Svend Tveskæg

Drop Down Menu

Harald 2.

SLÆGT

Gorm den Gamles slægt

SØN AF

Harald 1. Blåtand og Tove.
Ifølge Jomsvikingernes Saga skulle Svend være uægte søn af Harald Blåtand og en frille og vokset op hos Palnatoke (Toke Pallesen), der skulle have været Harald Blåtands banemand

1. HUSTRU

Gunhild af Venden (Polen)

BØRN

Harald 2. blev konge af Danmark. Knud 2. den Store arvede England og efterfulgte Harald 2. som konge af Danmark

2. HUSTRU

Sigrid Storråde

BØRN

Estrid

GRAVSAT

York Minster og overførtes senere til Roskilde Domkirke - Se kort over kongelige grave

EFTERFØLGER

Harald 2.

Hvad døde de kongelige af?

I 2015 udkom på FADL's Forlag bogen "Hvad døde de kongelige af?" skrevet af forfatteren Maria Helleberg og retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen.
Det er Lange Thomsens teori at Svend Tveskæg skulle have videregivet hjertelidelsen Brugadas syndrom, som forårsagede en pludselig død og skulle være årsagen til, at mange regenter i vikingetiden og middelalderen døde i en ung alder.

Udsnit af Nicolai Abildgaards maleri "Svend Tveskæg løskøbes af danske kvinder", 1778, Statens Museum for Kunst.

Udsnit af Lorenz Frølichs billedfortælling om de danske kongers herredømme i England, "Kong Svends og Jomsborgernes Løfter ved Harald Jarls Gravøl", ca. 1883-86, Frederiksborg slot.
Hvem var Harald Jarl? se nedenfor.

Lorenz Frølich, "Danegæld erlægges til kong Sven".

Svend Tveskæg ledte et hedensk oprør mod sin far Harald 1. Blåtand, der "satte al sin lid til Gud" og kæmpede for den rette tro. I 985 blev Harald under et oprør ved Helgenæs såret af pileskud af skytten Toke/Palnatoke og måtte flygte til Wolin (Jomsborg), hvor han blev vel modtaget, selvom indbyggerne var hedninge. Her udåndede han blandt sine tro mænd.
Jomsvikingernes høvding Sigvald tog Svend Tveskæg til fange, og han blev løskøbt af danske kvinder, der ofrede deres smykker og således tilvejebragte Svend Tveskægs tredobbelte vægt i guld. Til gengæld fik kvinder halv arveret mod manden.
Svend skulle have svoret at Danmark kun over hans død skulle blive kristent, men vendte formentlig tilbage til kristendommen efter at have overtaget kongemagten, for i 988 kunne den tyske Konge og tysk-romerske Kejser Otto 3. bekræfte sine privilegier til de fire danske bispesæder.

Svend Tveskæg var Danmarks store vikingekonge. Fra 990'erne førte Svend krig i England og var formentlig med i Slaget ved Maldon i 991. I begyndelsen kæmpede Svend sammen med den norske Kong Olav 1. Tryggvason. I Søslaget ved Svold i år 1000 lykkedes det Svend at besejre Olav Tryggvason, der ifølge de islandske sagaer deltog i slaget med skibet "Ormen hin lange", herefter blev Svend den mægtigste hersker i Norden. I folkemunde er årstallet for Slaget blevet husket med rimet "Slaget ved Svold i tusindogtolv", men foregik som nævnt i år 1000. Ifølge den islandske skjald Snorre og den danske historieskriver Saxo Grammaticus var Svold en ø ud for Rügen, og ifølge den tyske historiker Adam af Bremen fandt slaget sted i Øresund ved Helsingborg.

Svend fortsatte sine angreb på England og opkrævede enorme summer i danegæld (den skat eller tributbetaling som vikingerne tiltvang sig i England mod at afstå fra at plyndre og afbrænde). Til trods for at den engelske Kong Æthelred 2. jævnligt havde købt sig fred for vikingerne, kom de igen, da rygtet løb hurtigt, at der var rigdomme at hente. I 1002 fandt "Danemordet" sted. Kong Æthelred 2. havde besluttet at alle danskere i England skulle dræbes. "The St. Brice's Day massacre" fandt sted den 13. november 1002. Skt. Brictus/Skt. Briccii (ca. 370-444) var biskop af Tours, hvis festdag var 13. november. Under massakren blev mange dræbt, bl.a. Svends søster Gunhild Haraldsdatter og hans svoger Jarl Pallig (en dansk vikingehøvding der var gået i Æthelreds tjeneste). Formentlig omfattede myrderierne ikke Danelagen, den del af det nordøstlige England, hvor dansk ret gjaldt og danerne udgjorde en stor del af befolkningen. De efterfølgende angreb fra Svends side blev senere forstået som retfærdige gengældelseskrige. Alle forhold i England var opløste og forræderi hørte til dagens orden, og således var vejen banet for den endelige erobring af landet, der fandt sted i 1013. Kun London ydede også denne gang kraftig modstand. Kongefamilien flygtede ud af landet og Svend Tveskæg kunne betragte sig som Englands Konge, da han 3. februar 1014 døde i Gainsborough.

