Indre Mission er en evangelisk-luthersk bevægelse/retning indenfor folkekirken, stiftet 1861 under navnet "Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark". "Indre" henviser til at bevægelsen primært virker i Danmark. IMs formål er at "Lede til Jesus og leve i ham", dvs. at levendegøre kirkens budskab og fremelske en personlig tro.
IM er karakteriseret ved konservatisme, snæversyn, fordømmelse og forbud - karakteristika som især litteratur og film har bragt til torvs, og hvor den lyse del af Indre Mission synes ikke eksisterende.
IM er imod kvindelige præster, fri abort og vielser af homoseksuelle, men fordømmer ikke homoseksualitet. Modstanden er begrundet i bibelcitater og således at adlyde Guds ord.
IM har missionshuse hvor samfundene (lokalafdelingerne) mødes til forskellige former for samvær. Tilhængere af IM betegnes "venner".
Lego i Billund, blev grundlagt af missionsmanden Ole Kirk Christiansen (1891-1958). Søren Byskov, "Tro, håb & legetøj. Landsbyfolk og industrieventyr i Billund 1920-1980", 1997, Overgaard Bøger.

Sognepræst Vilhelm Beck (1829-1901), født og død i Ørslev ved Slagelse, var redaktør på tidsskriftet "Indre Missions Tidende", der udkom for første gang i 1854 (nu "impuls - Indre Missions Tidende"), og fra 1881 var han IMs formand. Beck var den samlende skikkelse og den der, med sin veltalenhed og formidlingsevne, gjorde budskabet forståeligt for jævne mennesker, og med ham blev missionen en stor folkelig bevægelse. Beck er beskrevet som folkeforfører, magtbegærlig, herskesyg, aggressiv mv., egenskaber som tiltog med årene, og som førte til, at mange tog afstand fra ham.
På hans gravsted på Ørslev Kirkegård ses øverst på gravstenen et relieftportræt i profil og nederst under motivet af en hane står: "Saa længe jeg lever, vil jeg gale". Beck var sognepræst i Ørslev fra 1874-1901.
På Ørum Kirkegård i Ørum Djurs, hvor Beck var sognepræst fra 1866-74, står en mindesten med teksten: "Over Kirkedør jeg laa mens ind og ud de Slægter gaa. Nu staar jeg her og minder om Aandens friske Vaar som Sjæle fandt og finder fra Vækkerens første Aar. Vilhelm Beck 1866-74".
På Himmelbjerget står en mindesten rejst i 1929: "Vilhelm Beck 30.12.1829-30.9.1901. Af Guds naade er jeg det, jeg er, og hans naade imod mig har ikke været forgæves. I Kor. 15:10".
Egon Clausen, "Guds Knaldepisk: De helliges høvding. Vilhelm Beck. En biografi", 2017, Gyldendal.
Becks vision. Det kristne Hotel Hebron, Helgolandsgade, København, indviet i 1898, blev til virkelighed på grund af Beck, der i en pause under et bestyrelsesmøde på Kristeligt Dagblad fik en vision om at IM skulle have et hotel i København. Hotellets overskud går til IM.

