|
A D V E N T |
 |
 |
 |
|
Adventstiden - de
fire søndage op til jul |
Advent (lat.
adventus, ankomsten. Lat. Adventus Domini, Herrens komme) er de
fire søndage op til jul. Den 1. søndag i advent begynder det
nye kirkeår og dagen er kirkeårets nytårsdag.
Adventstiden kaldes også for bodstiden (tidlige fastetiden). Det er en
periode hvor mennesket kan bekende sine synder, faste og forberede
sig til juleevangeliets budskab om Herrens komme. |
|
|
| Skikken med
adventskransen er tysk og formentlig opstået omkring år
1800 og omkring 1900 indførtes den i Sønderjylland (der var
tysk fra 1864 til og med
Genforeningen i 1920).
Kong Christian 10.'s
hustru Dronning Alexandrine, født Prinsesse Alexandrine af
Mecklenburg-Schwerin, indførte sit fødelands skik i
kongehuset i 1918 og omkring
2.
verdenskrig vandt skikken indpas i hele landet. Kransens
bånd var rødhvide, senere blot røde, men kan også være
violette som er adventstidens
liturgiske farve som symboliserer bod og anger. |
|
|
|
|
|
Santa Luciadag
- 13. december
Lucias festdag er den 13. december i adventstiden og fejres med et
Luciaoptog,
en lysfest (lat. lux = lys), og har ikke med jul at gøre, men at
gøre med længslen efter lysere tider i den mørkeste tid på året.
Traditionen med Luciaoptog er svensk. I forbindelse med
Reformationen ophørte tilbedelsen af helgener. I 1944, under
den tyske
besættelse, var der
for første gang
Luciaoptog i Danmark, og det fandt sted i Scala på Vesterbro i
København.
Luciabruden bærer en hvid kjortel,
der symboliserer Jesu dåbskappe, og om den er bundet et rødt
bånd, der symboliserer Lucias blod fra martyrdøden.
Lyskransen, som Luciabruden bærer på hovedet er en jomfrukrone
(båret af ugifte kvinder eller brude på bryllupsdagen), og
symboliserer, at Lucias gav sit liv til Gud som Kristi brud.
Den hellige Lucia, skytshelgen for blinde og folk med
øjenlidelser og for sin fødeby Siracusa (Syrakus) på Sicilien. Hun
stak øjnene ud på sig selv.
Lucia led martyrdøden under kejser Diocletians
kristenforfølgelser
og døde den 13. december 304 i Siracusa. Ved nattetide bragte hun
mad til de kristne i katakomberne, og for at finde vej bar hun en lyskrans.
Hun nægtede at gifte sig med den ikke-kristne mand, som hendes
familie havde valgt til hende, hvorfor den udvalgte hævnede sig på
hende ved at angive hende til myndighederne. Hun blev straffet med
at blive sendt til et bordel, hvorfor hun rev sine øjne ud, for ikke
at friste mænd, men øjnene voksede ud igen, og guddommelig indgriben
hindrede, at hun kom på bordel. Hun blev herefter udsat for tortur
og dømt til at blive brændt på et bål, men guddommelig indgriben
endnu en gang hindrede at flammerne fik tag i hende, hvorfor
dommeren stak hende ihjel med sit svær.
|
|
|
|
|
|
Luciasangen: |
|
|
Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
//: nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia :// |
Her ved vor
ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe
//: skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia
:// |
|
|
|
|
|
J U L
24. december til 6. januar |
|
|
|
|
|
|
|
Julen
indledes med en forberedelsestid, adventstiden.
Jesu fødsel fejres den
24. december, og den 25. december er fødselsdagen, hvilket blev
fastlagt ca. 300 e.Kr. Nogle
ortodokse kirker har bevaret den Julianske kalender, indført
af Julius Cæsar 46 f.Kr., og juledagene falder derfor den 6. og 7.
januar. Den Gregorianske kalender, indført af Pave Gregor
XIII i 1582, rettede op på den skævhed der var opstået mellem
kalenderåret og solåret i den Julianske kalender.
Julen varer til Helligtrekonger den 6. januar, datoen hvor
man i oldkristendommen fejrede Jesu fødsel, eller 13. juledag der
indtil 1770 var en officiel helligdag. |
|
|
Ifølge traditionen blev Jesus født natten mellem 24. og 25. december i år 1. År 0 eksisterer ikke.
Blandt forskere er der ikke enighed om hverken Jesu fødselsdato eller fødselsår.
Fastsættelsen af Jesu fødselsdag kan måske skyldes af kirken ønskede at udkonkurrere vikingernes vintersolhvervsfest i slutningen af december, hvor man fejrede, at dagene nu blev lysere, og man drak jól, skålede for guderne og et godt nyt år (ordet "jul" stammer formentlig fra "jól" = drejning).
Romerne havde en tilsvarende midvinterfest i slutningen af december. |
|
|
|
|
|
|
 |
|
Conrad von Soest, "Jesus fødsel",
1403, panel i venstre sidefløj af triptykonen
i Bad Wildungen Stadtkirche i Hessen i
Tyskland. |
|
Navnet Jesus
(gr.
Iesous
hebraisk
Jeshúa)
betyder "Gud
er frelse". |
|
Navneloven af 1. april 2006 ophæver et
gammel forbud mod at danske drenge kan døbes
Jesus. |
|
|
|
|
|
|
|
|
Jesu fødsel,
Lukasevangeliet 2,1-21.
"Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra
kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.
Det var den første folketælling, mens Kvirinius var
statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig
indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra
byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som
hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,
for at lade sig indskrive sammen med
Maria, sin
forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér,
kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den
førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en
krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der
hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over
deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og
Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af
stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se,
jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele
folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by;
han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I
skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en
krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk
hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det
højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds
velbehag!
Og da englene havde
forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde
hyrderne til hinanden: "Lad os gå ind til Betlehem og se
det, som er sket, og som Herren har forkyndt os." De
skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med
barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte
de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og
alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne
fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit
hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage
og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og
set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Da otte dage var gået, og
han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var
blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders
liv." |
|
|
|
Jesu fødsel,
Matthæusevangeliet 1,18-25
"Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til:
Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde
været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn
ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og
ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at
skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på
dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm
og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage
Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er
undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du
skal give ham navnet Jesus;
for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Alt dette skete, for at det skulle
opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der
siger: "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn,
og de skal give ham navnet Immanuel" det betyder: Gud
med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han,
som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til
sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun
fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus." |
|
|
|
GT, Esajas' bog 7,14: "Men
Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde
skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham
navnet Immanuel." |
|
Navnet Immanuel betyder
Gud med os, det er ikke et personnavn. Jomfru Maria skal føde en
søn, og det skal hun se som et tegn på, at Gud er med os, altså
navnet indikerer Jesu rolle, at bringe Guds nærvær til mennesket.
Jesus kom for at leve som Gud i menneskelig skikkelse. Med
syndefaldet havde Satan i skikkelse af en slange (Johannes'
Åbenbaring 12,9) fået magt over menneskene da han lokkede Adam og
Eva til at overtræde Guds udtrykkelige bud. Som menneske tog Gud
alverdens synder på sig. |
|
|
|
|
|
H E L L
I G T R E K O N G E R S D A G
6. januar er en
fest for De Vise Mænd fra Østerland/De Hellige Tre Konger |
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
Andrea Mantegna,
"Kongernes tilbedelse", omkr. 1495-1505,
The Getty Center, Los Angeles.
På Mantegnas billede ses Josef, Jomfru Maria og
Jesusbarnet, de har glorier og er iført simple
klæder i sammenligning med De Hellige Tre Kongers
klædedragter.
Caspar, europæeren,
er langskægget og barhovedet, han begaver Jesusbarnet
med en kostbar kinesisk kop fyldt med guldmønter. Asiaten
Melchior holder et røgelseskar og Balthazar
til højre bærer en lågkrukke,
han er fra Etiopien. |
|
|
|
|
|
|
|
Helligtrekongersaften den 5. januar
er i den folkelige tradition (indtil
midten af 1800-tallet) blevet fejret
ved at tænde et trearmet lys for at
markere julens afslutning.
Traditionen med at lade juletræet
stå til Helligtrekonger og tænde det
eksisterer stadig. |
|
|
De vise mænd, Matthæusevangeliet
2,1-12
"Da Jesus var født i Betlehem i Judæa
i kong Herodes' dage, se, da kom der
nogle
vise mænd fra Østerland
til Jerusalem og
spurgte:
"Hvor er jødernes nyfødte konge? For
vi har
set hans stjerne gå
op
og er kommet for at tilbede ham." Da
kong Herodes hørte det, blev han
forfærdet, og hele Jerusalem med
ham. Og han sammenkaldte alle
ypperstepræsterne og folkets
skriftkloge og spurgte dem, hvor
Kristus skulle fødes. De svarede
ham: "I Betlehem i Judæa. For
således er der skrevet ved profeten:
Du, Betlehem i Judas land, du er på
ingen måde den mindste blandt Judas
fyrster. Fra dig skal der udgå en
hersker, som skal vogte mit folk,
Israel."
Så tilkaldte Herodes i al
hemmelighed de vise mænd og forhørte
dem indgående om, hvornår stjernen
havde vist sig. Og han sendte dem
til Betlehem og sagde: "Gå hen og
spørg jer nøje for om barnet; og når
I har fundet det, så giv mig besked,
for at også jeg kan komme og tilbede
det." Da de havde hørt på kongen,
tog de af sted, og se,
stjernen, som de havde set gå op,
gik foran dem, indtil den stod
stille over det sted, hvor barnet
var. Da
de så stjernen, var deres glæde
meget stor. Og de gik ind i huset og
så barnet hos dets mor Maria, og de
faldt ned og tilbad det, og de
åbnede for deres gemmer og frembar
gaver til det, guld, røgelse og
myrra. Men
i drømme fik de en åbenbaring om
ikke at tage tilbage til Herodes, og
de vendte hjem til deres land ad en
anden vej." |
|
|
|
|
Caspar, Melchior og Balthazar
er de navne som
er givet til de vise mænd. Der er ikke noget
belæg i Bibelen for navnene, heller ikke at der
var tale om tre hellige konger eller tre vise
mænd, men blot nogle vise mænd fra Østerland. De
tre kostbare gaver guld, røgelse og
myrra har
ført til den formodning, at der var tale om tre
konger. Mere sandsynligt er, at de vise mænd var
astronomer fra oldtidsbyen Babylon, der havde
set en ny stor stjerne på himlen og tolket den
som skik var, at en ny konge var født. |
|
|
|
Guld, røgelse og myrra kan
symbolisere: |
de tre dengang
kendte
verdensdele,
Europa
(guld, Caspar),
Asien
(røgelse,
Melchior) og
Afrika
(myrra,
Balthazar).
Guld var en
kongegave,
røgelse var gave
til en guddom,
myrra var gave
til en døende,
til en lidende
(Jesu lidelser). |
|
|
|
|
|
 |
Botticelli, "Kongernes tilbedelse",
ca. 1475, malet til kirken
Santa Maria Novella, Uffizi Galleriet,
Firenze.
På Botticellis billede ses en folkemængde
grupperet omkring Den Hellige Familie, der
er placeret ophøjet i en ruinkulisse, som er
Boticellis måde at fremhæve deres betydning
på og ikke ved at male glorier omkring dem.
Nye blade gror ud af murfragmenterne
symboliserende Jesu fødsel, en ny begyndelse
og evigt liv. Under Betlehemsstjernen sidder
Josef sørgende symboliserende Jesu
korsfæstelse.
De Hellige Tre Konger næsten drukner i
mængden i sammenligning med andre billeder
af Kongernes tilbedelse, hvor der er rum
omkring dem eller de kun er afbildet med Den
Hellige Familie. En undtagelse er der dog,
og det er Kongen, der rører Jesusbarnets
fødder, og som er afbildet med Cosimo de
Medicis træk. Blandt beundrerne er også
andre af
Medicislægten, malerens mæcener, og
yderst til højre i billedet ses Botticelli
selv. Helt til venstre i billedet ses buer i
forfald symboliserende det førkristne Rom
eller at den gamle pagt skal erstattes af en
ny pagt. |
|
|
|
 |
Det gyldne skrin i Domkirken i Köln med
De Hellige Tre Kongers relikvier.
