ARS longa.dk  v/Kirsten Gress
Drop Down Menu
Katolicisme  -  den romersk-katolske kirke
Paven Pavens ufejlbarlighed Apostlen Peter Jomfru Maria De syv sakramenter Definitioner Links
 
"Mødet mellem Kong Gustav III af Sverige og Pave Pius VI på Museo Pio-Clementino i Rom den 1. januar 1784", udført 1786 af Bénigne Gagneraux, Nationalgalleriet, Prag.
 
Paven i Rom -  den katolske kirkes åndelige overhoved og statsleder
Paven (gr. papas = far), Roms biskop, apostlen Peters efterfølger, er overhoved for den romersk-katolske kirke, der har hovedsæde i den suveræne stat i Rom Vatikanstaten.
Paveembedet/bispesædet betegnes Den Hellige Stol eller Den apostoliske stol - Vatikanstaten er forskellig herfra.
Paven er indehaver af "Peters stol" - navnet refererer til den ubrudte forbindelse til apostlen Peter. Kirken er apostolsk, fordi den står på apostlenes grund og bekender sig til deres tro.
Det Apostolske Palads er pavens residens.
Paven/Den Hellige Fader vælges for livstid af kirkens højeste rådgivende forsamling, kardinalkollegiet, som efter pavens død træder sammen i en lukket forsamling (konklavet) og diskuterer hvem, der skal overtage paveværdigheden - kun kardinaler under 80 år har stemmeret. Den nye pave vælges oftest blandt kardinalkollegiets medlemmer.
Symbolet på at en ny pave er valgt er den hvide røg, der stiger op fra skorstenen i Det Sixtinske Kapel og Peterskirkens klokker, der ringer. Den nye pave lader sig hylde af de fremmødte på Peterspladsen, der traditionen tro råber "Viva il Papa" (længe leve paven).
Det nye pave vælger sig et pavenavn - den første pave, apostlen Peter, der oprindeligt hed Simon, gav Jesus navnet Peter. Paven
s valg af navn sender et signal om hvilket retning han har tænkt sig at tage kirken i, hvilken type pave han vil være. Der er beretninger om, at Pave Johannes II (470-535), der havde navnet Mercurius, var den første, der ændrede navn, da han i 533 blev valgt til pave, fordi han fandt det upassende at lederen af den kristne kirke delte navn med en hedensk gud (Merkur). Pave Johannes Paul I (Albino Luciani), der kun var pave i 33 dage i 1978, tog ved sit valg som noget uhørt to navne. Det var for at ære begge sine forgængere: Johannes XXIII og Paul VI, der var ansvarlige for Det 2. Vatikanerkoncil. Da Pave Johannes Paul II (Karol Wojtyla), der var pave fra 1978-2005, blev valgt efter Johannes Paul I’s pludselige død, tog han de samme to navne for at ære såvel sin umiddelbare forgænger som de to tidligere. At vælge pavenavnet Peter efter den første pave og helgen vil være utænkeligt.
En pave kan abdicere, det har tre paver gjort: Pave Celestin V i 1294, Pave Gregor XII i 1415 og i 2013 trådte Pave Benedikt XVI tilbage og fik titlen "pave emeritus" (pensioneret pave).
Paven skal, som apostlen Peter, den første paves efterfølger, rette sig efter Gud og den levende tradition. Han skal som Jesus sagde til Peter "Vær hyrde for mine får!", styrke dem troen. (Johannesevangeliet 21,16).
Jesus byggede sin kirke på Peter, på klippen, og derfor hører paven og kirken sammen og kan ikke skilles ad.
 
Dogmet om pavens og kirkens ufejlbarlighed blev defineret ved Det Første Vatikankoncil (kirkemøde) i 1869-70, der foregik i Peterskirken.
Paven har særlig status som Kristi stedfortræder på jord, og på særlige områder er han ufejlbarlig (ikke som privatperson) når han udtaler sig ex cathedra (fra lærestolen) hvor indsigelser ikke er en mulighed fordi paven, når han taler om tro og moral som er overleveret, er kirkens tradition, er vejledt af Helligånden. Det sagte, den tydeliggjorte trossandhed, er en forpligtende lære for katolikker. At forsvare troen og bevare kirkens enhed er pavens hverv. Paven har kun udtalt sig ex cathedra i dogmet om "Den ubesmittede undfangelse" og i dogmet om "Marias optagelse i himlen".
Kristi stedfortrædere på jord - apostlen Peter
og paverne.
Skt. Peter er kristenhedens første officielle pave
Statue af Apostelfyrsten Peter, 1840, udført af Guiseppe De Fabris, Peterspladsen.
I højre hånd holder Skt. Peter en nøgle, i den venstre hånd holder han en skriftrulle. Skt. Peter er forfatter til "Peters Første Brev" i Det Nye Testamente, der er nogen tvivl om, han også er forfatter til det andet Petersbrev. Markusevangeliet gengiver Skt. Peters forkyndelse.

De to nøgler på gulvet ved indgangen til Peterskirken.