Tv-serien "Fiskerne" fra 1977, efter Hans Kirks bog fra 1928, handler om sammenstødet mellem grundtvigianere og missionsfolk. Missionsfolkene, havboerne vesterfra, bosætter sig ved den lille fjord. Thomas Jensen, tilflytternes leder, er anmasende og ivrig for at omvende de lokale og det går ud over, ikke mindst, sognets præst pastor Brink, som Jensen og det menighedsråd, der efterhånden alene består af de hellige, får jaget fra byen.
De lokale lever i den ummiddelbare glæde ved jordelivet, i selvtilfredshed, og der er mange sjæle at finde for Frelseren, men det er vanskeligt når selv pastor Brink er langt fra vejen og ikke forkynder det rette Guds ord fra prædikestolen. Thomas Jensen får arrangeret at de helliges tidligere præst pastor Thomsen fra Harboøre kommer og prædiker i kirken, og det bliver en dundertale, alt er i vejen med grundtvigianernes tro og levemåde, han taler om den ikke eksisterende forsagelse, om djævelskab, kortspil, dans og hor og opfordrer alle arme syndere at komme til Jesus.
De hellige har nok at se til. Ud over at omvende døjer de også med deres egne problemer såsom Laust der besvangrer sin steddatter Adolfine, og får Guds straf i form af at blive stukket af en fjæsing, og senere dør også horeungen og Adolfine drukner sig. Fiskeren Anton Knopper får ikke den han elsker, eller begærer, hun er ikke-frelst, og forsøges at blive ført til Jesus, men er alligevel ikke den rigtige for ham.
De mest stejle i troen er måske Tea Røn og hendes mand Jens, hvis datter Tabita gør oprør ved at klippe sine fletninger af og senere ansættes hun som tjenestepige i København hos en manufakturhandler, hvis hustru er en skinhellig hykler, som Tea får sat på plads, og Tabita får ny ansættelse, kæreste og barn før hun kan blive gift med den ikke-troende barnefader.
Fiskerne beder om Guds tilgivelse, da de ser at de ikke har handlet som de burde ude på fjorden med åleruserne, men har gjort synd mod deres medmennesker.
Uanset hvad forfatteren måske har tænkt sig læserne og senere seerne skulle få ud af "Fiskerne", så fremstår missionsfolkene som formørkede, dømmende og selvretfærdige mennesker, som de færreste kan identificere sig med, hvorimod grundtvigianerne står som dem, der kan forstås, måske især hvad levevis angår, dem der mest ligner "vi andre" for hvem troen ikke kommer først.
Kirken der ses i "Fiskerne" fra 1977 er Vust Kirke i landsbyen Vust ved Fjerritslev, og på kirkegården er Laust Sands grav. Missionsfolkene holder til i Tranum Enge Missionshus nær Brovst.
Hans Kirk (1898-1962), dansk forfatter, cand.jur. og medlem af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) fra 1931. I 1945 blev Kirk kulturredaktør ved partiavisen "Land og Folk".
Kirk var student fra Sorø Akademi, som han hadede og længtes tilbage til Hadsund i Himmerland, hvor han kom fra, men det var i Sorø hans politiske interesse vaktes.
Hans far, der var læge, kom fra en indremissionsk fiskerfamilie i Harboøre og moderen fra en grundtvigiansk velstående gårdmandsfamilie i Thy. Sine ferier tilbragte Kirk i disse miljøer. Som barn var Kirk med sin far på lægebesøg, og ved besøgende hos fattige og rige fik han indsigt i sammenhængen mellem livsvilkår og livssyn.

I tv-serien "Matador", 1978-81, afsnit 15 "At tænke og tro", kommer faster Anna, der er medlem af "missionen" på besøg i Korsbæk for at deltage i Daniels konfirmation. Hun fremstilles tør, sur og fordømmende, er et formørket familiemedlem, der kommer fra det mørke/uoplyste Jylland til den oplyste sjællandske provinsby hvor brødrene har haft fremgang, men hvor Gud er borte. Der er meget hun kan forarge sig over så som provstens billede, der hænger på grisehandler Oluf Larsens lokumsgalleri, hvilket hun anser for gudsbespotteligt, kunstbogen med nøgne billeder, udringede kjoler og dans. Hun passer ikke ind i det Skjernske hjem, hun fyrer stikpiller af mod især Ingeborg, der udviser en sjælden tålmodighed over for hende, og da nok bliver nok forlader hun, på Daniels opfordring, huset og overnatter hos Kristen og Iben, der helst er fri for hende og tilbyder at indlogere hende på Postgården uden held.
Alene Kristen synes at have en smule forståelse for Anna, da han ved afskedsscenen på stationen siger til Mads: "Herregud, det er jo hendes tro, Mads, hun mener det jo godt", hvortil Mads svarer: "Ingen skal komme med deres tro og bringe ufred i mit hus".

