contactarslonga@gmail.com
 © Kirsten Gress. All Rights Reserved

arslonga.dk

 

Drop Down Menu
 

Dante Alighieri (1265-1321)

 
 
Dante (Durante) Alighieri var italiensk digter og politisk tænker. Han blev født i Firenze og døde i Ravenna. Dantes familie var en ikke velhavende lavadelig familie. Hans mor Gabriella (Bella) degli Abati døde, da Dante var omkring 5-6 år gammel. Hans far Alighiero di Bellincione Alighieri giftede sig igen med Lapa di Chiarissimo Cialuffi. 

Guelferne og Ghibellinerne var to rivaliserende partier i 1200-tallets Italien

Guelferne
støttede pavedømmet og bystaternes, herunder Firenzes uafhængighed/lokale selvstyre, og Ghibellinerne var forkæmpere for det Hellige Romerske Imperium/kejserligt styre.
Kampen mellem pavedømmet og imperiet opstod på baggrund af investiturstriden i 1000-tallet. Dantes fars familie var loyale overfor Guelferne. Dante var kavallerist i Firenzes guelferhær i slaget ved Campaldino i 1289. Striden mellem Ghibellinerne og Guelferne erstattedes af en ny strid mellem de sejrende Guelfer, der blev splittet op i to fraktioner, kendt som Hvide og Sorte Guelfer. Dante tilhørte det Hvide parti, der opponerede mod pavemagten, var medlem af Firenzes bystyre 1295-1300 og fik til opgave at få parterne forligt. Han foretog diplomatiske rejser og fik under en mission i Rom kendskab til, at det Sorte parti ved et kup havde overtaget magten i Firenze og landsforvist de Hvides ledere. Dante vendte aldrig tilbage til Firenze og blev in absentia dømt til døden, da han nægtede at erkende sig skyldig i embedsmisbrug og bedrageri. I eksil blev Dante beskyttet af forskellige fyrstefamilier i Verona og Rimini.
I Firenze var Dante blevet gift med Gemma di Manetto Donati. Sammen fik de fire børn. Hun forblev i Firenze. 
Før Dante indgik ægteskab med Gemma havde han været forelsket i Beatrice Portinari (1266–1290)
, som er blevet udødeliggjort i Dantes digte og i billedkunsten. Om Dante og Beatrice, se nedenfor. "Den Guddommelige Komedie" er skrevet i eksil.   
I Skærsilden, 5. sang, fortæller den lokale magthaver (podestà) i Urbino, Buonconte I da Montefeltro om sin død. Han og hans efterkommere var førende Ghibellinere. Barbara Reynolds er af den opfattelse, at Dante kan have dræbt Buonconte eller i det mindste have set ham dø i slaget ved Campaldino.
Enrico Pazzi, statue af Dante, 1865, Piazza Santa Croce, Firenze. Klik for at se hele billedet.
 

Citater fra Dantes Guddommelige Komedie
fra Chr. K. F. Molbechs oversættelse: "Den Guddommelige Komedie" I, II og III. Genoptryk København, 
Thanning & Appel, 1967-68.
Illustrationer af Gustave Doré.

Skærsilden, sang V 

"Jeg er Buonconte fra Montefeltros Lande,
selv ej Giovanna tænker paa min Kvide,
thi gaar blandt disse jeg med sænket Pande."
Og jeg: "Hvad Skæbne har du maattet lide?
Hvad drev dig bort fra Campaldinos Hede
saa langt, at ej din Grav man fik at vide?"
...
"Hvor Flodens første Navn man har forgættet,
der kom jeg hen med Struben gennemstukket,
tilfods, og Marken med mit Blod jeg pletted.
Paa dette sted mit Øje blev udslukket,
der sank mit Legeme forladt tilbage,
og med Marias Navn min Mund sig lukked.
Sandt er mit Ord, forkynd det alle Dage:

