Kontakt/Contact
© Kirsten Gress. All Rights Reserved.

arslonga.dk

 

Drop Down Menu
 
Drop Down Menu

 
 
Adventstiden
kaldes også for bodstiden (tidlige fastetiden). Det er en periode hvor mennesket kan bekende sine synder, faste og forberede sig til juleevangeliets budskab om Herrens komme. Advent (lat. adventus, ankomsten. Lat. Adventus Domini, Herrens komme) er de fire søndage op til jul. Den 1. søndag i advent begynder det nye kirkeår og dagen er kirkeårets nytårsdag.
 
Julen
indledes med en forberedelsestid, adventstiden. Jesu fødsel fejres.
Ca. 300 e.Kr. fastlagdes Jesu fødselsdag til den 25 december. Nogle ortodokse kirker har bevaret den Julianske kalender, indført af Julius Cæsar 46 f.Kr., og juledagene falder derfor den 6. og 7. januar. Den Gregorianske kalender, indført af Pave Gregor XIII i 1582, rettede op på den skævhed der var opstået mellem kalenderåret og solåret i den Julianske kalender.
Julen varer til Helligtrekonger den 6. januar, datoen hvor man i oldkristendommen fejrede Jesu fødsel, eller 13. juledag der indtil 1770 var en officiel helligdag.
 
Conrad von Soest, "Jesus fødsel", 1403, panel i venstre sidefløj af triptyonen i Bad Wildungen Stadtkirche i Hessen i Tyskland.
  Jesu fødsel, Lukasevangeliet 2,1-21
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: "Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os." De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
   
  Jesu fødsel, Matthæusevangeliet 1,18-25
Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel" – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus (= Herren er frelse, se ovf.).
 
Helligtrekongersdag
Helligtrekongersdag den 6. januar er en fest for De Vise Mænd fra Østerland/De Hellige Tre Konger
Gerard van Honthorst, "Hyrdernes tilbedelse", 1622.
  Helligtrekongersaften den 5. januar er i den folkelige tradition (indtil idten af 1800'tallet) blevet fejret ved at tænde et trearmet lys for at markere julens afslutning.
Traditionen med at lade juletræet stå til Helligtrekonger og tænde det eksisterer stadig.
   
  De vise mænd, Matthæusevangeliet 2,1-12
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: "I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel."
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: "Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det." Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
 
Caspar, Melchior og Balthazar
er de navne som er givet til de vise mænd. Der er ikke noget belæg i Bibelen for navnene, heller ikke at der var tale om tre hellige konger eller tre vise mænd, men blot nogle vise mænd fra Østerland. De tre kostbare gaver guld, røgelse og myrra har ført til den formodning, at der var tale om tre konger. Mere sandsynligt er, at de vise mænd var astronomer fra oldtidsbyen Babylon, der havde set en ny stor stjerne på himlen og tolket den som skik var, at en ny konge var født.
Guld, røgelse og myrra kan symbolisere:

De tre dengang kendte verdensdele, Europa (guld, Caspar), Asien (røgelse, Melchior) og Afrika (myrra, Balthazar).
Guld var en kongegave, røgelse var gave til en guddom, myrra var gave til en døende, til en lidende (Jesu lidelser).

 
1

Botticelli "Kongernes tilbedelse", ca. 1475, malet til kirken Santa Maria Novella, Uffizi Galleriet, Firenze.
På Botticellis billede ses en folkemængde grupperet omkring Den Hellige Familie der er placeret ophøjet i en ruinkulisse, som er Botticellis måde at fremhæve deres betydning på og ikke ved male glorier omkring dem. Nye blade gror ud af murfragmenterne symboliserende Jesus fødsel, en ny begyndelse og evigt liv. Under Betlehemsstjernen sidder Josef sørgende symboliserende Jesu korsfæstelse.
De Hellige Tre Konger næsten drukner i mængden i sammenligning med andre billeder af kongernes tilbedelse, hvor der er rum omkring dem eller de kun er afbildet med Den Hellige Familie. En undtagelse er der dog og det er kongen, der rører Jesusbarnets fødder og som er afbildet med Cosimo de’ Medicis træk. Blandt beundrerne er også andre af Medicislægten, malerens mæcener, og yderst til højre i billedet ses Botticelli selv. Helt til venstre i billedet ses buer i forfald symboliserende det førkristne Rom, eller at den gamle pagt skal erstattes af en ny pagt.

2 Andrea Mantegna "Kongernes tilbedelse", omkr. 1495-1505, The Getty Center, Los Angeles.
På Mantegnas billede ses Josef, Jomfru Maria og Jesusbarnet, de har glorier og er iført simple klæder i sammenligning med de Hellige Tre Kongers klædedragter. Caspar, europæeren, er langskægget og barhovedet, han begaver Jesusbarnet med en kostbar kinesisk kop fyldt med guldmønter. Asiaten Melchior holder et røgelseskar og Balthazar til højre bærer en lågkrukke, han er fra Etiopien.
3 Det gyldne skrin i Domkirken i Köln med De Hellige Tre Kongers relikvier.
I domkirken i Köln (påbegyndt 1248 afsluttet 1880-erne) drejer alt i kirkerummet sig om De Hellige Tre Konger. Kongerne blev begravet i Jerusalem og under en pilgrimsrejse fandt Helena, mor til Konstantin 1., kongernes ben. De blev anbragt i Hagia Sophia katedralen (Den Hellige Visdoms Kirke) i Konstantinopel, og senere bragt til Milano. I 1164 erobrede Frederik Barbarossa Milano, og relikvierne sendtes til Köln, hvor der blev fremstillet et gyldent skrin til kongernes jordiske rester, hvoraf nogle blev sendt tilbage til Milano. Det gyldne relikvieskrinskrin i katedralen førte til, at kirken blev en valfartskirke. I 1998 fejredes domkirkens 750 års jubilæum.
 
Askeonsdag er den første onsdag efter Fastelavns søndag og er ikke dagen før Skærtorsdag. Askeonsdag er begyndelsen på de 40 dages faste op til påske (minus søndage fordi det er Jesu opstandelsesdag og der er nadver ved Gudstjenesterne). Fra Askeonsdag til Påskelørdag er der 40 hverdage - Jesus fastede 40 dage og nætter. I den katolske kirke bliver dagen fejret med en Askeonsdagsmesse. Menigheden får tegnet korsets tegn for panden med aske, der symboliserer menneskets forgængelighed, og præsten siger: "Memento, homo, quia pulvis es, et in pulverem reverteris" (Husk, menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage).
I folkekirken er man for begyndt at tage skikken op. I den katolske kirke er den et fast element.
 
 
Fra Angelico, "Bebudelsen", 1438/45, San Marco Museet, Firenze. Klik for at se hele billedet.
Mariæ bebudelsesdag, hvor englen Gabriel bebuder Jomfru Maria, at hun skal føde Guds søn, fejres i den evangelisk-lutherske kirke den 5. søndag i fasten, søndagen før Palmesøndag. I den katolske kirke fejres dagen den 25. marts, altså ni måneder før juledag.
 
"Hvor kommer Kristus fra i verden?
Fra Gud og kvinden! Manden var sat ud af spillet. Kun i mødet mellem Guds Ånd og en kvinde fuld af hengivenhed, mod og kraft kunne dette ske. Kvinden Maria gjort til bærer af Gud i verden og med hendes vilje til at være det blev hun et troens forbillede for os alle."
Citat fra Prædiken til Marie Bebudelsesdag, 25. marts 2012, Vor Frue kirke, København. Af domprovst Anders Gadegaard
 

Bebudelsen af Jesu fødsel, Lukasevangeliet 1,26-38:
Da Elisabeth [Johannes Døberens mor] var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede!" Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." Maria sagde til englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand." Englen svarede hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud." Da sagde Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Så forlod englen hende.

Navnet Jesus (hebraisk Jesjua) betyder "Herren er frelse".

"Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud" - Gud har således set i nåde til Maria. Hun er for protestanter og ortodokse ikke født uden arvesynd, men har som andre arvet den synd, som kom med Adam og Eva. I 1854 forkyndte Pave Pius IX for den katolske kirke dogmet om Jomfru Marias ubesmittede undfangelse (conceptio immaculata). For katolikker var Jomfru Maria således fra sin undfangelse befriet for arvesynd.

 
 
Palmesøndag
Benjamin Robert Haydon, "Indtoget i Jerusalem", 1814-20.
  Dominica Palmarum, palmernes søndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem for at fejre den jødiske påske, er søndagen før påske og begyndelsen på "Den stille uge", også kaldet passionsugen, og inkluderer Palmesøndag, Skærtorsdag og Langfredag.
   
  Indtoget i Jerusalem, Johannesevangeliet 12, 12-15:
Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge! Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: Frygt ikke, Zions datter! [Jerusalems indbyggere] Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl.
 
Palmegrenen ses som attribut hos martyrer og symboliserer åndens sejr over kødet.
 
Skærtorsdag
Jesu sidste måltid  -  Judas' forræderi  -  Fodvaskningen  -  Peters fornægtelse  -  Jesus i Getsemane  -  Jesus for rådet
Leonardo da Vinci "Den sidste Nadver" (La Ultima Cena), 1498, hænger på endevæggen i munkenes spisesal i kirken Santa Maria delle Grazie, Milano.
La Última Cena

Jesu sidste måltid = den første nadver/Nadverens indstiftelse. Jesu påskemåltid gentages ved hver nadver året rundt. Gud indstiftede det jødiske påskemåltid (de usyrede brøds fest) 1500 f.Kr. aftenen før israelitternes udfrielse fra Egypten, hvor de var holdt som slaver. Ved påskemåltidet skulle spises lam og usyret (uhævet) brød, fordi de kunne drage af sted når som helst, således var der ikke tid til at lade brødet hæve. Den kristne påske har rod i den jødiske påske. Lammet symboliserer Jesus som Guds lam, der bærer alverdens synd. I nadveren er Jesus vort påskelam. Jesus blev ofret som et offerdyr for vores skyld.