I domkirken i Köln
(påbegyndt 1248 afsluttet 1880'erne) drejer alt i
kirkerummet sig om De Hellige Tre Konger. Kongerne
blev begravet i Jerusalem og under en pilgrimsrejse
fandt Helena, mor til Konstantin 1., Kongernes
ben. De blev anbragt i Hagia Sophia katedralen (Den
Hellige Visdoms Kirke) i Konstantinopel, og senere
bragt til Milano. I 1164 erobrede Frederik
Barbarossa Milano, og relikvierne sendtes til Köln,
hvor der blev fremstillet et gyldent skrin til
kongernes jordiske rester, hvoraf nogle blev sendt
tilbage til Milano. Det gyldne relikvieskrinskrin
i katedralen førte til, at kirken blev en
valfartskirke. I 1998 fejredes domkirkens 750 års
jubilæum. |
|
|
|
|
|
|
|
|
Forårets helligdage fastlægges efter
hvornår Påskesøndag falder |
|
|
|
Påsken falder altid
på
første søndag efter første fuldmåne
efter forårsjævndøgn (fastsat
til 21. marts i år 325 ved et
kirkemøde i Nikæa og er når solen
står i zenit over ækvator - dag og
nat er lige lange). Påskesøndag kan
tidligst falde den 22. marts og
senest den 25. april. |
|
|
|
|
|
|
|
| Fastelavn er indgangen til fastetiden og her skal sjæl og krop forberedes til at modtage påskebudskabet. Før Reformationen fastede man op til påske. Den katolske faste, en bods- og andagtstid, blev afskaffet med Reformationen. Fastelavn blev bevaret som en folkelig skik. |
|
|
|
|
Oprindeligt og indtil langt op i 1800-tallet var fastelavn en fest
for voksne, hvor der blev drukket, spist kød, festet, danset
og hvor man var udklædt og slog katten af tønden, som var en
hollandsk skik.
Fastelavnssøndag kaldtes også "flæskesøndag". I fastetiden
spistes fisk, så der skulle spises kød, så man havde noget at stå
imod med til den
kommende faste. Fastelavn drejede sig om at bekæmpe det onde,
og en kat (især sort) var symbol på ondskab, hvorfor der i
fastelavnstønden var en levende kat, som først skulle tåle
tøndeslagningen og herefter, når den slap ud af tønden, skulle jages
ud af byen og måske endda også prygles til døde.
Fastelavnsløben var i gammel tid en skik, hvor pigerne (let
påklædte) og karlene løb om kap, hvilket ved lov blev forbudt i
1643, men helt ind i 1700-tallet findes retssager, der omhandler
fastelavnsløben. Andre skikke f.eks. at "ride til hanen/trække
hovedet af hanen" og "gåserenden" er kendt fra slutningen af
1600-tallet og fandt sted til begyndelsen af 1700-tallet, dog nogle
steder også op i 1800-tallet. Her var en levende hane eller gås
hængt op i et reb med hovedet nedad, og det var rytterens opgave at
vride halsen af, hvilket var besværliggjort ved at den var smurt ind
i fedt eller sæbe.
I
dag er fastelavn en fest for børn med udklædning og tøndeslagning.
Det at gå fra dør til dør med fastelavnsris og raslebøsse og synge
"Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller
får, så laver jeg ballade" og få slik, penge eller fastelavnsboller
er ikke så hyppigt mere. |
|
|
| På billedet ses Fastelavnsridning i St. Magleby, den 11. februar
1929. Foto fra album tilhørende gårdejer Jan Dirchsen,
"Hollændergård", St. Magleby. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
Askeonsdag er den første onsdag efter
Fastelavnssøndag
og
er ikke dagen før Skærtorsdag.
Askeonsdag er
begyndelsen på de 40 dages faste op til
påske (minus søndage fordi det er Jesu
opstandelsesdag, og der er nadver ved
gudstjenesterne). Fra Askeonsdag til
Påskelørdag er der 40 hverdage, Jesus
fastede 40 dage og nætter. I den
katolske
kirke bliver dagen fejret med en
Askeonsdagsmesse. Menigheden får tegnet
korsets tegn for panden med aske, der
symboliserer menneskets forgængelighed, og
præsten siger:
"Memento,
homo,
quia pulvis
es, et in pulverem reverteris"
(Husk, menneske, at du er støv, og til støv
skal du vende tilbage).
I folkekirken er man begyndt at tage
skikken op. I den katolske kirke er den et fast
element. |
|
|
|
Jesus
fristes af Djævelen i ørkenen, Matthæusevangeliet
4,1-11: "Så
blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at
fristes af Djævelen. Og da han havde fastet
i fyrre dage og fyrre nætter, led han til
sidst sult. Og fristeren kom og sagde til
ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at
stenene her skal blive til brød." Men han
svarede: "Der står skrevet: "Mennesket
skal ikke leve af brød alene, men af hvert
ord, der udgår af Guds mund." "Da tog
Djævelen ham med til den hellige by,
stillede ham på templets tinde og sagde til
ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned.
For der står skrevet: Han vil give sine
engle befaling, og de skal bære dig på
hænder, så du ikke støder din fod på nogen
sten." Jesus sagde til ham: "Der står også
skrevet: "Du må ikke udæske Herren din Gud."
"Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang
til et meget højt bjerg, og viste ham alle
verdens riger og deres herlighed og sagde
til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis
du vil kaste dig ned og tilbede mig."Da
svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der
står skrevet: "Du skal tilbede Herren din
Gud og tjene ham alene." "Da forlod Djævelen
ham, og se, der kom engle og sørgede for
ham." |
|
|
|
"Askeonsdag", katolsk præst
drysser aske på de troendes hoveder.
Akvarel fra 1881 af den polske maler
Julian Falat. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
 |
Fra Angelico, "Bebudelsen",
1438/45,
San Marco Museet,
Firenze. Klik for at se hele billedet.
Mariæ bebudelsesdag, hvor
englen Gabriel bebuder Jomfru Maria, at hun
skal føde Guds søn, fejres i den
evangelisk-lutherske kirke den 5. søndag i
fasten, søndagen før Palmesøndag. I den
katolske kirke fejres dagen den 25. marts,
altså ni måneder før juledag. |
|
|
|
|
|
|
|
"Hvor kommer Kristus fra i verden?
Fra Gud og kvinden! Manden var sat
ud af spillet. Kun i mødet mellem
Guds Ånd og en kvinde fuld af
hengivenhed, mod og kraft kunne
dette ske. Kvinden Maria gjort til
bærer af Gud i verden og med hendes
vilje til at være det blev hun et
troens forbillede for os alle."
Citat fra
Prædiken til Marie Bebudelsesdag,
25. marts 2012, Vor Frue kirke,
København. Af domprovst Anders
Gadegaard. |
|
|
|
|
|
|
|
Bebudelsen af Jesu fødsel, Lukasevangeliet
1,26-38:
"Da Elisabeth [Johannes Døberens mor] var i
sjette måned, blev englen Gabriel
sendt fra Gud til en by i Galilæa, der
hedder Nazaret, til en jomfru, der var
forlovet med en mand, som hed Josef og var
af Davids hus.
Jomfruens navn var Maria. Og englen kom
ind til hende og hilste hende med ordene:
"Herren er med dig, du benådede!" Hun blev
forfærdet over de ord og spurgte sig selv,
hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde
englen til hende: "Frygt ikke, Maria! For
du har fundet nåde for Gud. Se, du skal
blive med barn og føde en søn, og du skal
give ham navnet Jesus. Han skal blive
stor og kaldes den Højestes søn, og Gud
Herren skal give ham hans fader Davids
trone; han skal være konge over Jakobs hus
til evig tid, og der skal ikke være ende på
hans rige." Maria sagde til englen: "Hvordan
skal det gå til? Jeg har jo aldrig været
sammen med en mand." Englen svarede hende:
"Helligånden skal komme over dig, og den
Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor
skal det barn, der bliver født, også kaldes
helligt, Guds søn. Også din slægtning
Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin
alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er
ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er
umuligt for Gud." Da sagde Maria:
"Se, jeg
er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter
dit ord!" Så forlod englen hende." |
|
|
|
Navnet Jesus
(gr.
Iesous
hebraisk
Jeshúa)
betyder "Gud
er frelse". |
|
|
|
Jomfru Maria = den 2. Eva eller
den nye Eva.
Hvad Eva bandt med sin vantro, løsnede Maria
ved sin tro. Umiddelbart hinandens
modsætninger og alligevel ikke, da Maria
skal virkeliggøre den plan Gud havde med
Eva. Maria
er den nye Eva, da hun i Bebudelsen af Jesu
fødsel, Lukas, 1,38 siger: "Se,
jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig
efter dit ord!" Så
forlod englen hende.", da begyndte hele
frelsesprocessen. |
|
|
|
|
|
GT, Esajas' bog 7,14: "Men
Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med
barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel."
.
Navnet Immanuel betyder
Gud med os, det er ikke et personnavn. Jomfru Maria skal føde en
søn, og det skal hun se som et tegn på, at Gud er med os, altså
navnet indikerer Jesu rolle, at bringe Guds nærvær til mennesket.
Jesus kom for at leve som Gud i menneskelig skikkelse. Med
syndefaldet havde Satan i skikkelse af en slange (Johannes'
Åbenbaring 12,9) fået magt over menneskene da han lokkede Adam og
Eva til at overtræde Guds udtrykkelige bud. Som menneske tog Gud
alverdens synder på sig. |
|
|
|
Jomfru Maria og
arvesynden |
|
|
"Frygt ikke, Maria! For du har
fundet nåde for Gud".
Gud har således set i
nåde til Maria. Hun er for protestanter
og ortodokse ikke født uden arvesynd,
men har som andre arvet den synd, som
kom med Adam og Eva.
I 1854 forkyndte
Pave Pius IX for den katolske kirke
dogmet om Jomfru Marias ubesmittede
undfangelse (conceptio
immaculata).
For katolikker var Jomfru Maria således
fra sin undfangelse befriet for
arvesynd. |
|
|
|
Kyndelmisse/Missa Candelarum - 2. februar er
Mariæ
renselsesdag
og lysmesse |
|
|
Maria renselsesdag: 40 dage efter Jesu fødsel, blev han
fremstillet i templet og Maria gennemgik et renselsesritual som det
var jødisk skik, da kvinden var uren 40 dage efter hun havde født.
3. Mosebog, 12,1-8: Loven om barselkvinders urenhed: "Herren
talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er
gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige
så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal
drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme,
mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget
helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes
renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange
syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun
holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes
renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal
hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller
turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved
indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens
ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det
var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige."
Lysmesse/kærtemesse
hvor midvinteren markeres. I gamle dage kaldtes dagen "Kjørmes
Knud". Betegnelsen kendes fra 3. vers i Jeppe Aakjærs "Sneflokke
kommer vrimlende" fra 1916: "og
nu kom Kjørmes-knud!" |
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
Benjamin Robert Haydon, "Indtoget i Jerusalem",
1814-20. |
|
|
|
|
|
|
|
Palmesøndag |
| Dominica Palmarum, palmernes søndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem for at fejre den jødiske påske, er søndagen før påske og begyndelsen på "Den stille uge", også kaldet passionsugen, og inkluderer Palmesøndag, Skærtorsdag og Langfredag. |
|
|
Indtoget i Jerusalem,
Johannesevangeliet 12,12-15:
"Næste dag hørte den store
folkeskare, som var kommet til
festen, at Jesus var på vej til
Jerusalem. De tog da palmegrene
og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i
Herrens navn, Israels konge!
Jesus
fik fat på et ungt æsel og satte sig
på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter! Se, din
konge kommer, ridende på et æsels
føl."
Zions datter = Jerusalem. |
|
|
|
Palmegrenen ses
som attribut hos martyrer og symboliserer åndens
sejr over kødet. |
|
|
|
Se
Palmeæsel
= Jesus på æslet. Processionsvogn anvendt
Palmesøndag indtil Reformationen, 1400-tallet,
Neder-franken, Tyskland, udstillet på
The
Cloisters, New York. |
|
|
|
|
Mit navn
det står med prikker ....
pas på det ikke
stikker.