 

Apostlen Simon Peter, som Jesus kaldte Peter er særlig vigtig fordi Jesus grundlagde sin kirke på ham.
Efter Jesu død og opstandelse ledte Peter den unge kirke (disciplene og de første kristne)
- han er Kristi efterfølger på jord. Kun gennem kirken kan man finde frelse hos Kristus.

Peter havde svoret over for Jesus, at han ikke ville fornægte ham, men alligevel nægtede han ethvert kendskab til ham tre gange over for den jødiske ypperstepræsts tjenere (Peters fornægtelse, Matthæusevangeliet 26,33-35 og Lukasevangeliet 22,54-62), men efter opstandelsen var Peter den første af apostlene, som Jesus viste sig for (det ældste vidnesbyrd er fra Paulus' Første Brev til Korintherne 15,5: "han blev set af Kefas og derefter af de tolv". Den opstandne Herre bad nu Peter, fordi han havde fornægtet ham, at bekræfte sin kærlighed tre gange, og derefter gentog Jesus Peters pligt: "Vogt mine lam! Vogt mine får!" (Johannesevangeliet 21,15-19).

Jesus tilgav Peter og gjorde ham leder for kirken og apostlene.

Peter og apostlene rejste rundt i verden og forkyndte evangeliet.
Peter kom til Rom, hvor han blev biskop og led martyrdøden under Neros kristenforfølgelser i år 64 - han døde for vore synder, som Kristus gjorde før ham.
Peter blev korsfæstet med hovedet nedad (Peterskorset er et omvendt latinsk kors), da han ikke følte sig værdig til at dø på samme måde som sin Herre.
Peters efterfølgere er Roms biskopper - Roms biskop blev senere kaldt pave (300-tallet).
Peterskirken, Basilica di San Pietro, er bygget som gravkirke over apostlen Peters grav, som findes under højalteret.
Peter fik af Jesus den aramæiske benævnelse Kefas (Johannesevangeliet 1,42), der betyder "klippe". Peter (gr. petros = klippe).

Matthæusevangeliet, 16,15-19: "Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene."
Ifølge Johannes' Åbenbaring 3,7 har den ophøjede Kristus fået overdraget Davids nøgle, det vil sige nøglen til Davids stad, som er Det Ny Jerusalem, som er Guds rige. Det er denne nøgle, han ifølge Matthæusevangeliet giver til Peter.
Paven har, som Peters efterfølger, arvet den nøglemagt, som Jesus specielt gav til Peter, derfor er pavens stilling enestående.
Nøgler er Skt. Peters fornemste attribut, han kan i kunsten ses fremstillet med en eller to nøgler. De to nøgler symboliserer syndsforladelse (døren til Guds rige lukkes op) og fordømmelse eller bandlysning (døren låses igen).
Skt. Peter står ifølge folketroen og tager mod de døde ved Himmerigets port og kan med sine nøgler låse op for de rette.
Skt. Peters kæder, kirken San Pietro in Vincoli, Rom, huser de kæder som Skt. Peter var bundet med, da den jødiske konge Herodes lod ham fængsle i Jerusalem.
Peters fængsling og befrielse, Apostlenes Gerninger 12,1-10: "Ved den tid lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd. Da han så, at det var jøderne tilpas, gik han videre og lod også Peter anholde. Det skete under de usyrede brøds fest. Han greb Peter og kastede ham i fængsel og satte fire hold på hver fire soldater til at holde vagt over ham. Efter påske ville han så føre ham frem for folket. Peter blev derfor holdt fængslet, men i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham. Natten før Herodes ville stille ham for retten, lå Peter og sov mellem to soldater; han var lagt i to lænker, og vagter ved døren bevogtede fængslet. Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: "Skynd dig at stå op! "Da faldt lænkerne af hans hænder. Og englen sagde til ham: "Bind kjortlen op og tag dine sandaler på!" Han gjorde, som der blev sagt, og englen sagde: "Tag din kappe på og følg mig!" Peter fulgte med ud, men forstod ikke, at det, der skete ved englen, var virkeligt; han troede, at det var et syn. Da de var kommet forbi den første og den anden vagtpost, kom de til den jernport, der førte ud til byen. Den åbnede sig for dem af sig selv, og de trådte ud og fortsatte en gade hen; og pludselig forsvandt englen fra ham."
Jomfru Maria, Guds Moder  -  fra sin undfangelse befriet for arvesynden
Jomfru Maria har særlig status for katolikker fordi hendes tro var stærk, hun troede på at Gud ville hende det bedste, og at alt var muligt for Gud, hun tvivlede aldrig. Hendes livsopgave var at vise vej til Jesus.
Maria er den største blandt helgenerne, hun tilbedes ikke. Helgener æres og bedes om at gå i forbøn. Alene Gud tilbedes.
"Bebudelsen", 1438/45, udført af Fra Angelico, San Marco Museet, Firenze.
"Jomfru Maria og Jesusbarnet i  stråleglans", Musée Unterlinden, Colmar, Alsace.

"Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" siger Maria til englen Gabriel, der har berettet at Maria, der aldrig har været sammen med en mand, ved Helligånden skal føde Guds søn (Lukasevangeliet 1,26-38) - uden forbehold siger Maria ja til at blive Guds moder, til at medvirke til Guds plan. De troende skal, som Jomfru Maria, sige ja til Gud.
På Langfredag, da Jesus hængte på korset, tvivlede hun ikke på, at han er verdens frelser.

Marias tro var klippefast fordi hun fra sin undfangelse var befriet for arvesynd - den 8. december 1854 forkyndte Pave Pius IX for den katolske kirke dogmet om Jomfru Marias ubesmittede/uplettede undfangelse (immaculata conceptio), den 8. december er festdagen herfor.
For protestanter og ortodokse er
Jomfru Maria ikke født uden arvesynd, men har som andre arvet den synd, som kom med Adam og Eva.
Marias evige jomfruelighed er af absolut betydning - hun undfanger som jomfru, hun føder som jomfru og forbliver jomfru - Kristi syndfrihed og guddommelighed er betinget af Marias jomfruelighed. Maria selv var barn af Joakim og Anna og således ikke guddommelig som sin søn, men hun var (fordi hun skulle føde Jesus) uden arvesynd, hvilket adskiller hende fra andre mennesker.
Se miraklet - Videte miraculum, hymne sunget af Birgittinerordenens søstre når ritualet var om Jesu fødsel. Teksten er formentlig flere århundreder ældre end nonneordenen, der blev grundlagt 1346. Før den engelske komponist Thomas Tallis (ca. 1505-85) satte musik til teksten o. 1580, blev den sunget ved 1. vesper på Maria renselsesdag den 2. februar/kyndelmisse.
Se miraklet Videte miraculum
Se Herrens moders mirakel:
en Jomfru blev med barn
skønt hun ikke kendte en mand,
Maria, overvældet over sin ædle byrd,
velvidende om ikke at være nogens hustru,
frydes over at skulle være moder.
Hun har, i sit rene jomfruskød,
undfanget én der er smuk hinsides alle menneskebørn,
og evigt velsignet,
har hun født os ham som er både Gud og menneske.
Ære være Faderen, Sønnen,
og Helligånden.
Videte miraculum matris Domini:
Concepit virgo virilis ignara consortii,
stans onerata nobili onere Maria;
et matrem se laetam cognosci,
quae se nescit uxorem.

Haec speciosum forma
prae filiis hominum
castis concepit visceribus,

et benedicta in aeternum
Deum nobis protulit et hominem.

Gloria Patri et Filio
et Spiritui Sancto.
Kirken har fire Mariadogmer:
1
Maria er Guds moder. Maria er mennesket, som Gud gav en særlig opgave. Festdag 1. januar.
2

Maria har født Jesus som jomfru. Jomfrufødslen er en prøve på troen. Og et tegn på Guds gave at frelse os af kærlighed, ikke fordi vi har fortjent det. Herrens Bebudelse/Mariæ bebudelse, festdag 25. marts, altså ni måneder før juledag.

Mariæ bebudelsesdag fejres i den evangelisk-lutherske kirke den 5. søndag i fasten, søndagen før Palmesøndag.
3
Maria er blevet født uden arvesynd. Festdag for Jomfru Marias ubesmittede undfangelse, den 8. december.
4

Maria er allerede nu med både legeme og sjæl i himlen. Det er et løfte til de troende om en dag, med legeme og sjæl, at leve sammen med Gud. Maria kan gå i forbøn for mennesket fordi, hun er nær Gud.
Om Maria som himmeldronning står i "Johannes Åbenbaring, 12,1": "Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved".
Bibelen fortæller ikke om Jomfru Marias sidste tid om hvordan hun døde, om hun døde før optagelsen i himlen. I 1950 proklamerede pave Pius XII dogmet om jomfru Marias optagelse i himlen, at Guds ubesmittede moder efter at have fuldendt sig jordiske liv blev optaget med krop og sjæl til himmelsk herlighed.

Maria er det første menneske, efter Jesus, der optages i himlen, fordi hun er uden arvesynd. Døden har ikke magt over hende. Festdag for Marias optagelse i Himlen, 15. august.
 
"Herren er med dig, du benådede!" (Lukasevangeliet 1,28) er en hilsen fra Gud som Gabriel bringer til Maria. Den katolske Jesusbøn "Hil dig, Maria" begynder med englens ord. Katolikker tilbeder ikke Maria, men beder til hende om at gå i forbøn hos Gud: "Bed for os syndere nu og i vor dødstime".
Lukasevangeliet, 1,46-56, Marias lovsang. 1,48: "Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig". At prise Maria salig gør katolikker ved
at bede
"Hil dig, Maria".
"Jomfru Marias himmelkroning", Musée Unterlinden, Colmar, Alsace. Jomfru Maria krones af Gud Fader og hans enbårne søn efter sin optagelse i himlen. Over Marias hoved ses Helligånden. Bag tronen ses musicerende engle.
Hil dig, Maria Ave Maria
Hil dig, Maria, fuld af nåde!
Herren er med dig!
Velsignet er du iblandt kvinder,
og velsignet er dit livs frugt, Jesus.
Hellige Maria, Guds moder!
Bed for os syndere
Nu og i vor dødstime.
Amen.
Ave Maria, gratia plena,
Dominus tecum,
Benedicta tu in mulieribus,
et benedictus fructus ventris tui, Iesus.
Sancta Maria, Mater Dei,
ora pro nobis peccatoribus,
nunc et in hora mortis nostrae.
Amen.
 