Guds Engel greb mig, men af Helveds Skare
skreg En: "Hvorfor vil du ham fra mig tage?
Vil du det Evige af ham bevare
blot for en Taares Skyld? Velan, saa kræver
jeg Resten, og skal anderledes fare!""
Purgatorio, canto V

"Io fui di Montefeltro, io son Bonconte;
Giovanna o altri non ha di me cura;
per ch'io vo tra costor con bassa fronte".
E io a lui: "Qual forza o qual ventura
ti travïò sì fuor di Campaldino,
che non si seppe mai tua sepultura?".
...
"Là 've 'l vocabol suo diventa vano,
arriva' io forato ne la gola,
fuggendo a piede e sanguinando il piano.
Quivi perdei la vista e la parola;
nel nome di Maria fini', e quivi
caddi, e rimase la mia carne sola.
Io dirò vero, e tu 'l ridì tra' vivi:
l'angel di Dio mi prese, e quel d'inferno
gridava: "O tu del ciel, perché mi privi?
Tu te ne porti di costui l'etterno
per una lagrimetta che 'l mi toglie;
ma io farò de l'altro altro governo!"".
 
1 Giotto"Freske af Paradis", 1300-tallet, St. Maria Magdalena kapellet, Bargello Museet, Firenze. Det ældste portræt af Dante Alighieri ses her, han er iført en mørkerød kappe.
2 Eugène Delacroix, "Dantes bark", 1822, Louvre, Paris.
3 Rafael, "Disputa" (teologi) i Stanza della Segnatura, 1508-11, Rafaels stanzer i Vatikanet.
 
1 Enrico Pazzi, statue af Dante, 1865, Piazza Santa Croce, Firenze.
2 Skulptur af Dante foran Galleria degli Uffizi, Firenze.
3 Dantes dødsmaske, Palazzo Vecchio, Firenze.
 
"Divina Commedia"
Dantes rejse gennem de 3 dødsriger
Inferno (Helvede)   ...  Purgatorio (Skærsilden)   ...  Paradiso (Paradiset)

Dante Alighieri skrev sin "Divina Commedia" i årene 1307-21. Den er et episk middelalderdigt kosmisk digt, en religiøs og politisk manifestation, skrevet på folkemålet italiensk. Det beretter Dantes imaginære rejse gennem det hinsides i overensstemmelse med middelalderens kristne verdensbillede. Fortællingen, der foregår i påsketiden i år 1300 (fra langfredag den 8. april til torsdag i den efterfølgende uge) består af 100 sange (canti) i 3 bøger (cantiche): Inferno indeholder 34 sange. Den første sang er en introduktion til hele digtet. Den indledes: "Paa Midten af vor Bane gennem Livet jeg fandt mig i en Skovs bælgmørke Sale, forvildet fra den Vej, som var mig givet." (Auguste Rodins "Helvedesporten" er inspireret af Helvede, sang III). Purgatorio, indeholder 33 sange. I Skærsildens timelige ild er sjælene frelst, men skal sone deres synder. "For over bedre Vande frem at drage, hejser min Tankebaad nu Sejlets Flige, de grumme Bølger har den lagt tilbage" (Skærsilden, sang I). Paradiso, indeholder 33 sange. "Han, som bevæger alt, igennem hele det store Verdensrum sin Glans udsender, mere eller mindre til forskellige Dele". (Paradiset, sang I). 
 
 
Dante, Vergil og Beatrice
På rejsen gennem de 3 dødsriger møder Dante paver, kejsere, digtere, statsmænd, helgener og filosoffer, både kendte og ukendte, som hørte hans tid til, samt bibelske og mytologiske personer. Dante får følgeskab af den romerske digter Vergil (fornuften), der forbliver i Helvedes første kreds Limbo1, sin elskede muse og ungdoms kærlighed Beatrice, (poesi og nåde), som stiger ned fra himlen og mødes med Dante i Det Jordiske Paradis, som er Edens Have, der stadig findes på toppen af Skærsildsfjeldet, det høje bjerg fjernt fra menneskebeboede steder - elementer som Dante fandt i den kristne tradition. Dante og Beatrice følges ad til Empyreum, Paradisets hjerte, hvor Dante blandt andre møder den hellige Frans af Assisi, Thomas Aquinas og Bernhard af Clairvaux, cisterciensermunk og mystiker. Han fører Dante frem for Jomfru Maria, der går i forbøn for ham, og Dante ser Den hellige Treenighed, Kristus, den Almægtige Gud og ser den guddommelige kærligheds uforgribelige lys.
 