Gækkebrevet en folkelig
skik i påsketiden. |
|
|
| At sende et
gækkebrev er en dansk påsketradition, der går
tilbage til slutningen af 1700-tallet, og var en
kærlighedserklæring som unge mennesker sendte til
hinanden. Tidligere og tilsvarende breve, ofte
kærlighedsbreve, kaldtes
bindebreve, de var en tysk
opfindelse og anvendtes i Danmark i perioden
1600-1800,
og var et kunstfærdigt udformet brev,
der indeholdt gåder, og blev givet på mærkedage.
Blev gåderne ikke gættet af modtager skulle
vedkommende give en gave eller holde et gilde.
Et gækkebrev (et
drillebrev) er et anonymt brev, der er kunstfærdigt
udklippet, og hvori der er skrevet et rim og vedlagt
en vintergæk, dvs. en forårsbebuder, der har narret
vinteren, som det fremgår af gækkerimet "En
vintergæk, som sommernar" - vintergækken hed
oprindeligt sommergæk. |
|
|
 |
|
|
|
|
H.C. Andersen har
skrevet om blomsten i "Sommergækken", 1862,
for at bibeholde det gamle navn: |
"Datteren i
huset, en yndig,
lille pige, hun
var konfirmeret,
hun havde en kær
lille ven, og
han var også
konfirmeret, han
læste til
levebrød. "Han
skal være min
sommergæk!"
sagde hun; tog
så den fine
blomst, lagde
den i et
duftende stykke
papir, som der
var skrevet vers
på, vers om
blomsten, der
begyndte med
sommergæk, og
endte med
sommergæk,
"lille ven, vær
vinternar!" hun
havde gækket ham
med sommeren.
Ja, det stod alt
sammen i verset,
og det blev lagt
som brev,
blomsten lå
deri, og der var
mørkt om den,
mørkt, som da
den lå i løget.
Blomsten kom på
rejse, lå i
postsæk, blev
klemt og knuget,
det var slet
ikke behageligt;
men det fik også
ende.
Rejsen var
forbi, brevet
blev åbnet og
læst af den kære
ven; han var så
fornøjet, han
kyssede
blomsten, og den
blev, med sit
vers omkring
sig, lagt ned i
en skuffe, hvori
lå flere dejlige
breve, men alle
uden blomst, den
var den første,
den eneste, som
solstrålerne
havde kaldt den,
og det var
fornøjeligt at
tænke over.
Længe fik den
også lov at
tænke derover,
den tænkte,
medens sommeren
gik, og den
lange vinter
gik, og det blev
sommer igen, da
kom den atter
frem. Men da var
den unge mand
slet ikke glad;
han tog så hårdt
på papirerne,
smed verset hen,
så at blomsten
faldt på gulvet,
flad og vissen
var den blevet,
men derfor
skulle den dog
ikke kastes på
gulvet; dog der
lå den bedre end
i ilden, der
blussede versene
og brevene op.
Hvad var der
sket? Hvad der
sker så tit.
Blomsten havde
gækket ham, det
var en spøg;
jomfruen havde
gækket ham, det
var ingen spøg;
hun havde kåret
sig en anden ven
i skærsommer." |
|
|
|
|
|
Modtageren af gækkebrevet skal
gætte, hvem der har sendt brevet
udfra det antal prikker, der står
under rimet, og som svarer til antal
bogstaver i afsenderens navn. Hvis
navnet ikke bliver gættet ved tre
forsøg/eller inden for tre dage skal
modtageren give et påskeæg til
afsenderen, når han eller hun ellers
giver sig til kende.
Modtageren af et gækkebrev bliver
gækket/narret, dvs. er genstand for
et godmodigt drilleri. Hvis
afsenderen af gækkebrevet har glemt
at vedlægge en vintergæk er
vedkommende selv en gæk, dvs. en
nar.
Forår og frugtbarhed er symboliseret
i gækkebrevet, påskeægget og
påskeharen, der er af nyere dato i
Danmark, beg. 1900, men kendt i
Tyskland fra slutn. af 1600. Haren
gemmer æg, som børnene skal finde,
og til trods for, at den er et
pattedyr, lægger den også æg. |
|
|
|
|
|
|
|
|
Skærtorsdag
Jesu sidste måltid - Judas' forræderi
- Fodvaskningen - Peters
fornægtelse - Jesus i Getsemane
- Jesus for
rådet |
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
Joakim
Skovgaard, "Den store nadver", 1901,
Viborg Domkirke,
1498.
Judas forlader måltidet. Judas, "en
der dypper i samme fad som jeg", var forræderen.
På bordet er brød, vin og skroget af et lam. Ved det sidste
måltid i Jerusalem var der formentlig ikke noget lam
på bordet, da offerdyret var Jesus selv. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
La Última
Cena
Jesu
sidste måltid = den første
nadver/Nadverens indstiftelse. Jesu
påskemåltid gentages ved hver nadver
året rundt. Gud indstiftede det jødiske
påskemåltid (de usyrede brøds fest) 1500
f.Kr. aftenen før israelitternes
udfrielse fra Ægypten, hvor de var holdt
som slaver. Ved påskemåltidet skulle
spises lam og usyret (uhævet)
brød, fordi de kunne drage af sted
når som helst, således var der ikke tid
til at lade brødet hæve. Den kristne
påske har rod i den jødiske påske.
Lammet symboliserer Jesus som Guds lam,
der bærer alverdens synd. I nadveren er
Jesus vort påskelam. Jesus blev ofret
som et offerdyr for vores skyld. |
|
|
| Johannesevangeliet 6,51: |
|
"Jeg er
det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der
spiser af det brød, skal leve til evig
tid. Og det brød, jeg vil give, er mit
kød, som gives til liv for verden." |
|
|
Johannesevangeliet 6,54:
"Den, der spiser
mit kød og drikker mit blod, har
evigt liv, og jeg skal oprejse
ham på den yderste dag."
Gennem troen på Jesus Kristus kan vi
få syndsforladelse. |
|
|
| Johannesevangeliet
14,6-7: |
| "Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." |
|
|
|
Nadveren,
Markusevangeliet 14,12-25:
Og den første dag
under de usyrede brøds fest, da man
slagtede påskelammet, spurgte hans
disciple ham: "Hvor vil du have,
at vi skal gå hen og forberede
påskemåltidet til dig?" Han
sendte da to af sine disciple af
sted og sagde til dem: "Gå ind i
byen, så vil I møde en mand, som
bærer på en vandkrukke. Følg efter
ham, og dér, hvor han går ind, skal
I sige til husets ejer: Mesteren
siger: Hvor er der et rum til mig,
hvor jeg kan spise påskemåltidet
sammen med mine disciple? Så vil han
vise jer et stort rum ovenpå, gjort
klar med hynder, og dér skal I
forberede det til os." Så gik
disciplene og kom ind i byen og
fandt det sådan, som Jesus havde
sagt, og de forberedte
påskemåltidet.
Da det blev aften,
kom han og de tolv. Og mens de sad
til bords og spiste, sagde Jesus:
"Sandelig siger jeg jer: En af jer
vil forråde mig, en der spiser
sammen med mig." De blev
bedrøvede og begyndte én efter én at
spørge ham: "Det er vel ikke
mig" Han sagde til dem: "Det er en
af de tolv, en der dypper i samme
fad som jeg. For Menneskesønnen
går bort, som der står skrevet om
ham; men ve det menneske, som
Menneskesønnen forrådes af. Det var
bedre for det menneske, om det
aldrig var født." Mens de spiste,
tog han et brød, velsignede og brød
det, gav dem det og sagde: "Tag
det; dette er mit legeme." Og
han tog et bæger, takkede og
gav dem det, og de drak alle af
det. Og han sagde til dem: "Dette
er mit blod, pagtens blod, som
udgydes for mange. Sandelig siger
jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke
af vintræets frugt, før den dag jeg
drikker den som ny vin i Guds rige." |
|
|
|
|
Sakramente
er en hellig handling
indstiftet af Jesus selv |
|
til vor retfærdiggørelse og som via
Helligånden skænker Guds nåde - gavmildhed,
godhed, barmhjertighed og tilgivelse. I
sakramenterne drager den opstandne Kristus
omsorg for de troende, indgiver styrke til
vejen gennem livet. Gud møder mennesket i
ordet og sakramenterne - i ord, vand, brød
og vin. |
|
|
Den katolske kirke har
syv sakramenter:
dåben,
firmelsen,
kommunionen
(eukaristien,
nadveren),
bodens
sakramenter
(skriftemålet), de
syges salvelse
(den sidste olie),
ægteskabet og
præstevielsen. |
|
|
|
Den protestantiske
kirke har to
sakramenter:
dåb
og nadver. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Skærtorsdag |
|
Fodvaskningen |
 |
Giovanni Agostino da Lodi, "Jesus vasker
apostlenes fødder", 1500, Gallerie
dell'Accademia, Venedig. |
|
|
|
|
|
|
|
Skærtorsdag =
renselstorsdag ("skær" =
ren)
Fodvaskningen, Johannesevangeliet 13,1-17:
"Det var før påskefesten,
og Jesus vidste, at hans
time var kommet, da han
skulle gå bort fra denne
verden til Faderen; han
havde elsket sine egne,
som var i verden, og han
elskede dem indtil det
sidste.
Og mens de holdt måltid
- Djævelen havde
allerede sat sig for, at
Judas, Simon Iskariots
søn, skulle forråde ham;
og Jesus vidste, at
Faderen havde lagt alt i
hans hænder, og at han
var udgået fra Gud og nu
gik tilbage til Gud -
så rejser Jesus sig fra
bordet og lægger sin
kjortel, tager et klæde
og binder det om sig.
Derefter hælder han vand
op i et fad og giver sig
til at vaske disciplenes
fødder og tørre dem med
klædet, som han havde
bundet om sig.
Han kom så til Simon
Peter, og Peter sagde
til ham: "Herre, vasker
du mine fødder?" Jesus
svarede ham: "Hvad jeg
gør, fatter du ikke nu,
men senere skal du
forstå det." Peter
sagde: "Aldrig i evighed
skal du vaske mine
fødder." Jesus svarede:
"Hvis jeg ikke vasker
dig, har du ikke lod og
del sammen med mig."
Simon Peter sagde til
ham: "Herre, så ikke kun
fødderne, men også
hænderne og hovedet!"
Jesus sagde til ham:
"Den, der er badet,
behøver ikke at få
vasket andet end
fødderne, men er ren
over det hele. Og I er
rene; dog ikke alle."
Han vidste nemlig, hvem
der skulle forråde ham;
derfor sagde han:
I er ikke alle rene.
Da han nu havde vasket
deres fødder og taget
sin kjortel på og sat
sig til bords igen,
sagde han til dem:
"Forstår I, hvad jeg har
gjort mod jer? I kalder
mig Mester og Herre, og
med rette, for det er
jeg. Når nu jeg, jeres
Herre og Mester, har
vasket jeres fødder, så
skylder I også at vaske
hinandens fødder. Jeg
har givet jer et
forbillede, for at I
skal gøre, ligesom jeg
har gjort mod jer.
Sandelig, sandelig siger
jeg jer: En tjener er
ikke større end sin
herre, og en udsending
ikke større end den, der
har sendt ham. Når I ved
det, er I salige, hvis I
gør det." |
|
|
|
|
|
|
|
Skærtorsdag |
|
Peters fornægtelse |
 |
|
Josep Maria Subirachs i Sitjar, Peters
fornægtelse,
Passionsfacaden,
La Sagrada Familia,
Barcelona. Peter er hyllet ind i et tæppe,
en metafor på fornægtelsen. De tre figurer
bag ham symboliserer, at Peter fornægtede
Jesus tre gange. Til venstre for figurerne
ses hanen. |
|
|
|
|
|
|
|
Peter tør ikke stå ved, at han
kender Jesus, han benægter
kendskabet til ham tre gange. |
|
|
Forudsigelsen af
Peters fornægtelse,
Matthæusevangeliet 26,30-35,
"Og da de havde
sunget lovsangen, gik de ud til
Oliebjerget. Da sagde Jesus til dem:
"I nat vil I alle svigte mig, for
der står skrevet: "Jeg vil slå
hyrden ned, så fårene i hjorden
spredes." Men efter at jeg er
opstået, går jeg i forvejen for jer
til Galilæa."
