ARS longa.dk  v/Kirsten Gress

Drop Down Menu
Definitioner
A B C D E  F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
 
Protestantiske retninger
Indre Mission Grundtvigianisme Pinsebevægelsen Apostolsk Kirke Adventisme
Folkekirken Den reformerte kirke Frelsens Hær Baptisme Metodisme
Kristne højtider Den ortodokse kirke Den katolske kirke Mormonbevægelsen Jehovas Vidner
Islam Hinduisme Buddhisme Jødedom
 
Indre Mission/IM
Anna Ancher, "Et missionsmøde", 1903, Skagens Kunstmuseum. Klik for at se hele billedet.
I slutningen af 1880'erne fik Indre Mission fodfæste i Skagen især blandt fiskerkonerne. Anna Ancher sås sammen med sin religiøse mor og søstre til bønnemøder. Anna Anchers forhold til kristendommen er ukendt.
 

Indre Mission er en evangelisk-luthersk bevægelse/retning indenfor folkekirken, stiftet 1861 under navnet "Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark". "Indre" henviser til at bevægelsen primært virker i Danmark. IMs formål er at "Lede til Jesus og leve i ham", dvs. at levendegøre kirkens budskab og fremelske en personlig tro.
IM er karakteriseret ved konservatisme, snæversyn, fordømmelse og forbud - karakteristika som især litteratur og film har bragt til torvs, og hvor den lyse del af Indre Mission synes ikke eksisterende.
IM er imod kvindelige præster, fri abort og vielser af homoseksuelle, men fordømmer ikke homoseksualitet. Modstanden er begrundet i bibelcitater og således at adlyde Guds ord.
IM har missionshuse hvor samfundene (lokalafdelingerne) mødes til forskellige former for samvær. Tilhængere af IM betegnes "venner".
Lego i Billund, blev grundlagt af missionsmanden Ole Kirk Christiansen (1891-1958). Søren Byskov, "Tro, håb & legetøj. Landsbyfolk og industrieventyr i Billund 1920-1980", 1997, Overgaard Bøger.

Pastor Vilhelm Beck.
Mindesten over Vilhelm Beck, Himmelbjerget.
Pastor Carl Moe.
Niels Bjerre, "Harboøre, Guds Børn", 1897, ARoS.

Sognepræst Vilhelm Beck (1829-1901), født og død i Ørslev ved Slagelse, var redaktør på tidsskriftet "Indre Missions Tidende", der udkom for første gang i 1854 (nu "impuls - Indre Missions Tidende"), og fra 1881 var han IMs formand. Beck var den samlende skikkelse og den der, med sin veltalenhed og formidlingsevne, gjorde budskabet forståeligt for jævne mennesker, og med ham blev missionen en stor folkelig bevægelse. Beck er beskrevet som folkeforfører, magtbegærlig, herskesyg, aggressiv mv., egenskaber som tiltog med årene, og som førte til, at mange tog afstand fra ham.
På hans gravsted på Ørslev Kirkegård ses øverst på gravstenen et relieftportræt i profil og nederst under motivet af en hane står: "Saa længe jeg lever, vil jeg gale". Beck var sognepræst i Ørslev fra 1874-1901.
Ørum Kirkegård i Ørum Djurs, hvor Beck var sognepræst fra 1866-74, står en mindesten med teksten: "Over Kirkedør jeg laa mens ind og ud de Slægter gaa. Nu staar jeg her og minder om Aandens friske Vaar som Sjæle fandt og finder fra Vækkerens første Aar. Vilhelm Beck 1866-74".
Himmelbjerget står en mindesten rejst i 1929: "Vilhelm Beck 30.12.1829-30.9.1901. Af Guds naade er jeg det, jeg er, og hans naade imod mig har ikke været forgæves. I Kor. 15:10".
Egon Clausen, "Guds Knaldepisk: De helliges høvding. Vilhelm Beck. En biografi", 2017, Gyldendal.
Becks vision. Det kristne Hotel Hebron, Helgolandsgade, København, indviet i 1898, blev til virkelighed på grund af Beck, der i en pause under et bestyrelsesmøde på Kristeligt Dagblad fik en vision om at IM skulle have et hotel i København. Hotellets overskud går til IM.

