|
Den evangelisk-lutherske Kirke er
den danske Folkekirke |
DANMARKS RIGES
GRUNDLOV af 5te Juni
1849:
Teksten er uændret i
den gældende
grundlov,
DANMARKS RIGES GRUNDLOV af
5. juni 1953. |
§ 3. |
Den evangelisk-lutherske Kirke
er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af
Staten. |
§ 6. |
Kongen skal høre til den
evangelisk-lutherske Kirke. |
Religionsfrihed indføres: |
§ 81. |
Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund
for at dyrke Gud paa
den Maade, der
stemmer med deres
Overbeviisning, dog
at intet læres eller
foretages, som
strider mod
Sædeligheden eller
den offentlige
Orden. |
|
|
|
|
|
Protestantisme |
|
Ifølge
reformatoren Martin Luther
(1483-1546) frelses
mennesket ved troen
alene og ikke ved gerninger |
|
Protestantisme er, inden for kristendommen, en af de store hovedretninger
sammen med katolicisme og den ortodokse kristendom. Med
Reformationen, som
Kong Christian 3. indførte i 1536, indførtes protestantismen i
Danmark, og den danske nationalkirke blev
luthersk i sit indhold.
Luthers lære kaldes den evangeliske, fordi
den er centreret om Det Nye Testamentes fire evangelier, og det vil sige
budskabet om Kristus. Luthers tilhængere betegnes lutheranere. |
|
Af store protestantiske reformatorer var, ud over Martin Luther
(1483-1546), de schweiziske reformatorer, der var inspireret af Luthers
kristendomsforståelse, præsten Ulrich Zwingli
(1484-1531), der faldt i et slag i en religionskrig mellem
protestanter og katolikker, og hans reformation førtes videre af
Jean Calvin
(1509-1564), fransk præst, der blev fordrevet fra den franske
katolske kirke og flyttede til Genève, hvor han skabte en selvstændig
reformatorisk kirke. De kirker, der følger Zwingli og Calvins lære, betegnes
reformerte. Calvinister og hugenotter (franske protestanter) er andre navne
for de reformerte.
Reformert Kirke i København. |
|
Martin Luthers reformation medførte et brud med paven og den
katolske kirke.
Ordet alene, evangeliet, det glade budskab, er autoriteten - ikke paven
eller kirken.
Pavens magt og især hans særstatus som
apostlen Peters efterfølger, som Kristi stedfortræder på jord, gjorde
Luther op med, præsten er en tjener der skal forestå gudstjenesten og ikke
andet, Luther sagde "Enhver der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop
og pave" - ergo vi er alle præster. Luther holdt sig ikke tilbage med at
fornærme paven og den katolske kirke.
Evangeliet alene er ifølge Luther mennesket frelse
- og netop spørgsmålet om menneskets frelse er et
væsentligt stridspunkt mellem Luther og den katolske kirke.
Modsat protestanter er katolikker af den opfattelse at både tro og
gerninger er nødvendig for frelse. Ifølge Luther
er det at stræbe efter egen frelse ved at gøre gode gerninger en synd fordi
handlingen er bevidst og ikke spontan og alene drejer sig om at demonstrere
sig egen godhed mod næsten i håbet om at Gud ser det og belønner det. Ifølge
Luther er gode gerninger et resultat af troen.
Mennesket har arvet synden fra Adam og Eva, og den kan man ikke via
aflad købe sig fri af, menneskets erkendelse af arvesynden er basis for at
tro, og mennesket kan tage imod troen ved at lytte til evangeliet og tro på
det og derved frelses. |
|
Se medalje for
reformationsjubilæet 1817. |
|
|
|
|
Portræt af Martin Luther,
1600-tallet, forlæg Lucas Cranach, Vor Frue Kirke, Assens. |
|
|
|
Dansk
gudstjeneste efter Reformationens indførelse. Peder Palladius
prædiker,
Reformationsmonumentet, Bispetorvet i København.