1 "Jomfru Marias bryllup", 1504, udført af Rafael, Pinacoteca di Brera, Milano.
Matthæusevangeliet 1,18-21: "Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
2 "Præsentationen af Jesus i templet", ca. 1311-20, udført af Giotto, Underkirken i Den Hellige Frans' basilika, Assisi.
Kyndelmisse/Missa Candelarum - 2. februar er Maria renselsesdag og den dag hvor Jesus blev fremstillet i templet: 40 dage efter Jesu fødsel, blev han fremstillet i templet og Maria gennemgik et renselsesritual som det var jødisk skik, da kvinden var uren 40 dage efter hun havde født.
3. Mosebog, 12,1-8: Loven om barselkvinders urenhed: "Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige."
Lysmesse/kærtemesse hvor midvinteren markeres. I gamle dage kaldtes dagen "Kjørmes Knud". Betegnelsen kendes fra 3. vers i Jeppe Aakjærs "Sneflokke kommer vrimlende" fra 1916: "og nu kom Kjørmes-knud!".
Ved lysprocessioner i den katolske kirke indvies de lys, der skal anvendes i kirken i årets løb.
3 "Den korsfæstede Kristus med Jomfru Maria, hellige og engle", udført af Rafael, 1502-1503, The National Gallery, London.
4 Jomfru Marias død, Nedre Belvedere, Belvedere Museum, Wien.
5 "Den Sixtinske Madonna", udført af Rafael, ca. 1513-1514, Staatliche Kunstsammlungen Dresden.
 
Den katolske kirke har syv sakramenter, fastlagt af koncilet i Firenze i 1439 og Trent i 1545-63
Sakramente, nådemiddel, hellig handling indstiftet af Jesus selv til vor retfærdiggørelse og som via Helligånden skænker Guds nåde - gavmildhed, godhed, barmhjertighed og tilgivelse. I sakramenterne drager den opstandne Kristus omsorg for de troende, indgiver styrke til vejen gennem livet. De to største sakramenter er dåb og nadver (eukaristi). I evangelierne står om nadveren og dåben som Jesus indstiftede, og om de øvrige er der vidnesbyrd i Det Nye Testamente.
Dåben
er en genfødsel til nyt liv i Kristus.

Johannes Døberen døbte Jesus og banede vejen for ham. Matthæusevangeliet 3,11: "Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild". 

Efter opstandelsen siger Jesus til sine apostle:
Missionsbefalingen, Matthæusevangeliet 28,16-20:
"Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet
I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Ved dåben (primært dåb af spædbørn) bliver man renset for arvesynden, den synd, der kom med Adam og Eva, og andre synder, og bliver Guds barn, modtager Helligånden og bliver optaget som medlem af kirken. Dåbsbarnet salves på brystet med indviet olie, katekumenolie. Efter dåben salves barnet på panden med krisamolie/chrismaolie (kirken har tre hellige olier). Barnet iføres en hvid dåbsdragt, symbol på at være blevet et nyt menneske og at have iført sig Kristus. Der tændes et dåbslys, der er symbol på Jesus Kristus, Johannesevangeliet 8,12: "Atter talte Jesus til dem og sagde: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."

Dåbsbarnet (eller den voksne der døbes) overøses med vand eller nedsænkes i vand, dog sjældent brugt, som symbol på Jesu død, og når vedkommende føres op af vandet symboliserer det Jesu opstandelse.