Fællesgraven for de forulykkede fiskere 1893, Harboøre Kirkegård.
  Ulykken i Harboøre
En novembernat i 1893 druknede 48 fiskere, hvoraf de 26 var fra Harboøre. En stor fællesgrav blev gravet på Harboøre Kirkegård, og ved gravens side var rejst en talerstol. Carl Moe, præst i Harboøre fra 1877-85 og formand for IM fra 1915-1927, var indbudt til at holde begravelsestalen for de omkomne, og det var ikke, for alle, trøstens ord, der kom fra hans mund. Moe så ulykken som en gave fra Gud, hans kærlighed, hans kald til omvendelse, og de der i nødens stund på havet havde omvendt sig kunne deres efterlevende engang møde hos Gud i Himlen. Men ikke alle havde omvendt sig i tide: "Hvad nytter det at nægte, at en Del af dem, der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus".
Moes
tale medførte stor debat om Indre Mission i landets aviser. Missionsfolkene i Harboøre følte at deres tro var blevet misforstået. Som følge af debatten blev Kristeligt Dagblad stiftet i 1896
, og hvad usædvanligt var for en avis, var dens opgave at tale, ikke et partis sag, men kristendommens/Indre Missions sag, og til 1936 var avisen og bevægelsen tæt knyttede.
Jeppe Aakjær, "Artikler og taler 1887-1918", 2017, Lindhardt og Ringhof.
"Jeg behøver blot at nævne Navnene Madsen [sognepræst i Harboøre Christian Madsen] & Moe, og en Række af de sørgeligste Billeder vil Myldre op i Fantasien fra vor Erindrings mørkeste Kroge. Det er vist sjældent i vort Land lykkedes to Mænd i saa kort Tid af samle saa meget Foragt paa deres Hoveder. Jeg behøver ikke at referere, Ulykken er i alles Minde. Et Uvejr havde overmandet de fattige Fiskere, og Harboøres Strand var strøet med Lig, da disse to ovennævnte Mænd traadte ind i den Skare af tavse Døde og hulkende Enker og Børn og kastede Tvivl om de døde Fiskeres Salighed ind i disse fattige og skræmte Sind og føjede Helvedangsten til Tabet af deres Mænd og Forsørgere. Pastor Moe sagde bl.a.: "For snart 9 Aar siden, kort førend jeg som Præst forlod dette Sted, skete en lignende Begivenhed, kun i mindre Stil; da var det, som der gik et Pust fra Herrens Aand hen over Sognet, og mangen Sjæl søgte og fandt sin Frelser. Nu har Herren talet igjen paa samme Maade, men endnu stærkere." ...
"Til det Baadelav, der i Havsnød havde skreget til Gud om Redning og til Gjengjæld lovet ham Omvendelse, fandt Moe det passende at rette følgende Ord: "Nu afgjøres eders Sjæles Frelse; bryder I dette Løfte, kunne I aldrig frelses!" Og til de sørgende Kvinder sa' han: "Hvad nytter det at nægte, at en Del af dem, der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus". Med dette Æselspark sendte den umilde Præst de druknede Fiskeres Lig i Graven. Efter Pressens og et helt Folks retfærdige Vrede over denne Skandale var Beck dristig nok til at vise sig i "Mis. Tid." med de to haardt medtagne Kolleger under Armen og paastaa, at det hverken var Moe eller Madsen eller Beck, men "den Herre Kristus selv", man havde sammensvoret sig imod, han tabte næppe en eneste Abonnent paa denne Sag; thi det er med Missionen som med Marehalmen: jo mere Stormen rusker i den, des dybere slaar den sine Rødder. Konsekvensen heraf er denne, at man ikke skal ruske i den, men man skal grave den op, blotte den Rødder for Solen; da visner den sikkert!
 
Missionsfolkene i fiktionen
I tv-serier og film er de indremissionske skåret over samme læst - deres overbevisning om, at deres tro er den rette er urokkelig, og de ser det som både deres ret og pligt at fordømme dem, der ikke hører til missionen i håbet om, at de vil forstå, at de skal lære Frelseren at kende for at undgå evig fortabelse.
Der er en tristhed hos de hellige, den kommer til udtryk i deres klæder og oftest alvorsfulde ansigter. Livsglæden er der ikke plads til, for frelsen kan kun opnås ved from levevis og forsagelse af mange af livets glæder.
Filmen "Ordet", manuskript af Kaj Munk, 1925, filmatiseret af Carl Th. Dreyer, 1955.
I et lille vestjysk sogn støder grundtvigianisme og Indre Mission for alvor sammen da Anders, yngste søn af Morten Borgen til Borgensgård, egnens største gårdejer, forelsker sig i Anne og bliver afvist af hendes far, den indremissionske leder Peter Skrædder, fordi hans tro ikke er den rette, men måske kan Anders omvendes og Skrædders datter blive frue på den store gård.
Borgen har andre sorger og to andre sønner. Den mellemste søn Johannes er blevet sindssyg ved på sit teologistudie at læse Kierkegaard, og tror han er Jesus. Den ældste søn Mikkel er ikke-troende og gift med Inger, de har to piger, Maren og lille Inger, og et tredje barn er på vej. Inger føder en dreng, der dør, og selv dør hun i barselssengen, men tilskyndet af Maren udvirker Johannes, der har fået sin forstand tilbage, et mirakel, barnetro og tro forenet vækker Inger til live igen. På Borgensgaad, Grundtvigs højborg, er troen blevet styrket. Peter Skrædder giver sin datter til Anders.

