latinsk- og de græsktalende dele. Førstnævnte blev groft sagt katolikker og sidstnævnte ortodokse. Hertil kom de syrisk-, armensk- og arabisktalende dele af den antikke kristenhed, som også stort set blev ortodokse.
Skt. Aleksander Nevskij kirke.
Den ortodokse kirkes trosgrundlag er traditionen og Bibelen. Traditionen er det som troende mennesker har fået fra Gud og videregivet til kirken i ord og livsførelse. Af den tro Kristus overleverede til apostlene er intet ændret eller tilføjet. Kirkens egentlige overhoved er Kristus.
Det er også katolsk lære, bortset fra, at katolikker anerkender paven som Kristi stedfortræder.
Jomfru Maria, den alhellige, æres som Guds moder. Hun kan, som andre helgener, gå i forbøn.
Et grundlæggende begreb er theosis (gr. guddommeliggørelse), der har afsæt i neoplatonismen og vil sige at ved indadvendt livsform (vita contemplativa), det refleksive liv - at søge sin egen sjæls guddommelighed og undervejs erkende den ydre verden, de ophøjede ideer og til slut Gud selv.
Guddommeliggørelsen af individet sker via en frelsesproces, der tager sin begyndelse med Kristi inkarnation, og processen fortsætter via sakramenter, ikoner og helgener.
Gud, den himmelske fader, er altings skaber, både det synlige og usynliges. Gud skabte først sine sendebude, de usynlige åndsvæsener englene. Alle mennesker har en skytsengel, som tager vare på og hjælper den enkelte. Faldne engle er onde og er ihærdige omkring af lokke mennesker væk fra Gud. Mennesket i den synlige verden faldt for den ondes fristelser. Guds søn, Jesus Kristus, der i kærlighed til mennesket lod sig korsfæste, blev dets frelser fra det onde og sendte Helligånden. Når den troende gør korsets tegn mindes den korsfæstede. Ortodokse korser sig fra højre mod venstre, mens katolikker korser sig modsat.
Den russisk-ortodokse Skt. Aleksander Nevskij kirke i Bredgade i København, 1881-83. Enkekejserinde Dagmar, der var datter af Kong Christian 9. og Dronning Louise, var samlingspunktet for den russiske emigrantkoloni i Danmark. Ved genbegravelsen af Kejserinde Dagmar af Rusland i september 2006 blev hendes båre kørt gennem København og gjorde blandt andet holdt foran Skt. Aleksander Nevskij kirken.
 
Det Store Skisma i 1054
Brudet med Paven i Rom - splittelsen mellem
øst- og vestkirken dvs. mellem den østromerske/byzantinske/ortodokse kirke og den romersk-katolske kirke.

Siden 800-tallet havde der været stridigheder mellem kirkerne omkring bl.a.:
Pavens overhøjhed
som den ortodokse kirke ikke anerkender. Petersembedet som varetages af Paven, Roms biskop, der som apostlen Peters efterfølger har et særligt ansvar for hele kirken og er ufejlbarlig og Kristi stedfortræder på jord er et embede, der ikke findes i den ortodokse kirke, hvor hver kirke har sit eget overhoved, som er en patriark eller ærkebiskop, og hvor patriarken af Konstantinopel (Istanbul) har forrang, han eller andre patriarker/biskopper er ikke ufejlbarlige.