Peter sagde til ham:
"Om så alle andre svigter, så
svigter jeg dig aldrig."Jesus sagde
til ham: "Sandelig siger jeg dig:
I nat, før hanen galer, vil du
fornægte mig tre gange." Peter
sagde til ham: "Om jeg så skal dø
sammen med dig, vil jeg aldrig
fornægte dig." Det samme sagde også
alle de andre disciple." |
|
|
Peters fornægtelse, Lukasevangeliet
22,54-62:
"De
anholdt ham og førte ham bort, hen
til ypperstepræstens hus; men Peter
fulgte efter på afstand. Midt i
gården havde de tændt et bål og
slået sig ned om det, og Peter satte
sig blandt dem. En tjenestepige så
ham sidde ved ilden, kiggede nøje på
ham og sagde: "Han dér var også
sammen med ham." Men han nægtede det
og sagde:
"Jeg kender ham ikke, kvinde!"
Lidt efter var der en anden, som så
ham og sagde: "Du er også en af
dem." Men Peter svarede:
"Vel er jeg ej, menneske!" En
times tid senere var der en til, som
forsikrede: "Jo, sandelig var han
også sammen med ham; han er jo også
fra Galilæa." Men Peter sagde:
"Menneske, jeg ved ikke, hvad du
taler om!"
I det samme han sagde det, galede
hanen. Herren vendte sig om og så på
Peter, og Peter huskede det ord,
Herren havde sagt til ham: "Før
hanen galer i nat, vil du fornægte
mig tre gange." Og han gik udenfor
og græd bitterligt." |
|
|
|
|
|
|
|
Skærtorsdag |
|
Getsemane |
 |
|
El Greco, "Jesu kamp i Getsemane",
ca. 1595, Toledo Museum of Art, USA. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Jesus i Getsemane,
Matthæusevangeliet 26,36-46:
"Da kom Jesus med dem til et
sted, der hedder Getsemane,
og han sagde til disciplene:
"Sæt jer her, mens jeg går
derhen og beder. "Så tog han
Peter og de to
Zebedæussønner med sig. Og
han blev grebet af sorg og
angst. Da sagde han til dem:
"Min sjæl er fortvivlet til
døden. Bliv her og våg
sammen med mig!" Og han gik
lidt længere væk, faldt ned
på sit ansigt og bad:
"Min fader, hvis det er
muligt, så lad dette bæger
gå mig forbi. Dog, ikke som
jeg vil, men som du vil."
Han kommer tilbage til sine
disciple og finder dem
sovende, og han sagde til
Peter: "Så kunne I da ikke
våge blot en time sammen med
mig? Våg, og bed om ikke at
falde i fristelse. Ånden er
rede, men kødet er
skrøbeligt." Atter, for
anden gang, gik han bort og
bad: "Min fader, hvis det
ikke er muligt, at dette
bæger går mig forbi, men jeg
skal drikke det, så ske din
vilje." Og atter kom han og
fandt dem sovende, for deres
øjne var blevet tunge. Han
forlod dem igen, og for
tredje gang gik han væk og
bad den samme bøn. Da kom
han tilbage til disciplene
og sagde til dem:
"Sover I stadig og hviler
jer? Nu er timen kommet, da
Menneskesønnen overgives i
synderes hænder. Rejs jer,
lad os gå! Se, han, som
forråder mig, er her
allerede." |
|
|
|
|
|
|
|
|
Skærtorsdag |
|
Judaskysset - Judas forråder Jesus
ved at kysse ham |
 |
 |
|
|
Josep Maria Subirachs i Sitjar,
"Judaskysset", Passionsfacaden,
La Sagrada Familia, Barcelona. Bag Judas
ses en slange symboliserende djævelen, som
er anstifteren af den forræderiske gerning.
Bag Jesus ses
kryptogrammet. |
|
|
|
|
|
|
|
Jesus er efter måltidet sammen med
disciplene gået hen i en olivenlund,
Getsemane Have, ved foden af
Oliebjerget.
|
|
|
|
Tilfangetagelsen,
Matthæusevangeliet 26,47-56: |
|
"Endnu mens han
talte, kom Judas, en af de tolv,
fulgt af en stor skare med sværd og
knipler fra ypperstepræsterne og
folkets ældste. Han, som forrådte
ham, havde aftalt et tegn med dem og
sagt:
Det er ham, som jeg kysser; grib
ham!
Han gik straks hen til Jesus, hilste
ham med et "Rabbi!" og kyssede ham.
Jesus sagde til ham: "Min ven, nu
har du gjort dit." Da kom de hen og
lagde hånd på Jesus og greb ham. En
af dem, der var sammen med Jesus,
løftede hånden og trak sit sværd,
slog efter ypperstepræstens tjener
og huggede øret af ham. Da sagde
Jesus til ham: "Stik dit sværd i
skeden! For alle, der griber til
sværd, skal falde for sværd. Eller
tror du ikke, at jeg kan bede min
fader om på stedet at give mig mere
end tolv legioner engle til hjælp
Men hvordan skulle da Skrifterne,
der siger, at sådan skal det ske,
blive opfyldt?" I samme øjeblik
sagde Jesus til skarerne: "I er
rykket ud med sværd og knipler for
at anholde mig, som om jeg var en
røver. Dag efter dag har jeg siddet
og undervist på tempelpladsen, og I
har ikke grebet mig. Men det er alt
sammen sket, for at profeternes
skrifter skal opfyldes." Da lod alle
disciplene ham i stikken og
flygtede." |
|
|
|
|
|
|
|
Skærtorsdag |
|
Jesus hos Kajfas |
 |
|
Matthias Stom,
"Jesus
i forhør hos Kajfas". |
|
|
|
|
|
|
|
Kajfas
var den jødiske
ypperstepræst der ledte
processen mod Jesus.
Jesus for Rådet,
Matthæusevangeliet
26,57-68:
"De, der
havde pågrebet Jesus,
førte ham til
ypperstepræsten Kajfas,
hvor de skriftkloge og
de ældste var samlet.
Men Peter fulgte efter
ham på afstand helt til
ypperstepræstens gård,
og han gik derind og
satte sig sammen med
vagtfolkene for at se,
hvad det ville ende med.
Ypperstepræsterne og
hele Rådet søgte at få
et falsk vidneudsagn mod
Jesus for at kunne dømme
ham til døden, men de
fandt ikke noget, selv
om mange trådte frem og
vidnede falsk. Til sidst
trådte dog to frem og
sagde: "Han har sagt:
Jeg kan bryde Guds
tempel ned og rejse det
igen på tre dage." Så
stod ypperstepræsten
frem og spurgte ham:
"Har du ikke noget at
svare på det, de vidner
imod dig?" Men Jesus
tav. Så sagde
ypperstepræsten til ham:
"Jeg besværger dig
ved den levende Gud: Sig
os, er du Kristus, Guds
søn?" Jesus svarede ham:
"Du sagde det selv.
Men jeg siger jer:
Herefter skal I se
Menneskesønnen sidde ved
den Almægtiges højre
hånd og komme på himlens
skyer." Da flængede
ypperstepræsten sine
klæder og sagde: "Han
har spottet Gud! Hvad
skal vi nu med vidner?
Nu har I selv hørt
bespottelsen. Hvad mener
I?" De svarede: "Han er
skyldig til døden." Da
spyttede de ham i
ansigtet og slog ham med
knytnæve, og nogle slog
ham med stokke og sagde:
"Profetér for os,
Kristus! Hvem var det,
der slog dig?". |
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Judas
hænger sig - Jesus for Pilatus -
Tornekroningen - Smertens Vej - Korsbæreren
Simon - Veronicas svededug - Korsfæstelsen
- Jesu død - Gravlæggelsen |
|
|
|
|
|
|
Judas Iskariot forrådte Jesus i Getsemane have ved at
udpege ham for de romerske myndigheder for 30
sølvpenge (Judaspenge).
Judas' død, Matthæusevangeliet 27,3-10:
"Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet
dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge
tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde:
"Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod." Men de
svarede: "Hvad kommer det os ved? Det bliver din
sag." Så kastede han sølvpengene ind i templet,
forlod stedet og gik hen og hængte sig.
Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: "Det er
ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er
blodpenge." De traf da den beslutning at købe
Pottemagermarken for pengene til gravplads for
fremmede. Derfor hedder den mark den dag i dag
Blodager. Da opfyldtes det, som er talt ved
profeten Jeremias, som siger: "Og de tog de tredive
sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han der
blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for
Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet
mig."
Apostlenes Gerninger 1,15-20:
"I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre
der var samlet en skare på omkring et hundrede
og tyve og han sagde: "Brødre! Det skriftord
måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem
Davids mund forud har sagt om Judas, der viste
vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas
regnedes med til os og havde fået sin lod i
denne tjeneste. Han købte sig en mark for de
penge, han havde fået for sin ugerning, men han
styrtede på hovedet ned og sprængtes,
så alle
hans indvolde væltede ud.
Og det blev kendt af alle
Jerusalems indbyggere, så at
den mark på deres sprog blev
kaldt Hakeldama, det vil sige
Blodmarken. For i Salmernes Bog står der
skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal
bo i den, og: En anden skal overtage hans
embede." |
|
|
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Barabbas løslades |
 |
|
James Tissot, "Barabbas", omkr. 1886,
Brooklyn Museum, New York. |
|
|
|
|
|
|
|
Jesus for Pilatus,
Matthæusevangeliet 27,11-26:
"Jesus blev stillet
for statholderen, og statholderen
spurgte ham: "Er du jødernes konge?"
Jesus svarede: "Du siger det
selv." Men på ypperstepræsternes og
de ældstes anklager svarede han
ingenting. Da sagde Pilatus til ham:
"Hører du ikke alt det, de vidner
imod dig?" Men han svarede ham ikke
på et eneste spørgsmål, så
statholderen undrede sig meget.
Under festen plejede
statholderen at løslade en fange
efter folkets egen vilje. Man havde
dengang en meget omtalt fange, som
hed Jesus Barabbas. Mens de nu var
samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem
vil I have, at jeg skal løslade jer,
Jesus Barabbas eller Jesus, som
kaldes Kristus?" Han vidste nemlig,
at det var af misundelse, de havde
udleveret ham; og mens han sad i
dommersædet, havde hans hustru sendt
bud til ham og ladet sige: "Hold dig
fra denne retfærdige mand. For jeg
har i nat haft mange onde drømme på
grund af ham." Men ypperstepræsterne
og de ældste overtalte skarerne til
at bede om at få Barabbas løsladt og
få Jesus henrettet. Og da
statholderen spurgte dem: "Hvem
af de to vil I have, at jeg skal
løslade jer?" svarede de:
"Barabbas!" Pilatus spurgte dem:
"Hvad skal jeg så gøre med Jesus,
som kaldes Kristus?" De sagde alle:
"Han skal korsfæstes!" Han
spurgte: "Hvad ondt har han da
gjort?" Men de råbte blot endnu
højere: "Han skal korsfæstes!" Da
Pilatus så, at der ikke var noget at
gøre, men at der tværtimod blev uro,
tog han noget vand, og i skarens
påsyn vaskede han sine hænder og
sagde: "Jeg er uskyldig i denne
mands blod. Det bliver jeres
sag." Hele folket svarede: "Lad hans
blod komme over os og vore børn!" Da
løslod han dem Barabbas, men lod
Jesus piske og udleverede ham til at
blive korsfæstet." |
|
|
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Jesus ved martersøjlen |
 |
 |
|
|
|
Josep Maria Subirachs i Sitjar,
"Jesus ved
martersøjlen",
La Sagrada Familia, Barcelona.
Øverste søjlesten er forskudt, symboliserende
stenen, der er skubbet væk fra graven. Rebknuden
og den knækkede kæp, symboliserer Jesu lidelser. |
|
|
Piero della Francesca,
"Piskningen", omkr. 1455,
Galleria Nazionale delle Marche, Urbino. |
|
|
|
|
Den italienske
maler Piero della Francescas billede har i dets ikonografi været
genstand for flere teorier. Af særlig interesse er den siddende
figur i baggrunden og figurgruppen i forgrunden.