Tv-serien "Fiskerne" fra 1977, efter Hans Kirks bog fra 1928, handler om sammenstødet mellem grundtvigianere og missionsfolk. Missionsfolkene, havboerne vesterfra, bosætter sig ved den lille fjord. Thomas Jensen, tilflytternes leder, er anmasende og ivrig for at omvende de lokale og det går ud over, ikke mindst, sognets præst pastor Brink, som Jensen og det menighedsråd, der efterhånden alene består af de hellige, får jaget fra byen.
De lokale lever i den ummiddelbare glæde ved jordelivet, i selvtilfredshed, og der er mange sjæle at finde for Frelseren, men det er vanskeligt når selv pastor Brink er langt fra vejen og ikke forkynder det rette Guds ord fra prædikestolen. Thomas Jensen får arrangeret at de helliges tidligere præst pastor Thomsen fra Harboøre kommer og prædiker i kirken, og det bliver en dundertale, alt er i vejen med grundtvigianernes tro og levemåde, han taler om den ikke eksisterende forsagelse, om djævelskab, kortspil, dans og hor og opfordrer alle arme syndere at komme til Jesus.
De hellige har nok at se til. Ud over at omvende døjer de også med deres egne problemer såsom Laust der besvangrer sin steddatter Adolfine, og får Guds straf i form af at blive stukket af en fjæsing, og senere dør også horeungen og Adolfine drukner sig. Fiskeren Anton Knopper får ikke den han elsker, eller begærer, hun er ikke-frelst, og forsøges at blive ført til Jesus, men er alligevel ikke den rigtige for ham.
De mest stejle i troen er måske Tea Røn og hendes mand Jens, hvis datter Tabita gør oprør ved at klippe sine fletninger af og senere ansættes hun som tjenestepige i København hos en manufakturhandler, hvis hustru er en skinhellig hykler, som Tea får sat på plads, og Tabita får ny ansættelse, kæreste og barn før hun kan blive gift med den ikke-troende barnefader.
Fiskerne beder om Guds tilgivelse, da de ser at de ikke har handlet som de burde ude på fjorden med åleruserne, men har gjort synd mod deres medmennesker.
Uanset hvad forfatteren måske har tænkt sig læserne og senere seerne skulle få ud af "Fiskerne", så fremstår missionsfolkene som formørkede, dømmende og selvretfærdige mennesker, som de færreste kan identificere sig med, hvorimod grundtvigianerne står som dem, der kan forstås, måske især hvad levevis angår, dem der mest ligner "vi andre" for hvem troen ikke kommer først.
Kirken der ses i "Fiskerne" fra 1977 er Vust Kirke i landsbyen Vust ved Fjerritslev, og på kirkegården er Laust Sands grav. Missionsfolkene holder til i Tranum Enge Missionshus nær Brovst.
Hans Kirk
(1898-1962), dansk forfatter, cand.jur. og medlem af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) fra 1931. I 1945 blev Kirk kulturredaktør ved partiavisen "Land og Folk".
Kirk var student fra Sorø Akademi, som han hadede og længtes tilbage til Hadsund i Himmerland, hvor han kom fra, men det var i Sorø hans politiske interesse vaktes.
Hans far, der var læge, kom fra en indremissionsk fiskerfamilie i Harboøre og moderen fra en grundtvigiansk velstående gårdmandsfamilie i Thy. Sine ferier tilbragte Kirk i disse miljøer. Som barn var Kirk med sin far på lægebesøg, og ved besøgende hos fattige og rige fik han indsigt i sammenhængen mellem livsvilkår og livssyn.

I "Fiskerne" handler det om tro, men den tro, der blev Kirks var troen på Partiet og diktatoren og massemorderen Josef Stalin.

I tv-serien "Matador", 1978-81, afsnit 15 "At tænke og tro", kommer faster Anna, der er medlem af "missionen" på besøg i Korsbæk for at deltage i Daniels konfirmation. Hun fremstilles tør, sur og fordømmende, er et formørket familiemedlem, der kommer fra det mørke/uoplyste Jylland til den oplyste sjællandske provinsby hvor brødrene har haft fremgang, men hvor Gud er borte. Der er meget hun kan forarge sig over så som provstens billede, der hænger på grisehandler Oluf Larsens lokumsgalleri, hvilket hun anser for gudsbespotteligt, kunstbogen med nøgne billeder, udringede kjoler og dans. Hun passer ikke ind i det Skjernske hjem, hun fyrer stikpiller af mod især Ingeborg, der udviser en sjælden tålmodighed over for hende, og da nok bliver nok forlader hun, på Daniels opfordring, huset og overnatter hos Kristen og Iben, der helst er fri for hende og tilbyder at indlogere hende på Postgården uden held.
Alene Kristen synes at have en smule forståelse for Anna, da han ved afskedsscenen på stationen siger til Mads: "Herregud, det er jo hendes tro, Mads, hun mener det jo godt", hvortil Mads svarer: "Ingen skal komme med deres tro og bringe ufred i mit hus".

Seriens hovedkarakter Mads Skjern forandrer sig gennem serien. Den nøjsomme rejsende og forsageren af alkoholiske drikke, der i sin tid kom til Korsbæk bliver, da Varnæs afviser at låne ham penge, grebet af kamplyst, og uden hjælp fra byens spidser, bygger han en stor forretning op, bliver dekoreret med ridderkors og får titel af konsul, og ender med optagelse i byens højeste kredse, da han deltager i Varnæs' sølvbryllup, kampen er vundet, men trods kirkegang, bordbøn og formandskab for menighedsrådet blev Gud måske borte i kampens hede.
I filmen "Babettes Gæstebud", 1987, er missionsfolkene samlet ved bordet omkring det fine måltid som Babette har tilberedt, og ikke en mine fortrækker de, da de indtager maden, de forsager nydelsen.

Tv-serien "Badehotellet", 2013-22 (afsluttes 2024), sæson 4, afsnit 2 "Weyses forbandelse". I dette afsnit kommer det indremissionske livssyn til udtryk gennem fru Bredmose og hendes mand pastor Bredmose, hos hvem møller Kærs datter Ane ikke længere kan tjene på grund af dårlig opførsel - hun sætter griller i hovedet på mandfolk, men angrer ikke, og er taget på fersk gerning i at kravle ud af vinduet midt om natten for at gå til bal. Den sippede fru Bredmose, der har kørt Ane hjem, bliver under sit besøg rystet over, at møller Kær og Molly Andersen fra Badehotellet bor under samme tag uden at være gift.
Senere dukker pastor Bredmose op i egen person, da han fra sin hustru har hørt, at møller Kær og Molly lever i synd, og Bredmose taler om fristelserne og evnen til at modstå dem, en evne, eller mangel på samme, som udsættes for Guds målebånd. Han konstaterer at Ane tabte kampen mod fristelserne, og forklarer det med, at det ikke kunne være anderledes, når hendes egen far ikke lever i Jesus. Kær fortæller Bredmose, at han og Molly fandt kærligheden, da Molly blev passet hos ham under sygdom, hvortil Bredmose belærer ham om at "Uden kirkens velsignelse, ingen kærlighed", hvortil Molly tilføjer, at de så må nøjes med Guds velsignelse, og at hun også føler at de har den. Kær har, ifølge Bredmose, ladet sig lokke, og "når vi lever i synd, så inviterer vi Satan til bords". Den ellers let antændelig møller Kær, der hidtil har behersket sig og lyttet til Bredmoses opsang, har nu fået nok og beder præsten om at gå hjem og passe sit. Kær havde tænkt sig at fri til Molly på et tidspunkt, men det skal ikke være fordi Bredmose siger det, at de skal gifte sig, og det er Molly enig i.
At kristendommen spiller en rolle for Molly Andersen er der i serien nogle eksempler på, hun taler et par gange om "Guds børn". Hendes kristendomssyn er anderledes end Bredmoses, det er næstekærligt og ikke fordømmende.

