Palazzo Te

Drop Down Menu

Italien/Italy

Palazzo Te
Mantova/Mantua

Drop Down Menu

Palazzo Te, 1526-34, af Giulio Romano

Palazzo Te ligger lidt uden for Mantova i Norditalien er et at de fornemste eksempler på manierismens arkitekturstil. Det blev bygget til Federico II, Hertug af Mantova. Paladset skulle oprindeligt have været en kæmpestald for raceheste, stutteri og lystslot i et. Det består af en toetages bygning omkring en firkantet gård, hver facade er gennemtrængt af en loggia, bygningen har således to akser.
Bygningen er ikke en rolig form nærmest en æstetisk irritation, ikke let at aflæse. Arkitekturudtrykket er en ubekymret uregelmæssighed, et udtryk som er tilladt i sub urbana (paladser udenfor byen), men utænkeligt i et bypalads selv for Giulio Romano.
Se Manierisme.

Palazzo Te, a palace in the suburbs of Mantua, is one of the finest examples of the mannerist style of architecture. The palace was built by Giulio Romano for Federico II, Duke of Mantua. See Mannerism.

"Giganternes fald", 1532-34/"Fall of the Giants", 1532-34

I Palazzo Te er Sala dei Giganti, Giulio Romanos freskoudsmykning, hvor Olympen åbner sig, og en katastrofe åbenbarer sig.
Fra rummets fire hjørner blæses blege spøgelseslignende figurer ud i rummet, loft og væg går i et, rumgrænserne ophæves, alt statisk er borte, rummet falder ned over beskueren, det er et rent kaos.

Gaia (jorden i græsk mytologi) fødte giganterne. I senere tid opfattede man giganterne som en fjern fortids kæmper, og i myten er de ikke guder som titanerne. Giganterne var ikke individer, de var en vrimlende masse. De var dødelige, vilde og utæmmelige. De havde menneskeskikkelse, men deres krop endte forneden i slanger. Under Gigantomachien angreb giganterne Olympien og de olympiske guder. Deres kamp er lokaliseret på halvøen Chalkidike, hvorfra de slyngede klipper og egetræer i flammer mod Olympen. På jorden rodede de rundt for at finde livets urt, der kunne gøre dem udødelige, men Zeus standsede Helios' solvogn, og giganterne fortsatte med at rave i mørke. Guderne havde gennem en spådom fået at vide, at de ikke ville kunne overvinde giganterne uden hjælp af en dødelig. Athene overtalte Herakles (halvgud, søn af Zeus) til at kæmpe på gudernes side. Herakles gjorde det af med Alkyoneus, den eneste af giganterne der var udødelig, men kun på det sted af jorden han var født, nemlig på halvøen Pallene. Herakles slæbte ham bort fra jordens skjulte kraft og styrtede ham ned i Det Ægæiske Hav. Zeus ramte Porfyrion med sit lyn. Apollon og Herakles ramte Efialtes med hver sin pil i gigantens øjne. Dionysos slog Eurytos ihjel med sin thyrsosstav. Hekate brændte Klytios til døde med sine fakler. Hefaistos slyngde glødende jern fra sin smedie mod sine modstandere. Athene væltede hele Sicilien ned over Enkelados. Poseidon væltede øen Nisyros ned over Polybotes. Hermes havde lånt Hades' usynlighedshat og sneg sig ind på Hippolytos. De sidste giganter gjorde Zeus og Herakles det af med. Olympierne sejrede ved hjælp af delvis dødelige hjælpere - Herakles og Dionysos. Grækerne har opfattet kampen som et sidste vidnesbyrd om en urtids kaotiske tilstand og dens overvindelse gennem et nyt gudedynasti, der repræsenterede orden og system. Gigantomachien symboliserer kulturens sejr over barbari.

Interiør, Palazzo Te/The interior of Palazzo Te

"Cupido og Psykes bryllupsfest", 1528/"The Wedding Feast of Cupid and Psyche", 1528