Den bibelske begivenhed foregår i en åben søjlehal i billedets
baggrund. Jesus er iført lændeklæde og har hænderne bundet til
martersøjlen. Til højre og venstre for ham står de piskende
personer. Foran ham ses en rygvendt person. Til venstre sidder en
person på en romersk stol, der står ophøjet placeret på en sokkel,
der har Francescas signatur "OPUS PETRI DEBURGO SCI [sancti]
SEPULCRI". Francesca var født i byen Sansepolcro (tidligere Borgo
Santo Sepolcro) i Toscana.
I forgrunden til højre ses en figurgruppe på tre personer, der ikke
ofrer nogen opmærksomhed på begivenheden bag dem. I midten en ung
blond barfodet mandsperson flankeret af to ældre personer. Bag
personerne ses en arkitektur med formentlig et klokketårn.
Indendørsscenen er belyst fra højre, udendørsscenen fra venstre.
Francescas perspektiv er et af de mest bemærkelsesværdige eksempler
på det korrekte perspektiv.
Jesus blev pisket af romerske soldater før korsfæstelsen. Den
siddende person kan tolkes som Pontius Pilatus. De tre
figurer i forgrunden som hertugen af Urbino Oddantonio da
Montefeltro omgivet af sine rådgivere Manfredo dei Pio og
Tommaso di Guido dell'Agnello. Begge rådgivere blev holdt
ansvarlige for Oddantonios død.
Billedet er formentlig bestilt af Federico da Montefeltro,
som efterfulgte sin halvbroder Oddantonio som hertug af Urbino. En
anden mulighed er, at figuren i midten i persongruppen symboliserer
en engel, der er flankeret af den gamle og den nye kirke.
Den siddende mand skulle så være den byzantinske kejser Johannes
VIII Palaiologos (f. 1392, kejser fra 1425-48) identificeret ved
sin påklædning, særlig den røde hat med opadvendt kant, som ses i
medaljen af
Pisanello.
Oprindeligt havde billedet en ramme med tekst fra Salmernes Bog
"Convenerunt in Unum" (de kom sammen i enighed) fra Salmernes Bog 2,
2-3: Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren
og mod hans salvede: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra
deres reb." |
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Ecce Homo |
 |
 |
 |
|
Peter Paul Rubens,
"Ecce Homo", ca. 1610,
Statens Eremitagemuseum Sankt Petersborg. |
Antonio Ciseri, "Se, her er
manden",
1880-91,
Palazzo Pitti, Firenze. |
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Ecce
Homo",
La Sagrada Familia, Barcelona. |
|
|
|
|
|
|
|
Tornekroningen, Matthæusevangeliet 27,27-31: |
|
"Da tog statholderens soldater
Jesus med sig ind i borgen og samlede hele
vagtstyrken om ham. Og de klædte ham af og
hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham,
flettede en krone af torne og satte den på hans
hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på
knæ foran ham, hånede ham og sagde: "Hil dig,
jødekonge!" Og de spyttede på ham og tog kæppen
og slog ham i hovedet. Da de havde hånet ham,
tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder
på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham." |
|
|
|
Johannesevangeliet 19,1-7: |
|
|
"Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en
krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en
purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: "Hil dig,
jødernes konge!" og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af
borgen og sagde til dem: "Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan
vide, at jeg ikke finder ham skyldig." Så kom Jesus ud med
tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem:
"Se, her er manden!" [Ecce Homo]
Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: "Korsfæst
ham, korsfæst ham! "Pilatus sagde til dem: "Så tag I ham og korsfæst
ham, for jeg finder ham ikke skyldig."
Jøderne svarede: "Vi har en lov, og efter den lov
skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn." |
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Jesus bærer sit kors |
Simon korsbæreren |
 |
 |
|
|
James J.
Tissot, "Simon fra Kyrene tvinges til at
bære korset", 1896, Brooklyn Museum.
|
|
|
|
|
|
|
|
Via
Dolorosa,
Smertens
Vej,
Jesu
vej til Golgata |
|
|
|
Korsfæstelsen,
Matthæusevangeliet, 27,32-44: |
"På vejen derud traf de en mand fra
Kyrene, som hed Simon, ham tvang de
til at bære hans kors. Da de kom ud
til det sted, der hedder Golgata
det betyder Hovedskalsted gav de
ham vin at drikke, som var blandet
med malurt, men da han smagte det,
ville han ikke drikke det.
Og da de
havde korsfæstet ham, delte de hans
klæder mellem sig ved at kaste lod
om dem. Så satte de sig dér og
holdt vagt over ham. Over hans hoved
havde de anbragt
anklagen imod ham, den lød: "Det er
Jesus, jødernes konge".
Sammen med ham blev der korsfæstet
to røvere, den ene på hans højre,
den anden på hans venstre side. Og
de, der gik forbi, spottede ham og
rystede på hovedet og sagde: "Du,
som bryder templet ned og rejser det
igen på tre dage,
frels dig selv, hvis du er Guds søn,
og stig ned fra korset!" Også
ypperstepræsterne og de skriftkloge
og de ældste hånede ham på samme
måde og sagde: "Andre har han
frelst, sig selv kan han ikke
frelse. Han er jo Israels konge, lad
ham nu stige ned fra korset, så vil
vi tro ham. Han har stolet på Gud,
lad Gud nu udfri ham, hvis han vil
vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er
Guds søn." Også røverne, der var
korsfæstet sammen med ham, hånede
ham på samme måde." |
|
|
|
Den Evige Jøde |
|
|
|
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Veronikas svededug |
 |
 |
 |
|
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Veronikas svededug", "Il
Volto Santo", det
hellige ansigt,
Jesu ansigt, Passionsfacaden,
La Sagrada Familia, Barcelona. |
|
Philippe de Champaigne, "Den
Hellige Veronikas svededug", før
1654, Kunsthaus Zürich.
|
Den latinske tekst på
billedet: "Dedi genas
meas vellentibus. Faciem
meam conspuentibus"
(Jeg gav mine kinder til
dem, der hiver [skæg],
mit
ansigt til dem, der
bespytter. |
|
Hans Memling, "Veronika holder
sin svededug", ca. 1470,
National Gallery of
Art, Washington D.C. |
|
|
Veronika tørrede blod, sved og støv
bort fra Jesu ansigt på hans vej til
Golgata. Jesu ansigt satte aftryk på
dugen. Svededugen og Veronika er ikke
nævnt i Bibelen.
I den romersk-katolske kirke er
svededugen et skattet relikvie, der
er opbevaret i
Peterskirken i Rom og vises frem
ved særlige lejligheder.
Se mirakuløse billeder af Kristus. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Jesus får en svamp med eddike |
 |
James Tissot "Den romerske soldat rækker en
svamp på en stang op til
Jesu læber", omkr.
1887, Brooklyn Museum, New York. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Stefaton |
|
er det
traditionelle
navn på den
romerske soldat,
som giver Jesus
svampen dyppet i
eddike. Navnet
Stefaton nævnes
ikke i Det Nye
Testamente. |
|
|
|
Johannesevangeliet 19,28-30: |
| "Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster." Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden." |
|
|
|
|
Jesu død, Matthæusevangeliet 27,45-56: |
| "Men fra den
sjette time
faldt der mørke
over hele jorden
indtil den
niende time. Og
ved den niende
time råbte Jesus
med høj røst: "Elí,
Elí! lemá
sabaktáni?"
det betyder:
"Min Gud, min
Gud! Hvorfor har
du forladt mig?"
Nogle af dem,
som stod der og
hørte det,
sagde: "Han
kalder på
Elias." Straks
løb en af dem
hen og tog en
svamp og fyldte
den med eddike,
satte den på en
stang og gav ham
noget at drikke.
Men de andre
sagde: "Lad os
se, om Elias
kommer og
frelser
ham." Men Jesus
råbte atter med
høj røst og
opgav ånden. Og
se, forhænget i
templet
flængedes i to
dele, fra øverst
til nederst. Og
jorden skælvede,
og klipperne
revnede, og
gravene sprang
op, og mange af
de hensovede
helliges legemer
stod op, og de
gik ud af deres
grave og kom
efter hans
opstandelse ind
i den hellige by
og viste sig for
mange. Men
da officeren og
hans folk, der
holdt vagt over
Jesus, så
jordskælvet og
det andet, der
skete, blev de
rædselsslagne og
sagde:
"Sandelig, han
var Guds søn".
Der var også
mange kvinder,
der så til på
afstand, de
havde fulgt
Jesus fra
Galilæa og
sørget for ham.
Blandt dem var
Maria Magdalene,
Maria, Jakobs og
Josefs mor, og
Zebedæussønnernes
mor." |
|
|
|
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Terningespil og Longinus |
Longinus stikker Jesus i siden |
 |
 |
Josep Maria Subirachs i Sitjar,
Terningespil
(øverste scene) og
herunder Longinus
på sin hest,
Passionsfacaden,
La Sagrada Familia,
Barcelona. |
|
Fra Angelico, freske fra klosterkomplekset
San Marco i Firenze fra ca. 1437-46 viser
Longinus, der stikker spyddet i Jesu side. |
|
|
|
|
|
|
|
På
Subirachs facade ses
øverst romerske
soldater, der spiller
terning om Jesu klæder
efter korsfæstelsen.
Johannes 19,23-24:
"Da soldaterne havde
korsfæstet Jesus, tog de
hans klæder og delte dem
i fire dele, én del til
hver soldat. Også
kjortlen tog de; men den
var uden sammensyninger,
ét vævet stykke fra
øverst til nederst;
derfor sagde de til
hinanden: "Lad os ikke
rive den i stykker, men
trække lod om, hvem der
skal have den." For
sådan skulle det skriftord gå i
opfyldelse: De delte
mine klæder mellem sig,
de kastede lod om min
klædning. Det gjorde
soldaterne altså." |
|
|
Longinus
er den romerske soldat,
der stak sit spyd/sin
lanse ind i siden på
Jesus.
Longinus nævnes ved navn
i det apokryfe
middelalderskrift
Nicodemusevangeliet også
kaldet Pilatusakterne. "Longche"
er det græske ord for
lanse. |
|
|
|
Longinus'
navn nævnes ikke i Det Nye
Testamente. |
|
|
|
|
|
|
Johannesevangeliet 31,31-37:
Det var forberedelsesdag,
og for at legemerne ikke
skulle blive hængende på
korset sabbatten over for
det var en stor sabbatsdag
bad jøderne Pilatus om, at
de korsfæstedes ben måtte
blive knust og de døde taget
ned. Så kom soldaterne og
knuste benene på den første
og på den anden, som var
korsfæstet sammen med Jesus.
Da de kom til Jesus og så,
at han allerede var død,
knuste de ikke hans ben, men
en af soldaterne stak ham
i siden med et spyd, og
der kom straks blod og vand
ud. Den, der har set det,
har vidnet om det, for at
også I skal tro og hans
vidnesbyrd er sandt, og han
ved, at han taler sandt.
Dette skete, for at det
skriftord skulle gå i
opfyldelse: "Ingen af hans
knogler må blive knust." Og
atter et andet skriftord
siger: "De skal se hen til
ham, de har gennemboret." |
|
|
| Spyddet/lansen som Longinus
anvendte betegnes "Den
hellige lanse". |
|
|
|
|
|
|
|
Rafaels maleri var oprindelig
en altertavle til kirken San
Domenico i Città di Castello nær
Rafaels fødeby Urbino. Bagest til
venstre står Jomfru Maria og foran
hende knæler Skt. Jeronimus, til hvem
alteret er viet. Bagest til højre
står evangelisten Johannes og foran
ham knælende er
Maria Magdalene, en
af Jesu disciple og et af de først
vidner til Jesu opstandelse. Engle
opsamler Kristi blod i bægre. |
|
|
| Titulus Crucis/indskriften
over korset lyder INRI = Iesus
Nazarenus Rex Iudaeorum
(Jesus fra Nazaret, Jødernes konge). |
|
|
| Forkortelsen INRI ses ofte i
kunsten, men på Kristi Kors forekom
forkortelsen ikke, men ifølge
Johannesevangeliet hele teksten på
tre sprog. |
|
|
| Johannesevangeliet 19,19-22: |
| "Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: "Jødernes konge", men: "Han sagde: Jeg er jødernes konge"." Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Langfredag |
|
Gravlæggelsen |
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Gravlæggelsen, Matthæusevangeliet 27,57-61: |
| "Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven." |
|
|
|
| Gravvagten, Matthæusevangeliet, 27,62-66: |
| "Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: "Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første." Pilatus sagde til dem: "Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan." De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen." |
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
Kopi af
Jesu ligklæde i kirken
Santa Croce in Gerusalemme, Rom. Det
antagede originale ligklæde findes i Torino
i kirken indviet til Johannes Døberen
(katedralen i Torino). I Santa Croce
opbevares de vigtigste relikvier fra
korsfæstelsen såsom nagler fra Korset og et
brudstykke af "titulus", anklagen, der var
naglet til korset over Jesu hoved på
påskriften "Jesus af Nazareth, jødernes
konge".