Siden skismaet har man flere gange forsøgt at hele bruddet, men disse forsøg er altid strandet på den voksende ortodokse (østkirkelige) mistro mod "latinerne" (katolikkerne). Denne mistro fik voldsomt tilløb, efter katolske korsfarere i 1204 indtog og plyndrede Konstantinopel, der jo var kristenhedens største by og bolværk mod muslimerne.
I 1274 og 1439 forsøgte man på to kirkemøder at skabe forsoning. Ved koncilet i 1439 i Firenze svor den byzantinske kejser faktisk troskab mod paven. Det var i et desperat forsøg på at hente hjælp i det katolske Vesteuropa mod tyrkerne, som stod på nippet til at erobre Konstantinopel og udslette Det byzantinske Rige. Langt de fleste ortodokse fulgte ikke kejseren. En af dem, en ledende minister i Konstantinopel, skal endda have sagt, at han foretrak den muslimske turban for pavens tiara, altså at han foretrak muslimerne for katolikkerne som overherrer.
Filioque afvistes af den ortodokse kirke. Filioqueproblemet handler om synet på Treenigheden. Den ortodokse kirkes trosbekendelse er Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra år 325. Striden om trosbekendelsens ordlyd, som stadig er gældende, betyder at der ikke er nadverfællesskab mellem den ortodokse og katolske kirke fordi det ikke er den samme tro, der bekendes. En kristen kan ikke modtage nadveren i enhver kristen kirke - ortodokse kristne kan alene modtage nadveren i den ortodokse kirke.
Nadverbrødet er i den ortodokse kirke syret/hævet brød, og ikke usyret brød som i den romersk-katolske kirke, der følger traditionen fra udvandringen fra Ægypten, der gik så hurtigt, at dejen ikke kunne nå at hæve.

Anvendelsen af ikoner
Der var strid mellem ikonoklaster og ikonoduler i Det Byzantinske Rige i 700-800-tallet
.

Ikonoklasternes (dem der afviste billeder/billedknusere). Afvisning af billeder tog afsæt i De ti Bud "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden" og billederne må ikke tilbedes eller dyrkes, det er afguderi. At tilbede selve ikonet frem for Gud var, ifølge ikonoklasterne, det det skete, når ikonerne blev æret ved at tænde stearinlys og røgelse, der symboliserer Helligåndens velsignelse og ved at kristne bukkede for dem og kyssede dem. Ikonoklasterne hævdede at Gud er usynlig og uendelig og derfor hinsides menneskets evne til billedgengivelse. Jesus var både menneskelig og guddommelig og kunne derfor ikke skildres.
Ikonodulerne (tilhængere af billeder) mente af mens Bibelen i nogle passager forbød billeder, at Gud også gav tilladelse til at skabe billeder f.eks. at keruber skal pryde Pagtens Ark, Anden Mosebog 25,18: "og du skal lave to keruber af guld til de to ender af sonedækket; som udhamret arbejde skal du lave dem". Guds søn Jesus Kristus, der havde en fysisk krop kunne afbildes, og da nogle ikoner kunne dateres til Kristi tid blev de set som vidnesbyrd om Guds søn, der kom ind i verden som et menneske, døde på korset, opstod og fór til himmels. Ikonodulerne mente at når kristne ærede billeder af Kristus og helgenerne ærede de den hellige person, som billedet repræsenterede - og det var ikke kunstværket, der blev tilbedt.

Den første ikonoklasme, 726-787. Kejser Leo III (byzantinsk kejser fra 717-741) forbød i 726 at der blev knælet for ikonerne og i 730 forbød han ikoner, de skulle fjernes eller overmales, og kristne der var fortalere for ikoner, var billeddyrkerne, skulle forfølges.
Paverne tog afstand fra den billedfjendske kejser og billedstriden førte et brud mellem Konstantinopel og Rom. Forbuddet blev bragt til ophør ved koncilet i Nikæa i 787, der var indkaldt af kejserinde Irene.

Den anden ikonoklasme, 814-842. Kejser Leo V Armenieren (byzantinsk kejser fra 813-820) forbød i 815 endnu engang ikoner og tilhængerne skulle forfølges.

Kejserinde og ikonodul Theodora, hustru til ikonoklasten kejser Theophilos (byzantinsk kejser fra 829-842) fik efter sin mands død koncilet i Konstantinopel til at udtale anatema over alle ikonoklaster, ikonerne genindførtes, og den byzantinske ikonoklasme sluttede endegyldigt.