De 9 kredse i Dantes Inferno

1
  Limbo. Her befinder sig fx Homer, Horats, Cæsar, Ovid og Aristoteles.
2
  De vellystige. 
3
  De grådige.
4
  De gerrige og ødsle.
5
  De vredladne og dovne.
6
  Kættere.
7
  De der øver vold enten mod næsten, sig selv eller Gud.
8
  De der har syndet ved bedrag, de som har bedraget andre.
9
  De der har bedraget dem, der stolede på dem, forrædere, fx Judas, Brutus og Cassius.
1Limbo er for hedninge, folk der ikke havde hørt evangeliet. Hvor det handler om de ikke døbte og tapre mænd, der døde før Kristi komme og derfor ikke kendte Gud på rette vis.
Virgil siger til Dante i Limbo (Helvede, sang IV):
"Vil du ikke vide, hvad det for Aander er, til hvem du lytter? Jeg vil, du høre skal, før frem vi skride, de skyldfri er, men deres Retfærd nytter dem ej, fordi de fattes Daabens Vande, Indgangen til den Tro, som dig beskytter. Og leved de før Christi Lys det sande, har de ej dyrket Gud med skyldig Ære: jeg hører selv til dem i disse Lande".

Ifl. Dante har Gud trukket de jødiske patriarker ud af Limbo og taget dem til Paradis.
 
 

Dantes geocentriske verdensbillede
(Det Ptolemæiske system)


Jorden universets centrum, Himlen er foroven og Helvede i Jordens indre. Skærsilden er ifølge Dante et bjerg, der er beliggende modsat Zions bjerg, Jerusalem.
 

Sjælenes tilstand efter døden


Dantes hensigt med sine bøger var ikke kun at "male Fanden på væggen" for de kristne, men i særdeleshed ville han befordre menneskene til at leve et gudfrygtigt liv bestående af dyder og befriet for laster. Han har udtalt: "Emnet for hele værket er, i bogstavelig forstand, sjælenes tilstand efter døden. Det er omdrejningspunktet i hele værket. Ser man imidlertid allegorisk på det, er emnet mennesket, som det efter sine fortjenester eller fejltrin i udøvelsen af sin frie vilje opnår belønning eller retfærdig straf". Hensigten er at "borttage dem, der lever her på jorden, fra en tilstand af elendighed og føre dem til lykke".
 
"Dante og Den Guddommelige Komedie" (La Divina Commedia) 1465, Santa Maria del Fiore, Firenze.
 
Den berømte freske i domkirkens skib er udført af den italienske maler af den florentinske skole Domenico di Michelino (1417-1491), der videreførte
ungrenæssance-maleren Fra Angelicos stil. Michelino malede overvejende bibelske scener, der kan ses i domkirken i Firenze.
 
Dante står centralt placeret i sit eget verdensbillede
Det jordiske landskab stråler i en skønhed, der er rent jordisk. De fortabte, de angrende og de salige sjæle er i henholdsvis Helvede, Skærsilden og Paradis.
 
Dante bærer rosa kappe og en laurbærkrans, der symboliserer, at han er en genial digter. I sin venstre hånd holder han sin første bog "Inferno", og med højre hånd peger han på Helvede. Til højre for Dante ses domkirkekomplekset i Firenze. Den latinske tekst nederst i billedet er en hyldest til Dante og digtet.
 