Johannesevangeliet 6,5
: "Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden." Gennem troen på Jesus Kristus kan vi få syndsforladelse.

Johannesevangeliet 14,6: Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig."
 
Skærtorsdag
Jesu sidste måltid

Tv.: Joakim Skovgaard, "Den store nadver", 1901, Viborg Domkirke, 1498. Judas forlader måltidet. Judas, "en der dypper i samme fad som jeg", var forræderen. På bordet er brød, vin og skroget af et lam. Ved det sidste måltid i Jerusalem var der formentlig ikke noget lam på bordet, da offerdyret var Jesus selv. Se også Leonardo da Vincis "Den sidste Nadver"
Th.:
Josep Maria Subirachs i Sitjar, Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona.

  Nadveren, Lukasevangeliet 14,12-25: Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: "Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?" Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os." Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.
Da det blev aften, kom han og de tolv. Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig." De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: "Det er vel ikke mig?" Han sagde til dem: "Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg. For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født."
Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: "Tag det; dette er mit legeme." Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. Og han sagde til dem: "Dette er mit blod, pagtens
blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige."
 

Sakramente er en hellig handling indstiftet af Jesu selv

Den katolske kirke har 7 sakramenter: dåben, firmelsen, kommunionen (eukaristien, nadveren),
bodens sakramenter
(skriftemålet), de syges salvelse (den sidste olie), ægteskabet og præstevielsen.
Den protestantiske kirke har 2 sakramenter: dåb og nadver.
 
Skærtorsdag
Fodvaskningen
Giovanni Agostino da Lodi, "Jesus vasker apostlenes fødder", 1500, Gallerie
dell'Accademia, Venedig.
  Skærtorsdag = renselstorsdag ("skær" = ren)

Fodvaskningen, Johannesevangeliet 13, 1-17:
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: "Herre, vasker du mine fødder?" Jesus svarede ham: "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det." Peter sagde: "Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder." Jesus svarede: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Simon Peter sagde til ham: "Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!" Jesus sagde til ham: "Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle." Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.
 
Skærtorsdag
Peters fornægtelse
Josep Maria Subirachs i Sitjar, Peters fornægtelse, Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona.
Peter er hyllet ind i et tæppe, en metafor på fornægtelsen. De tre figurer bag ham symboliserer, at Peter fornægtede Jesus tre gange. Til venstre for figurerne ses hanen.
  Peter tør ikke stå ved, at han kender Jesus, han benægter kendskabet til ham tre gange.

Forudsigelsen af Peters fornægtelse, Matthæusevangeliet 26,30-35:
Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Da sagde Jesus til dem: "I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: "Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes." Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa."
 Peter sagde til ham: "Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig." Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange." Peter sagde til ham: "Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig." Det samme sagde også alle de andre disciple.
 
Peters fornægtelse, Lukasevangeliet 22,54-62: De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand. Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem. En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde:
"Han dér var også sammen med ham." Men han nægtede det og sagde: "Jeg kender ham ikke, kvinde!" Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: "Du er også en af dem." Men Peter svarede: "Vel er jeg ej, menneske!" En times tid senere var der en til, som forsikrede: "Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa." Men Peter sagde: "Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!" I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: "Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange." Og han gik udenfor og græd bitterligt.
 
Skærtorsdag
Getsemane
El Greco, "Jesu kamp i Getsemane"
ca.1595, Toledo Museum of Art, USA.
  Jesus i Getsemane, Matthæusevangeliet 26,36-46: Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: "Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder." Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: "Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!" Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: "Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt." Atter, for anden gang, gik han bort og bad: "Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje." Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge. Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn. Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede."
 
Skærtorsdag
Judaskysset - Judas forråder Jesus ved at kysse ham
Tv.: Giotto, "Judaskysset", 1304-06, Scrovegni kapellet, Padova.
Th.:
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Judaskysset", Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona. Bag Judas ses en slange symboliserende djævelen, som er anstifteren af den forræderiske gerning. Bag Jesus ses kryptogrammet.
  Jesus er efter måltidet sammen med disciplene gået hen i en olivenlund, Getsemane Have, ved foden af Oliebjerget.
 
Tilfangetagelsen, Matthæusevangeliet 26,47-56:
Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et "Rabbi!" og kyssede ham. Jesus sagde til ham: "Min ven, nu har du gjort dit." Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham. En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Da sagde Jesus til ham: "Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp? Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?" I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes." Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.
 
Skærtorsdag
Jesus hos Kajfas
Matthias Stom, "Jesus i forhør hos Kajfas"
  Kajfas var den jødiske ypperstepræst der ledte processen mod Jesus.
  
Jesus for Rådet, Matthæusevangeliet 26,57-68: De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet. Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med. Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: "Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage." Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: "Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?" Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: "Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?" Jesus svarede ham: "Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer." Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?" De svarede: "Han er skyldig til døden." Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: "Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?".
 
Langfredag
Judas hænger sig  -  Jesus for Pilatus  -  Tornekroningen  -  Smertens Vej  -  Korsbæreren Simon  -  Veronicas svededug  -  Korsfæstelsen  -  Jesu død  -  Gravlæggelsen
 
Langfredag
Judas begår selvmord
James Tissot, "Judas har hængt sig", ca. 1890, Brooklyn Museum, New York.
  Judas Iskariot forrådte Jesus i Getsemane have ved at udpege ham for de romerske myndigheder for 30 sølvpenge (Judaspenge).

Judas' død, Matthæusevangeliet 27,3-10:
Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: "Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod." Men de svarede: "Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag." Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig. Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: "Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge." De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede. Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager. Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: "Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han der blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig."

Apostlenes Gerninger 1,15-20: I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: "Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud.
Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede.
 
Langfredag
Barabbas løslades
James Tissot, "Barabbas", omkr. 1886 , Brooklyn Museum, New York.
  Jesus for Pilatus, Matthæusevangeliet 27, 11-26: Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: "Er du jødernes konge?" Jesus svarede: "Du siger det selv." Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting. Da sagde Pilatus til ham: "Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?" Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget. Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje. Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas. Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?"Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: "Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham." Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet. Og da statholderen spurgte dem: "Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?" svarede de: "Barabbas!" Pilatus spurgte dem: "Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" De sagde alle: "Han skal korsfæstes!" Han spurgte: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte blot endnu højere: "Han skal korsfæstes!" Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag." Hele folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!" Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.
 
Langfredag
Jesus ved martersøjlen
Tv.: Piero della Francesca, "Piskningen", omkr. 1455, Galleria Nazionale delle marche, Urbino.
Th.:
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Jesus ved martersøjlen", La Sagrada Familia, Barcelona. Øverste søjlesten er forskudt, symboliserende stenen, der er skubbet væk fra graven. Rebknuden og den knækkede kæp, symboliserer Jesu lidelser.
 
Den italienske maler Piero della Francescas billede har i dets ikonografi været genstand for flere teorier. Af særlig interesse er den siddende figur i baggrunden og figurgruppen i forgrunden.
Den bibelske begivenhed foregår i en åben søjlehal i billedets baggrund. Jesus er iført lændeklæde og har hænderne bundet
Medalje udført af Pisanello.
til martersøjlen. Til højre og venstre for ham står de piskende personer. Foran ham ses en rygvendt person. Til venstre sidder en person på en romersk stol, der står ophøjet placeret på en sokkel, der har Francescas signatur ”OPUS PETRI DEBURGO SCI [sancti] SEPULCRI” – Francesca var født i byen Sansepolcro (tidligere Borgo Santo Sepolcro) i Toscana.
I forgrunden til højre ses en figurgruppe på tre personer, der ikke ofrer nogen opmærksomhed på begivenheden bag dem. I midten en ung blond barfodet mandsperson flankeret af to ældre personer. Bag personerne ses en arkitektur med formentlig et klokketårn.

 

Indendørsscenen er belyst fra højre, udendørsscenen fra venstre. Francescas perspektiv er et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på det korrekte perspektiv. Jesus blev pisket af romerske soldater før korsfæstelsen. Den siddende person kan tolkes som Pontius Pilatus. De tre figurer i forgrunden som hertugen af Urbino Oddantonio da Montefeltro omgivet af sine rådgivere Manfredo dei Pio og Tommaso di Guido dell'Agnello. Begge rådgivere blev holdt ansvarlige for Oddantonios død. Billedet er formentlig bestilt af Federico da Montefeltro, som efterfulgte sin halvbroder Oddantonio som hertug af Urbino. En anden mulighed er, at figuren i midten i persongruppen symboliserer en engel, der er flankeret af den gamle og den nye kirke. Den siddende mand skulle så være den byzantinske kejser Johannes VIII Palaiologos  (f.1392, kejser fra 1425-1448) identificeret ved sin påklædning, særlig den røde hat med opadvent kant, som ses i medaljen af Pisanello.
Oprindeligt havde billedet en ramme med tekst fra Samlernes Bog "Convenerunt in Unum" (de kom sammen i enighed) fra Salmernes Bog 2,2-3: Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb."
 

Langfredag

Ecce Homo

Tv.: Peter Paul Rubens, "Ecce Homo", ca. 1610, Eremitagemuseet, Skt. Petersborg.
Mf.:
Antonio Ciseri, "Se, her er manden" (Ecce Homo), 1880-91, Palazzo Pitti, Firenze.
Th:
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Ecce Homo", La Sagrada Familia, Barcelona.
 
Tornekroningen, Matthæus 27,27-31: Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham. Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: "Hil dig, jødekonge!" Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet. Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

Johannesevangeliet 19,1-7: Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: "Hil dig, jødernes konge!" og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: "Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig" Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: "Se, her er manden!" [Ecco Homo] "Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: "Korsfæst ham, korsfæst ham!" Pilatus sagde til dem: "Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig." Jøderne svarede: "Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn."
 