|
|
|
|
Reformationens 5
sola-ord |
|
Sola-ordene opsummerer reformatorernes
teologiske
overbevisninger om det væsentlige i Kristendommen: |
|
|
|
(ved tro alene), vi bliver frelst alene ved
troen på Jesus Kristus. |
|
|
|
(ved skriften alene), Bibelen alene er vores
højeste myndighed. |
|
|
|
(ved Kristus alene), Jesus Kristus alene er
vores Herre, Frelser og Konge. |
|
|
|
(ved nåden alene), vi frelses alene ved Guds
nåde. |
|
|
|
(Gud alene æren), vi lever alene til Guds ære. |
|
|
|
|
|
|
Martin Luthers
95 teser |
|
|
Reformationen fødtes den 31. oktober 1517
da
Martin Luther hamrede
sine 95
teser mod den katolske kirkes afladshandel
op på Slotskirkens dør i Wittenberg. Købte man et afladsbrev, købte man sig
fri af Skærsilden og den straf man ellers skulle have haft for de synder,
der ikke var blevet tilgivet. Luther mente, at
afladshandel satte skel mellem rig og fattig i forholdet til Gud, for
"Guds kærlighed er altomfattende og gives
til enhver".
Skærsilden afvises af den protestantiske kirke, men Helvede og Satan er en
realitet ligesom Paradiset/Himmeriget.
"Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer"
er et rim skrevet af den tyske dominikanermunk, afladsprædikant- og handler
Johan Tetzel (1465-1519), der solgte aflad nær Wittenberg og var medvirkende
årsag til at Luther slog sine teser op på kirkedøren.
I tese 28 skriver Luther: "Det er sikkert, at
når pengene i kisten klinger, så øges profitten og begæret, men kirkens
forbøn er alene bundet til Gud". I tese 72 står: "Men sandelige,
den som går imod disse afladskræmmers griske og frivole ord, han skal være
velsignet". På sit dødsleje modtog Tetzel et brev fra Luther, der fritog ham
for ansvaret for Reformationens udbrud. |
|
|
|
Luthers lille Katekismus
(lat. catechizare, gr. katechizein = give undervisning), 1529,
er en kort gennemgang af den kristne tro og begynder med De ti bud og
afsluttes med Alterets sakramente (nadveren) - hvert afsnit indledes med
ordene "Sådan som en husfader enfoldigt skal forklare dem for sin
husstand". Den blev skrevet på baggrund af den
uvidenhed om kristendommen som reformatorerne mødte på deres rejser i
Sachsen. |
|
Folkekirken har to
sakramenter |
|
De to
sakramenter
og
prædiken,
alterbordsforside
fra
Torslunde
Kirke på
Sjælland,
Nationalmuseet.
Den
latinske
indskrift
fortæller
at
tavlen
er
udsmykket
efter
råd fra
Hr.
Johannes
Jacobsen,
præst
ved
denne
kirke, i
det
Herrens
år 1561.
Kunstneren
er
ukendt.
Inspirationen
er
hentet
fra
træsnittet
"Den
falske
og den
sande
kirke",
1546, af
Lucas
Cranach
d.y.,
hvor den
lutherske
gudstjeneste
med
Luther
selv på
prædikestolen,
er sat
over for
den
katolske
messe,
der er
fremstillet
som det
rene
kaos,
opslugt
af
helvedesuhyrets
store
gab.
Lucas
Cranach
d.y.,
søn af
Lucas
Cranach
d.æ.
var, som
sin far,
ven af
Martin
Luther
og
forkæmper
for
gennemførelsen
af
reformationen. |
|
|
|
Sakramente,
hellig handling indstiftet af Jesus selv til vor
retfærdiggørelse og som via Helligånden skænker Guds nåde - gavmildhed,
godhed, barmhjertighed og tilgivelse. I sakramenterne drager den opstandne
Kristus omsorg for de troende, indgiver styrke til vejen gennem livet. Gud
møder mennesket i ordet og sakramenterne - i ord, vand, brød og vin. |
|
Dåben |
|
Dåb og nadver
er et møde mellem Gud og mennesker |
|
Johannes Døberen
døbte Jesus og banede vejen for
ham. Matthæusevangeliet 3,11: "Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer
efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans
sko. Han skal døbe jer med
Helligånden og ild".