I tv-serien "Herrens Veje", 2017-18, fremstilles karakteren Peter, der formentlig er homoseksuel. I samtale i kirken med præsten konstaterer præsten, at Peter kunne alle salmerne udenad, og at han kommer meget i kirke i Græsted og spørger hvorfor, han tog af sted. Peter svarer: "Jeg kunne ikke blive", præsten siger: "Indre Mission?" og med navnet alene forstås det unge menneskes kvaler.
 
Grundtvigianisme
Grundtvigianisme er en vækkelsesbevægelse/retning indenfor folkekirken baseret på N.F.S. Grundtvigs tanker. Den opstod o. midten af 1800-tallet og udviklede sig især i forbindelse med Grundloven af 1849 og sognebåndsløsning, der kom med loven af 1855 (Kapitel 4).
For Grundtvig var kirkelig frihed for præst og menighed et krav, den evangelisk-lutherske folkekirke skulle alene være den ramme, der sikrede kravene. Kirken skulle afspejle kirkegængernes forskelligheder, og friheden for den enkelte blev givet med retten til at løse sognebånd, som var Grundtvigs idé, og som han anså som værende åndelig tvang - ingen skal lytte til en præst hvis teologiske syn afviger fra ens eget, og præsten skal kunne prædike frit.
Grundtvigianismen var af betydning for bl.a. dannelsen af fri- og valgmenigheder, hvor kun Gud skal føre tilsyn.
Grundtvig mente at være kaldet til at reformere kirken, men kom i tvivl om han selv var kristen, en tvivl der kom til ham i hans livskriser, når han var sjælesyg (formentlig maniodepressiv).

Grundtvigianismen er en lys og optimistisk tro, en livsglædens tro og stik modsat den tunge og alvorsfulde Indre Mission (se "Fiskerne").

Det levende ord er det vigtigste i gudstjenesten og i kristendommen.
I 1825 gjorde Grundtvig en "mageløse opdagelse", hvilket vil sige, at den sande kristendom ikke er noget de lærde kan finde i deres søgen, for den er allerede eksisterende hos menighederne og videregives af dem. Kirkens fundament, kristendommens sandhed, er trosbekendelsen, dåben og nadveren. Jesus kommer menigheden nær i de sakramenter han selv indstiftede. Bibelen bliver først levende når dens ord forkyndes for menigheden.

"Menneske først og Christen saa" vil sige at mennesket, der endnu ikke kender til tro, har guddommelig status i og med det er skabt, og at være menneske er vejen til Gud, selve forudsætningen for at erkende at være Guds skabning. "Christen saa" har ikke andenprioritet, som det ofte opfattes som, men er en følge af at være menneske.

Kristendom skal ikke være tvang, men komme til én, vi skal ikke tænke på "At lægge Dyr til Hjorden!".
 
Menneske først og Christen saa, digt af Grundtvig, 1837
1 Menneske først og Christen saa
Kun det er Livets Orden,
Kaldes vi Faar, tænk dog ej paa
At lægge Dyr til Hjorden!

Og Djævelskab til Christendom
Kan Almagt selv ei skabe om,
Kast ei for Svinet Perlen!
5

Abraham var Guds gode Ven,

Men Christen ingenlunde,

David og mange troe Guds Mænd

Det end ei være kunde,

Var Christne til før Christus kom,

Blev Løgn og Tant al Christendom,

Det er ei svart at fatte!

Portrætbuste af N.F.S. Grundtvig, 1907-13, udført af Niels Skovgaard, Skovgaard Museet i Viborg. Indskriften med citat af Grundtvig lyder: "Kun i Ordet Jorderige fundet har en Himmelstige, Slægten har et Levnedsløb!" Busten med tilhørende frise var et bestillingsværk til Grundtvigs hus i København. I 1972 købte KAB (Københavns Almennyttige Boligselskab) bygningen, og værket blev skænket til Skovgaard Museet i Viborg. Se værket på dets oprindelige plads.
Niels Skovgaard har lavet flere statuer og gipsmodeller af Grundtvig, som Skovgaard-familien, der var grundtvigianere, havde en nær tilknytning til.
2 Djævlene vel, som før saa nu,
Naar Herren de kan møde,
Sige: vi veed, Guds Søn er Du,
O, læg os reent ei øde;
Men hvad de veed, de kan ei troe,
Hos Mørkets Drot de helst vil boe
For han er deres Fader!
6

Døberen var den største Mand

Blandt alle Davids Lige,

Større dog er endnu end han

Den Mindste i Guds Rige,
Enhver som troer og bliver døbt,

I Christentøi med Christus svøbt
Hver Christen kort at sige!
3

Menneske først og Christen saa,
Det længe Man forgiætted
Dyr og Djævle Man Christned paa,

Og Morianer tvætted

Hedd uden Tro paa Christus klog

Og salig priste Læsibog,
Mens Hedninger fordømdes!