Langfredag
Jesus bærer sit kors Simon korsbæreren
Tv.: El Greco, "Korsbæringen", ca. 1580.
Th.:
James J. Tissot, "Simon fra Kyrene tvinges til at bære korset" ,1896, Brooklyn Museum.
 

Via Dolorosa
Smertens Vej
 
Jesu vej til Golgata

  Korsfæstelsen, Matthæusevangeliet, 27,32-44: På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: "Det er Jesus, jødernes konge" Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og
de ældste hånede ham på samme måde og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn." Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.
 
Langfredag
Veronikas svededug
Tv.: Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Veronikas svededug", "Il Volto Santo", det hellige ansigt, Jesu ansigt, Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona.
Th.: Hans Memling, "Veronika holder sin svededug", ca. 1470, National Gallery of Art, Washington D.C.
  Veronica tørrede blod, sved og støv bort fra Jesus ansigt på hans vej til Golgata. Jesu ansigt satte aftryk på dugen. Svededugen og Veronika er ikke nævnt i Bibelen.
I den romersk-katolske kirke er svededugen et skattet relikvie, der er opbevaret i Peterskirken i Rom og vises frem ved særlige lejligheder.
 
Langfredag
Jesus får en svamp med eddike
James Tissot "Den romerske soldat rækker en svamp på en stang op til Jesu læber", omkr. 1887, Brooklyn Museum, New York.
  Stefaton er det traditionelle navn på den romerske soldat, som giver Jesus svampen dyppet i eddike. Navnet Stefaton nævnes ikke i Det Nye Testamente.
   
  Johannesevangeliet 19, 28-30: Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster." Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddike på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
 
Jesu død, Matthæusevangeliet 27,45-56:
Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni?" – det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: "Lad os se, om Elias kommer og frelser ham." Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn". Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
 
Langfredag
Terningespil og Longinus Longinus stikker Jesus i siden
Tv.: Josep Maria Subirachs i Sitjar, Terningespil (øverste scene) og herunder Longinus på sin hest, Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona.
Th.:
Fra Angelico, freske fra klosterkomplekset San Marco i Firenze fra ca. 1437-46 viser Longinus, der stikker spyddet i Jesu side.
  På Subirachs facade ses øverst romerske soldater, der spiller terning om Jesu klæder efter korsfæstelsen.
Johannes 19, 23-24: "Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den." For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså."

Longinus er den romerske soldat, der stak sit spyd/sin lanse ind i siden på Jesus.
Longinus nævnes ved navn i det apokryfe middelalderskrift Nicodemusevangeliet også kaldet Pilatusakterne. "Longche" er det græske ord for lanse.
 
Longinus' navn nævnes ikke i Det Nye Testamente.

Johannes 31, 31-37:
 Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: "Ingen af hans knogler må blive knust." Og atter et andet skriftord siger: "De skal se hen til ham, de har gennemboret."
 

Spyddet/lansen som Longinus anvendte betegnes "Den hellige lanse".

 
Langfredag
Kristus på korset
 
Fra Angelico, Den korsfæstede Kristus med Jomfru Maria, Maria Magdalene og Den hellige Dominikus, 1441-42, udsmykning i munkecelle, San Marco Museet, Firenze.   Rafael, "Den korsfæstede Kristus med Jomfru Maria, hellige og engle", 1502-1503, The National Gallery, London.
  Rafaels maleri var oprindelig en altertavle til kirken San Domenico i Città di Castello nær Rafaels fødeby Urbino. Bagest til venstre står Jomfru Maria og foran hende knæler St. Jeronimus, til hvem alteret er viet. Bagest til højre står evangelisten Johannes og foran ham knælende er Maria Magdalene, en af Jesu disciple og et af de første vidner til Jesu opstandelse. Engle opsamler Kristi blod i bægre.
Titulus Crucis/inddskriften over korset lyder INRI = Iesus
Nazarenus Rex Iudaeorum (Jesus fra Nazaret, Jødernes konge).

Forkortelsen INRI ses ofte i kunsten, men på Kristi Kors forekom forkortelsen ikke, men ifølge Johannesevangeliet hele teksten på tre sprog:
Johannesevangeliet 19,19-22: "Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: "Jødernes konge", men: "Han sagde: Jeg er jødernes konge"." Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
 
Langfredag
Gravlæggelsen
Caravaggio, "Kristi gravlæggelse", 1602, Vatikanmuseerne.
  Gravlæggelsen, Matthæusevangeliet 27,57-61: Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.
  
Gravvagten, Matthæusevangeliet 27,62-63: Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: "Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første." Pilatus sagde til dem: "Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan." De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.
 
1 Kopi af Jesu ligklæde i kirken Santa Croce in Gerusalemme, Rom.
Det antagede originale ligklæde findes i Torino i kirken indviet til Johannes Døberen (katedralen i Torino).
I Santa Croce opbevares de vigtigste relikvier fra korsfæstelsen såsom nagler af Korset og et brudstykke af "titulus", anklagen, der var naglet til korset over Jesu hoved med påskriften "Jesus af Nazareth, jødernes konge". Ifølge Johannesevangeliet 19,19-20 var påskriften affattet på hebraisk, græsk og latin, og på brudstykket findes
faktisk fragmenter af alle tre sprog.
2-3 De hellige relikvier i kirken Santa Croce in Gerusalemme, Rom.
 
Påskedag
Kvinderne ved graven  -  Jesu opstandelse  -  Disciplenes møde med den opstandne Kristus  - 
Missionsbefalingen
 
Påskedag
Den tomme grav
Fra Angelico, "Kvinderne ved den tomme grav", 1437-46, freskocyklus i dominikanerklostret San Marco i Firenze - de tre Maria'er ved Kristi grav, Museo di San Marco.
 
Matthæus nævner (se nedenfor), at kvinderne ved graven var Maria Magdalene og den anden Maria. Markus taler om Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome. Lukas taler om Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem og Johannes nævner kun Maria Magdalene.

 

Påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Maria Magdalena og den anden Maria fandt Jesu grav tom. Jesu opstandelse fra de døde. Jesus viste sig for disciplene.
 
Jesu opstandelse, Matthæusevangeliet 28,1-7: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."

Mødet med den opstandne Jesus, Matthæusevangeliet 28,8-10: "Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et "God morgen!" Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: "Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig."
 
Gravvagten bestikkes, Matthæusevangeliet 28,11-15: Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket. De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, og de sagde: "I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor." De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.

Missionsbefalingen, Matthæusevangeliet 28,16-20: Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Apostlenes Gerninger 1, 3-8:
Løftet om Helligånden. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – "om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage." Mens de nu var sammen, spurgte de ham: "Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?" Han svarede: "Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."
 
 
Store Bededag
Aftentur på Volden
Andreas Herman Hunæus, "På Københavns Vold aftenen før Store Bededag", 1862, Statens Museum
for Kunst.
På Hunæus' billede gås aftentur på Øster Vold. Til venstre i billedet ses Arveprins Ferdinand, der gør honnør, og prinsesse Caroline. Personen med den høje sorte hat i midten af billedet er forfatteren Christian Winther (1796-1876).
I Apollorevyen i 1935 sang Marguerite Viby og Carl Alstrup Mogens Dams "Aftentur på Volden": "Folk i lange rader med smil og falbelader gaar aften tur paa Volden Store Bededags kvæld. Brave mænd og koner og høje rangspersoner gaar aftentur paa Volden Store bededags kvæld. Dér Prins Ferdinand, hvor elegant! Her er en kendt og fejret digter med hatten paa snu - det er vist en filur! I solens sidste gløder kun glade smil vi møder, naar vi gaar tur på Volden Store bededags kvæld".
 
Ædru menighed
 
Aftenen forinden Store Bededag blev der ringet med kirkens største klokke, stormklokken, til påmindelse om, at der ikke længere måtte arbejdes og udskænkningssteder skulle lukke, så menigheden, i overensstemmelse med kongelig forordning, kunne møde ædru til Gudstjenesten og høre om Jesu liv og lidelseshistorie.
Store Bededag måtte alene være bede- og bodsdag.

Skikken med hveder på Store Bededag kendes fra midten af 1800-tallet. De blev bagt Store Bededagsaften, så de kunne opvarmes på selve Bededagen. 
 
Roskildebispen Hans Bagger, der var biskop fra 1675-1693, indførte tre faste- og bededage. Store Bededag blev lovfæstet af Christian 5. den 27. marts 1686.

Store Bededag
er 4. fredag efter påskedag.
 
 
Garofalo (Benvenuto Tisi), "Kristi Himmelfart", 1520, Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rom.
  Efter Jesus stod op fra de døde, gik han rundt på jorden i 40 dage, han var sammen med sine disciple og berettede om Guds rige.

Kristi Himmelfartsdag
er 40 dage efter påskedag, og altid på en torsdag. Jesus stiger til himmels og hans jordeliv er hermed slut. Kristus vender tilbage som Helligånd i pinsen.

Markusevangeliet 16, 19-20: Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Lukasevangeliet 24,50-53:
Jesu himmelfart. Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Apostlenes Gerninger 1, 9-14:
Jesu himmelfart
. Da han havde sagt dette [løftet om Helligånden], blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen." Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.
 

Den Hellige Treenige Gud
Gud som Faderen, Sønnen og Helligånden. Treenigheden i et og samme væsen


Nådestol
, Den Hellige Treenighed. Gud med krone på hovedet sidder med den korsfæstede Kristus, over Kristi hoved svæver Helligåndsduen, Aarhus Domkirke.
Treenigheden (af lat. trinitas = trehed) er betegnelsen for den kristne doktrin at Gud eksisterer som én Gud i tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden. Faderen er ikke den samme som Sønnen, der ikke er den samme som Helligånden, der ikke er den samme som Faderen. De kan ikke sammenblandes og ikke adskilles, de ikke tre guder men én Gud.

Gud Fader, himlens og jordens skaber og den almægtige far i himlen.