Helvedesporten og Helvede
Til venstre i billedet ses den frygtelige port,
Helvedesporten og bag denne selve Helvede med de fortabte sjæle. I Helvede er der ingen sol eller stjerner, men derimod oplyser solen vejen op ad Skærsildsbjerget, som et symbol på Guds nåde. Fanen som dæmonen Lucifer bærer refererer til den antikke langfredagshymne "Vexilla regis prodeunt", "kongens faner rykker frem" hvor Dante tilføjer "inferni", "den helvedes konge" (salmen findes i Den Danske Salmebog som nr. 184, "Lad vaje højt vort kongeflag" i N. F. S. Grundtvigs version).

Antipurgatorio ... Skærsildsbjerget ... Skærsildsporten
Bag Dante ses
Skærsildsbjerget (Purgatoriet), der ligger midt ude i verdenshavet på den sydlige halvkugle. Sjælene kommer sejlende til stranden; Dante ser det sammen med Vergil på Skærsildsstranden. Skærsildsporten bevogtes af Guds engel1, der, før han lukker de angrende sjæle ind, sætter dem et bodsmærke i panden med retfærdighedens sværd. Afsatsen foran Skærsildsporten er forbeholdt de sjæle, som angrede i deres sidste time, Antipurgatorio ("Forskærsilden"). 

Skærsildsbjergets 7 afsatser
Selve
Skærsildsbjerget har 7 afsatser, en for hver af dødssynderne. Nedefra og op ses:
 
De 7 dødssynder
1 Hovmod Sjælene kues af tunge sten.
2 Misundelse Sjælene er iført bodsskjorter, de er blinde, deres øjne er syet til med jerntråd.
3 Vrede Sjælene bevæger sig i tåge. Den der giver efter for vrede er ikke sin forstands herre og bevæger sig i en tåge, forstanden er Guds gave og må ikke misbruges. Der er også tale om misbrug af den frie vilje, for den vrede er ikke herre over sin forstand og sin vilje, men lader sig styre af had, og det er også en svigt af samfundsordenen at lade sig drive af had.
4 Dovenskab Sjælene skal løbe.
5 Gerrighed Sjælene begræder deres synder og priser Gud.
6 Grådighed/frådseri Sjælene spiser og drikker og bliver aldrig mætte, og de er magre.
7 Vellyst/utugt Sjælene er omgivet af ildens røde farve. Ilden er et billede på erotisk lidenskab. Sjælene brændes, en soning af det begær, der brændte i dem i jordelivet. De eneste to sjæle, Dante møder her, er digtere - vellystens synd i kærlighedsdigtning var velkendt. Dante tænker også på sig selv, fordi han skrev kærlighedsdigte i sin ungdom.
 
Dante gennemgår Skærsildsbjergets (Purgatoriets) 7 afsatser. Englen sætter 7 bodsmærker på Dantes pande (peccati capitali (ital.) dødssynder. Han er selv et menneske, der har begået alle synder og skal renses. Han repræsenterer det alment menneskelige, "enhver", og skal derfor bevæge sig op gennem alle bodsafsatserne. Alle mennesker har begået alle dødssynder, men dømmes (bortset fra Dante) her efter den synd, der har været mest karakteristisk for den enkelte.
 
Edens Have øverst er det Jordiske Paradis hvor der ses to kvinder Matelda (det naturlige menneske) og Beatrice (den hinsidige lykke) som Dante har set i sit syn, i sin drøm.
 
Det Himmelske Paradis der består af himmellegemernes sfærer ses over Det Jordiske Paradis og har i sit centrum Den Himmelske Rose og synet af Treenigheden. Den første sfære er månens sfære, som er overgangen fra det foranderlige til det uforanderlige.
 