7

Menneske først og Christen saa,

Det er et Hoved-Stykke,

Christendom vi for Intet faae,

Det er den pure Lykke,

Men Lykke, som kun times den,
Der alt i Grunde er Guds Ven

Af Sandheds ædle Stamme!

4

Adam var dog en hedensk Mand
Det Enoch var ei mindre

Var dog for Gud i Naade-Stand

Vi kan det ei forhindre

Fuldkommen Noah i sin Tid

Var dog foruden Tvist og Strid

Ej Christen eller Jøde!
8

Stræbe da hver paa denne Jord

Sandt Menneske at være

Aabne sit Øre for Sandheds Ord,

Og unde Gud sin Ære;

Er Christendom da Sandheds Sag

Om Christen ei han er i Dag

Han bliver det i Morgen!

 
Skolen for livet.
Grundtvigianismen var af betydning for dannelsen af højskolebevægelsen - "Oplysning være skal vor Lyst, Er det saa kun om Sivet, Men først og sidst med Folkerøst Oplysningen om Livet", som det står i sangen "Er Lyset for de Lærde blot", som Grundtvig skrev i 1839. Højskolen skulle undervise i dansk kultur, dens ærinde var ikke kristen mission. Eleverne var primært fra landboungdommen.
Grundtvigs skole var "skolen for livet" og ganske forskellig fra "den sorte skole" og dens udenadslære og strenge disciplin, som han var stor modstander af. Han brugte sine oplevelser fra Aarhus Katedralskole, hvorfra han blev student i 1800, som afsæt for en kampagne mod "den sorte skole". "Skolen for Døden kende vi kun alt for godt, ja, den kende netop vi, som gik i denne Skole, der sætter en Ære i at hvile paa "de døde Sprog" (latin, oldgræsk, klassisk hebraisk) - det døde sprog skulle afløses af "det Levende Ord", livserfaringer og nyttig viden på modersmålet. Grundtvig huskede tiden på katedralskolen som tom og farveløs.
Vartov på hjørnet af Farvergade og Vester Voldgade bag Københavns Rådhus er en af Københavns ældste institutioner, oprindeligt fattighospital, fattighus, alderdomshjem og opfostringshus for faderløse børn. Vartovs nuværende bygninger, der er opført i årene 1724-25, ejes af Grundvigsk Forum (tidl. Kirkeligt Samfund). Grundtvig var præst ved hospitalskirken fra 1839-72. Bygningerne huser i dag bl.a. Grundtvig-Akademiet og Grundtvig-Biblioteket. Navnet Vartov er fra den nedertyske imperativ ware-to, dvs. "pas på", "giv agt".
Grundtvig på "Dronningens gobeliner".
Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), cand.theol. i 1803 fra Københavns Universitet, præst, politiker, historiker, forfatter, salmedigter (o. 1500 salmer), højskolemand. Født i Udby præstegård ved Vordingborg, hvor hans far Johan Grundtvig var præst, død i København, begravet i krypten på Claras Kirkegård ved Gammelkjøgegaard, Køge, hvor også hans hustru godsejer Marie Toft (f. Carlsen) fra Gammelkjøgeggard ligger, hun var enke, da Grundtvig giftede sig med hende i 1851. Grundtvig var gift tre gange: 1818 med Lise Blicher (1787-1851), 1851 med Marie Toft (1813-1854), 1858 med Asta Reedtz (1826-90).
 
Pinsebevægelsen

Navnet henviser til den første pinse, den kristne pinse, efter Jesu opstandelse og himmelfart, hvor disciplene var samlet i Jerusalem og Helligånden, Guds kraft, kom over dem, og de blev i stand til at forstå og tale alle sprog og udbrede evangeliet, budskabet om Jesus Kristus og gudsriget, til alle folkeslag.
Thomas Ball Barratt (1862-1940), britisk født norsk pinsemissionær, bragte pinsevækkelsen til Danmark efter at have oplevet åndsdåb i Los Angeles hos Azusa Street vækkelsen ledet af prædikanten William James Seymour (1870-1922). Seymour anses for grundlæggeren af pinsebevægelsen, der begyndte med "Miraklerne på Azusa Street" i 1906 under hans ledelse, og hvor en besynderlig pludren hørtes fra bygningen, der taltes i tunger, og åndsdåb fandt sted.
I 1908 blev Danmarks første pinsekirke dannet. Skuespilleren Anna Larssens omvendelse fik stor betydning for pinsebevægelsen.

Pinsebevægelsen, evangelisk frikirke, karismatisk bevægelse, er forskellig fra folkekirken mht. dåb og hvordan gudstjenesten afvikles.
Med pinsebevægelsen forbindes:

Tungetale
er en nådegave, givet af Gud gennem Helligånden, til den enkelte. Det er et bønnesprog, uforståelig sang eller tale, som den troende bruger i sit forhold til Gud og kan ses som et tegn på frelsen. Paulus' Første Brev til Korintherne, 14,1-25, Profetisk tale og tungetale. I 1-5 står: "Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk. For den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder. Men den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst. Den, der taler i tunger, opbygger sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger menigheden. Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger, men hellere, at I taler profetisk. For den, der taler profetisk, er større end den, der taler i tunger, hvis han da ikke tolker det, han siger, så at menigheden kan blive opbygget." Helbredelse ved håndspålæggelse, ved en helbredelsesprædikant, der beder Herren tage en sygdom eller lidelse bort. Der har været kritik af denne helbredelsesform, der umiddelbart kan synes at virke, men ikke varer ved. Forbøn for syge. Voksendåb sker ved fuld neddykning i vand, hvor neddykningen symboliserer at synden, der kom med Adam, vaskes af, og opstigen fra vandet symboliserer et nyt liv med Jesus. Dåben kan finde sted ved gudstjenester men også uden for kirken f.eks. i en sø eller svømmehal. Spædbørn døbes ikke, men velsignes. Dåb giver medlemskab til kirken. Livlige gudstjenester, aktiv menighed. Gudstjenesterne indeholder lovsang og musik, hvor menigheden løfter hænderne og bevæger sig til rytmerne. Medlemmer kan aflægge vidnesbyrd, dvs. dele deres trosoplevelser med andre. Præstens prædiken, der har udgangspunkt i Bibelen, er let forståelig. Gud taler til mennesket gennem Bibelen, der må tolkes frit af den enkelte. Der lægges vægt på den enkeltes personlige tro og forhold til Gud.
 