Svend Tveskægs eftermæle har været lidet flatterende, han er blandt andet blevet fremstillet som en grum hedning i modsætning til sin far, der gjorde danerne kristne. Saxo Grammaticus skriver at han rev kristendommen op med rode, han kaldes en fadermorder, en gudsbespotter og kirkefornægter, hvis situation på et tidspunkt er så truet, at han måtte hente hjælp hos kvinder.

Et engelsk sagn fortæller, at kong Svend krævede skat af et kloster, der hidtil havde været fritaget for afgifter fordi martyren Kong Edmund (d. 869) var begravet der. Edmund var taget til fange og tortureret af Den Store Hedenske Hær. Da munkene nægtede at opfylde Svends krav, truede han med at afbrænde klostret og dræbe munkene og sagde tilmed, at Skt. Edmund ikke var en helgen. Da han senere gentog sine trusler trådte Skt. Edmund pludselig frem og gennemborede Svend med sin lanse.

Kong Svend 1. Tveskæg støttende sig til en hellebard. Ved hans side står hans hustru Dronning Sigrid Storråde, detalje fra Dronningens gobelin "Vikingetiden".
Sigrid Storråde omtales i de norsk-islandske sagaer som hustru til bl.a. Svend Tveskæg. Hun er formentlig ikke en historisk person. I sagaerne er sket en sammenblanding med Gunhild.
Tilnavnet Tveskæg skyldes formentlig at Svend havde et overskæg. Tveskæg/Tjugeskæg om person hvis skæg er kløftet som en høtyv.
Svend var den første danske konge, der lod præge mønt med sit navn og portræt.

"Ormen hin lange", 1897, illustration til "Snorres Kongesagaer" udført af den norske maler Halfdan Egedius.

Var Harald Jarl identisk med Strut-Harald?

Strut-Harald siges at have været konge af Skåne, "Skånes sidste konge", da han forsøgte at gøre Skåne fri af Danmark og Harald Blåtand hvilket mislykkedes. Svend Tveskæg gjorde ham senere til Jarl af Sjælland. Strut-Harald siges også at være søn af Gorm den Gamle og bror til Harald Blåtand, i så fald ville Gorm have haft to sønner af samme navn.
Tilnavnet "Strut" fik Harald efter sin hjelm som var udsmykket med en kræmmerhusagtig form af rent guld.

Lorenz Frølich har givetvis taget scenen fra Jomsvikingernes Saga, hvor det hedder: "Ved jarl Strút-Haralds død lader kong Sveinn sende bud til Sigvaldi og Þorkell, for at de kunne holde gravøl til at ære deres far".
Svend Tveskæg har således sendt bud efter Strut-Haralds to sønner: Jarl Sigvaldi, jomsvikingernes høvding, Palnatokes efterfølger, (Palnatoke = Toke Pallesen, grundlæggeren af Jomsborg og den skytte der sårede, måske dræbte, Harald Blåtand) og Thorkild den Høje, Jarl af East Anglia.

Harald Jarls gravøl blev ifølge Jomsvikingernes Saga drukket efter Harald Blåtands død, mens det synes at fremgå hos sagaforfatteren Snorre Sturlason, at Strut-Harald var i live et godt stykke tid senere.

Svend 1. Tveskæg

SLÆGT

Gorm den Gamles slægt

SØN AF

Svend 1. Tveskæg og Gunhild af Venden (Polen)

HUSTRU

Ugift

BØRN

Formentlig ingen

Om Kongen

Harald efterfulgte sin far Svend 1. Tveskæg i Danmark, og hans bror Knud 2. arvede England og efterfulgte Harald 2. som konge af Danmark.

Brødrene hentede deres forstødte mor Gunhild af Venden (Polen) hjem til Danmark i 1014.

GRAVSAT

Gravstedet ukendt - Se kort over kongelige grave

EFTERFØLGER

Knud 2. den Store (Harald 2.'s lillebror)