 
1Skærsilden, sang IX, Indgangen

der ser jeg en Port, hvor trende Stene,
forskelligt farvede, som Trappe ligge,
ved den en Portner sidder tavs, alene.
Snart saa' jeg, da jeg aabned mine Blikke,
han sad paa Tærsklen, hvor sig Porten bued;
men Englens Aasyn selv udholdt jeg ikke.
Og i hans Hand et nøgent Glavind [sværd] lued,
der lod en Straale saadan mod os spille,
at jeg blev blændet og forgæves skued.
"Stands", mæled Englen, "siger, hvis I ville!
Hvo fører Eder op til Bjergets Tinde?
Se til, den Vandring ej Jer skader ilde."
Min Mester svared ham: "En himmelsk Kvinde [Lucia2],
som vel i alle disse Ting er hjemme,
har sagt: gak did, der vil I Porten finde!"
"Gid hun Jer Vandring lykkelig maa fremme!
Saa nærmer Eder da til Soningslandet!"
genmæled Portneren med venlig Stemme
Vi ginge frem; det første Trin3 var dannet
af hviden Marmelsten, saa blank og skuret,
at jeg mig spejled i den som i Vandet.
Det andet mørkt som Purpur var, og muret
af raa, vejrslagen Sten fra svedne Fjelde,
paa langs og tværs var det af Revner furet.
Det tredie af de Trin, jeg kunde tælle,
var rød Porfyr, isprængt med Flammegrene,
som Blod, man udaf Aarerne ser vælde.
Med Fødderne paa dette Trin alene
Guds Engel sad, og Tærskelen, hans Sæde,
var, som det tyktes mig, af Ædelstene.
Did drog mig Skjalden, og jeg gik med Glæde.
"Nu skal du ydmyg," mæled han, "forlange,
at Englen aabner, saa du ind kan træde."
Jeg for den Helliges Fod mig kasted bange:
Barmhjertighed! opluk mig Portens Fløje!
Og for mit Bryst jeg slog mig trende Gange.
Da risted i min Pande først den Høje
syv P'er med sit Sværd: "Naar op I stige,
se til, du disse Saar aftvætter nøje!"
Skal Farven af hans Klædebon jeg sige,
det ligned Jord og Asken efter Branden;
frem drog han tvende Nøgler bag dets Flige.
Den ene var af Guld, af Sølv den anden.
og med dem begge, først dog med den hvide,
han rørte til min Fryd hin Port paastanden.
"Naar en af disse Nøgler ej vil glide
i Laasen," sagde han, "på rette Maade,
oplukket denne Vej sig ingentide.
Den ene dyrebarest er, men baade
Forstand og Kunst den anden kræver saare,
thi det er den, der løser Knudens Traade.
Af Petrus fik jeg dem, han bød mig kaare,
heller at aabne, skulde fejl jeg tage,
end lukke fejl for Folkets Bøn og Taare."
Op stødte han de hellige Porte fage;
"Gak ind," han bød, "men husk, hvad nu I høre:
hvo sig tilbage ser, maa fluks uddrage!"
Da Fløjene paa disse hellige Døre,
som klingende Metal og svære,
begyndte sig i Hængslerne at røre,
hvined de højere med Toner sære,
end selv Tarpeja, da det maatte lide
stor Tab og misted sin Mettell den kære.
Paa Lyden gav jeg Agt og tren til Side;
men et Te Deum4 ud fra Soningslandet
klang nu imod mig, fulgt af Toner blide.
Det samme Billed for min Hu sig danned
ved denne Lyd, som naar et Orgel røres,
og Sangen med dets Toner bliver blandet;
snart høres Ordet da, snart ej det høres.
Purgatorio, canto IX