Ifølge Johannesevangeliet 19,19-20
var påskriften affattet på hebraisk, græsk
og latin, og på brudstykket findes
fragmenter af alle tre sprog. |
|
 |
|
|
|
De hellige relikvier i kirken Santa Croce
in Gerusalemme, Rom. |
|
 |
|
|
|
De hellige relikvier i kirken Santa Croce
in Gerusalemme, Rom. |
|
|
|
|
|
|
Påskelørdag
Jesus er begravet og
nedfaret til dødsriget.
"hvilen
efter storm og strid, efter fuldendt
frelser-id!", Hør
vor helligaftens bøn,
N.F.S. Grundtvig 1837.
|
|
|
|
|
|
Påskelørdag |
|
Kristus i dødsriget |
 |
 |
|
Fra Angelico, "Kristus
i dødsriget",
1437-46, freskocyklus i
dominikanerklostret San Marco i
Firenze,
Museo di San Marco. |
Joakim Skovgaard, "Kristus i de dødes
rige", 1891-94, Statens Museum for
Kunst.
Forrest ses Adam og Eva. Kristus træder det
onde under fode. Slangen = Djævelen. |
|
|
|
I Fra Angelicos freske ses
Dødsriget som en mørk hule,
hvor Kristus med
opstandelsesfanen1
ses svævende på skyer i
døråbningen. Døren, som
synes at være sparket ind,
har mast Djævelen som et
symbol på Kristi sejr over
døden, og skal minde os om
Guds løfte til slangen i
Edens Have, 1. Mosebog 3,15: "Jeg sætter fjendskab
mellem dig og kvinden,
mellem dit afkom og hendes:
Hendes afkom skal knuse dit
hoved, og du skal bide
hendes afkom i hælen."
Djævelen bragte døden og
ondskaben ind i verden og
forårsagede at mennesket
korsfæstede og dræbte Jesus
uden at vide, at Jesu
korsdød ville besejre
Djævelen og hans dæmoner,
det onde og døden.
Forrest
til venstre ses to
forskræmte dæmoner
(Djævelens disciple), der
farer væk fordi de sander,
at de nu ikke længere har
magt over mennesket.
Kristus
rækker sin højre hånd mod
Abraham, der er
afbildet som en gammel mand
med langt hvidt skæg.
Dødsriget er også betegnet
"Abrahams skød". Bag Abraham
ses Adam og Eva.
Bag dem til venstre ses
Moses. Til højre for Eva
ses
Kong David, der
bærer en krone. Abraham,
Adam, Eva, Moses og Kong
David repræsenterer det utal
af mænd og kvinder bag dem,
hvis ansigter er skjulte og
som alle er refærdige
hvilket er symboliseret ved
de glorier de bærer.
|
|
|
|
|
1Opstandelsesfanen
eller
sejrsfanen (sejren over døden), er på
Fra Angelicos freske et rødt
kors på hvid baggrund, den
kan også ses med hvidt kors
på rød baggrund, som
Dannebrog |
|
|
|
|
Kristi lysende skikkelse
refererer til
transfigurationen dvs.
Forklarelsen
[forvandlingen]
på bjerget, Matthæusevangeliet, 17,1-8:
"Seks dage efter tog Jesus
Peter og Jakob og hans bror
Johannes med sig og førte
dem op på et højt bjerg,
hvor de var alene.
Og han blev forvandlet for
øjnene af dem, hans ansigt
lyste som solen, og hans
klæder blev hvide som lyset.
Og se, Moses og Elias kom
til syne for dem og talte
med ham. Så udbrød Peter og
sagde til Jesus: "Herre, det
er godt, at vi er her. Hvis
du vil, bygger jeg tre
hytter her, én til dig og én
til Moses og én til Elias."
Mens han endnu talte, se, da
overskyggede en lysende sky
dem, og
der lød en røst fra skyen:
"Det er min elskede søn,
i ham har jeg fundet
velbehag. Hør ham!" Da
disciplene hørte
det, faldt de ned på deres
ansigt og blev grebet af
stor frygt. Men Jesus gik
hen og rørte ved dem og
sagde:
"Rejs jer, og frygt ikke!"
Og da de løftede deres blik,
kunne de kun se Jesus alene." |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
I Bibelen står ikke noget om Kristus i
de dødes rige. Vi siger i Trosbekendelsen, at vi tror på Jesus
Kristus, som er nedfaret til dødsriget.
I dødsriget venter de døde på Herrens Dag/Dommedag, Guds dom over mennesket, hvor denne verden vil forgå og hvor den genkomne Jesus vil skille fårene
fra bukkene, hvor dommen kan være et evigt liv hos Gud eller
Helvedes ild til evig tid.
Dødsriget er forskellig fra Helvede. I NT er Helvede et sted for de
fortabte sjæle og hvor Satan hersker, herfra er ingen udvej. |
|
|
|
Der er et dødsrige for dem,
der bliver frelst og et for
dem der ikke bliver det. I
Lignelsen om den rige
mand og Lazarus,
Lukasevangeliet 16,19-31
fremgår, at der er forskellige dødsriger. Den
rige mand led Helvedes ild,
og den fattige hvilede i
Abrahams skød. Så døde
den fattige, og han blev af
englene båret hen i Abrahams
skød. Også den rige
døde og blev begravet. Da
han slog øjnene op i
dødsriget, hvor han pintes,
ser han Abraham langt borte
og Lazarus i hans skød. Fader
Abraham! råbte han, forbarm
dig over mig og send
Lazarus, så han kan dyppe
spidsen af sin finger i vand
og læske min tunge, for jeg
pines i disse luer. Men
Abraham svarede: Barn,
husk på, at du fik dit gode,
mens du levede, og Lazarus
på samme måde det onde; nu
trøstes han her, mens du
pines. Desuden er der
lagt en dyb kløft mellem os
og jer, for at de, som vil
herfra over til jer, ikke
skal kunne det, og de heller
ikke skal komme over til os
derovrefra." |
|
|
I N.F.S. Grundtvigs salme fra 1837,
"I kvæld blev der banket på Helvedes port", står:
|
|
| 3 |
Han vandrer på gløder som jomfru på gulv, han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager. |
|
|
| 6 |
Og trediedagen, da Hel-hanen gol, og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage. |
|
|
| 8 |
I Helvede skinned Guds herligheds glans, guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte. |
|
|
| 20 |
Så herlig opstod på den tredie dag vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet! |
|
|
|
|
|
|
K.L.
Aastrup
1937-38.
1939,
"Der
venter
bag
langfredags
nat": |
|
|
| 7 |
Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre? |
|
|
| 9 |
Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live. |
|
|
|
|
Se også
Rodins
"Helvedesporten". |
|
|
|
|
|
Påskedag og 2. påskedag |
|
Kvinderne ved graven - Jesu opstandelse
-
Disciplenes
møde med den opstandne Kristus |
|
|
|
Påskedag
er den første søndag efter første fuldmåne efter
forårsjævndøgn. |
|
|
Jesu opstandelse,
Matthæusevangeliet 28,1-7:
"Efter sabbatten, da det gryede ad
den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den
anden Maria for at se til graven. Og se, der kom
et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned
fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og
satte sig på den. Hans udseende var som lynild og
hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt,
skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men
englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at
I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke
her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se
stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til
hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se,
han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I
se ham. Nu har jeg sagt jer det." |
|
|
|
|
|
|
Påskesøndag |
|
Jesu opstandelse |
Den tomme grav |
|
|
|
 |
|
|
|
Jan van Eyck, "De
tre Mariaer ved graven",
1425-35, Museum Boijmans Van Beuningen,
Rotterdam. Englen sidder på stenen, der
er væltet væk, og fortæller, at Kristus
er opstået. Gravvagterne sover. |
|
|
Påskesøndag |
|
Noli me tangere |
|
|
|
|
| "Rør mig ikke" eller "Hold mig ikke tilbage" er Jesu ord til Maria Magdalene, da han åbenbarer sig for hende efter opstandelsen. |
|
|
Johannesevangeliet 20,11-18: "Den opstandne Jesus
og
Maria Magdalene. Men Maria stod udenfor ved
graven og græd. Som hun nu stod der og græd,
bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i
hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde
ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De
sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du?"
Hun svarede: "De har flyttet min Herre, og jeg
ved ikke, hvor de har lagt ham." Da hun havde
sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå
der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.
Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder
du? Hvem leder du efter?" Hun mente, det var
havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis det
er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor
du har lagt ham, så jeg kan hente ham." Jesus
sagde til hende: "Maria!" Hun vendte sig om og
sagde til ham på hebraisk: "Rabbuni!" det
betyder Mester. Jesus sagde til hende: "Hold
mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke
steget op til Faderen; men gå hen til mine
brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min
fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud."
Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene:
"Jeg har set Herren," og at han havde sagt dette
til hende." |
|
|
|
Påskesalmen "Tag det sorte kors fra
graven", N.F.S. Grundtvig, 1846.
|
|
|
3.
Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet. |
4.
Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
"Synder! Adam! hvor er du?"
Sødt det toner, engle tie:
"Her er Frelseren, Marie!". |
|
|
|
|
|
|
2.
Påskedag |
|
Den opstandne Kristus viser sig for
disciplene |
|
|
|
|
Vandringen til Emmaus, Lukasevangeliet 24,13-35.
"Men
samme dag var to af
disciplene på vej til en landsby,
som ligger tres stadier fra
Jerusalem og hedder Emmaus;
de talte med hinanden om alt
det, som var sket. Og det skete,
mens de gik og talte sammen
og drøftede det indbyrdes, kom
Jesus selv og slog følge med dem.
Men deres øjne holdtes til, så
de ikke genkendte ham.
Han spurgte dem: "Hvad er det, I
går og drøfter med hinanden?" De
standsede og så bedrøvede ud, og
den ene af dem, Kleofas hed han,
svarede: "Er du den eneste
tilrejsende i Jerusalem, der
ikke ved, hvad der er sket i
byen i disse dage?" "Hvad da?"
spurgte han. De svarede: "Det
med Jesus fra Nazaret, som var
en profet, mægtig i gerning og
ord over for Gud og hele folket
- hvordan vore ypperstepræster
og rådsherrer har udleveret ham
til dødsstraf og korsfæstet ham.
Og vi havde håbet, at det var
ham, der skulle forløse Israel.
Men til alt dette kommer, at det
i dag er tredje dag, siden det
skete. Og nu har nogle af
kvinderne iblandt os forfærdet
os; de var tidligt i morges ude
ved graven, men fandt ikke hans
legeme og kom tilbage og
fortalte, at de i et syn havde
set engle, som sagde, at han
lever. Nogle af dem, der er
sammen med os, gik så ud til
graven og fandt det sådan, som
kvinderne havde sagt, men ham
selv så de ikke."
Da sagde han til dem: "I
uforstandige, så tungnemme til
at tro på alt det, profeterne
har talt. Skulle Kristus ikke
lide dette og gå ind til sin
herlighed?" Og han begyndte med
Moses og alle profeterne og
udlagde for dem, hvad der stod
om ham i alle Skrifterne.
De var næsten fremme ved den
landsby, de var på vej til, og
Jesus lod, som om han ville gå
videre. Men de holdt ham tilbage
og sagde: "Bliv hos os! Det er
snart aften, og dagen er
allerede gået på hæld." Så gik
han med ind for at blive hos
dem. Og mens han sad til
bords sammen med dem, tog han
brødet, velsignede og brød det
og gav dem det. Da åbnedes deres
øjne, og de genkendte ham;
men så blev han usynlig for dem.