Dåben er forudsætningen for at modtage de øvrige sakramenter.
Firmelsen
lidt a la folkekirkens konfirmation. Konfirmation i folkekirken er en skik, ikke et sakramente, og er Guds bekræftelse af den konfirmerede som Guds barn.
Ved firmelsen i den katolske kirke, i 14-15-års alderen, 
knyttes den døbte mere fuldkomment til kirken og beriges med en særlig kraft fra Helligånden, fordi firmelsen først og fremmest handler om at modtage Helligånden som gave, konfirmanden salves med Helligånden, ved at biskoppen lægger sit hånd på vedkommendes hoved og gør korsets tegn på panden med indviet olie, krisam.
Troen bekræftes ved Helligånden:
Apostlenes Gerninger 8,14-17: "Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned, bad de for dem, om at de måtte få Helligånden; for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden."
Eukaristien,
Kommunionen, nadveren
Eukaristi (gr. taksigelse). Kommunion (lat. fællesskab). Sakramentet betegnes også "alterets sakramente" og "messeofferet".
Det sidste måltid som Jesus indtog sammen med disciplene aftenen før sin lidelse og død er grundlaget for eukaristien. Jesu sidste måltid = den første nadver/nadverens indstiftelse (Skærtorsdag).
Johannesevangeliet 6,54: "Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag."
Indstiftelsesordene, Lukasevangeliet 22,19-20: "Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!"
Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer."
I eukaristien kommer den troende Jesus nær i samme øjeblik præsten løfter brød og vin og siger indstiftelsesordene. At modtage brød og vin vil sige at det ER Jesu legeme og blod, der spises og drikkes - Jesus giver sig selv til de troende som brød og vin.
Konsekrationen er når præsten beder over brødet og vinen.
Transsubstantiation er den forvandling der finder sted, at brød og vin bliver til Jesus legeme og blod.
De konsekrerede hostier (indviede nadverbrød) - Jesus selv, der måtte være tilovers opbevares i tabernaklet og er genstand for tilbedelse.
Har en person begået alvorlig synd må vedkommende ikke modtage eukaristien før synden er skriftet.
Et barn kan modtage den første eukaristi/kommunion i 8-10-års alderen efter forudgående undervisning i sakramentet. Den første kommunion fejres med en messe.
Bodens sakramente
Skriftemålet
eller forsoningens sakramente.
Johannesevangeliet 20,22-23: "Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." Dette sagde Jesus til sine disciple, da han viste sig for dem efter opstandelsen.
Skriftemålet, der helst skal foregå mindst en gang om året = skriftebarnets bekendelse af sine synder og præstens tilgivelse (absolution).
Til at erkendelse af sine synder
kan anvendes De ti Bud.
Alene Gud kan tilgive synd, og det gør han via præsten. Tilgivelse kræver anger samt at undgå gentagelse af synden. Skriftebarnet kan pålægges en bod, f.eks. en bøn
, give afkald på et eller andet eller at hjælpe andre.
Absolutionsbønnen som afslutter skriftemålet:
"Gud, barmhjertighedens Fader, har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til syndernes forladelse. Han skænke dig igennem Kirkens tjeneste tilgivelse og fred. Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn".
De syges Salvelse/
Den sidste olie
Det sidste olie gives til døende.
Jakobs Brev 5,13-16: "Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange; er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem. Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk, som den er."
Præsten salver den syges pande og hænder med indviet olie og beder for pågældende. Salvelsen har til formål at give syndsforladelse, styrke, trøst og håb og forbinde den syge med Kristus og hans lidelser.
Jesus har på mirakuløs vis helbredt mennesker, f.eks. Helbredelsen af den lamme i Kapernaum, Markusevangeliet 2,1-12.
Ægteskabet

Markusevangeliet 10,6-12: "men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød." Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille." Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette, og han sagde til dem: "Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud."
Gud selv besegler ægteskabet, hvorfor det er bindende til den enes død. Ved ægteskab og stiftelse af familie føres Guds plan med verden videre. Det optimale er at en katolik gifter sig med en katolik fordi de således kan støtte hinanden i troen og deres kærlighed vokse og deres ægteskab blive en del af frelsesordenen og et billede på forholdet mellem Kristus og Kirken.
Et ægteskab mellem en katolik og en ikke-døbt er ikke tilladt, men den af parterne der ikke er kristen kan modtage undervisning med det formål af blive optaget i den katolske kirke.
Kirken accepterer ikke skilsmisse, men et ægteskab kan erklæres ugyldigt f.eks. hvis en af parterne ikke har været i stand til at bedømme de ægteskabelige pligter og rettigheder og påtage sig dem. Fås ugyldighedserklæring er der ikke tale om en skilsmisse, fordi ægteskabet ikke har eksisteret.
De katolske præster er mænd, og de lever i cølibat, hvilket munke og nonner også gør. Der er få undtagelser, hvor en mand, der er gift og har børn, har fået tilladelse til at uddanne sig til katolsk præst, og hvor kravet om cølibat ikke gælder.
Velsignelser af homoseksuelle ægteskaber er ikke en mulighed i den katolske kirke.
Kirken er imod provokeret abort.

Præstevielsen
eller ordinationens sakramente er præstens indvielse, dvs. bemyndigelse fra Gud til at forvalte sakramenterne - fordi præsten handler på vegne af Gud, han har fået den magt, som Jesus gav apostlene.
Johannesevangeliet 20,21-23: "Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."
Den der modtager ordinationen får hellig myndighed til at styrke andre troende gennem forkyndelsen og sakramenterne. Biskoppen er den øverste og præsterne og diakonerne hans medhjælpere.
Den apostolske succession = den ubrudte række/arvefølge af indviede biskopper, der går tilbage til apostlene - Kristus ordinerede apostlene, som ordinerede de første biskopper og så fremdeles.
 