 
Den ortodokse kirke og de hellige ikoner
Hellige ikoner/vinduer til Guds rige (Kristus, Jomfru Maria, engle og helgener), er synlige billeder af Guds usynlige nåde og nærvær. Gud handler gennem ikonerne. Den afbildede person tilbedes, ikke selve ikonen, der må æres. Helgener er nær Guds trone og kan gå i forbøn. Nogle ikoner er mirakelikoner/undergørende ikoner, primært ikoner visende Kristus eller Jomfru Maria.
Ikonet "Den uudtømmelige kalk", Vysotsky klosteret, Serpukhov, Rusland, er kendt for at helbrede afhængighed af f.eks. alkohol og narkotika. Ikonet viser Theotokos/Guds Moder som orant (betegnelsen for bedestillingen, lat. orans = bedende) og Jesusbarnet ses i kalken og gør velsignelse.
I 431 fik kirkefaderen Skt. Kyrillos koncilet i Efesos til at anerkende Maria som Theotokos, Gudfødersken, på latin Deipara eller Dei genetrix. Det var en ærestitel, som havde været i brug i et par hundrede år fortrinsvis i de østlige, græsktalende dele af Romerriget, de dele, der senere skulle blive ortodokse. Maria anerkendes som Guds moder i alle kristne retninger, men æres især som Theotokos i de ortodokse kirkesamfund.
Når Maria afbildes på en ikon, er billedet altid ledsaget af den græske forkortelse MHP
ΘΥ (Μητηρ Θεου = Guds moder).
Den ortodokse kirke har forskrifter for de hellige ikoner, dvs. regler for motiv og teknik som ikonografen, der har modtaget biskoppens velsignelse til sit arbejde, skal følge - ikonet er uløseligt forbundet med kirkens lære og tro, det hører til i den ortodokse kirke og vidner om troen. For ikonografen er udførelsen af et ikon én lang bøn.
Enhver, der udfolder sig kunstnerisk, kan male et billede med et kristent motiv og i misforståelse kalde det et ikon, men det er det ikke, for det er ikke helligt, men alene dekoration og uafhængig af den ortodokse kirke. Hvorfor befatter en ikke-ortodoks kunstner sig overhovedet med at male ikoner? Det er vanskeligt at forstå og kan kun ses som mangel på forståelse for den ortodokse tro og traditioner, og som en umiddelbar fascination af ikoner som sådan og en naiv tro på, at enhver kan uddanne sig til ikonmaler med den rette lærer, det kan enhver ikke, det er rent vrøvl, men et kønt billede malet af en dygtig kunstner kan sælges, og mere er der ikke i det om så afsættet for det kunstneriske udtryk er et rodsammen af trosmisforståelser.
Ikonet "Den uudtømmelige kalk", Vysotsky klosteret, Serpukhov, Rusland.
 
Definitioner
Autokefale kirker
betegnelse for nationale ortodokse kirker, der er uafhængige og selvstyrende og har eget overhoved - patriark eller ærkebiskop.
Oldkirkelige ortodokse patriarkater
-

Det økumeniske patriarkat/Det græsk-ortodokse patriarkat i Konstantinopel (nu Istanbul). Ophøjet til patriarkat i år 381. Efter Konstantinopels fald til Osmannerriget i 1453 anerkendtes patriarken Gennadius II (ca. 1405-ca. 1473) af den osmanniske regering som etnark (folkeleder) for det erobrede ortodokse folk.
Patriarken af Konstantinopel er Den økumeniske patriark, den åndelige leder af den ortodokse kirke. Han er "primus inter pares", dvs. rangerer højere end ligestillede.