I pinsen fejres Helligåndens komme, den taler på alle verdens sprog om Guds barmhjertighed og således til den enkelte på dennes sprog.
Pinseunderet er, at Jesu budskab er forståeligt for alle.
Pinsen er kirkens fødselsdag. De første menigheder udsprang af pinsebegivenheden.
Matthæusevangeliet, 3,11: "Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild."
Apostelenes Gerninger, 1,5-8: "Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage." Mens de nu var sammen, spurgte de ham: "Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?" Han svarede: "Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."
Pinsedagen, Apostlenes Gerninger 2, 1-4: "Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige."
Titian, "Helligåndens komme", ca. 1545, Santa Maria della Salute, Venedig. Albrecht Dürer, "Pinse", ca. 1510, Metropolitan Museum of Art, New York.
 
TIdens store primadonna, skuespillerinden Anna Larssen, forlod
sin teaterkarriere for at blive prædikant for pinsebevægelsen
I 1909 forlod Anna Larssen (1875-1955) teaterverdenen. Med dags varsel brød hun sin kontrakt med Dagmarteatret for at blive missionær. Hendes sidste forestilling blev i rollen som Marguerite Gautier i "Kameliadamen" af Alexandre Dumas d.y. Både teatrets direktør og hendes kolleger var overraskede over, at hun ville forlade teatret for altid, selvom de vidste, at hun havde oplevet en religiøs vækkelse i forbindelse med at pinsebevægelsen, som missionæren Thomas Barratt bragte til Skandinavien, begyndte at gøre sig gældende i Danmark. Hendes publikum rettede vreden mod "de religiøse svindlere", pinsebevægelsen, der havde lokket hende på afveje. Anna Larssen var et naturtalent og fik sit gennembrud på Folketeatret under Herman Bangs instruktion. Ifølge en teaterkritiker var hun "porøs og perfektibel, men skulle formes af stærkere viljer". Disse stærkere viljer fandt hun først i Herman Bang og senere måske i pinsebevægelsen. Det var forbi med teatret, og hendes beundres håb om at hun ville komme til fornuft, forblev et håb. Hendes nye livssyn var solidt funderet i mødet med Gud. Hun solgte sin villa på Frederiksberg. Anna Larssen, der var født Halberg, blev i 1898 skilt fra sin første mand forfatter og skuespiller Jens Otto Gyntelberg Larssen, og hun giftede sig i 1912 med forstanderen for Evangelieforsamlingen Sigurd Bjørner (1875-1953) med hvem hun havde været på missionstogt rundt i landet i en ombygget cirkusvogn kaldet "Evangelievognen" for at prædike den nye form for kristendom, pinsemenighedens lære.
I 1919 var ægteparret Larssen Bjørner de førende i dannelsen af menighenden Evangelieforsamlingen og opførte deres egen kirkebygning "Evangeliehuset", nær Trianglen i København, det stod færdigt i 1922. I 1924 førte parret pinsekirken til dens første splittelse da Evangelieforsamlingen overgik til Den Apostolske Kirke i Danmark.  
Anna Larssen Bjørner udgav i 1935 erindringsbogen "Teater og Tempel".
Anna og Sigurd Bjørner i "Evangelievognen".
Anna Larssen. Maleri af P.S. Krøyer, 1907.
Anna Larssen i hjemmet på Frederiksberg.
 

 

Definitioner
Apostolsk Kirke
Frikirke der udspringer af pinsebevægelsen og har sin oprindelse i en vækkelse i Wales, 1904-05. I 1924 blev Den Apostolske Kirke i Danmark dannet under ledelse af Anna Larssen og Sigurd Bjørner, der tidl. var aktive i pinsebevægelsen.
Pinsekirken og Apostolsk Kirke tilhører begge den pentekostale bevægelse/pinsebevægelsen og adskiller sig ikke væsentlig fra hinanden. Tidligere har der været forskellige opfattelser af især ledelsestrukturen.
Adventisme
lat. adventus, ankomsten. Lat. Adventus Domini, Herrens komme. Jesu genkomst for at oprette Guds Rige på jord er omdrejningspunktet for adventisterne, at det sker er vigtig, men ikke hvornår det sker.
Adventismen er en protestantisk vækkelse, der opstod i USA i 1830-40'erne og blev grundlagt af baptisten William Miller (1782-1849), der var leder af Millerismebevægelsen, der troede på at Jesu genkomst var nært forestående, o. 1843-44. Udeblivelsen af genkomsten skabte krise, men også adventismen.

Syvende Dags Adventistkirken, kirkesamfund, blev stiftet i USA i 1863. Adventismen kom til Danmark i 1878 med John Gottlieb Matteson, dansk-amerikansk prædikant, født i Tranekær på Langeland.