Gud søn, Jesus Kristus beretter om sin Gud Fader, der er alle menneskers far. Det er gennem Jesus Kristus, at Gud viser sig.

Gud Helligånd der kommer over apostlene = pinseunderet. Med Helligånden får vi Guds talsmand, formidleren af Guds ord. Johannesevangeliet 14, 16: Løftet om en anden talsmand. "og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid".

Trinitatis søndag er søndagen efter pinse og i kirken fejres troen på en treenig Gud. Trinitatisperioden varer frem til 1. søndag i advent. Den lange Trinitatisperiode afbrydes af Allehelgensdag, der er den 1. søndag i november.
 
Den apostolske Trosbekendelse med de tre trosartikler:
 
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
.
Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.
Matthæusevangeliet 28,19-20. Missionsbefalingen: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
 
 
Titian, "Helligåndens komme", ca. 1545, Santa Maria della Salute, Venedig.
  Pinsen, 50 dage efter påske, er kirkens fødselsdag. De første menigheder udsprang af pinsebegivenheden. I pinsen fejres Helligåndens komme. Pinseunderet er, at Jesu budskab er forståeligt for alle.

I pinsen ophæves den babelske forvirring.
1. Mosebog 11
, Babelstårnet:
Så sagde Herren: "Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden". Babelstårnet, der skulle nå til himlen, blev således ikke bygget.

I kunsten kan en due symbolisere Helligåndens komme. Fra omkring 1850 kendes begrebet "At se pinsesolen danse" oprindeligt hed det "At se påskesolen danse". Solen dansede i glæde over Jesu opstandelse. 

Pinsedagen, Apostlenes Gerninger 2,1-13: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: "Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: "Hvad skal det betyde?" Men andre spottede og sagde: "De har drukket sig fulde i sød vin.
"
Peters prædiken pinsedag, Apostlenes Gerninger 2,14-21:  Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: "Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel: Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere. Jeg gør undere oppe på himlen og sætter tegn nede på jorden, blod og ild og kvælende røg. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og herlige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.

Den første menighed,
Apostlenes Gerninger 2,37-41: Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: "Hvad skal vi gøre, brødre?" Peter svarede: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på." Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: "Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!" De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til.
 
Kirkeåret og dets farver
Kirkeåret begynder 1. søndag i advent og slutter sidste søndag efter trinitatis.
   Violet symboliserer bod og anger.
 
 Hvid er kirkens festfarve, den symboliserer renhed og uskyld.
   Rød symboliserer kærlighed, ånd, blod, ild, er Helligåndens farve.
   Grøn symboliserer håb og vækst.
   Sort symboliserer død og sorg, anvendes kun Langfredag.
1.-4. søndag i advent Forberedelsestiden til julen og Herrens komme (Adventus Domini).
Juleaften 24. december Jesu fødselsdag fejres.
Juledag 25. december Dagen Jesu blev født, hvilket dog ikke kan dokumenteres.
Sankt Stefans dag/2. juledag Sankt Stefan = den kristne kirkes første martyr (ApG, kap. 6.)
Julesøndag Søndagen der nogle år ligger mellem jul og nytår.
Nytårsdag Kirkens nytårsdag er 1. søndag i advent, men i kirken fejres også det verdslige nytår, hvor der siges farvel til det gamle år og goddag til det nye år.
Helligtrekonger 6. januar Med Helligtrekongersdag slutter julen. Dagen er en festdag for de vise mænd fra Østerland (De Hellige Tre Konger) og deres tilbedelse af Jesusbarnet i krybben. Det er hedningene der tilbeder Kristus, Guds søn.
1. -5. søndag efter Helligtrekonger
Sidste søndag efter Helligtrekonger
Septuagesima Den 9. søndag før påske. Den 70. dag før påske.
70, 60 og 50 dage før påske (se også nedenfor) er runde tal, men ikke de nøjagtige tal.
Seksagesima Den 8. søndag før påske. Den 60. dag før påske.
Quinquagesima/Fastelavnssøndag Den 7. søndag før påske. Den 50. dag før påske.
Fastelavnssøndag er indledningen til fastetiden og på dagen fejres Jesus' dåb i Jordanfloden.
1.-3. søndag  i Fasten Fasten er en forberedelse til påskedramaet med Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Den er ikke en sulteperiode som den oprindeligt var. 
Fasten er perioden mellem fastelavnssøndag og påskeugen, omkring 40 dage, svarende til "
Jesu fristelse i ørkenen", hvor han efter 40 dage og nætters faste afviste Djævelen med ordene: "Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund".
Midfaste Den er den 4. søndag i fasten, der ligger mellem 1. søndag i fasten og påskesøndag.
Johannesevangeliet 6, 1-15,  "Bespisningen af de fem tusind".
Mariæ bebudelsesdag Englen Gabriel bebuder Jomfru Maria, at hun skal føde Guds søn.
Palmesøndag Jesus red ind i Jerusalem for at fejre den jødiske påske
Skærtorsdag Jesu sidste måltid - Judas' forræderi - Fodvaskningen - Peters fornægtelse - Jesus i Getsemane - Jesus for rådet.
Langfredag Judas hænger sig - Jesus for Pilatus - Tornekroningen - Smertens Vej - Korsbæreren Simon - Veronicas svededug - Korsfæstelsen - Jesu død - Gravlæggelsen.
Påskedag/Påskesøndag Kvinderne ved graven - Jesu opstandelse - Disciplenes møde med den opstandne Kristus - Missionsbefalingen.
2. påskedag
1.-3. søndag efter påske
Store bededag 4. fredag efter påskedag.
4. -5. søndag  efter påske
Kristi himmelfartsdag 40 dage efter påskedag. Jesus stiger til himmels og hans jordeliv er hermed slut.
6. søndag efter påske
Pinsedag Kirkens fødselsdag. I pinsen fejres Helligåndens komme.
2. pinsedag
Trinitatis søndag DET FESTLØSE HALVÅR BEGYNDER.
Trinitatis søndag er søndagen efter pinse, som afslutter kirkeårets første halvår, som var en periode med de store kirkelige højtider. Trinitatistiden varer til 1. søndag i advent. Den Treeninge Gud fejres. Trinitatis (lat. treenighed = Faderen, Sønnen og Helligånden).
1.-21. søndag efter Trinitatis
Allehelgen De døde mindes.
I USA fejres Halloween (allehelgensaften). Udhulede græskar med stearinlys og grum udklædning som djævle hekse vampyrer skeletter, døden etc., har desværre vundet indpas i Danmark.
22-26. søndag  efter Trinitatis
Sidste søndag i kirkeåret
 
Reformationsjubilæum 1517-2017
Reformation Jubilee 1517-2017

Martin Luther hamrer sine 95 teser op på Slotskirkens dør i Wittenberg, maleri udført 1872 af den belgiske historiemaler Wilhelm Ferdinand Pauwels (1830-1904).

Martin Luther nailing his 95 theses to the door of the Castle Church of Wittenberg, painting executed 1872 by the Belgian history painter Wilhelm Ferdinand Pauwels (1830-1904)
.

Bronzestatue af Martin Luther på Markedspladsen i Lutherstadt Wittenberg, 1821. Statuen er udført af den tyske billedhugger Johann Gottfried Schadow og støbejernsbaldakinen af Karl Friedrich Schinkel. Luther holder en åben bog med teksten: "Bücher des Alten Testaments ENDE", "Das Neue Testament verdeutscht von Doktor Martin Luther" (Det Gamle Testamentes skrifter SLUT. Det Nye Testamente oversat til tysk af Doktor Martin Luther). Se nedenfor.

Bronze statue of Martin Luther
at the Market Square in Luther-town Wittenberg, 1821. The statue is executed by the German sculptur Johann Gottfried Schadow and the cast iron baldachin by Karl Friedrich Schinkel. Luther is holding an open book, the text says:
"Bücher des Alten Testaments ENDE", "Das Neue Testament verdeutscht von Doktor Martin Luther". (Books of the Old Testament END. The New Testament translated into German by Doctor Martin Luther). See below.

"Luther prædiker", 1547, predellaen på Reformationsalteret i bykirken St. Marien i Wittenberg, udført i Lucas Cranach.d.æ.'s værksted. Luther står på prædikestolen i sin teologiske doktorkjole. Hans venstre hånd hviler på Bibelen, hans højre gør velsignelsestegnet/peger mod den korsfæstede Kristus "vor salighed est du alene" (3. vers i salmen "Aleneste Gud i Himmerig"). Kristus er allestedsnæværende, her synes han at være fysisk tilstede, han er malet i samme størrelsesforhold som de øvrige figurer.
Lucas Cranach d.æ. står yderst til højre blandt tilhørerne. Katharina Luther (født von Bora) sidder med sit lille barn på skødet. Den unge kvinde bag hende er Luthers afdøde datter Magdalena, som døde tretten år gammel.

"Martin Luther Preaching", 1547, the Reformation Altar's predella in the City Church of St. Mary in Wittenberg, executed in the workshop of Lucas Cranach the Elder. Luther in his academic gown preaches to a congregation. His left hand rest on the Bible, and his right hand, in a posture of blessing, points towards Christ on the Cross, who is painted in the same scale as the other figures, and he seems to be physically present.
Lucas Cranach the Elder stands far right. Katharina Luther (née von Bora) is sitting with her infant on her lap. The young woman behind her is Luther's deceased daughter Magdalena, who died when she was thirteen.
Martin Luther og Philipp Melanchthon knæler ved den korsfæstede Kristus. Melanchthon (1497-1560), tysk filolog og teolog og Luthers ven og kollega.

Inskription over tesedøren på Slotskirken i Wittenberg:

Kong Frederik Vilhelm (eller Friedrich Wilhelm) IV genopførte døren, hvorpå Martin Luther i det Herrens år 1517 den 31. oktober som forkyndelse om Reformationens fødsel opslog 95 teser til bekæmpelse af de romerske afladsbreve, og som var ødelagt af brand, udsmykkede den med forsiringer, lod dørfløje gøre af bronze samt bød de nævnte teser påskrive i det Herrens år 1857.