De sagde til hinanden: "Brændte
vore hjerter ikke i os, mens han
talte til os på vejen og åbnede
Skrifterne for os?"
Og de brød op med det samme og
vendte tilbage til Jerusalem,
hvor de fandt de elleve og alle
de andre forsamlet, som sagde:
"Herren er virkelig
opstået, og han er set af Simon."
Selv fortalte de, hvad der var
sket på vejen, og hvordan de
havde genkendt ham, da han brød
brødet." |
|
 |
|
|
|
Jan Wildens, "Kristus på vej til
Emmaus", 1640'erne, Statens
Eremitagemuseum Sankt Petersborg. |
|
|
 |
|
|
|
Rembrandt (værksted), "Kristus i
Emmaus", 1648, Statens Museum for
Kunst. |
|
|
|
|
|
|
|
Mødet med den opstandne Jesus, Matthæusevangeliet 28,8-10:
"Og de skyndte sig
bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen
for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus
kom dem i møde og hilste dem med et "God morgen!"Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad
ham. Da sagde
Jesus til dem:
"Frygt ikke! Men
gå hen og sig
til mine brødre,
at de skal gå
til Galilæa. Dér skal de se mig." |
|
|
Gravvagten bestikkes, Matthæusevangeliet 28,11-15:
"Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til
byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der
var sket. De samledes med de ældste og besluttede
at give soldaterne en større sum penge, og de
sagde: "I skal sige: Hans disciple kom om
natten og stjal ham, mens vi sov. Kommer det
statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham
og holde jer udenfor." De tog imod pengene og
gjorde, som de havde fået besked på. Og dette
rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag." |
|
|
|
Umiddelbart
før sin himmelfart gav Jesus Missionsbefalingen til sine
apostle, og i den har forkyndelsen af den nye universelle
religion sit afsæt, mennesker af alle folkeslag skal døbes og
lære om evangeliet. |
|
|
Missionsbefalingen,
Matthæusevangeliet 28,16-20:
"Men de elleve
disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus
havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de
ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte
til dem og sagde: "Mig
er givet al magt i himlen og på jorden. Gå
derfor hen og gør alle folkeslagene til mine
disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens
og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at
holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se,
jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." |
|
|
Løftet om Helligånden, Apostlenes Gerninger 1,3-8:
"Efter sin lidelse og
død trådte Jesus frem for
dem med mange beviser på, at
han levede, idet han
i
fyrre dage viste sig for dem
og talte om Guds rige.
Og da han spiste sammen med
dem, pålagde han dem, at de
ikke måtte forlade
Jerusalem, men skulle vente
på det, som Faderen havde
lovet "om det har I hørt
mig sige: Johannes døbte med
vand, men I skal døbes med
Helligånden om ikke mange
dage." Mens de nu var
sammen, spurgte de ham:
"Herre, er det nu, du vil
genoprette Riget for
Israel?" Han svarede: "Det
er ikke jeres sag at kende
tider eller timer, som
Faderen har fastsat af egen
magt. Men I skal
få kraft, når Helligånden
kommer over jer,
og I skal være mine vidner
både i Jerusalem og i hele
Judæa og Samaria og lige til
jordens ende." |
|
|
Se også
Martin Schongauers
dominikaneralter,
Musée Unterlinden, Colmar. |
|
|
S T O R
E B E D E D A G
4. fredag efter påskedag
- Den sidste Store Bededag var 5. maj 2023 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Store Bededag |
|
Aftentur på Volden |
 |
Andreas Herman Hunæus, "På
Københavns Vold aftenen før Store
Bededag", 1862, Statens Museum
for Kunst.
På Hunæus' billede gås aftentur på
Øster Vold. Til venstre i billedet
ses Arveprins Ferdinand (1792-1863),
der gør honnør, og Arveprinsesse
Caroline (1793-1881) Arveprinsens
hustru, datter af
Kong Frederik 6. Personen med
den høje sorte hat i midten af
billedet er forfatteren Christian
Winther (1796-1876).
I Apollorevyen i 1835 sang
Marguerite Viby og Carl Alstrup
Mogens Dams "Aftentur på Volden":
"Folk i lange rader med smil og
falbelader gaar aftentur paa Volden
Store Bededags kvæld. Brave mænd og
koner og høje rangspersoner gaar
aftentur paa Volden Store Bededags
kvæld. Dér Prins Ferdinand,
hvor elegant! Her er en kendt og
fejret digter med hatten paa snu
- det er vist en filur! I solens
sidste gløder kun glade smil vi
møder, naar vi gaar tur på Volden
Store Bededags Kvæld". |
|
|
|
Ædru menighed |
|
|
Aftenen inden Store
Bededag blev der ringet med kirkens
største klokke, stormklokken,
til påmindelse om, at der ikke
længere måtte arbejdes og
udskænkningssteder skulle lukke, så
menigheder, i overensstemmelse med
Kongelig Forordning, kunne møde ædru
til Gudstjenesten og høre om Jesu
liv og lidelseshistorie.
Store Bededag måtte alene være
bede- og bodsdag. |
|
|
|
Skikken med hveder på Store
Bededag kendes fra midten af
1800-tallet. De blev bagt Store
Bededagsaften, så de kunne opvarmes
på selve Bededagen. |
|
|
|
Roskildebispen Hans Bagger,
der var biskop fra 1675-93, indførte
tre faste- og bededage. Store
Bededag blev lovfæstet af
Kong Christian 5. den 27. marts
1686. |
|
|
|
SVM-regeringen, dannet
december 2022, havde i sit
regeringsgrundlag forslag om
at afskaffe helligdagen. Et
flertal i Folketinget vedtog 28. februar 2023 at Store Bededag afskaffes som helligdag fra 2024. |
|
|
|
|
|
|
|
K R I S
T I H I M M E L F A R T S D A G
40 dage efter
påskedag, altid en
torsdag |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kristi
Himmelfartsdag |
 |
|
Garofalo (Benvenuto Tisi),
"Kristi Himmelfart", 1520,
Galleria Nazionale d'Arte Antica,
Rom. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Efter Jesus stod op fra de døde, gik
han rundt på jorden i 40 dage, han
var sammen med sine disciple og
berettede om Guds rige. |
|
|
|
På
Kristi Himmelfartsdag stiger Jesus til himmels og
hans jordeliv er hermed slut. Kristus
vender tilbage som Helligånd i
pinsen. |
|
|
|
Markusevangeliet 16,19-20: |
| "Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med." |
|
|
|
|
Jesu himmelfart, Lukasevangeliet
24,50-53: |
| "Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud." |
|
|
|
|
Jesu himmelfart,
Apostlenes Gerninger 1,9-14: |
| "Da han havde
sagt dette [løftet
om Helligånden],
blev han
løftet op, mens de så på det, og en sky tog
ham bort fra deres øjne.
Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór
bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder
hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op
mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er
blevet taget fra jer op til himlen, skal
komme igen på samme måde, som I har set ham
fare op til himlen." Så vendte de tilbage
til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger
tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra.
Da de var kommet ind i byen, gik de op i
salen ovenpå, hvor de plejede at opholde
sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas,
Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus,
Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og
Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed
fast ved bønnen, sammen med kvinderne og
Jesu mor Maria og hans brødre." |
|
|
|
|
|
|
P I N S
E - kirkens fødselsdag
50 dage efter påske |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Helligåndens
komme |
 |
|
|
|
|
|
|
|
Pinsen er kirkens fødselsdag. De første menigheder udsprang af pinsebegivenheden.
I pinsen fejres Helligåndens komme, den taler på alle verdens sprog om Guds barmhjertighed og således til den enkelte på dennes sprog.
Pinseunderet er, at Jesu budskab er forståeligt for alle. |
|
|
I pinsen ophæves den babelske forvirring
Babelstårnet,
1. Mosebog 11,1-9: |
"Hele jorden havde samme sprog og samme
tungemål. Da de brød op mod øst, stødte
de på en dal i landet Sinear, hvor de
slog sig ned. De sagde til hinanden:
"Kom, lad os stryge teglsten og brænde
dem hårde!" De brugte tegl som sten og
asfalt som mørtel. Så sagde de:
"Lad os bygge en by med et tårn, som når
op til himlen,
og skabe os et navn, for at vi ikke skal
blive spredt ud over hele jorden."
Herren steg ned for at se byen og
tårnet, som menneskene byggede. Så sagde
Herren:
"Se,
de er ét folk med samme sprog.
Når de begynder at handle sådan, vil
intet af det, de planlægger, være
umuligt for dem.
Lad os stige derned og
forvirre deres sprog, så de ikke
forstår hinanden."
Så spredte Herren dem derfra ud over
hele jorden, så de måtte holde op med at
bygge byen. Derfor hedder den Babel, for
dér forvirrede Herren sproget på hele
jorden, og derfra spredte Herren
menneskene ud over hele jorden."
Babelstårnet, der skulle nå til
himlen, blev således ikke bygget. |
|
|
|
|
|
| I kunsten kan en due symbolisere Helligåndens komme.
Fra omkring 1850 kendes begrebet "At se pinsesolen
danse" oprindeligt hed det "At se påskesolen danse".
Solen dansede i glæde over Jesu opstandelse.
|
|
|
|
Pinsedagen, Apostlenes Gerninger 2,1-13:
Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med
ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt
vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og
tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og
satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle
fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på
andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at
sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra
alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes,
stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi
hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De
var ude af sig selv af forundring og spurgte: "Hør,
er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan
kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål?
Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i
Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og
provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og
Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og
proselytter, kretere og arabere vi hører dem
tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Alle
var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de
hinanden: "Hvad skal det betyde?" Men andre spottede
og sagde: "De har drukket sig fulde i sød vin." |
|
|
|
|
|
|
|
| Peters prædiken pinsedag, Apostlenes Gerninger
2,14-21:
"Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og
med høj røst talte han til dem: "Jøder og alle I,
som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer,
læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede,
som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen.
Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel:
Det skal ske i de sidste dage,
siger Gud: Jeg
vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres
sønner og døtre skal
profetere, jeres unge skal
se syner, jeres gamle skal
have drømme. Selv over mine
trælle og trælkvinder vil
jeg udgyde min ånd i de
dage, og de skal profetere.
Jeg gør undere oppe på
himlen og
sætter tegn nede på jorden, blod og ild og
kvælende røg. Solen forvandles til mørke og
månen til blod, før Herrens store og herlige
dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens
navn, skal frelses." |
|
|
|
Den første menighed, Apostlenes
Gerninger 2,37-41: "Da de hørte det, stak
det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de
andre apostle: "Hvad skal vi gøre,
brødre?" Peter svarede: "Omvend jer og lad
jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres
synders forladelse, så skal I få Helligånden
som
gave.
For løftet gælder jer og jeres børn og alle
dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil
kalde på." Og med mange andre ord vidnede
Peter og formanede dem og sagde: "Lad jer
frelse fra denne forkvaklede slægt!" De, som
tog imod hans ord, blev døbt, og den dag
blev der føjet næsten tre tusind mennesker
til." |
|
|
|
|
T R I N
I T A T I S T I D E N
det festløse halvår fra
pinse til advent.
På trinitatis
søndag, der indleder Trinitatistiden, fejres Treenigheden |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den Hellige
Treenige Gud |
|
Gud som Faderen,
Sønnen og
Helligånden.
Treenigheden i et og
samme væsen |
|
|
|
 |
|
|
|
Nådestol,
Den
Hellige
Treenighed.
Gud med
krone på
hovedet
sidder
med den
korsfæstede
Kristus,
over
Kristi
hoved
svæver
Helligåndsduen,
Aarhus
Domkirke. |
|
|
|
|
Treenigheden (af lat.
trinitas = trehed)
er betegnelsen for
den kristne doktrin
at Gud eksisterer
som én Gud i tre
personer, Faderen,
Sønnen og
Helligånden. Faderen
er ikke den samme
som Sønnen, der ikke
er den samme som
Helligånden, der
ikke er den samme
som Faderen. De kan
ikke sammenblandes
og ikke adskilles,
de er ikke tre guder
men én Gud.
|
|
|
|
Gud Fader,
himlens og jordens
skaber og den
almægtige far i
himlen. |
|
|
|
Gud søn,
Jesus Kristus
beretter om sin Gud
Fader, der er alle
menneskers far. Det
er gennem Jesus
Kristus, at Gud
viser sig.
|
|
|
|
Gud
Helligånd
der kommer over
apostlene =
pinseunderet.