Efter opstandelsen siger Jesus til sine apostle:
Missionsbefalingen, Matthæusevangeliet 28,16-20:
"Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor
Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle
tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al
magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine
disciple, idet
I døber dem i Faderens og
Sønnens og Helligåndens navn,
og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.
Og se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende."
Markusevangeliet 10,14-16:
"...
"Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er
deres.
Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige
ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og
lagde hænderne på dem og velsignede dem."
|
Den apostolske Trosbekendelse |
|
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. |
|
Vi tror på Gud Fader, den
Almægtige,
himlens og jordens skaber.
|
|
Vi tror på Jesus Kristus, hans
enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria, pint under
Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den
Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme
levende og døde.
|
|
Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes
forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.
|
|
|
|
Dåben, der skal modtages i tro,
er en genfødsel til nyt liv i Kristus, den døbte bliver Guds barn
-
"Og se,
jeg er
med jer
alle
dage
indtil
verdens
ende",
som det
står i
missionsbefalingen.
Tro er
tillid
til Guds
ord og
den gave
som Gud
skænker
dåbsbarnet
og er
ikke
noget,
der
kommer
fra én
selv,
men
overgår
én.
Barnet
døbes på
den
kristne
tro, der
svares
ja til
trosbekendelsen
- et ja
fra
forældre
og
faddere
på
barnets
vegne.
Ved
dåben
bliver
dåbsbarnet
medlem
af
kirken.
I
Luthers
lille
Katekismus
står, at
den
gamle
Adam i
os skal
druknes
gennem
daglig
anger og
bod og
dø med
alle
synder
og onde
lyster,
og der i
stedet
for
dagligt
skal
fremkomme
og opstå
et nyt
menneske,
som skal
leve
evigt
for Gud
i
retfærdighed
og
renhed.
Dåbens
sakramente
giver os
syndsforladelse,
bryder
syndens
magt, og
er den
eneste
vej ud
af
arvesynden,
den
medfødte
ondskab,
som kom
med Adam
og Eva,
og som
gør os
skyldige
til den
evige
død og
også
forbliver
i os
efter
dåben (i
den
katolske
kirke
bliver
man ved
dåben
renset
for
arvesynden).
Arvesynden
har
fordærvet
mennesket,
gjort
det
blind og
selvtilfreds,
dens
magt er
så
stærk,
dens
fordærvelse
så dyb
at
mennesket
ikke kan
se sin
faldne
tilstand.
Med sin
opstandelse
sejrer
Jesus
over
døden og
dermed
over
arvesynden.
|
Markusevangeliet 16,16: "Den,
der tror og bliver døbt, skal frelses;
men den, der ikke tror, skal dømmes."
Luther har ikke udtalt sig om at frelsen afhænger af dåben, om det udøbte
menneske er fortabt. |
Dåbsbarnet
vil primært være et spædbarn,
men også voksne døbes.
Normalt vil en dåb foregå i kirken, men hvis barnet er syg, kan der
foretages dåb i hjemmet eller på hospitalet, og barnet fremstilles senere i
kirken. Nøddåb kan foretages af en tilstedeværende døbt person, hvis der er
tale om alvorlig sygdom og præsten ikke kan nå frem. |
|
|
Det sidste
måltid som Jesus indtog sammen med disciplene aftenen før sin lidelse og død
er grundlaget for nadveren. Jesu sidste måltid = den første nadver/nadverens
indstiftelse (Skærtorsdag).
Johannesevangeliet 6,54: "Den, der spiser
mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den
yderste dag."
Indstiftelsesordene, Lukasevangeliet 22,19-20: "Og han tog et brød,
takkede og brød det, gav dem det og sagde: "Dette er mit legeme, som
gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han
bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit
blod, som udgydes for jer." |
I nadveren
kommer den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus den troende nær, han er
tilstede i brødet og vinen, men der er ikke tale om en forvandling som i den
katolske kirke, hvor brød og vin forvandles til Jesu kød og blod. I nadveren
styrkes den troende i troen. |
|
|
|
|
|
|
|
Bebudelsen af Jesu
fødsel,
Lukasevangeliet
1,26-38:
"Da
Elisabeth [Johannes
Døberens mor] var i
sjette måned, blev
englen Gabriel
sendt
fra Gud til en by i
Galilæa, der hedder
Nazaret, til en
jomfru, der var
forlovet med en
mand, som hed Josef
og var af Davids
hus.