vidi una porta, e tre gradi di sotto
per gire ad essa, di color diversi,
e un portier ch'ancor non facea motto.          
E come l'occhio più e più v'apersi,
vidil seder sovra 'l grado sovrano,
tal ne la faccia ch'io non lo soffersi;                 
e una spada nuda avea in mano,
che reflettea i raggi sì ver' noi,
ch'io drizzava spesso il viso in vano.                 
"Dite costinci: che volete voi?",
cominciò elli a dire, "ov'è la scorta?
Guardate che 'l venir sù non vi nòi".                 
"Donna del ciel, di queste cose accorta",
rispuose 'l mio maestro a lui, "pur dianzi
ne disse: "Andate là: quivi è la porta".      
"Ed ella i passi vostri in bene avanzi",
ricominciò il cortese portinaio:
"Venite dunque a' nostri gradi innanzi".         
Là ne venimmo; e lo scaglion primaio
bianco marmo era sì pulito e terso,
ch'io mi specchiai in esso qual io paio.       
Era il secondo tinto più che perso,
d'una petrina ruvida e arsiccia,
crepata per lo lungo e per traverso.                 
Lo terzo, che di sopra s'ammassiccia,
porfido mi parea, sì fiammeggiante,
come sangue che fuor di vena spiccia.                 
Sovra questo tenea ambo le piante
l'angel di Dio, sedendo in su la soglia,
che mi sembiava pietra di diamante.                 

Per li tre gradi sù di buona voglia
mi trasse il duca mio, dicendo: "Chiedi
umilemente che 'l serrame scioglia".                

Divoto mi gittai a' santi piedi;
misericordia chiesi e ch'el m'aprisse,
ma tre volte nel petto pria mi diedi.                

Sette P ne la fronte mi descrisse
col punton de la spada, e "Fa che lavi,
quando se' dentro, queste piaghe", disse.   
Cenere, o terra che secca si cavi,
d'un color fora col suo vestimento;
e di sotto da quel trasse due chiavi.                

L'una era d'oro e l'altra era d'argento;
pria con la bianca e poscia con la gialla
fece a la porta sì, ch'i' fu' contento.                
"Quandunque l'una d'este chiavi falla,
che non si volga dritta per la toppa",
diss'elli a noi, "non s'apre questa calla.                

Più cara è l'una; ma l'altra vuol troppa
d'arte e d'ingegno avanti che diserri,
perch'ella è quella che 'l nodo digroppa.                

Da Pier le tegno; e dissemi ch'i' erri
anzi ad aprir ch'a tenerla serrata,
pur che la gente a' piedi mi s'atterri".                

Poi pinse l'uscio a la porta sacrata,
dicendo: "Intrate; ma facciovi accorti
che di fuor torna chi 'n dietro si guata".                

E quando fuor ne' cardini distorti
li spigoli di quella regge sacra,
che di metallo son sonanti e forti,                

non rugghiò sì né si mostrò sì acra
Tarpea, come tolto le fu il buono
Metello, per che poi rimase macra.                

Io mi rivolsi attento al primo tuono,
e 'Te Deum laudamus' mi parea
udire in voce mista al dolce suono.                

Tale imagine a punto mi rendea
ciò ch'io udiva, qual prender si suole
quando a cantar con organi si stea;                

ch'or sì or no s'intendon le parole.
 
2Skt. Lucia, symboliserer den oplysende nåde, den i kraft af hvilken mennesket erkender, hvad det har brug for til sin frelse.
3Trappens 3 trin tolkes af de fleste kommentatorer som de 3 dele af bodens sakramente/allegorier over bodens sakramente. Bodens sakramente er det ydre tegn på forsoning med Gud og næsten. 
1. Contritio cordis, Hjertets anger. Ifl. Chiavacci Leonardi bevidstheden om egne synder. (Dante Alighieri "Commedia" con il commento di Anna Maria Chiavacci Leonardi, Volume secondo. Purgatorio. Arnoldo Mondadori Editore, Milano, 1994). 
2. Confessio oris, Mundens bekendelse. Ifl. Chiavacci Leonardi hjertets anger, sorgfuld og optændt af smerte.
3. Sastisfactio operis, udsoning ved gerninger, opveje den begående synd overfor næsten ved gode gerninger. Ifl. Chiavacci Leonardi Brændende kærlighed, som alene gør fejlen god.
4Te Deum laudamus (lat.), O Gud, vi love dig. Hymne fra det 9. årh.
 