Med Helligånden får
vi Guds talsmand,
formidleren af Guds
ord.
Johannesevangeliet
14, 16:
Løftet om en anden
talsmand. "og
jeg vil bede
Faderen, og han vil
give jer en anden
talsmand, som skal
være hos jer til
evig tid". |
|
|
|
Trinitatis søndag
er søndagen efter
pinse og i kirken
fejres troen på en
treenig Gud.
Trinitatisperioden
varer frem til 1.
søndag i advent. Den
lange
Trinitatisperiode
afbrydes af
Allehelgensdag, der
er den 1. søndag i
november.
|
|
|
|
Den
apostolske
Trosbekendelse
med de tre
trosartikler: |
|
|
|
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger
og alt hans væsen. |
|
|
Vi tror på
Gud Fader,
den
Almægtige,
himlens og
jordens
skaber.
|
|
|
|
Vi tror på
Jesus
Kristus,
hans enbårne
Søn, vor
Herre,
som er
undfanget
ved
Helligånden,
født af
Jomfru
Maria, pint
under
Pontius
Pilatus,
korsfæstet,
død og
begravet,
nedfaret til
dødsriget,
på tredje
dag
opstanden
fra de døde,
opfaret til
himmels,
siddende ved
Gud Faders,
den
Almægtiges,
højre hånd,
hvorfra han
skal komme
at dømme
levende og
døde.
|
|
|
|
Vi tror på
Helligånden,
den hellige,
almindelige
kirke,
de helliges
samfund,
syndernes
forladelse,
kødets
opstandelse
og det evige
liv.
Amen.
|
|
|
|
Matthæusevangeliet 28,19-20.
Missionsbefalingen:
Gå derfor hen og gør alle
folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i
Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet
I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet
jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende." |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Allehelgensaften - 31. oktober |
|
|
er aftenen før
Allehelgenssøndag. Denne aften er hekse
og genfærd på spil for at håne helgenerne.
Dagen er også
Reformationsdag.
På Allehelgensaften
den 31. oktober 1517 slog Luther sine 95 teser mod afladshandel op
på Slotskirkens dør i Wittenberg i Sachsen-Anhalt i Tyskland og
dermed indledtes Reformationen, overgangen fra katolicisme til
protestantisme.
|
|
|
Halloween, har ikke noget med kristendom at gøre, det er en hedensk
skik med keltiske rødder og særlig udbredt i USA. Af en eller anden
uforståelig grund har nogle danske kirker taget skikken til sig.
Imidlertid handler skikken om uhygge, gys, gru og død. På
Allehelgensaften kunne de døde hjemsøge de levende, og for at
skræmme ånderne væk klæder man sig uhyggeligt ud og tænder lys i
græskaransigter, der ser skræmmende ud i mørket. Udklædte børn går
fra hus til hus og kyser folk og får måske slik. |
|
|
|
Allehelgenssøndag - 1. søndag i
november |
|
|
På Allehelgenssøndag mindes de døde og på gravsteder
sættes lys.
I middelalderen fejredes de helgener, der ikke havde deres egen
festdag. |
|
|
|
Allesjælesdag - 2. november |
|
|
|
Katolsk helligdag,
hvor man går i forbøn for de dødes sjæle. Bad om at pinslerne i
Skærsilden måtte blive afkortet.
Dagen blev afskaffet i Danmark efter Reformationen. |
|
|
|
M O R T
E N S A F T E N
hævnen over de skræppende gæs, hvis skyld det var, at
Martin/Morten
mod sin vilje blev udnævnt til biskop 10. november |
|
|
|
|
|
|
 |
|
Den hellige Martin af Tours
(ca. 316-397). Martin blev født i Ungarn, han tilbragte sin
barndom i Italien og levede det meste af sit voksenliv i Frankrig.
Som søn af en embedsmand i den romerske hær kom han i
militærtjeneste som 15-årig. Det er sagt om ham, at han levede mere
som en munk end en soldat. Han fandt det vanskeligt at forene sin
tro med soldaterlivet. Da han
var udstationeret nær Amiens, mødte han en næsten nøgen tigger, der
skælvede af kulde. Martin havde kun sine våben og klæder. Han trak
sit sværd og skar sin kappe i to stykker og gav den ene halvdel til
tiggeren og svøbte sig selv ind i den anden halvdel. Samme nat
drømte Martin af Kristus var iklædt den halvdel af kappen, som han
havde givet til tiggeren, og hørte Kristus sige: "Martin, som stadig
er en katekum [person under forberedelse til dåb], har klædt mig med
sin dragt". Martin tolkede denne drøm som et kald og besluttede sig
for at blive døbt.
Som 23-årig afslog han at modtage
en krigsbelønning og sagde til sin hærfører: "Jeg har tjent dig som
soldat, lad mig nu tjene Kristus. Giv belønningen til dem der nu
skal kæmpe. Jeg er Kristi soldat, og det er ikke tilladt mig at
kæmpe i krig". Martin blev fritaget for militærtjeneste og blev
discipel hos den hellige Hilarius af Poitiers (ca. 315-ca. 367) en
gallisk-romersk Doctor Ecclesiae (udnævnt af Pave Pius IX i 1851),
som var biskop af Poitiers i det sydvestlige Frankrig. De rejste
sammen gennem Europa. I 360 grundlagde Martin et kloster, der senere
blev indviet til ham.
Den 4. juli 371 blev Martin, mod sin vilje, udnævnt til biskop af
Tours. Legenden fortæller, at han gemte sig i en gåsesti for
ikke at blive valgt til biskop, men de skræppende gæs afslørede ham.
Martin døde i november 397 på en missionsrejse og blev begravet i
Tours den 11. november i 397.
Martin Luther er opkaldt efter ham. |
|
|
|
I Danmark kendes
Martin som Morten bisp. Hans helgendag er
den 11. november, og aftenen inden er Mortensaften,
hvor der spises gås (eller and). At gæs skulle lade livet
hvert år på denne aften var Morten bisps bestemmelse og hans
hævn over de gæs, der havde afsløret hans gemmested. |
|
|
| Se St. Martins kirke i Zillis,
Alpernes Sixtinske Kapel. |
|
|
|
|
K I R K
E Å R E T O G D E T S F A R V E
R
Kirkeåret begynder 1. søndag i advent og
slutter sidste søndag efter trinitatis. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
1.-4. søndag i advent |
|
|
|
Forberedelsestiden til julen og
Herrens komme (Adventus Domini). |
|
|
|
|
|
Juleaften
24. december |
|
|
|
Jesu
fødselsdag fejres. |
|
|
|
|
|
Juledag
25. december |
|
|
|
|
 |
Sankt Stefans dag/2. juledag |
|
|
|
Sankt Stefan = den kristne kirkes første
martyr (ApG, kap. 6.) |
|
|
|
|
|
|
Julesøndag |
|
|
|
Søndagen der
nogle år ligger mellem jul og nytår. |
|
|
|
|
|
Nytårsdag |
|
|
|
Kirkens
nytårsdag er 1. søndag i advent, men i
kirken fejres også det verdslige nytår, hvor
der siges farvel til det gamle år og goddag
til det nye år. |
|
|
|
 |
Helligtrekonger 6. januar |
|
|
|
Med Helligtrekongersdag slutter julen. Dagen
er en festdag for de vise mænd fra Østerland
(De Hellige Tre Konger) og deres tilbedelse
af Jesusbarnet i krybben. Det er hedningerne
der tilbeder Kristus, Guds søn. |
|
|
|
|
|
1. -5. søndag efter Helligtrekonger |
|
|
|
|
|
Sidste søndag efter Helligtrekonger |
|
|
|
|
|
Septuagesima |
|
|
|
9. søndag før påske. Den 70. dag før
påske.
70, 60 og 50 dage
før påske (se også
nedenfor) er runde
tal, men ikke de
nøjagtige tal. |
|
|
|
|
|
|
Seksagesima |
|
|
|
8. søndag før påske. Den 60. dag før
påske. |
|
|
|
|
|
Quinquagesima/Fastelavnssøndag |
|
|
|
7. søndag før påske. Den 50. dag før
påske.
Fastelavnssøndag er indledningen til fastetiden og på dagen fejres Jesu dåb
i Jordanfloden. |
|
|
|
|
|
1.-3. søndag i Fasten |
|
|
|
Fasten er en forberedelse til påskedramaet
med Jesu
korsfæstelse, død og
opstandelse. Den
er ikke en
sulteperiode, som den
oprindeligt var.
Fasten er perioden
mellem fastelavnssøndag og påskeugen,
omkring 40 dage, svarende til "Jesu
fristelse i ørkenen", hvor han efter 40 dage
og nætters faste afviste Djævelen med
ordene:
"Mennesket lever ikke af brød alene, men af
hvert ord, der udgår af Guds mund". |
|
|
|
|
|
|
|
er den 4. søndag
i fasten, der ligger
mellem 1. søndag i
fasten og
påskesøndag.
Johannesevangeliet
6, 1-15/Matthæusevangeliet 14, 13-21 "Bespisningen af de
fem tusind". |
|
|
|
|
|
|
Mariæ
bebudelsesdag |
|
|
|
Englen Gabriel
bebuder Jomfru
Maria, at hun skal
føde Guds søn. |
|
|
|
|
|
Palmesøndag |
|
|
|
Jesus red ind i
Jerusalem for at
fejre den jødiske
påske. |
|
|
|
|
|
Skærtorsdag |
|
|
|
Jesu sidste måltid -
Judas' forræderi -
Fodvaskningen -
Peters fornægtelse -
Jesus i Getsemane -
Jesus for rådet.
|
|
|
|
 |
Langfredag |
|
|
|
Judas hænger sig -
Jesus for Pilatus -
Tornekroningen -
Smertens Vej -
Korsbæreren Simon -
Veronicas svededug -
Korsfæstelsen - Jesu
død - Gravlæggelsen. |
|
|
|
|
|
Påskedag/Påskesøndag |
|
|
|
|
|
|
2. påskedag |
|
|
|
Den
opstandne
Kristus
viser
sig for
disciplene
(to
disciple
møder
Kristus
da de er
på vej
til
Emmaus
og
Kristus
i
Emmaus).
|
|
|
|
|
1.-3.
søndag efter påske |
|
|
|
|
|
Store bededag |
|
|
|
4. fredag efter
påskedag. |
|
|
|
|
|
4. -5.
søndag efter påske |
|
|
|
|
|
Kristi
himmelfartsdag |
|
|
|
40 dage efter
påskedag. Jesus
stiger til himmels
og hans jordeliv er
hermed slut. |
|
|
|
|
|
6. søndag
efter påske |
|
|
|
|
|
Pinsedag |
|
|
|
Kirkens fødselsdag.
I pinsen fejres
Helligåndens komme. |
|
|
|
|
|
|
2. pinsedag |
|
|
|
|
|
Trinitatis
søndag |
|
|
|
DET
FESTLØSE HALVÅR BEGYNDER.
Trinitatis søndag er søndagen efter pinse,
som afslutter kirkeårets første halvår, som
var en periode med de store kirkelige
højtider. Trinitatistiden varer til 1.
søndag i advent.
Den Treenige Gud fejres.
Trinitatis (lat. treenighed = Faderen,
Sønnen og Helligånden). |
|
|
|
|
|
1.-21. søndag efter Trinitatis |
|
|
|
|
|
Allehelgen |
|
|
|
De døde mindes.
I USA fejres
Halloween
(allehelgensaften).
Udhulede græskar med
stearinlys og grum
udklædning som
djævle hekse
vampyrer skeletter,
døden etc., har
vundet
indpas i Danmark. |
|
|
|
|
|
22.-26. søndag efter Trinitatis |
|
|
|
|
|
Sidste søndag i kirkeåret |
|
|
|
|
|
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg){kind=link}
.jpg){kind=link}