Martin Luther and Philipp Melanchthon kneeling before the Crucified Christ. Melanchthon (1497-1560), German philologist and theologian and friend and colleague of Martin Luther.

The inscription above the theses portal of the Castle Church in Wittenberg
:
King Friedrich Wilhelm IV rebuil
t the door on which Martin Luther, in the year of Our Lord 1517 on October 31, to announce the birth of the Reformation nailed 95 theses impugning the Roman letters of indulgence, and which was destroyed by fire, decorated it with ornamentations and made door leaves of bronze, and ordered the above-mentioned theses to be inscribed on the door in the year of Our Lord 1857.
 
I 2017 er det 500 år siden at Martin Luther (1483-1546) på Allehelgensaften den 31. oktober 1517 slog sine 95 teser mod afladshandel op på Slotskirkens dør i Wittenberg i Sachsen-Anhalt i Tyskland og dermed indledte reformationen, overgangen fra katolicisme til protestantisme.
Det har været og diskuteres stadig om Luther rent faktisk slog teserne op på kirkedøren. Hvad der taler for, at teserne blev slået op er et genfunden dokument fra Luthers personlige sekretær Georg Rörer (1492-1557), der skriver, at Luther på aftenen før Allehelgens slog teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg. Dokumentet blev i 2006 fundet af en ansat ved
"Stiftung Luthergedenkstätten in Sachsen-Anhalt".


Teserne var en protest mod den katolke kirkes afladshandel, som var de penge man betalte til kirken for at undgå Skærsilden, der i løbet af middelalderen blev en del af den katolske kirkes lære, og her fik man straf for den synd, som endnu ikke var blevet tilgivet.
Peterskirken blev bygget for de penge som salget af afladsbreve indbragte. I tese 48 skriver Luther: "Man skal lære de kristne: at Paven, når han tilbyder aflad, for sin egen skyld har meget mere brug for forbøn end for klingende mønt". Og i tese 50 står: "at hvis Paven kendte til afladshandlernes handlinger, ville han hellere lade Peterskirken brænde til aske, end bygge den af sine fårs hud, kød og knogler". "Kirkens sande skat er det hellige evangelium om Guds herlighed og nåde" er ordlyden i tese 62.

Skærsilden er renselse efter døden, en ventesal til Gudsriget. Ifølge Johannes' Åbenbaring, 21,27: "Men intet vanhelligt [urent] kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog." I "Livets bog" (anvendes på Dommedag) står navnene på dem, der tilhører Jesus Kristus, og kun dem, hvis navne er skrevet der, kan komme i Himlen og være hos Gud i al evighed. I dødsøjeblikket kom man i Skærsilden og senere i Himlen eller Helvede. Havde man købt et afladsbrev, havde man købt syndsforladelse, straf i Skærsilden blev eftergivet, og Guds tilgivelse for synden betød, at man var befriet for den evige straf i Helvede.

Ifølge Luther frelses mennesket ved troen alene og ikke ved gerninger
, og han afviser i tese 6 pavens mulighed for at tilgive synd og eftergive skyld, for den myndighed har kun Gud. Luthers tese
26: "Paven gør ret i at give sjælene eftergivelse, ikke ved nøglemagten (som han er ikke har), men ved forbøn". Nøglemagten er Himmerigets nøgler og magten til at binde og løse synden. Nøglemagten gav Kristus til apostlen Peter/kirken.

Spørgsmålet om menneskets frelse er et væsentligt stridspunkt mellem Luther og Romerkirken. At stræbe efter egen frelse ved at gøre gode gerninger er en synd fordi handlingen er bevidst og ikke spontan og alene drejer sig om at demonstrere sig egen godhed mod næsten i håbet om at Gud ser det og belønner det. Ifølge Luther er gode gerninger et resultat af troen.

Luther mente at afladshandlel satte skel mellem rig og fattig i forholdet til Gud, for "Guds kærlighed er altomfattende og gives til enhver".

Luthers lille Katekismus
(gr. katekhismos, undervisning), 1529, er en kort gennemgang af den kristne tro og begynder med De ti bud. Den blev skrevet på baggrund af den uvidenhed om kristendommen som reformatorerne mødte på deres rejser i Sachsen.

 

Fadervor
Fadervor således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand det.

Den femte bøn:
Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere
Det vil sige: Vi beder i denne bøn, at vor Fader i Himmelen ikke vil se på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn. For vi er ikke værdige til noget af det, vi beder om, og har heller ikke fortjent det. Men vi beder, at han vil give os alt af nåde. Thi vi synder daglig meget og fortjener kun straf. Sådan vil vi i sandhed også selv af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.



Med femte bøn i Fadervor understreger Luther at Guds syndsforladelse og nåde (gavmildhed, godhed, barmhjertighed, tilgivelse) er forudsætningen for at mennesket kan tilgive næsten.
 

"Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer" er et rim skrevet af den tyske dominikanermunk, afladsprædikant- og handler Johan Tetzel (1465-1519), der solgte aflad nær Wittenberg og var medvirkende årsag til at Luther slog sine teser op på kirkedøren.
I tese 28 skriver Luther: "Det er sikkert, at når pengene i kisten klinger, så øges profitten og begæret, men kirkens forbøn er alene bundet til Gud". I tese 72 står: "Men sandelige, den som går imod disse afladskræmmers griske og frivole ord, han skal være velsignet".
På sit dødsleje modtog Tetzel et brev fra Luther, der fritog ham for ansvaret for Reformationens udbrud. 


I den katolske kirke blev handel med afladsbreve forbudt af Tridentinerkoncilet 1545-63.

I dag tror katolikker på Skærsilden som en indre kærlighedsild, der lutrer sjælen, et sted, hvor man får lagt al sin synd bag sig og fra sig. I Skærsilden gør sjælen sig klar til at vende tilbage til Gud i Himmeriget. Har man vendt Gud ryggen kommer man i Helvede, en tilstand med fravær af Gud. Syndsforladelse er et sakramente i den katolske kirke.
Skærsilden afvises af den protestantiske kirke, men Helvede og Satan er en realitet ligesom Paradiset/Himmeriget.

Kong Christian 3. indførte officielt Reformationen i Danmark i 1536, og den danske nationalkirke blev luthersk i sit indhold.

Luthers lære kaldes den evangeliske, fordi den er centreret om Det Nye Testamentes fire evangelier, og det vil sige budskabet om Kristus.

Med Reformationen blev forbindelsen til den romersk-katolske kirke brudt.

DANMARKS RIGES GRUNDLOV af 5te Juni 1849: "§ 3. Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten".

 
 
Slotskirken, Allehelgens Kirke, Lutherstadt Wittenberg. På UNESCO's Verdensarvsliste siden 1996
Castle Church, All Saint's Church, Lutherstadt Wittenberg
. UNESCO World Heritage Site since 1996
1 "Portræt af Martin Luther", ca. 1532, udført af Lucas Cranach.d.æ., Ufizzigalleriet, Firenze.
"Portrait of Martin Luther",
c. 1532, by Lucas Cranach the Elder, The Uffizi Gallery, Florence, Italy.
2 Martin Luther og Philip Melanchthon knæler ved den korsfæstede Kristus. Melanchthon (1497-1560), tysk filolog og teolog og Luthers ven og kollega.
Inskription over tesedøren i Slotskirken i Wittenberg:

Kong Frederik Vilhelm (eller Friedrich Wilhelm) IV genopførte døren, hvorpå Martin Luther i det Herrens år 1517 den 31. oktober som forkyndelse om Reformationens fødsel opslog 95 teser til bekæmpelse af de romerske afladsbreve, og som var ødelagt af brand, udsmykkede den med forsiringer, lod dørfløje gøre af bronze samt bød de nævnte teser påskrive i det Herrens år 1857.

Martin Luther and Philip Melanchthon kneeling before the Crucified Christ. Melanchthon (1497-1560), German philologist and theologian and friend and colleague of Martin Luther.
The inscription above the theses portal of the Castle Church in Wittenberg
:
King Friedrich Wilhelm IV rebuil
t the door on which Martin Luther, in the year of Our Lord 1517 on October 31, to announce the birth of the Reformation nailed 95 theses impugning the Roman letters of indulgence, and which was destroyed by fire, decorated it with ornamentations and made door leaves of bronze, and ordered the above-mentioned theses to be inscribed on the door in the year of Our Lord 1857.
3-5 Tesedøren i Slotskirken i Wittenberg/The theses portal of the Castle Church in Wittenberg
 
Slotskirken, Allehelgens Kirke/Castle Church, All Saint's Church, Lutherstadt Wittenberg
1-5 Allehelgens kirke, Slotskirken i Wittenberg/All Saint's Church, the Castle Church in Wittenberg.
 
Slotskirken, Allehelgens Kirke/Castle Church, All Saint's Church, Lutherstadt Wittenberg
1 Inskriptionen på kirketårnet: "Eine feste Burg Ist unser Gott, Luther". Vor Gud han er så en fast borg. Salme af Luther, 1527-29.
Inscriction on the church tower: "Eine feste Burg Ist unser Gott, Luther". A Mighty Fortress is our God. Hymn by Luther, 1527-29.
 
Slotskirken, Allehelgens Kirke/Castle Church, All Saint's Church, Lutherstadt Wittenberg
1-2 Martin Luthers grav. MARTINI LUTERI. S. THEOLOGIAE. D. CORPUS. H.L.S.E. QUI AN. CHRISTI. MDXLVI. XII. CAL. MARTII. EYSLEBII IN PATRIA. S.M.O.C.V. ANN. LXIII. M.II.D.X. Her er begravet legemet af Doktor i den Hellige Teologi, Martin Luther, som døde den 18. februar i det Herrens år 1546 i sin hjemby Eisleben efter at have levet i 63 år, 2 måneder og 10 dage.