"Beatrice", 1895. Maleri udført af den engelske prærafaelitiske (senromantiske) kunstner Marie Spartali Stillman (1844-1927)

Dante og Beatrice


I Firenze i 1274 så den 9-årige Dante den et år yngre Beatrice for første gang, og han forelskede sig i hende. Hun var iført en let blodrød kjole med et bælte i taljen. Han tænkte på hende som værende engleagtig med guddommelige og ædle kvaliteter, han sendte digte til hende og opholdt sig ofte på de steder, hvor han kunne forvente af få et glimt af hende, men hun talte først til ham 9 år senere. I 1283 så han hende klædt i hvidt spadserende på en gade i Firenze i selskab med to ældre kvinder. Hun vendte sig om og hilste på ham. Hendes hilsen fyldte ham med så stor en glæde, at han ønskede at være alene for at tænke på hende. Han drømte om hende, og gennem hans drømmeoplevelser blev Beatrice den væsentligste inspirationskilde i skriftet "Vita Nuova" ("Nyt Liv"), hvor Dante skrev om kærlighedsdigtning og kommenterede sine egne digte. Kærligheden til Beatrice var platonisk; Dante omgiver sig med andre kvinder. Beatrice bliver gift, men dør efter 3 års ægteskab. Dante lover at udødeliggøre hende gennem sine digte.

I Dantes kærlighed til Beatrice ligger også begrebet om "Evigt elskes kun det tabte", Hamamatsu Chunagon Monogatari, japansk roman fra 1100-tallet.  

Dantes kærlighed til Beatrice ses gentaget i fx Kirkegaards kærlighed til Regine Olsen og H.C. Andersens kærlighed til Jenny Lind.

H.C. Andersen
var fascineret af Dante, ikke mindst af hans platoniske kærlighed til Beatrice. I "Improvisatoren", 1835, skriver H.C. Andersen: "Handelen var næsten sluttet, da mine Øine faldt paa et Blad: »divina Comedia di Dante!« Min Kundskabens forbudne Frugt paa ondt og godt! Jeg kastede Metastasio og greb efter hiin, men den hang mig for høit, kun tre Paoli kunde løse den ned; jeg vendte Skillingen i Haanden, til den brændte som Ild, men den vilde ikke fordobles, og kun ned til denne Priis kunde jeg stemme Sælgeren, thi det var Italiens bedste Bog, Verdens første Digterværk, sagde han, og en Veltalenheds-Strøm over Dante, den af Habbas Dahdah nedsatte Dante, strømmede fra den ærlige Mands Læber."
 
Paradiset, sang V

Saalunde Beatrice til mig kvæder:
og straks, lig den, der Ord fra Ord ej skiller,
hun fremad i sin hellige Tale træder.
"Den største skænk, som Gud af Naadens Kilder
sin Skabning gav, som til hans Godhed svarer,
og som han selv af alle højest stiller,
hin Viljens Frihed er, trods Tvang og Farer,
hvormed kun de fornuftige Væsner fødes,
men som i alle dem sig aabenbarer.
Drag heraf Slutning nu, da vil du nødes
til at erkende Løftets Vægt, naar Magten
af Guds og dit Samtykke deri mødes.
Thi naar med Gud et Menneske slutter pagten,
da maa den Skat, hvorom du fik at høre,
han ofre selv, og frit, ved Viljesakten."
...
Saa mæled Beatrice, som jeg skriver;
derpaa hun længelselsfuld sit Øje hæved
didhen, hvor Verden mere fuld af Liv er.
Det, at hun tav og skifted Aasyn, kræved
Tavshed af mig, skønt Spørgsmaal, nye, store,
alt for min videlystne Tanke svæved.
Og som en Pil kan Maalet gennembore, 
før Strængen stille staar, var vi alt inde
i næste Rige snelt og fremad fore.
Så frydefuld blev her min Herskerinde,
da ind i denne Himmels Lys hun iled,
at Stjernen selv fik mere Glans af hende;
...
Saa lød det fra en Aand i disse Hære;
og Beatrice: "Tal, mens Timen iler!
Tro som på Guder, og tal trøstig, Kære!"
"Jeg ser, at i dit eget Lys du hviler,
og hvordan dine Øjen det udskikke,
the fra dem lyner det, hvergang du smiler.
Men ej jeg véd dit navn og kender ikke,
hvi du bebor den Sfære, som paa Jorde
af fremmed Glans er skjult for vore Blikke."
Paradiso, canto V

