Francesco/Frans var som ung en livsnyder, men da han lod sig hvere som soldat under krigen mellem Assisi og Perugia i 1202 og blev taget til fange, ændrede hans liv sig. Da han kom tilbage til Assisi gav han sine rigdomme bort og viede sit liv til Gud,

I kirken San Damiano ved Assisi, havde Kristus fra sit kors talt til Frans og sagt "Du skal rejse mit hus. Det er ved at falde sammen". Frands opfattede Kristi ord bogstaveligt og begyndte at genopbygge forfaldne kirker med materialer indkøbt for sin fars penge hvilket affødte faderens vrede og førte til et endeligt brud i al offentlighed mellem far og søn som skildret i Giottos freske i overkirken. Frans, der beskyldtes for misbrug af faderens midler, tog sit tøj af og gav det til sin far med ordene "Fra nu af skal jeg ikke mere sige Fader Pietro di Bernardone, men vor Fader, du som er i Himlene!"

I mødet med Kristus forstod Frans sit kald og gav afkald på sit jordiske gods for at leve i armod blandt fattige.

Den Hellige Frans' kirke Portiuncula ved Assisi, opført mellem 352-366, var et faldefærdigt lille skovkapel da Frans overtog det, og han genopbyggede det med egne hænder. Det var i Portiuncula at franciskanerordenen opstod, en tiggerorden, hvor munkene levede af gaver og tiggeri, i Gudstro og fattigdom, og ordenen blev velsignet af paven.

Frans' lille kirke er i dag i basilikaen Santa Maria degli Angeli (basilikaen af Vor Frue af englene), der er beliggende nedenfor Assisi og opførtes 1569-1679.

Frans levede sig ind i Jesu liv, han blev menneskers vejleder og hjælper og havde oprigtig medfølelse med de lidende.

Frans levede efter Jesu ord: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" (Matthæusevangeliet 19,21).
Frans døde 44 år gammel den 3. oktober 1226 i Cappella del Transito. I basilikaen Santa Maria degli Angeli er Cappella del Transito placeret nær Portiuncula. Den lille hytte/kapel tjente som sygelukaf.

Frans blev helgenkåret den 16. juli 1228 af Pave Gregor 9.
Frans' sarkofag blev i 1230 placeret i krypten i kirken San Francesco i Assisi.

I bogen "Rejse i Italien", 1951, af forfatteren til romanen "Hærværk" Tom Kristensen (1893-1974), skriver Kristensen om sit besøg i den manieristiske basilika Santa Maria degli Angeli og sin oplevelse af Portiuncula:
"Af de franciskanske steder var dette det mest folkelige, saa folkeligt, at det paa mig virkede som en dyrehavsbakke. Og indtrykket fortog sig ikke, da jeg traadte ind i det kæmpemæssige kirkeskib med de massive, hvide søjler, reel opspilet renæssance, og midt i kirkeskibet fik øje paa et lille grelt koloreret bondehus med spidst tag og søjleprydet, korsbærende tagrytter paa mønningen og en stor, rundbuet port i gavlen. Ovenover porten og ned langs siderne straalede et billede i skærende farver, malet af tyskeren Overbeck, og jeg gad ikke engang se paa det, for det forvandlede dette lille ydmyge markkapel, Porteincula, den hellige Frans' kirke, til Nürnbergerkram. Selv om Portiunculas spidshvælvede, mørke indre saa ligesaa sodet ud som San Damiano, var det umuligt blot for et flygtigt øjeblik at finde den hellige Frans.
Frans restaurerede kirker. Han har restaureret dette lille kapel. Han har staaet oppe på torvet i Assisi og tigget sten til sit kirkebyggeri, som han foretog paa egen haand, baade arkitekt og murer. "Hvo, som giver mig een sten, faar een belønning i himlen; hvo, som giver mig to sten, faar to belønninger, og hvo som giver mig tre sten, faar tre belønninger," raabte han. Og jeg gik hen og rørte ved de afskallede fresker paa muren, der skinnede i skæret fra de mange hængende lamper, som om den var vaad; jeg haabede paa at røre ved en af de sammentiggede sten; men en ustandselig strøm af skvadrende turister og pilgrimme travede ind gennem porten til Portiuncula og ud gennem en anden port til venstre, som var det en jærnbanestation, og et tog lige var kommet ind. Nej, det lykkedes ikke at finde stemningen fra det lille kapel paa marken, portiuncula betyder "lille jordlod", omgivet af de simple hytter, som var munkenes celler, bygget af grene, saa vind og vejr stod ind igennem dem, og indhegnet af hække, den simpleste form for klostermure, det lykkedes ikke at finde stemningen fra det fattigste kloster, der nogensinde er bygget. Jeg var forarget."