Kontakt/Contact
© Kirsten Gress. All Rights Reserved.

arslonga.dk

 

Drop Down Menu
 
 
Rokoko 1720-1770
Rococo 1720-1770  

Louis d. 15. stil i Frankrig 1723-1774
Frederik d. Store-stil i Danmark 1740-1786

Klik på billederne for forstørrelse
Click on images for enlargement

 
Stilarten opstod i Frankrig i 1720'erne som en videreførelse af barokken, men barokkens højtidelige og pompøse former forvandledes til en forfinet og dekorativ stil.
Ved Ludvig den 15.'s hof udvikledes en smag for en yndefuld rumudsmykning, der skulle skabe intimitet og sorgløshed. Fra dekorationskunsten bredte stilen sig til arkitektur og billedhuggerkunst og landene udenfor Frankrig blev interesseret i rokokostilen, og den blev hovedsageligt en hofstil. Der var også en rokoko, der beskæftigede sig mere med det jævne og borgerlige. Den rationelle rokoko ses i Frankrig, den irrationelle i Sydtyskland.
Uden for Frankrig kom rokokoen til at spille sin største rolle i Tyskland. I Sydtyskland anvendtes den til fantasifuldt udformede kirker og paladser indvendigt dekoreret med fresker og ornamenter.

The style arose in France in the 1720s as a continuation of the Baroque, the solemn and grandiose Baroque forms were transformed into a decorative style.
At the Court of Louis XV the graceful ornaments was developed to create a sense of intimacy and freedom from worries.  
The Rococo style spread from decoration art to architecture and the art of sculpture. The countries outside France became interested in the style, which mainly became a court style. The rational Rococo belonged to France, the irrational to Southern Germany
Outside France the style played the biggest role in Germany. In Southern Germany churches and palaces were imaginative worked out and the interior decorated with frescoes and ornaments.
 
Ordet rokoko er afledt af rocaille, asymmetrisk muslingeskallignende ornament, der er selve grundideen i rokokoen og en fransk opfindelse fra omkring 1740. Rocaillen er i sin form uregelmæssig, nongeometrisk, den er placeret netop der, hvor den kan bidrage til at opløse (især i den tyske irrationelle rokoko). Rokokodekorationer virker vægtløse og flydende. Rocaillen sniger sig ind alle vegne i alle størrelser, til alle formål. Rocaillen præger også hårmoden. Rokokoen blev af eftertiden anset for overfladisk, især efter den franske revolution.

The rocaille, a French invention from about 1740, was the seminal idea behind the style, the word derived from the French word rocaille, a chased or engraved decoration involving shell-like swirling forms - irregular and non-geometric. Rococo decorations appeared weightless and blurred. The rocaille crept in everywhere in all sizes for all purposes - also the hair-fashion. Posterity considered Rococo as a superficial style.
.
 
Karakteristika for rokokoen: ikke kontraster. Atektonisk. Huset ustabilt. Dematerialiserer væggen, grænsen mellem rum og væg flydende, rette linjer er slørede og hjørner afrundede, ophæver substansen. Rumudsmykning. Intellektets aflæsning af rummet sløres. Rummet skal ses i bevægelse. Lyset stemmes i vejret. Lyse farver. Rum en syntese af lys, farve, bevægelse. Vægtløshed. Polerede gulve, prismeslibninger, glat blank silke. Lyse træpaneler. Lak. Gips. Stuk. Kineserier. Porcelænsrum. Mangel på alvor, men ironi og pjank. Rocailler, asymmetri. Ornamentik ofte forgyldt. Religiøse motiver ofte verdsliggjort. Friere motivvalg. Skelner ikke særligt mellem sakrale og verdslige motiver. Ikke korrekte historiske skildringer. Maleriet mister sin substans, et syn (jvf. den venetianske landskabsmaler Francesco Guardi (1712-1793). Galant pyntet stil, reaktion mod barokkens pompøse stil. Gesamtkunstwerk, maleri, arkitektur, skulptur, alt tænkt sammen. Ikke repræsentativ arkitektur, facader uden søjler, praktisk rumfordeling, små intime rum. Salonliv/kulturliv. Spejle slører rummets aksialitet, ingen hjørner. Beskueren bliver af spejlene sat ind i en kunstverden, samtidig møder han sig selv som jordisk realitet. Kunsten ophæver sig selv i det øjeblik den består af beskueren selv.