For adventisterne, der har et fundamentalistisk bibelsyn, er lørdagen helligdag/sabbatsdag. De fokuserer især på de apokalyptiske skrifter. Voksendåb (hel neddykning i vand) og fodvask før nadveren, der fejres en gang om måneden, er praksis. Livsstilen puritansk - ingen dans og kortspil, ingen spiritus, tobak, te og kaffe. Adventister prioriterer sundhed højt. Rettroende er vegetarer eller spiser ikke kød fra dyr, der ifølge Bibelen er urene. Nogle adventister fejrer ikke jul, som de anser for en hedensk lysfest, som den katolske kirke gjorde til en kristen fest i middelalderen.

Baptisme
(af græsk, betyder døbe), frikirke og verdens ældste protestantiske kirkesamfund, hvis grundlægger anses for at være englænderen John Smith (1570-1612). Roger Williams (ca. 1603-1683) grundlagde i 1639 USAs baptistkirke. Baptismen kom til Danmark i slutn. af 1830'erne via Tyskland, hvor Julius Købner (1806-1886) blev påvirket af den tyske prædikant og missionær Johann Gerhard Oncken (1800-1884), den europæiske baptismes fader, som i 1834 lod sig døbe i Elben. Købner døbtes af Oncken i 1836 og blev sendt til Danmark som missionær, og Nordens første baptistmenighed blev stiftet i 1839 i København. Købnerkirken i København er navngivet efter Julius Købner. Baptistkirken blev statsanerkendt som trossamfund i 1952.

I Danmark, før religionsfrihed blev indført med Grundloven af 1849, blev baptister udsat for at deres børn blev tvangsdøbt i den lutherske kirke.

Baptister praktiserer voksendåb fordi forudsætningen er en personlig tro, et forhold mellem det enkelte menneske og Gud. Dåben foregår ved fuld neddykning i vand efter oldkirkeligt forbillede. Sakramenterne er dåb og nadver, og der er ingen fastlagt liturgi.

Baptisterne ønsker total adskillelse af kirke og stat, fordi de går ind for fuld frihed og lige vilkår for enhver livsopfattelse.
Baptisterne er splittede i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle.

Den karismatiske bevægelse
af græsk
charisma = nådegave.
den neopentekostale bevægelse vægter troserfaring - Helligåndens kraft og nådegaver (givet fra Gud gennem Helligånden til den enkelte) som tungetale, profeti, helbredelse ved håndspålæggelse og forbøn.

Bevægelsen begyndte i 1960 da den amerikanske episkopale præst Dennis J. Bennett (1917-1991) fra prædikestolen berettede, at han var blevet døbt af Helligånden og havde talt i tunger. Tusindvis af mennesker oplevede Helligåndens dåb efter at have hørt Bennetts vidnesbyrd.
Bevægelsen kom til Danmark i 1970'erne. I 1975 fandt det første store karismatiske stævne sted i Roskilde Domkirke.
Karismatiske bevægelser: Pinsebevægelsen, Apostolsk Kirke, Jesusbevægelsen (USA, slutn. 1960'erne, en slags hippieprotest mod det bestående), Oasebevægelsen.

Den reformerte kirke
 
Den Reformerte Kirke i København blev opført på initiativ af Christian 5.'s hustru Dronning Charlotte Amalie.

Den reformerte kirke adskiller sig fra folkekirken ved at bygge på de schweiziske reformatorer Ulrich Zwingli og Jean Calvins lære, der var inspireret af Martin Luthers kristendomsforståelse. I den reformerte kirke betragtes nadveren som et mindemåltid, i den evangelisk-lutherske kirke er Kristus nærværende i nadverens brød og vin, men ikke direkte Jesu legeme og blod, som i den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke, hvor man taler om transubstantiation som er den forvandling, der sker med brødet og vinen under messen, hvor det bliver til Kristi legeme og blod.
De franske protestanter (huguenotter) blev i 1685, med ophævelse af Nantesediktet, som havde givet dem religionsfrihed, forfulgt i deres hjemland og havde valget: "skik følge eller land fly".
Danmark blev et af tilflugtslandene for de franske protestanter hvilket skyldtes ikke mindst 
Dronning Charlotte Amalie (1650-1714), der kom fra Hessen-Kassel i Tyskland og tilhørte den tyske calvinistiske kirke og ved sit ægteskab i 1667 med den daværende Kronprins Christian, senere Christian 5., fik ret til at udøve sin religion og gjorde en stor indsats for at hendes trosfæller i Tyskland, Holland og Frankrig skulle have den samme ret. Dronningens anstrengelser for sine trosfæller legaliserede religionen.

Dronning Charlotte Amalies søn, den senere Frederik 4., inviterede i 1719 franske protestanter, der efter flugten fra Frankrig havde slået sig ned i Brandenburg, til at bosætte sig i Fredericia, fordi de havde ry for at være pålidelige og arbejdsomme og derfor ville være en stor gevinst for den skrantende fæstningsby.

Dåb med Helligånd og ild

nævnes kun i Matthæusevangeliet, 3,11: "Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild."
Det er Johannes Døberen, der taler, og han henviser til Jesus.
Dåb med vand = Det Johannes Døberen gjorde, før kristendommen fandtes, ved fuldstændig nedsænkning af mennesker i Jordanfloden til fysisk renselse og sjælelig renselse til syndernes forladelse.
Dåb med Helligånden, Apostlenes Gerninger, 1,5: "Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage." sagde Jesus til sine apostle efter opstandelsen. Et par dage senere skete det Jesus fortalte, Apostlenes Gerninger, 2:4: "Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige." Således blev det opfyldt, som Johannes Døberen og Jesus havde sagt ville ske - Helligåndens dåb.
Før blev mennesker kun døbt til syndernes forladelse. Fra pinsedagen kom et nye element til den kristne dåb, nemlig Helligåndens gaver (visdom, indsigt, råd, styrke, erkendelse, fromhed, Gudsfrygt). Helligånden er fornyelsen, og ild
kan ses som indre renselse (fra synd).

