Svend 1. Tveskæg ledte et hedensk oprør mod sin far Harald, der "satte al sin lid til Gud" og kæmpede for den rette tro. Harald blev af Adam af Bremen beskrevet som den retfærdige konge og sammenlignet med det Gamle Testamentes Kong David, der også havde måttet kæmpe mod sin oprørske søn Absalon.
I 985 blev Harald under et oprør ved Helgenæs såret af pileskud af skytten Toke og måtte flygte til Wolin (Jomsborg), hvor han blev vel modtaget, selvom indbyggerne var hedninge. Her udåndede han blandt sine tro mænd. Knap hundrede år senere blev hans liv og død opsummeret af Adam af Bremen således: "Med denne Harald, der som den første tvang danskernes folk til kristendommen, og som fyldte hele den nordlige verden med kirker og prædikanter, den Harald blev såret uskyldigt og forstødt for Kristus, og han skal ikke, håber jeg, mangle martyriets palmegrene. ... Og nogle bevidner, at der sker helbredelser gennem Harald, både da han levede og efter hans død ved hans grav og andre steder. De blinde får ofte synet igen, og der skal være sket andre mirakler."
Jomsvikingernes høvding Sigvald tog Svend Tveskæg til fange, og han blev løskøbt af danske kvinder, der ofrede deres smykker og således tilvejebragte Svend Tveskægs tredobbelte vægt i guld. Til gengæld fik kvinder halv arveret mod manden.

Fra oldnordiske sagager, bind 11: "Der fortælles ogsaa at Kong Harald sendte sin Søn Ring til England med en Hær thi de Danske havde bestandig haft Herredømme der i hundrede Aar siden Gudrød indtog Øen men da Ring havde erobret Øen blev han svegen og dræbt af Nordhumbrerne".