Kirkekamp?, artikel i Jyllands-Posten, 2007, af David Gress - læs artiklen, klik her
 
Definitioner
Bebudelsen
Bebudelsen af Jesu fødsel, Lukasevangeliet 1,26-38: "Da Elisabeth [Johannes Døberens mor] var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede!" Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." Maria sagde til englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand." Englen svarede hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud." Da sagde Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Så forlod englen hende."
Navnet Jesus (gr. Iesous hebraisk Jeshúa) betyder "Gud er frelse".
GT, Esajas' bog 7,14: "Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel."
Navnet Immanuel betyder Gud med os, det er ikke et personnavn. Jomfru Maria skal føde en søn, og det skal hun se som et tegn på, at Gud er med os, altså navnet indikerer Jesu rolle, at bringe Guds nærvær til mennesket. Jesus kom for at leve som Gud i menneskelig skikkelse. Med syndefaldet havde Satan i skikkelse af en slange (Johannes' Åbenbaring 12,9) fået magt over menneskene da han lokkede Adam og Eva til at overtræde Guds udtrykkelige bud. Som menneske tog Gud alverdens synder på sig
.
Jomfru Maria = den 2. Eva eller den nye Eva. Hvad Eva bandt med sin vantro, løsnede Maria ved sin tro. Umiddelbart hinandens modsætninger og alligevel ikke, da Maria skal virkeliggøre den plan Gud havde med Eva. Maria er den nye Eva, da hun i Bebudelsen af Jesu fødsel, Lukas, 1,38 siger: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Så forlod englen hende.", da begyndte hele frelsesprocessen.
Græsk-katolsk kirke
Græsk-katolsk kirke er en østkatolsk selvstændig kirke, kirkesamfund primært i det østlige Europa og Asien, der er forenede med den romersk-katolske kirke/med Rom og anerkender pavens forrang. Den officielle betegnelse "græsk-katolsk" indførtes under Maria Theresia af Østrig (1717-1780), tysk-romersk kejserinde fra 1740-80, for at samle alle katolikker i det østrig-ungarske imperium under ét navn.
Den græsk-katolske kirke anvender østlige liturgiske ritualer/det byzantinske ritual, f.eks. anvendes syret/hævet brød (og ikke usyret brød) til nadveren.
Den græsk-katolske kirke er forskellig fra Den ortodokse kirke, f.eks. accepterer den græsk-katolske kirke Jomfru Marias ubesmittede undfangelse, skærsilden og pavens ufejlbarlighed, det gør Den ortodokse kirke ikke. Ifølge den ortodokse tro udgår Helligånden fra Faderen, Johannesevangeliet 15,26: "Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.", og kirken mener, at det er fejlagtig, når den katolske kirke siger, at Helligånden også udgår fra Sønnen.
Helgen
lat. sanctus, hellig. Ifølge den katolske tro en afdød kristen person, som har lidt martyrdøden eller som efter et helligt liv på jord er optaget i Guds rige uden at gå gennem skærsilden.
Helgenerne kan gå i forbøn hos Gud, det vil sige bede på en anden persons vegne. For at en afdød kan helgenkåres kræves, at den pågældende på forbøn har udvirket tre mirakler, som efterprøves nøje. Har en afdød levet et eksemplarisk kristenliv uden dog at udvirke mirakler, kan han eller hun saligkåres. Mange saligkårede bliver senere helgenkåret.
Under Romerrigets kristenforfølgelserne (64 e.Kr. under kejser Nero - 313 e.Kr. hvor kejser Konstantin udstedte Milano-ediktet, der legaliserede kristendommen) blev en person alene helgen ved at lide martyrdøden, dvs. dømt til døden for at stå fast på sin kristne tro.
Katekismus,
den katolske kirkes
(lat. catechizare, gr. katechizein = give undervisning). Katekismusen, der udkom på dansk i 2007, omfatter den katolske kirkes officielle lære, er en systematisk fremstilling af alle væsentlige emner i den katolske tro, der bygger på Bibelen og traditionen.
YOUCAT, katolsk ungdomskatekismus med forord af Pave Benedikt XVI. Udgivet 2018.
Nåde
Guds barmhjertige og tilgivende kærlighed, gavmildhed og godhed. Nåden er altid overnaturlig. At vise nåde er at vise mildhed og overbærenhed.
At spise nådsens brød er at leve af andres barmhjertighed, få mad, penge eller anden hjælp. Henrik Pontoppidan har skrevet novellen "Naadsensbrød", 1887.
Gratia accidentalis/auxilium/motus divina = den hjælpende eller umiddelbare nåde som kan være Guds indvirken i naturen, at give gode afgrøder, fred eller sundhed, eller hjælp til et menneske til at udføre en gerning eller modstå en fristelse. Et eksempel på den umiddelbare nåde er Saulus' omvendelse til kristendommen på vejen til Damaskus - Saulus hed tidligere Paulus, og deltog i kristenforfølgelser.
Paulus' Brev til Galaterne 1,13-24:
"I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer. Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus. Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas [apostlen Peter], og jeg blev hos ham i fjorten dage; men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror. Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn! Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien. Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, og de priste Gud for mig."
Gratia sanctificans = den helliggørende nåde, er en varig tilstand for den, der er retfærdiggjort, og fører hen til det evige liv. Den helliggørende nåde er grundlag for troen, som er forstandens nådegivne modtagelse af og samtykke til de trossandheder, som Gud har åbenbaret. Derfor taler man om troens nådegave. Har et menneske tro, vil han blive retfærdiggjort og besidde den helliggørende nåde, så længe han ikke begår dødssynd. Dødssynd udvisker den helliggørende nåde, som kan genvindes ved anger, skrifte, tilgivelse og bod.
Nådegave
gave modtaget af nåde, særlige evner og ærefulde opgaver, givet af Gud gennem Helligånden til et troende menneske. Det kan være f.eks. at kunne vise barmhjertighed, at kunne helbrede syge, at kunne tale profetisk, tale i tunger, tyde tungetale.
Paulus' Brev til Romerne 6,23: "For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre."
Olier
i den katolske kirke anvendes tre hellige olier: krisam/chrisma - Kristus (gr. Christos) betyder den salvede. Jesus blev som den første salvet med Helligånden. Et menneske der salves står under Guds beskyttelse. Katekumolie, efter "katekumen", siden oldtiden betegnelse for person, der forberedtes til dåben, og de syges olie.
Skærsilden
er renselse efter døden, en ventesal til Gudsriget. Ifølge Johannes' Åbenbaring 21,27: "Men intet vanhelligt [urent] kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog."
I "Livets bog", der anvendes på Dommedag, står navnene på dem, der tilhører Jesus Kristus, og kun dem, hvis navne er skrevet der, kan komme i Himlen og være hos Gud i al evighed.
I dødsøjeblikket kom man i Skærsilden og senere i Himlen eller Helvede. Havde man købt et afladsbrev, havde man købt syndsforladelse, straf i Skærsilden blev eftergivet, og Guds tilgivelse for synden betød, at man var befriet for den evige straf i Helvede.
Lutherske kirker anerkender ikke Skærsilden.
Vatikanstaten