The tomb of Martin Luther.
MARTINI LUTERI. S. THEOLOGIAE. D. CORPUS. H.L.S.E. QUI AN. CHRISTI. MDXLVI. XII. CAL. MARTII. EYSLEBII IN PATRIA. S.M.O.C.V. ANN. LXIII. M.II.D.X. Here is buried the body of the Doctor of Sacred Theology, Martin Luther, who died in the year of Christ 1546, on February 18th, in his hometown Eisleben, after having lived for 63 years, 2 months, and 10 days.
3-4 HANC D. MARTINI LUTHERI TABULAM SEPULCRALEM AD INSTAR ARCHETYPI ACCURATISSIME EXPRESSAM ABBAS ET CONVENTUS COENOBII LUCCENSIS PIETATIS CAUSA DEDICAVERUNT.
Forstander og menighed af Loccum Kloster [i Niedersachsen] har af ærbødighed ladet indvie denne efter orginalen nøje eftergjorte kopi af mindetavlen over hr. Martin Luther [1895].

The principal and parishioners of Loccum monastery [in Niedersachsen, Germany] have in reverence, carefully copied from the original, inaugurated this memorial plaque to Mr. Martin Luther [1895]
.
5 Philipp Melanchthons (1497-1560) grav.
PHILIPPI MELANCHTHONIS S.V. CORPUS H.L.S.E QUI AN CHRISTI M.D.L.X. XIII. CAL. MAII IN HAC URBE M.O.C.V. AN. LXIII. M.II.D.II.
Her er begravet legemet af den mest prisværdige Philipp Melanchthon, som døde den 19. april i Det Herrens År 1560 i denne by efter at have levet i 63 år, 2 måneder og 2 dage.


The tomb of Philipp Melanchthon
(1497-1560).
PHILIPPI MELANCHTHONIS S.V. CORPUS H.L.S.E QUI AN CHRISTI M.D.L.X. XIII. CAL. MAII IN HAC URBE M.O.C.V. AN. LXIII. M.II.D.II.

Here is buried the body of the most commendable Philipp Melanchthon, who died in the year of Christ 1560, on April 19, in this town after having lived for 63 years, 2 months, and 2 days.

 
Slotskirken, Allehelgens Kirke/Castle Church, All Saint's Church, Lutherstadt Wittenberg
1-3 Midterskibet og orglet/Central nave and the organ.
4 Ernst Barlach, 1927, bronze, "Mindesmærke fra Güstrow (Svævende engel)". Figuren har den tyske grafiker, maler og billedhugger Käthe Kollwitz' ansigtstræk.
Ernst Barlach, 1927, bronze, "Güstrower Memorial (Hovering Angel)" with facial features of the German graphics artist, painter and sculptor Käthe Kollwitz.
5 Sideskib. Portræt af Johann Hinrich Wichern, tysk teolog og grundlægger af Indre Mission i den tyske evangeliske kirke.
Aisle. Portrait of Johann Hinrich Wichern, German theologian and founder of the Inner Mission, a movement within the
Evangelical Church of Germany.
 
Slotskirken, Allehelgens Kirke/Castle Church, All Saint's Church, Lutherstadt Wittenberg
1-2 Hovedalteret med H.M. Dronning Margrethe 2.'s antependium med en variation af Lutherrosen.
Lutherrosen er et seglmærke tegnet af Luther selv og anvendt første gang i 1517 på et brev. I den hvide rose er et rødt hjerte indeholdende et sort kors. Hjertet i rosen er omgivet at et blåt felt, hvor der står "VIVIT" (lat. han lever dvs. Kristus lever) og yderst er en gylden cirkel.
Det sorte kors symboliserer: Jesu døde på korset for vore synders skyld.
Det røde hjerte symboliserer: Jesus udgød sit blod for os.
Den hvide rose symboliserer:
renhed, klarhed, fred og nærvær af en engel.
Den blå baggrund symboliserer: himlen og håbet om at vi igen skal se Jesus. Titusbrevet 2,13: "
mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed".
Den gyldne cirkel symboliserer: den evige fryd i Himlen. Cirklen symboliserer uendelighed fordi den er endeløs.

Reformationens 5 sola-ord (sola = alene) kan også indgå i seglet. Sola-ordene opsummerer reformatorernes teologiske overbevisninger om det væsentlige i Kristendommen:
 
1 Sola Fide (ved tro alene), vi bliver frelst alene ved troen på Jesus Kristus.
2 Sola Scriptura (ved skriften alene), Bibelen alene er vores højeste myndighed.
3 Solus Christus (ved Kristus alene), Jesus Kristus alene er vores Herre, Frelser og Konge.
4 Sola Gratia (ved nåden alene), vi frelses alene ved Guds nåde.
5 Soli Deo Gloria (Gud alene æren), vi lever alene til Guds ære.


The Main alter draped with the antependium with the Luther rose or seal executed by HM the Queen Margrethe II of Denmark.
The seal, designed by Luther himself, was used for the first time in 1517 on a letter. In the white rose is a red heart containing a black cross. The heart in the rose is surrounded by a blue field with a Latin text "VIVIT" (he lives, that is Jesus Christ lives). The blue field is surrounded by a golden circle.
The black cross symbolizes: Jesus' death on the cross for our sins.
The red heart symbolizes: Jesus shed His Blood for us.
The white rose symbolizes:
purity, clarity, peace and the presence of an angel.
The blue background symbolizes: the sky and the hope that we will see Jesus again. Titus 2:13: "
while we wait for the blessed hope and appearing of the glory of our great God and SaviorJesus Christ".
The golden circle symbolizes: the endless joy of heaven. The circle is the symbol for infinity, because the circle is endless.

The 5 solas of the Reformation (sola = alone) can also be a part of the seal. The solas summarize the Reformers' theological convictions about the essentials of Christianity:
 

1 Sola Fide (by faith alone), we are saved through faith alone in Jesus Christ.
2 Sola Scriptura (by scripture alone), the Bible alone is our highest authority.
3 Solus Christus (through Christ alone), Jesus Christ alone is our Lord, Savior and King.
4 Sola Gratia (by grace alone), we are saved by the grace of God alone.
5 Soli Deo Gloria (glory of God alone), we live for the glory of God alone.

3-4 Hovedalteret/Main alter. 
 
Slotskirken, Allehelgens Kirke/Castle Church, All Saint's Church, Lutherstadt Wittenberg
1 Døbefont/Baptismal font.
2-3 Prædikestolen/Pulpit.
 
Slotskirken/Castle Church, Lutherstadt Wittenberg
Markedspladsen/The Market Square, Lutherstadt Wittenberg
1-2 Slotskirken/Castle Church.
3-5 Markedspladsen med det gamle rådhus og statuer af Martin Luther og hans tætteste samarbejdspartner Melanchthon.
The Market Square
with the old town hall and statues of Martin Luther and his chief disciple Melanchthon.
 
Markedspladsen/The Market Square, Lutherstadt Wittenberg
1-4 Bronzestatue af Martin Luther på Markedspladsen i Lutherstadt  Wittenberg, 1821. Statuen er udført af den tyske billedhugger Johann Gottfried Schadow og støbejernsbaldakinen af Karl Friedrich Schinkel.
Bronze statue of Martin Luther at the Market Square in Luther-town Wittenberg, 1821. The statue is executed by the German sculptur Johann Gottfried Schadow and the cast iron baldachin by Karl Friedrich Schinkel.
1 Luther holder en åben bog med teksten: "Bücher des Alten Testaments ENDE", "Das Neue Testament verdeutscht von Doktor Martin Luther" (Det Gamle Testamentes skrifter SLUT. Det Nye Testamente oversat til tysk af Doktor Martin Luther).
Luther is holding an open book, the text says:
"Bücher des Alten Testaments ENDE", "Das Neue Testament verdeutscht von Doktor Martin Luther". (Books of the Old Testament END. The New Testament translated into German by Doctor Martin Luther).
2 Inskription/inscription: "Glaubet an das Evangelium St Marc I v XV".
Tro på evangeliet, Markus 1,15/Believe in the gospel, Mark, 1:15.
3 Inskription/inscription: "Eine feste Burg Ist unser Gott, Luther". Ein Kirchenlied, 1527-29.
Vor Gud han er så en fast borg. Salme af Luther, 1527-29/A Mighty Fortress is our God. Hymn by Luther, 1527-29.
4 Inskription/inscription: "Von dem Mannsfeldschen Verein für Luthers Denkmal durch gesammelte Beiträge begründet und durch König Friedrich Wilhelm den dritten errichtet".
Grundlagt af Mannsfeld Selskabet til Luthers mindesmærke af indsamlede midler og opført af Kong Friedrich Wilhelm 3.
Founded by the Mansfeld Association for the Luther Monument with collected funds and by King Friedrich Wilhelm III erected.
5 Inskription/inscription: "Ists Gottes Werk So wirds bestehn Ists Menschen Werk Wirts untergehn, Luther".

Er det Guds værk så vil det bestå, er det menneskets værk så vil det forgå.
Is it God's work then it will last, is it man's work then it will perish.

 
Markedspladsen/The Market Square,
Lutherstadt Wittenberg
  Kristi Legems Kapel/Corpus Christi Chapel,
Lutherstadt Wittenberg
1 Markedspladsen med statue af Melanchthon, inskriptionen lyder: "Ich rede von Deinen Beugnissen vor Königen und Schäme mich nicht. Psalm 119.46. "Jeg vil tale om dine formaninger til konger uden at blive til skamme. Salmernes bog 119,46.