Sì cominciò Beatrice questo canto;
e sì com' uom che suo parlar non spezza,
continüò così 'l processo santo:
"Lo maggior don che Dio per sua larghezza
fesse creando, e a la sua bontate
più conformato, e quel ch'e' più apprezza,
fu de la volontà la libertate;
di che le creature intelligenti,
e tutte e sole, fuoro e son dotate.
Or ti parrà, se tu quinci argomenti,
l'alto valor del voto, s'è sì fatto
che Dio consenta quando tu consenti;
ché, nel fermar tra Dio e l'omo il patto,
vittima fassi di questo tesoro,
tal quale io dico; e fassi col suo atto."
...
Così Beatrice a me com' ïo scrivo;
poi si rivolse tutta disïante
a quella parte ove 'l mondo è più vivo.
Lo suo tacere e 'l trasmutar sembiante
puoser silenzio al mio cupido ingegno,
che già nuove questioni avea davante;
e sì come saetta che nel segno
percuote pria che sia la corda queta,
così corremmo nel secondo regno.
Quivi la donna mia vid' io sì lieta,
come nel lume di quel ciel si mise,
che più lucente se ne fé 'l pianeta.
...
Così da un di quelli spirti pii
detto mi fu; e da Beatrice: "Dì, dì
sicuramente, e credi come a dii".
"Io veggio ben sì come tu t'annidi
nel proprio lume, e che de li occhi il traggi,
perch' e' corusca sì come tu ridi;
ma non so chi tu se', né perché aggi,
anima degna, il grado de la spera
che si vela a' mortai con altrui raggi".
 
 

"Dante The Poet, the Political Thinker, the Man." I.B. Tauris, 2006, af den engelske Dante-forsker, leksikograf og oversætter Barbara Reynolds (1914).

 

"Dante", Penguin Lives, 2001, af den amerikanske litteraturforsker, kritiker, biograf og Yale professor R.W.B. Lewis (1917-2002). Lewis vandt i 1976 The Pulitzer Price for sin biografi om den amerikanske forfatter Edith Wharton.

 

"The Dante Club", 2003, debutroman,  af den amerikanske litteraturforsker Matthew Pearl. "Danteklubben", Hr. Ferdinand, 2004. Handlingen, der foregår i Boston i 1865, er om en gruppe indflydelsesrige litteraturentusiasters problemer med at oversætte Dante, der sker en række mord, som har relation til Dantes Inferno.

 
Se også/See Also
Dronningens gobeliner
Tapestries for HM The Queen
Historiske krige
Kristne
højtider
Regenter
Skagensmalerne
The Skaw Painters
Jelling
Monumenterne
Reformationen
The Reformation
Bayeux tapetet
Danske julemærker
Danish

Christmas Seals
Dansk guldalder
Danish Golden
Age
Kongelige portrætter
PAS DE DEUX
ROYAL
Aarhus
Marselisborg
Slot
Marselisborg
Palace
Sculpture by the Sea Aarhus
2009, 2011 2013,
2015
København Copenhagen
Den danske kulturkanon
Barcelona

Jugendstil i Riga, Letland
Art Nouveau in Riga, Latvia
Kongelige på frimærker
Royals on Stamps
Neoplatonisme
Dante
Alighieri
Firenze
Florence
Rom
Rome
Venedig
Venice
Glasmuseet
på Murano
Domkirken i
Pisa
The Field of Miracles Pisa
Schweiz
Switzerland
Rafael/Raphael
Michelangelo
Leonardo da Vinci
Berlin
Guareschi &
Don Camillo
Amsterdam
Jeff Koons
Frank O. Gehry Guggenheim
Bilbao
 
Drop Down Menu