Tv-serien "Badehotellet", 2013-22 (afsluttes 2024), sæson 4, afsnit 2 "Weyses forbandelse". I dette afsnit kommer det indremissionske livssyn til udtryk gennem fru Bredmose og hendes mand pastor Bredmose, hos hvem møller Kærs datter Ane ikke længere kan tjene på grund af dårlig opførsel - hun sætter griller i hovedet på mandfolk, men angrer ikke, og er taget på fersk gerning i at kravle ud af vinduet midt om natten for at gå til bal. Den sippede fru Bredmose, der har kørt Ane hjem, bliver under sit besøg rystet over, at møller Kær og Molly Andersen fra Badehotellet bor under samme tag uden at være gift.
Senere dukker pastor Bredmose op i egen person, da han fra sin hustru har hørt, at møller Kær og Molly lever i synd, og Bredmose taler om fristelserne og evnen til at modstå dem, en evne, eller mangel på samme, som udsættes for Guds målebånd. Han konstaterer at Ane tabte kampen mod fristelserne, og forklarer det med, at det ikke kunne være anderledes, når hendes egen far ikke lever i Jesus. Kær fortæller Bredmose, at han og Molly fandt kærligheden, da Molly blev passet hos ham under sygdom, hvortil Bredmose belærer ham om at "Uden kirkens velsignelse, ingen kærlighed", hvortil Molly tilføjer, at de så må nøjes med Guds velsignelse, og at hun også føler at de har den. Kær har, ifølge Bredmose, ladet sig lokke, og "når vi lever i synd, så inviterer vi Satan til bords". Den ellers let antændelig møller Kær, der hidtil har behersket sig og lyttet til Bredmoses opsang, har nu fået nok og beder præsten om at gå hjem og passe sit. Kær havde tænkt sig at fri til Molly på et tidspunkt, men det skal ikke være fordi Bredmose siger det, at de skal gifte sig, og det er Molly enig i.
At kristendommen spiller en rolle for Molly Andersen er der i serien nogle eksempler på, hun taler et par gange om "Guds børn". Hendes kristendomssyn er anderledes end Bredmoses, det er næstekærligt og ikke fordømmende.

Det levende ord er det vigtigste i gudstjenesten og i kristendommen.
I 1825 gjorde Grundtvig en "mageløse opdagelse", hvilket vil sige, at den sande kristendom ikke er noget de lærde kan finde i deres søgen, for den er allerede eksisterende hos menighederne og videregives af dem. Kirkens fundament, kristendommens sandhed, er trosbekendelsen, dåben og nadveren. Jesus kommer menigheden nær i de sakramenter han selv indstiftede. Bibelen bliver først levende når dens ord forkyndes for menigheden.

"Menneske først og Christen saa" vil sige at mennesket, der endnu ikke kender til tro, har guddommelig status i og med det er skabt, og at være menneske er vejen til Gud, selve forudsætningen for at erkende at være Guds skabning. "Christen saa" har ikke andenprioritet, som det ofte opfattes som, men er en følge af at være menneske.

Navnet henviser til den første pinse, den kristne pinse, efter Jesu opstandelse og himmelfart, hvor disciplene var samlet i Jerusalem og Helligånden, Guds kraft, kom over dem, og de blev i stand til at forstå og tale alle sprog og udbrede evangeliet, budskabet om Jesus Kristus og gudsriget, til alle folkeslag.
Thomas Ball Barratt (1862-1940), britisk født norsk pinsemissionær, bragte pinsevækkelsen til Danmark efter at have oplevet åndsdåb i Los Angeles hos Azusa Street vækkelsen ledet af prædikanten William James Seymour (1870-1922). Seymour anses for grundlæggeren af pinsebevægelsen, der begyndte med "Miraklerne på Azusa Street" i 1906 under hans ledelse, og hvor en besynderlig pludren hørtes fra bygningen, der taltes i tunger, og åndsdåb fandt sted.
I 1908 blev Danmarks første pinsekirke dannet. Skuespilleren Anna Larssens omvendelse fik stor betydning for pinsebevægelsen.