Jomfruens navn var
Maria.
Og
englen kom ind til
hende og hilste
hende med ordene:
"Herren er med dig,
du benådede!" Hun
blev forfærdet over
de ord og spurgte
sig selv, hvad denne
hilsen skulle
betyde. Da sagde
englen til hende: "Frygt
ikke, Maria! For du
har fundet nåde for
Gud. Se, du skal
blive med barn og
føde en søn, og du
skal give ham navnet
Jesus.
Han
skal blive stor og
kaldes den Højestes
søn, og Gud Herren
skal give ham hans
fader Davids trone;
han skal være konge
over Jakobs hus til
evig tid, og der
skal ikke være ende
på hans rige." Maria
sagde til englen:
"Hvordan skal det gå
til? Jeg har jo
aldrig været sammen
med en mand." Englen
svarede hende: "Helligånden
skal komme over dig,
og den Højestes
kraft skal
overskygge dig.
Derfor skal det
barn, der bliver
født, også kaldes
helligt, Guds søn.
Også
din slægtning
Elisabeth har
undfanget en søn, nu
i sin alderdom. Hun,
om hvem man siger,
at hun er ufrugtbar,
er i sjette måned;
thi intet er umuligt
for Gud." Da sagde
Maria: "Se, jeg er
Herrens tjenerinde.
Lad det ske mig
efter dit ord!" Så
forlod englen
hende." |
Navnet Jesus
(gr.
Iesous
hebraisk
Jeshúa)
betyder "Gud er
frelse". |
GT,
Esajas' bog
7,14: "Men
Herren vil selv give
jer et tegn: Se, den
unge kvinde skal
blive med barn og
føde en søn, og hun
skal give ham navnet
Immanuel."
Navnet Immanuel betyder
Gud med os, det
er ikke et
personnavn. Jomfru
Maria skal føde en
søn, og det skal hun
se som et tegn på,
at Gud er med os,
altså navnet
indikerer Jesu
rolle, at bringe
Guds nærvær til
mennesket. Jesus kom
for at leve som Gud
i menneskelig
skikkelse. Med
syndefaldet havde
Satan i skikkelse af
en slange (Johannes'
Åbenbaring 12,9)
fået magt over
menneskene da han
lokkede Adam og Eva
til at overtræde
Guds udtrykkelige
bud. Som menneske
tog Gud alverdens
synder på sig. |
Jomfru Maria = den
2. Eva eller den nye Eva.
Hvad Eva bandt med
sin vantro, løsnede
Maria ved sin tro.
Umiddelbart
hinandens
modsætninger og
alligevel ikke, da
Maria skal
virkeliggøre den
plan Gud havde med
Eva. Maria er den nye Eva, da hun i Bebudelsen af Jesu fødsel,
Lukas, 1,38 siger: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit
ord!" Så forlod englen hende.", da begyndte hele frelsesprocessen. |
|
|
Folkekirkens
forkyndelse og lære
bygger på Bibelen og
fem
bekendelsesskrifter
eller
trosbekendelser:
|
Den apostolske Trosbekendelse
fra o. 200 e.Kr. Betegnelsen "apostolsk" henviser til at den skulle være
formuleret af Jesu 12 apostle. Trosbekendelsen fortæller hvad det vil sige
at være kristen, er den kristne tro sammenskrevet i få sætninger.
