Grosz, George (født Georg Gross i Berlin, navnet ændret i 1916) (1893-1959). Tysk maler, grafiker og karikaturtegner. Fra 1909-11 studerede han ved Königlichen Kunstakademie i Dresden, i 1912 ved Kunstgewerbeschule i Berlin og i 1913 ved Académie Colarossi i Paris. I 1910 blev hans første karikaturer trykt. Fra 1914-15 gjorde han militærtjeneste, og de sidste år af 1. verdenskrig tilbragte han i Berlin, hvor han skabte antikrigstegninger og malerier.
Fra 1918-20 var Grosz medlem af dadaisternes berlinergruppe - i Grosz' opfattelse var verden et sjæleligt abnormitetskabinet (jævnfør kulisserne til den klassiske tyske ekspressionistiske skrækfilm Dr. Caligaris Cabinet), men hans "agitationsmaleri" hørte ikke til dadaisternes begreber om antikunst. I det følgende årti illustrerede han magasiner og designede teaterkulisser. Hans skarpe kommentarer til det tyske samfund, sås i hans frivole serie Ecce Homo (lat. Se hvilket menneske) fra 1922, og i 1923 blev et album med hans samfundssatiriske billeder standset af politiet. I de groteske personsatirer fra mellemkrigstiden, afslørede han hensynsløst bl.a. herrefolksmentaliteten, bourgeoisiet og gullaschbaronerne stillet side om side med gadens tiggere og mod en baggrund af luksusvillaer og slumkvarterer - hans billeder gengav det moderne storbyliv med dets begær, passioner og kriminalitet, storbyens kaos reflekterede for Grosz menneskets amoralskhed. Sammen med den politiske fotomontagekunstner John Heartfield og dennes bror Wieland Hertzfelde, var Grosz blevet bestilt til at skabe en krigspropagandafilm for Tyskland, men producerede en tegnefilm, der ikke eksisterer mere. Grosz sluttede sig til det tyske kommunistparti i 1922, en længere rejse til Rusland senere samme år sammen med den danske forfatter Martin Andersen Nexø, hvor han mødte Lenin og Trotzki, desillusionere ham, han følte sig ude af trit med de russiske politiske anskuelser og meldte sig ud af partiet i 1923, men året efter blev han leder af Berlins Rote Gruppe, en organisation af revolutionære kunstnere - ingen anden kunstner har som han bevidst brugt kunst som våben i kampen for de tyske arbejdere, han var en af de første tyske kunstnere som placerede kunst i samfundets tjeneste.
Grosz personangreb mod Hitler i 1925, gjorde hans beslutning om at forlade Tyskland uundgåelig. I 1928 rejstes der tiltale mod ham på grund af "Hintergrund" (baggrund) en række dekorationsskitser til Jaroslav Haseks "Den gode soldat Svejk".
Fra 1933 var Grosz bosat i USA - efter sin ankomst til USA prøvede han at tilpasse sig det amerikanske samfund ved at male mange partier fra New York, og hans satiriske arbejder blev erstattet af mareridtsforestillinger og scener med krigens brutalitet. I 1937 blev hans billeder af nazisterne stemplet som degenereret kunst, og omkring 300 af hans billeder på de tyske museer blev beslaglagt og vist på den officielle Nazi udstilling "Entartete Kunst" i München i 1937. I 1941 vistes en retrospektiv udstilling af hans værker på Museum of Modern Art i New York. I 1946 udkom hans selvbiografi "Et lille ja og et stort nej" (A Little Yes and a Big No). I 1947-48 introducerede han "Stickman" temaet, hvor klumpede figurer på stokagtige ben tog del i mareridtsaktiviteter. I sine sidste år begyndte han at male harmløse landskaber og stilleben, men fortsatte også med at sine pessimistiske billeder.
I 1958 vendte han tilbage til Tyskland, men døde kort efter i en ulykke.
Grosz udstillede i København på "Nyere tysk kunst", Den Frie, 1932.