Stato della Città del Vaticano, der ligger vest for Tiberen på Vatikanhøjen (Mons Vaticanus), er en suveræn stat i Rom, og en høj mur adskiller bystaten fra byen Rom.
Pave Pius XI indgik den 11. februar 1929 et såkaldt konkordat (overenskomst mellem stat og den katolske kirke), der fik navnet Lateranforliget, med Italien/Il Duce (Mussolini) hvorved Vatikanstaten blev oprettet som selvstændig stat, og den strid, der i årevis havde været mellem Vatikanet og det nye Italien ophørte. Den 11. februar er statens nationaldag/uafhængighedsdag.
Vatikanet var som lilleputstat afhængig af Italien på mange områder f.eks. med hensyn til elektricitet og vandforsyning. Lateranforliget gav Vatikanet ret til at slå mønt og til at udstede frimærker til breve, som herefter kunne befordres videre af Italien inden for den internationale postunion. Lateranet, er et paveligt palads i Rom, som er opkaldt efter de oprindelige ejere, familien Laterani.
Vatikanstaten er absolut præstemonarki
med pavedømme som regeringsform. Paven har den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Ud over Peterspladsen, Peterskirken og Vatikanpaladset rummer staten kirker og kirkegårde, museer, værksteder for kunsthåndværk, postkontor, bank, apotek, supermarked, trykkeri, biblioteker, arkiver, præsteseminarier, regeringsbygninger, hotel, telefoncentral, jernbane, helikopterlandingsplads, radiostation og fra Staten udgives avisen "L'Osservatore Romano".
Statens areal er på ca. en halv kvadratkilometer. Indbyggertallet var i 2019 på 799.
Vatikanstatens flag består af to lodrette striber i gult og hvidt. I den hvide stribe er pavestolens våbenskjold, de krydsende nøgler og tiaraen, centralt placeret.

-
Den Hellige Stol/Den apostoliske stol er betegnelsen for paveembedet/bispesædet Rom og det administrative organ for den katolske verdenskirke - Vatikanstaten er forskellig herfra.
-
Kurien er Den Hellige Stols administration, verdenskirkens centralforvaltning. Pavens rådgivere og medarbejdere. De øverste embedsmænd er alle biskopper og kardinaler.
Vatikanet = Kurien og Den Hellige Stol.
-
Vatikanstaten og Vatikanet bruges i flæng, men der er forskel:
Vatikanstaten er bystaten/Landet
(verdens mindste).
Vatikanet er Den hellige Stol og kurien og ikke et geografisk område eller land, men en selvstændig suveræn enhed under pavens jurisdiktion. Det er det centrale styrende organ for den katolske verdenskirke med hovedkvarter i Vatikanstaten. 
Paven er overhoved for Vatikanstaten og Den Hellige Stol.
-
Paven er indehaver af "Peters stol" - navnet refererer til den ubrudte forbindelse til apostlen Peter.
-
Det Apostolske Palads er pavens residens. Paladset blev fast residens for paven i 1377, og under paverne Nikolaus V, Sixtus IV og Julius II forvandledes den tidligere borg til et renæssancepalads af bl.a. Bramante, nogle rum (stanzerne) blev udsmykket af Rafael og Det Sixtinske Kapel af Michelangelo.
Schweizergarden, Guardia Svizzera Pontificia, blev oprettet af pave Julius II i 1505. Schweizergarden er et militærkorps af katolske schweiziske soldater. Garden skal bevogte Vatikanstatens porte og være pavens livvagter. Garderne er iført renæssanceuniform, der blev tegnet af enten Rafael eller Michelangelo.
Den tyske kirkegård i Vatikanstaten.
Den danske prinsesse Charlotte Frederikke er gravsat her. Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840) blev i 1806 gift med sin fætter prins Christian Frederik (senere Kong Christian 8.). I 1810 blev parret skilt, da prinsessen havde et forhold til komponisten Edouard du Puy. Hun forvistes til Det Russiske Palæ i Horsens og i 1929 rejste hun til Rom.
 