The Market Square with a statue of Melanchthon, the inscription: "Ich rede von Deinen Beugnissen vor Königen und Schäme mich nicht. Psalm 119.46. "
I will speak of your statutes before kings and will not be put to shame. Psalm 119:46.
2 Tårnene på bykirken St. Marien set fra Markedspladsen/The towers of the City Church of St. Mary seen from The Market Square.
 
Bykirken St. Marien i Lutherstadt Wittenberg er byens ældste bygning og kendt som Reformationens moderkirke fordi, Martin Luther holdt de fleste af sine prædikener her. På UNESCO's Verdensarvsliste siden 1996.
The City Church of St. Mary
, Lutherstadt Wittenberg is the oldest building in the city and known as the mother church of the Reformation because, Martin Luther did most of his preaching here. UNESCO World Heritage Site since 1996.
1-2 Ernst Barlachs statue af en tigger/Ernst Barlach's statue of a beggar.
 
Bykirken St. Marien, Reformationens moderkirke/the City Church of St. Mary, the mother church of the Reformation
1-2 Reformationsalteret udført 1547 af Lucas Cranach d.æ. og d.y. Alteret er en triptykon (midterfelt og to fløje) og predella (sokkel).
Det centrale panel viser de førende reformatorer som apostlene i Den sidste Nadver, Nadverens sakramente. Tjeneren der giver Luther en kop med vin er Lucas Cranach d.y.
Det højre panel viser en af Luthers embedsbrødre døbe tilhængere af den nye tro, dåbens sakramente.

Det venstre panel viser en Wittenberg præst lede bodens sakramente.

Reformation Altar executed 1547 by Lucas Cranach the Elder and the Younger. The altar is a triptych (three panels, a central flanked by two wings) and predella.
The central panel shows the leading Reformers as apostles at the Last Supper, Communion. The servant who gives a cup of wine to Luther is Cranach the Younger.

The left panel shows a colleague of Luther baptizing followers into the new faith, the sacrament of baptism.
The right panel shows a Wittenberg minister leading the sacrament of Confession
.

3 "Martin Luther prædiker", 1547, predellaen på Reformationsalteret. Luther står på prædikestolen i sin teologiske doktorkjole. Hans venstre hånd hviler på Bibelen, hans højre gør velsignelsestegnet/peger mod den korsfæstede Kristus "vor salighed est du alene" (3. vers i salmen "Aleneste Gud i Himmerig"). Kristus er allestedsnæværende, her synes han at være fysisk tilstede, han er malet i samme størrelsesforhold som de øvrige figurer.
Lucas Cranach d.æ. står yderst til højre blandt tilhørerne. Katharina Luther (født von Bora) sidder med sit lille barn på skødet. Den unge kvinde bag hende er Luthers afdøde datter Magdalena, som døde tretten år gammel.

"Martin Luther Preaching", 1547, the Reformation Altar's predella. Luther in his academic gown preaches to a congregation. His left hand rest on the Bible, and his right hand, in a posture of blessing, points towards Christ on the Cross, who is painted in the same scale as the other figures, and he seems to be physically present.
Lucas Cranach the Elder stands far right. Katharina Luther (née von Bora) is sitting with her infant on her lap. The young woman behind her is Luther's deceased daughter Magdalena, who died when she was thirteen.
4 Bagsiden af Reformationslteret/The back of the Reformation Altar.
 
Bykirken St. Marien, Reformationens moderkirke/the City Church of St. Mary, the mother church of the Reformation
 
1-2 Cranach Haus i Lutherstadt  Wittenberg. Den tyske renæssancemaler Lucas Cranach d.æ. var borgmester i Wittenberg og ven af luther. Han trykkede bøger, i 1522 den første udgave af Luthers tyske oversættelse af Det Nye Testamente. Cranach drev også en vinbar.
Cranach
House in Lutherstadt Wittenberg. The German Renaissance painter Lucas Cranach the Elder was mayor of Wittenberg and friend of Luther. He printed books, in 1522 the first edition of Luther's German translation of the New Testament. Cranach also ran a wine pub.
3-4 Philipp Melanchthons hus i Lutherstadt  Wittenberg, på UNESCO's Verdensarvsliste siden 1996.
Philipp Melanchthon's House in
Lutherstadt Wittenberg. UNESCO World Heritage Site since 1996.
5 Johannes Bugenhagen (1485-1558) opsøgte Luther i Wittenberg og blev præst og professor ved universitetet og en af Luthers nære medarbejdere. Luther kaldte ham Doctor Pomeranus. Han introducerede den Protestantiske Reformation i hertugdømmet Pommern og i Danmark og de øvrige skandinaviske lande.
Johannes Bugenhagen (1485-1558) went to see Luther in Wittenberg and became priest and professor at the university and a close associate of Luther. Luther called him Doctor Pomeranus. He introduced the Protestant Reformation in the Duchy of Pomerania and in Denmark and the other countries of Scandinavia.
6 Reformationsmonumentet Bispetorvet i København. Johannes Bugenhagen indvier de syv første evangeliske biskopper i Vor Frue Kirke i København 2. september 1537.
Monument to the Reformation, Bispetorvet, Copenhagen. Johannes Bugenhagen inaugurates seven Evangelical bishops in the Church of Our Lady in Copenhagen September 2, 1537.
 
Lutherhaus/Luther House, Lutherstadt Wittenberg. På UNESCO's Verdensarvsliste siden 1996/UNESCO World Heritage Site since 1996.
1-2 Skulptur af Martin Luthers hustru Katharina von Bora udført af Nina Koch i 1999.
Sculpture of Martin Luther's wife Katharina von Bora executed by Nina Koch in 1999.
 
Jubilæumsfrimærker i anledning af 500-året for Reformationen/Commemorative stamps on the 500th anniversary of the Reformation.
1 "I begyndelsen var Ordet", (Johannesevangeliet, 1,1), udgivet i Tyskland/"In the beginning was the Word", (John 1:1), issued in Germany.
2 Bibelen i Martin Luthers oversættelse, udgivet i Tyskland/The Martin Luther Bible translation, issued in Germany.
3 Specialstempel, "Vor Gud han er så fast en borg", Salme af Luther, 1527-29.
Special postmark, "A Mighty Fortress is our God", Hymn by Luther, 1527-29.
4 Førstedagskuvert med Lutherrose, Østrig./First day cover with the Luther seal, Austria.
5 Jubilæumsfrimærke udgivet i Litauen/Commemorative stamp issued in Lithuania.
 
Om Reformationen
Før Reformationen havde den katolske kirke stor magt og rigdom. Rigdommen skyldtes ikke mindst, at den troende kunne købe afladsbreve, dokumenter hvorved kirken mod betaling hævdede at nedsætte eller helt borttage den pinefulde bod for synd, som også efter syndsforladelsen ventede sjælen i Skærsilden. Oprindelig kunne man kun købe afladsbreve i andres navn, men på pave Leo 10.'s tid (1475-1521, pave fra 1513) leveredes brevene fortrykte med pladsen til navnet tomt. Enhver kunne således indskrive sit eget navn, og det var især det, der vakte kritikernes forargelse. Pave Leo 10. har fået en væsentlig del af skylden for reformationen, fordi han ikke ønskede at reformere kirken. Salget af afladsbreve kritiseredes af den tyske augustinermunk og teolog Martin Luther (1483-1546), der i 1517 slog sine 95 teser mod kirkens afladshandel op på Slotskirkens dør i Wittenberg. Han var af den opfattelse, at mennesket frelses ene og alene ved Guds nåde, og ikke skulle kunne købe sig til syndsforladelse via aflad. Luther satte en teologisk og politisk proces i gang, der førte til reformationen og dannelsen af den evangelisk-lutherske kirke. I 1520 udstedte pave Leo 10. bullen "Exsurge Domine" (Rejs dig, Herre), som fordømte store dele af Luthers reformforslag, og Luther fik 60 dage til at trække sine forslag tilbage - der var tale om den lille bandlysning med udelukkelse fra kirkens sakramenter og fra kirkelige embeder. Luther brændte bullen, og i 1521 blev han ekskommunikeret af paven - den store bandlysning, der udelukkede ham for altid af menigheden. Samme år blev Luther indkaldt til Rigsdagen i Worms, hvor han skulle forsvare sig mod sine kritikpunkter af den romersk-katolske kirke. Han nægtede at tilbagekalde sine anklager mod kirken. 
"Sola scriptura" (ved Skriften alene) var protestantismens grundprincip. Den sande lære findes kun i Bibelen. Dette var omdrejningspunktet i luthersk protestantisk kristendom. Luther oversatte i 1520'erne Bibelen fra hebraisk og græsk til tysk, oversættelsen regnes for det moderne tyske skriftsprogs vigtigste kilde. Reformatorerne ønskede ikke at De Apokryfe Bøger (De Deuterokanoniske Bøger) skulle have samme autoritet som Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, de er derfor ikke med i normale udgaver af protestantiske Bibler. I 1546 blev det på den katolske kirkes koncil (kirkemøde) i Trent besluttet at Biblia Vulgata, den latinske bibeltekst, der gik tilbage til Hieronymus' oversættelse fra hebraisk og græsk ca. 400, skulle være den katolske kirkes officielle Bibel. Tridentinerkoncilet var en møderække i perioden 1545-1563, hvor den katolske kirke præciserede sin lære. Et væsentligt punkt var modreformationen, nu til dags oftest betegnet den katolske reform, der indledtes i 1545, og hvis formål var at standse de reformatoriske bevægelser og genvinde de områder i Europa, som var blevet omfattet af reformationen, samt genrejse den autoritet, der havde været tillagt Den Hellige Stol (pavestolen, Sancta Sedes). 
Før Luther kom med sine kritikpunkter af den katolske kirke havde den danske reformkatolske teolog og historiker Poul Helgesen (1485-1534) fremført kritik af misbrug i den katolske kirke - kirkens folk blev lastet for vellevned og hæmningsløs frækhed. Helgesen, der var inspireret af Luthers ideer, forelæste ved universitetet i København og påvirkede sine studenter til at tænke i lutherske reformatoriske baner. Helgesen blev kaldt "Poul Vendekåbe", fordi han med tiden blev mere kritisk indstillet over for Luthers lære og praksis, samtidig med at han holdt fast i sin kritiske holdning over for den katolske kirke. Det latinske håndskrift Skibbykrøniken, som blev forfattet af Helgesen, omhandler perioden omkring 1500-1534, reformationsperioden, hvor striden rasede mellem kongemagt, adel, den katolske kirke og den fremstormende protestantisme.
Se Kristligt Dagblad, 14. februar 2007, "Helgesen var ingen dansk Erasmus", artikel af Birgitte Stoklund Larsen i anledning af at Sten Haarløv, præst ved Ansgar Kirke i Flensborg, 15. februar 2007 skulle forsvare sin Ph.D. afhandling: "Poul Helgesens teologiske standpunkt og placering i den europæiske humanismebevægelse - set på baggrund af en præsentation af Erasmus af Rotterdams teologiske programskrifter." Afdeling for Bibelsk Eksegese, Københavns Universitet, 2007. Af artiklen fremgår at Poul Helgesen ikke var nogen vendekåbe. Johannittermunken Hans Tausen (1494-1561) var hovedkraften i reformationen i Danmark, der i 1530 havde sejret i flere danske købstæder støttet af kong Frederik 1., og kong Christian 2. havde allerede i 1521 forbudt sine undersåtter at appellere afgørelser i kirkeretlige sager til Rom. Bruddet med pavemagten i 1536 betød at kongen blev kirkens overhoved (Christian 3. blev valgt til konge i 1534). Han udnævnte biskopperne, der nu udgjorde den øverste myndighed i gejstlige anliggender i de syv stifter, klostrene blev lukket, og i 1536 blev kirkens gods inddraget, statskirkeordningen blev gennemført. Af hensyn til statens enhed skulle alle have den samme religion, og afvigere blev straffet eller forbudt adgang til riget. Reformationen sprængte den kirkelige enhed i Vest- og Nordeuropa, konsekvensen blev politiske og kulturelle forandringer. 
I reformationstiden kom det mange steder til ikonoklasme eller billedstorm, dvs. en ødelæggelse af religiøse billeder, symboler, monumenter og bøger. Når ikonoklasmen (billedstriden) dukkede op (igen) skyldtes det ikke mindst den reformerte læres to reformatorer schweizeren Ulrich Zwingli (1484-1531) og franskmanden Jean Calvin (1509-1564), der mente, at billederne kunne forårsage afgudsdyrkelse, og de opfordrede deres tilhængere til at fjerne religiøse billeder i kirkerne.
 