Dåben har Jesus befalet: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Matthæusevangeliet, Missionsbefalingen, 28,16-20.
Frelsens Hær
der begyndte som en teltmission i Londons slumkvarterer, blev grundlagt i 1865 af metodistpræsten og vækkelsesprædikanten William Booth (1829-1912) og hans hustru Catherine som "Den Kristne Mission", fra 1878 har navnet været Frelsens Hær.

Hæren bærer uniformer, præsterne betegnes officerer, medlemmerne soldater, menigheden kaldes korps. Hærens opgave er med Booths slagord "Suppe, sæbe, frelse", dvs. hjælpe de udsatte med mad og renlighed og bringe dem Bibelens budskab.

Sakramenterne dåb og nadver, praktiseres ikke af Frelsens Hær.
Frelsens Hær forbindes nok især med sang og musik på byens gader ved juletid.

Luthersk Mission/LM
evangelisk-luthersk bevægelse/retning indenfor folkekirken, opstod i 1800-tallet. LM har mange lighedspunkter med Indre Mission. Under LM er dannet frimenigheder som reaktion på lovændringen fra 2012, som gav folkekirken mulighed for at vie par af samme køn.
Menigheder
Frikirke er uafhængig af folkekirken, selvstyrende og ikke økonomisk støttet af staten. Der er ikke nogen fastlagt liturgi i frikirkerne. Kirkebygningerne er forskellige, der kan være tale om en kirkebygning i traditionel forstand, men især også om en almindelig bygning, hvor blot et skilt fortæller, at der er tale om en kirke. Rytmisk musik og personlig bøn er almindelige elementer i en gudstjeneste i en frikirke.
Frimenighed evangelisk-luthersk frimenighed, der opstod i sidste halvdel af 1800-tallet, er et trossamfund uden for folkekirken og alligevel ikke helt, da der hvad angår bekendelsesgrundlag og lære ikke er et modsætningsforhold. Frimenigheden kan bruge kirkerne, præsten kan bære folkekirkens præstekjole og ordineres af folkekirkens biskop.

En frimenighed er selvstyrende, har fuld frihed til at styre egne anliggender, og er ikke økonomisk støttet af staten.
Grundtvigs tanker om frihed og tro er fundamentet for en frimenighed, kun Gud skal føre tilsyn.
Frimenigheder ses inden for Luthersk Mission og Dansk Oase.

Valgmenighed er en frimenighed under folkekirken, godkendt af Kirkeministeriet, og dannet af medlemmer af folkekirken.
I 1947 kunne kvindelige præster ordineres til folkekirken og valgmenighederne. Tre kvindelige præster blev som de første ordineret i 1948.
Metodisme

protestantisk frikirke med afsæt i den engelske metodistbevægelse i Church of England grundlagt af den anglikanske præst og prædikant, John Wesley (1703-1791) og hans bror præsten og salmedigteren Charles Wesley (1707-1788).
Metodistkirken lægger vægt på at Bibelens ord tages bogstaveligt, på fromhed og disciplin, på personlig tro og omvendelse. Sakramenterne er barnedåb og nadver.
Metodismen kom til Danmark i 1858 og blev anerkendt som trossamfund i 1866.

MOSAIK
netværk af evangelikale og pentekostale frikirker i Danmark med rødder i pinsekirken.
Oasebevægelsen
DanskOase, vækkelsesbevægelse oprettet 1989, som arbejder for "fornyelse, udrustning og mission i den danske kirke ud fra Folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag".
Oxfordgruppebevægelsen
navneskifte 1938 til "Moralsk Oprustning".
Oxfordgruppebevægelsen, var en kristen vækkelsesbevægelse, der blev grundlagt i USA i 1921 af præsten og missionæren Frank Buchman (1878-1961). Bevægelsen, der kom til Danmark i beg. af 1930'erne, henvendte sig til samfundets top, og prædikede befrielse fra synd ved omvendelse og dermed opnåelse af et nyt og bedre liv.
I tv-serien "Matador" er Maude Varnæs og fru Skjold-Hansen medlemmer af bevægelsen, (som ukorrekt kaldes Oxfordbevægelsen), hvor de bekender deres synder, og hvor Gud selv er tilstede. Sagfører Skjold-Hansen opfordrer sin hustru Musse til at få fru byrådssekretær Lund med ind i bevægelsen, i håbet om at hun taler over sig med oplysninger, som han kan bruge i sin kamp mod Mads Skjern.
Pentekostalisme
betegnelse for pinsebevægelsen.
Pietisme
af lat. pietas, fromhed. Kristen bevægelse, der opstod i Tyskland i slutn. af 1600-tallet og kom til Danmark omkring 1700, og som lagde vægt på fromhed og personlig tro med et synligt udtryk.
Sognebåndsløsning
Sognebånd = tilknytning til det sogn et medlem af folkekirken bor i.
Er man f.eks. flyttet til et nyt sogn og ønsker at beholde sin tidligere præst, kan der løses sognebånd til denne præst, som bestemmer om sognebåndsløsning kan finde sted, og et evt. afslag skal være skriftligt og kan indbringes for biskoppen.
Sognebåndsløsning blev foreslået af N.F.S. Grundtvig og loven herom kom i 1855.
Kapitel 4, Sognebåndsløsning i "Lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning".
 
A B C D E  F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
 
Drop Down Menu