Links
Anna Selvtredje INRI Majestas Domini-motivet Treenigheden
Askeonsdag Jesus Kristus Modreformationen Tridentinerkoncilet
De 7 korsord Johannes Døberen Nådeår & jubelår Valfart
De 12 apostle Jomfru Maria Peterskirken Vatikanstatens frimærker
De 14 nødhjælpere Julekrybben Quo Vadis Via Dolorosa
Ecce Homo Kirker i Rom Rosenkrans Vievand
Frans af Assisi Kristusbæreren Rosenkransmadonna Vievandskors
IHS Kristusmonogram Sede vacante Vor Frue Kirke, Aarhus
Inkvisitionen Maestà Skytshelgen Ærkeengle
 
Kalkmalerier, Aarhus Domkirke
1 Kalkmaleri, omkr. 1500, har formentlig været et alterbillede over et Alle Sjæles Alter. Fresken er tredelt. Nederst, afgrænset af en kraftig sort horisontal linje, ses Skærsilden, hvor den synd, som endnu ikke er tilgivet bliver straffet, og hvor sjælen renses inden mødet med Guds herlighed. I fresken ses personer lide skærsildens pinsler. Engle forsøger at trække sjæle op fra Skærsilden. I midterste felt, jordelivet, er figurerne markant større end i nederste og øverste felt, og fremstår således som freskens hovedscene. Til højre knæler Pave Gregor den Store (ca. 540-604) foran et alter på hvilket Kristus viser sig som Smertensmanden (= Imago Pietatis = Kristus der viser sine vunder) og hans blod drypper ned i alterkalken. Legenden fortæller at under en messe i Santa Croce i Rom bad Gregor om, for at overbevise en tvivler, at Kristus ville stige ned på alteret med sine sår, og hans blod måtte dryppe ned i kalken. Motivet "Gregors Messe" symboliserer troen på forvandlingen af brød og vin til Jesu legeme og blod. Kristusfiguren rager op i øverste felt, der er selve Paradiset, her ses Den Hellige Treenige Gud (Faderen, Sønnen og Helligånden) tronende og omgivet af musicerende engle.
2 Gregors Messe og Smertensmanden (se også overfor). På alterbordet viser Kristus med tornekrone sig for pave Gregor, en bekræftelse på nadveren, hans kappe holdes til side af to engle og åbenbarer hans vunder (sår). Den lille person på alteret opsamler Jesu blod i en kalk. Øverst på kalkmaleriet ses 3 våbenskjolde tilhørende Niels Clausen, Ejler Madsen Bølle og Mogens Rosenkrantz.
3-5 Nådestol. Gud med krone på hovedet sidder med den korsfæstede Kristus, over Kristi hoved svæver Helligåndsduen - den hellige Treenighed.
6 Kristus som verdenshersker/verdensdommer. Kristus sidder på regnbuen, han har højre hånd hævet til velsignelse. Under hans fødder ses jordkuglen, der inddelt i de 3 verdensdele (Europa, Afrika, Asien), man dengang kendte til, og det horisontale bånd symboliserer Middelhavet og det vertikale Nilen. Over Kristi hånd ses den franske lilje, symbol på den Hellige Treenighed/Jomfru Marias ubesmittede undfangelse. Omkring ham ses sværdet, kronen og og trompetere, der kalder de omvendte syndere til den endelige dom. På Kristi højre side ses Jomfru Maria (bag hende biskop Ove Billes våbenskjold), på Kristi venstre side Johannes Døberen (bag ham biskop Niels Clausens våbenskjold). 
Johannes' Åbenbaring: "Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone." ... "Den fjerde engel blæste i sin basun, og en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne blev ramt, så en tredjedel af dem formørkedes, og dagen mistede en tredjedel af sit lys og natten ligeså." 
Under dommedagsbilledet ses til venstre "Karl den Store" iklædt kappe, bærende kongekrone og med rigsæble og sværd. Til højre ses "Skt. Agnes", hun har et sværd gennem brystet og hendes attribut, et lam, hopper op ad hende.
7 Viekors/vievandskors, hjulkors, solkors. Ved en kirkeindvielse stænkede biskoppen vievand eller hellig olie på 12 steder på kirkerummets murværk, og her var malet eller blev malet et hjulkors. De 12 vievandsmærker svarer til de 12 apostle.
 
Kristne højtider Folkekirken Grundtvigianisme Indre Mission Luthersk Mission
Pinsebevægelsen Apostolsk Kirke Adventisme Den reformerte kirke Frelsens Hær
Baptisme Metodisme Den ortodokse kirke Den katolske kirke Mormonbevægelsen
Jehovas Vidner Islam Hinduisme Buddhisme Jødedom
 
Drop Down Menu