Om Filmen "LUTHER" fra 2003, instrueret af Eric Till

Medvirkende:
Joseph Fiennes (Martin Luther). Peter Ustinov (den saksiske kurfyrste Frederik den Vise). Alfred Molina (Johann Tetzel, dominikanermunk, der solgte afladsbreve, "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer". I 1517 forsøgte Tetzel at indkassere penge til det igangværende byggeri af Peterskirken, og formentlig var Tetzels aktion den udløsende faktor, der fik Luther til at sætte sine teser op på kirkedøren). Torben Liebrecht (Kejser Karl 5., kejser af det Tysk-romerske rige fra 1519, fik på Rigsdagen i Worms i 1521 Luther dømt fredløs). Uwe Ochsenknecht (Pave Leo 10.). Jonathan Firth (Girolamo Aleandro, italiensk kardinal, studerede i Venedig, hvor han lærte Erasmus af Rotterdam at kende, den tyske humanist og teolog der forsvarede ideen om, at mennesket har en fri vilje, men også dets behov for Guds nåde. Luther mente at nåden alene kunne hjælpe et menneske. Girolamo Aleandro kom til Tyskland som pavelig gesandt ved Kejser Karl 5.'s kroning, og var også tilstede ved Rigsdagen i Worms, hvor han stod i spidsen for oppositionen mod Luther). Bruno Ganz (Johann von Staupitz. Luthers mentor, abbed i augustinerklostret i Erfurt, sendte Luther til Wittenberg for, at han der kunne studere teologi). Mathieu Carrière (Kardinal Jakob Cajetan). Jochen Horst (Andreas Rudolff-Bodenstein von Karlstadt kaldet Karlstadt, tilhænger af Luthers lære). Benjamin Sadler (Georg Spalatin (opr. George Burkhardt, født i Spalt, heraf Spalatinus/Spalatin). Han var Luthers studiekammerat, kendte kurfyrsten og sikrede ad den vej Luther beskyttelse). Lars Rudolph (Philip Melanchthon, tysk professor og teolog, nøgleperson i den lutherske reformation, ven og kollega med Luther). Claire Cox (Katharina von Bora, nonne, blev gift med Luther og mor til deres seks børn).

Filmen beskriver Luthers liv fra 1505 til omkring 1530, og viser hans udvikling fra den unge mand, der er besjælet af en dyb tro på Gud og forvirret i sin tro og fyldt med visioner, og som i udviklingen af sin egen lære kommer til afklarethed. Filmen er centreret om opgøret med Romerkirken og forfølgelsen af Luther. 
Handlingen begynder i året 1505. Den unge jurastuderende Martin Luther oplever under et uvejr et lynnedslag, som rammer jorden ved siden af ham, han bliver grebet af dødsangst, beder til Gud om at måtte overleve og lover at gå i kloster. Lynnedslagets kraftige lys er i bogstaveligste forstand oplysning, en religiøs oplevelse, et himmelsk budskab og Guds frelse. Dagen efter søger Luther om optagelse i augustinerklosteret i Erfurt. Klostertilværelsen er konfliktfyldt, han kommer til en anden forståelse af kristendommen - fra, i overensstemmelse med den katolske kirkes lære, at mene, at mennesket selv skulle gøre sig fortjent til frelsen, til at være overbevist om sin egen lære om retfærdiggørelse ved tro alene, og at menneskets gerninger ikke har nogen betydning for Gud, men for næsten, og det er mennesket selv, der skal fortolke Bibelen og ikke kirken, der skal tolke for den enkelte.  
Vi følger Luthers pilgrimsrejse til Rom i 1510-11. Under rejsen til Rom gør han bod for sine synder, og han kryber sammen med hundrede andre på sine knæ op ad Pilatustrappen for at købe en slægtning fri fra skærsilden, og da han når det øverste trin vender han sig mod folkemængden og bliver i tvivl om denne handling udfriede nogen sjæl af skærsilden. [Paven havde udstedt et dekret, som gav aflad til dem, der udførte denne handling]. Under Rejsen til Rom konfronteres Luther med den katolske kirkes præstestand, som han har beskrevet som onde og ugudelige. Efter hjemkomsten fra Rom sendes Luther til universitetet i Wittenberg, hvor han bliver teologisk doktor og professor. Da Peterskirken er under opførelse, sender paven i 1517 afladshandleren Johann Tetzel til Tyskland for at skaffe midler til byggeriet. Luther prædiker imod Tetzels afladshandel og slår sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Filmen beskriver herefter Luthers modstand mod Cardinal Cajetan's ordrer om at tilbagekalde sine teser i 1518, og hans møde med Kejser Karl 5. under Rigsdagen i Worms i 1521, Luthers liv som fredløs, ekskommunikeret (bandlyst) af Paven såvel som af Kejseren, hans eksil på Wartburg Slot ved Eisenach, hvor han i løbet af 11 uger oversatte Det Nye Testamente til Tysk, hans senere tilbagevenden til Wittenberg i 1522, hvor der på dette tidspunkt er bondeoprør, kirker bliver ødelagte og præster og munke angrebet. I slutningen af filmen kommer nonnen Katharina von Bora, som Luther gifter sig med i 1525, ind i billedet. 
 
Drop Down Menu
 
  Dronningens gobeliner
Tapestries for HM The Queen
  Regenter
  PAS DE DEUX
ROYAL
  Kongelige portrætter
  Historiske krige
  Aarhus
  Marselisborg
Slot
Marselisborg
Palace
  Kongelige på frimærker
Royals on Stamps
  Bayeux tapetet
  København Copenhagen
  Sculpture by the Sea Aarhus
2009, 2011 2013, 2015
  Jelling
Monumenterne
  Kristne
højtider
  Danske julemærker
Danish

Christmas Seals
  Hjerl Hede
Hjerl Hede
Open Air
Museum
  Søby
Brunkulsmuseum
  Neoplatonisme
  Firenze
Florence
  Domkirken i
Pisa
The Field of Miracles Pisa
  Siena
  Dante
Alighieri
  Guareschi &
Don Camillo
  Rom
Rome
  Vittoriale
degli Italiani
  Milano
Milan
  Padova
Padua
  Palazzo Te
  Arquà Petrarca
  Schweiz
Switzerland
  Venedig
Venice
  Glasmuseet
på Murano
  Glasmuseet
Ebeltoft
  Berlin
  Jeff Koons
  New York
  Praglia abbedi
Praglia Abbey
  Barcelona
  Colonia Güell
  Madrid
  Victor Vasarely
  Frank O. Gehry Guggenheim
Bilbao
  Burgos  &  Pamplona
  Budapest
  Ægypten
Egypt
  Sans Souci, Potsdam
  Den danske kulturkanon
  Rosenholm Slot
Rosenholm Castle
  Kronborg Slot
Kronborg Castle
  Rafael/Raphael
  Rembrandt
  Vatikanstatens frimærker
  Prospektkort
  Leonardo da Vinci
  J.F. Willumsen
  Skagensmalerne
The Skaw Painters
  Glansbilleder
Scraps
  Michelangelo
  Dansk guldalder
Danish Golden
Age
  Den Gamle By
The Old Town, Aarhus
  Den Moderne By
The Modern
Town, Aarhus
 
Drop Down Menu