-
Det græsk-ortodokse patriarkat i Alexandria og hele Afrika.
-
Det græsk-ortodokse patriarkat i Antiokia.
-
Det græsk-ortodokse patriarkat i Jerusalem.
-
Senere patriarkater:
Det russisk-ortodokse patriarkat i Moskva og hele Rusland
, der fik status som selvstændigt patriarkat i 1589. Serbien, Rumænien, Bulgarien, Georgien samt de kirker hvor lederen ikke er patriark, men ærkebiskop: Cypern, Grækenland, Polen, Albanien, Tjekkiet/Slovakiet og Ukraine.
Hagia Sophia
Den Hellige Visdoms Kirke i Konstantinopel (nu Istanbul) blev opført 532-37 som katedral af Kejser Justinian 1. og var hovedkirken i det Byzantinske Rige.
Ved Konstantinopels fald i 1453 blev kirken indviet til moské og fire minareter blev tilføjet, og de kristne billeder blev fjernet eller tildækket og afdækket da bygningen i 1935 blev museum. På Dronningens Gobeliner kan ses Konstantinopels belejring og fald 1453

Hagia Sophia blev i 1985 optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.
Den 24. juli 2020 blev Hagia Sophia moské igen og alt hvad der havde med kristendom at gøre blev tildækket.

"EU fordømmer beslutningen om, at katedralen Hagia Sophia i Istanbul i Tyrkiet skal omdannes fra museum til moské." Berlingske, 13. juli 2020.
UNESCO statement on Hagia Sophia, Istanbul.
Jesusbønnen
"Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder!". Betegnes også "den uafladelige hjertebøn". I forbindelse med bønnen bruges en bedekrans, i stil med den katolske rosenkrans, men består af en uldsnor med knyttede knuder.
Kirkeåret
følger den julianske kalender fra 46 f.Kr. dvs. at juleaften fejres den 7. januar ifølge den almindelige danske kalender, den gregorianske fra 1582. Der er enighed om i den kristne kirke at Jesus er født natten mellem den 24. og 25. december.
Lysceremoni
fejres påskelørdag i Gravkirken i Jerusalem, hvor Jesus blev gravlagt. Patriarken går ind i gravkammeret med lys som tændes på mirakuløs vis af opstandelseskraften, og han tænder derefter menighedens medbragte lys med den hellige flamme. Den hellige ild bringes til andre ortodokse kirker.
Nåde
Guds forvandlende kraft, guddommelig lys og energi som stråler fra Kristus og fra ikonerne.
Ortodoks kirke forskellig fra græsk-katolsk kirke

Den ortodokse kirke betegnes nogle gange den græsk-katolske kirke, hvilket er ukorrekt.

Ifølge den ortodokse kirke er Jomfru Maria født med arvesynden, og der er ikke tale om nogen ubesmittet undfangelse, som accepteres af den græsk-katolske kirke. Skærsilden, pavens forrang og ufejlbarlighed accepteres af den græsk-katolske kirke, men accepteres ikke af den ortodokse kirke. Ifølge den ortodokse tro udgår Helligånden fra Faderen, og den katolske kirke siger, at Helligånden også udgår fra Sønnen. Se Filioque.

Græsk-katolikker er katolikker, som følger den ortodokse liturgi, som oprindelig er fastlagt af den græske kirkefader Johannes Chrysostomos ca. år 400. De findes nutildags især i det vestlige Ukraine samt i mindre menigheder spredt over hele verden. Et andet ord for dem er uniater eller unerede (uneret = i enhed med Rom), men da det oprindelig var en nedsættende betegnelse anvendt mod dem af de ortodokse, bruger de den ikke selv.