Den
anvendes ved gudstjenester
og som tilspørgelse ved dåb (var opr. en dåbsbekendelse) og ved
konfirmation, hvor konfirmanden bekræfter indholdet af trosbekendelsen.
|
|
|
Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse
eller
Den nikænske Trosbekendelse
fra år 325. Kan anvendes i højmessen i stedet for Den apostolske
Trosbekendelse. Er navngivet efter kirkemøderne i Nikæa i år 325 og i
Konstantinopel i 381. |
|
|
Den athanasianske
Trosbekendelse fra ca. år 435, opkaldt efter
biskop Athanasius af Alexandria (c. 295-373). Omtales første gang på et
kirkemøde i 670. Udlægger treenighedslæren. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
afslutter præstens
prædiken. Paulus'
Andet Brev til
Korintherne 13,13: "Herren
Jesu Kristi nåde og
Guds kærlighed og
Helligåndens
fællesskab være med
jer alle!" |
|
|
lat. Confessio
Augustana,
bekendelsesskrift
for den
evangelisk-lutherske kirke, skrevet af
Philipp
Melanchthon
(1497-1560),
tysk filolog
og teolog og
Luthers ven
og kollega.
Bekendelsens
artikler
forklarer
hvad
reformatorerne
står for og
blev
fremlagt og
læst højt
ved
rigsdagen i
Augsburg i
1530, som
Karl 5.
havde
indkaldt til
med det
formål at
skabe enhed
i sit
kejserrige,
fordi
fyrstendømmer
og byer
havde
tilsluttet
sig Luthers
oprør mod
den katolske
kirke.
Bekendelsen
består af 28
artikler: De
vigtigste
trosartikler
1-8.
Sakramenterne
9-21. De
artikler, i
hvilke de
afskaffede
misbrug
opregnes
22-28
(hvilket er
kirkeskikke
og
livsformer,
der ved
Reformationen
blev fjernet
eller
ændret,
f.eks. har
præsterne
været
berøvet
ægteskabet
og kan nu
frit indgå
ægteskab).
Skriftet
blev
anerkendt i
Danmark med
Reformationens
indførelse i
1536. |
|
Martin Luther og
Philipp Melanchthon
knæler ved den
korsfæstede Kristus,
tesedøren,
Slotskirken i
Wittenberg. |
|
|
|
|
|
Fra
oversættelsen
af Det Nye
Testamente,
1948
|
Bibelen,
1992,
Matthæusevangeliet
6,9-14 |
|
|
Fader vor,
du som er i
himlene!
Helliget
vorde dit
navn,
komme dit
rige,
ske din
vilje,
som i himlen
således også
på jorden;
giv os i dag
vort daglige
brød,
og forlad os
vor skyld,
som også vi
forlader
vore
skyldnere,
og led os
ikke i
fristelse,
men fri os
fra det
onde.
Thi dit er
riget og
magten og
æren i
evighed!
Amen. |
Vor Fader,
du som er i
himlene!
Helliget
blive dit
navn,
komme dit
rige,
ske din
vilje
som i
himlene
således også
på jorden;
giv os i dag
vort daglige
brød,
og forlad os
vor skyld,
som også vi
forlader
vore
skyldnere,
og led os
ikke ind i
fristelse,
men fri os
fra det
onde.
For dit er
Riget og
magten og
æren i
evighed!
Amen. |
|
|
|
reformbevægelser i
Tyskland og Schweiz
o. 1520-30. De gik
ind for en bevidst
bekendelse til tro
og således
voksendåb, de kaldte
sig "Døbere" eller
"Brødre".
Betegnelserne
anabaptister,
gendøbere og
døberbevægelser
anvendtes af deres
modstandere i
reformationstiden
fordi de gendøbte
voksne på deres tro.
Døberne forkastede
barnedåben fordi et
spædbarns tro ikke
er en bevidst tro,
men Luther siger at
dåben ikke er
opfundet af
mennesker, men er
Guds værk, og man
ved man er døbt
fordi Gud og andre
er vidner til det.
Døberne mente ikke
de gendøbte i og med
de ikke anerkendte
barnedåben.
En kejserlig lov
forbød gendåb, og
der var dødsstraf
herfor.
Luther skrev om
gendåb i et brev til
to romersk-katolske
præster "Von der
Wiedertaufe an zwei
Pfarrherrn,
1528" (Om gendåb til
to præster),
at de
ombringelsesmåder
der anvendes mod
gendøbere, som han
kalder djævlebander
og elendige
mennesker, gør ham
ondt, og at tro det
forkerte giver straf
nok i helvedes evige
ild. |
|
|
|
|
|
|