Fælles for de to kirker er anvendelse af syret/hævet brød til nadveren.
Røgelse
er symbol på Helligåndens nærvær blandt menigheden og på bønnernes opstigen til Gud.
Sakramenterne
De syv sakramenter er Guds gaver og hellige mysterier (dvs. det som ligger uden for menneskets fatteevne f.eks. at nadveren er Kristi kød og blod).
1
Dåben, fuld neddykning i vand, det syndige menneske dør/druknes i dåbsvandet og et nyt menneske opstår når dåbsbarnet løftes op af vandet. Den ortodokse kirke taler om "arvedød" dvs. at arven fra Adam og Eva er døden og ikke synden. Således døbes for at befri fra døden og skænke evigt liv.
2
Nadveren, forvandlingen af brødet og vinen til Kristi legeme og blod. Den troende forenes på sjæl og legeme med Kristus og får del i det evige liv.
3
Myronsalvingen (firmelse), finder sted umiddelbart efter dåben. Den døbte får del i Helligånden ved salvning med myron - olivenolie med aromatiske stoffer, som symboliserer Helligåndens gaver.
4
Skriftemålet/bodens sakramente, den der angrer og bekender sine synder får via skriftefaderen Kristi tilgivelse. Skriftemålet er en forudsætning for at kunne modtage nadveren.
5
Ægtevielsen. Mand og kvinde vies af Kristus selv. Skilsmisse og nyt ægteskab er tilladt.
6
Sygesalvingen. Den der er syg, legemligt eller mentalt, får styrke fra Gud og kan blive helbredt.
7
Præstevielsen. Ordination af diakoner, præster og biskopper. Den udvalgte af Helligånden kan forette sakramenterne.
Trosbekendelsen
er Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse eller Den nikænske Trosbekendelse fra år 325, der er navngivet efter kirkemøderne i Nikæa i år 325 og i Konstantinopel i 381. I den ortodokse kirke er trosbekendelsen bevaret i sin oprindelige form.

Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader,
himmelens og jordens,
alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt,
som for os mennesker og for vor frelse
steg ned fra himlene og blev kød
ved Helligånden af Jomfru Maria
og blev menneske,
som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus,
blev pint og begravet
og opstod på tredjedagen ifølge skrifterne
og opfor til himmels,
sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.

 

Og på Helligånden, som er Herre,
og som levendegør,
som udgår fra Faderen og fra Sønnen,
som tilbedes og æres
tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, katolsk [almindelig] og apostolisk kirke.

Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv.

Filioque (lat. og sønnen) tilføjelse fra år 589 "og fra Sønnen" til trosbekendelsens tredje trosartikel med det formål at understrege Sønnens guddommelighed. Ifølge Den ortodokse kirke, er Helligåndens betydning i Treenigheden hermed mindsket.
Ifølge den ortodokse tro udgår Helligånden fra Faderen alene (og IKKE fra Sønnen).
Johannesevangeliet 15,26: "Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig."
Striden om Filioque var med til at splitte øst- og vestkirken - den ortodokse kirke og den romersk-katolske kirke.
Se Det Store Skisma.
Unerede kirker
selvstændige kirker forenede med den romersk-katolske kirke. Er katolske hvad teologi og kirkesyn angår, men følger den ortodokse liturgi enten på græsk eller et andet østligt sprog. Paven anerkendes som hele kirkens overhoved. Blandt unerede kirker tælles den ruthenske eller ukrainske samt de pavetro dele af de melkitiske og maronitiske kirkesamfund, begge oprindelig fra Libanon.
Økumeni
Den økumeniske bevægelse - tværkirkeligt samarbejde, omkring at skabe samtale mellem forskellige kristne kirker.
Bevægelsens arbejde og projekter er samlet i Kirkens Verdensråd, der blev stiftet i 1948 og har hovedsæde i Genève. De ortodokse kirker har fuldt medlemskab af Kirkens Verdensråd, det har den romersk-katolske kirke ikke.
Syv økumeniske konciler (kirkemøder), afholdt fra 325-787, skulle definere hvad den rette tro var, og blev grundlæggende for den ortodokse kirke.
 
Kristne højtider Folkekirken Grundtvigianisme Indre Mission Luthersk Mission
Pinsebevægelsen Apostolsk Kirke Adventisme Den reformerte kirke Frelsens Hær
Baptisme Metodisme Den ortodokse kirke Den katolske kirke Mormonbevægelsen
Jehovas Vidner Islam Hinduisme Buddhisme Jødedom
 
Drop Down Menu