Mere end nogen anden stil blev rokokoen kunstindustriens stilart. 
Chinoiseries/
kineserier anvender motiver fra kinesisk og japansk kunst som dekorative elementer på vægge, møbler, brugsting og tekstiler. Især lakarbejder var populære, og blev sammen med porcelæn eksporteret fra det fjerne Østen til Europa eller blev kopieret i Europa. Der blev også skabt hele rum i kinesisk stil.

Inden for møbelkunsten blev der skabt nye typer møbler bl.a. chatollet i finér, skriveborde med træfinér i geometriske mønstre, kommoder med svungne tynde guldbelagte ben eller med kinesiske lakarbejder. Rokokostolene, der stadig kopieres, blev datidens lænestol med brede polstrede sæder og armlæn og chaiselongen blev forløberen for sofaen. Den danske møbelsnedker og hofsnedker Mathias Ortmann i Gothersgade i København, var den førende danske møbelkunstner i perioden, han var skaberen af en slank kommode på høje ben.
Den danske kleinkunst
, industriel pynte- og brugskunst, kom fra Kastrup Stentøjs- og Fajancefabrik (i 1755 grundlagt af Jacob Fortling), de Sønderjyske fajancefabrikker og Johan Petzhold, der skabte fine dekorationsskulpturer.
I England var møbelstilen Chippendale opkaldt efter møbelsnedkeren Thomas Chippendale, der blandede rokokoformer med gotiske og kinesiske ornamenter på møbler af mahognitræ. Rokokoen fik ingen særlig betydning i England.

Arkitekturen kaster vrag på enhver fornuftig opbygning af huset. Huset skal illudere skrøbelighed, vægtløshed, et paradoks, at huset står. Facaden trækker sig bort fra gaden, lukker sig indadtil.
Rokokoen arbejder ikke med kontraster modsat barokken, den er en forskelsløs stil, irreel, leddene filtres sammen. Rokokoen er atektonisk, konstruktionen bliver dog ikke til en dekoration, søjlen anvendes stadig tektonisk, men dekorationen styrer i det visuelle indtryk, de konstruktive elementer (søjler, frontoner, hvælvkonstruktioner) på en sådan måde, at disse fratages deres konstruktive funktion. Der ses den asymmetrisk placerede port, facaderammeværk med liséner og valmtag (skrå flade ved bygningens gavl). 
Rokokoens divergens vil sige at ydre og indre ikke svarer til hinanden, der kan således ikke aflæses noget indre på facaden (modsat barok). Ornamentikken i barokken virker rumforstyrrende, den er dynamisk, der er ingen ro. 
Rokokoens rumlige ideal er at skabe en fuldstændig enhed. 
I de tyske rokokobygninger blev trappen imidlertid hele plandispositionens centrum, nogle gange roterende om sin egen midtakse som spiralen i en konkylie, sommetider vendende tilbage til sit eget udgangspunkt som det ses i barok/rokoko paladset i Würzburg (se barok).

I maleriet er farverne lysere, pastelfarver og motivvalget friere end barokkens. Der ses pastoraler (Antoine Watteau), mytologiske scener (Francois Boucher) og pastelportrætter (de la Tour, Perronneau). Kokette og charmerende kvinder, der smiler skælmsk, skal behage. Nymfer, amoriner og gratier ses i stort tal. Venus er det foretrukne mytologiske objekt i rokokoen, det er ikke Homers eller Virgils Olymp der afbildes, men Ovids befolket af Pan, Venus, Diana og Cupido. Den borgerlige kunst fremstiller eftertanken. Illusionistisk maleri illustrerer altid en åbning, ideen er at slå bro mellem jord og himmel, arkitekturen forlænges opefter.

I rokokoens haver blev anlagt grotter, fontæner og ruiner, man ville skabe et malerisk indtryk, og der blev opstillet kopier af klassiske skulpturer.

Salonen er rokokoens intime rum og afløser den tidligere store repræsentationssal. I salonen snakker/konverserer man, i barokkens repræsentative rum forlængede man sin magt. Rokokoen er sammenfaldende med oplysningstiden, og det at være åndfuld er adgangsbilletten til salonerne for rige borgere og kunstnere. Rocaillen går igen i salonernes omgangsformer, den ene rocaille skubber til den næste som man med samtalen/konversationen ikke må gå i dybden, skal være vittig, kvik i replikken. Konversationen er et mål i sig selv, en kunstart, et legetøj, ikke et middel til at kommunikere sine ideer ud med. Voltaire skriver at talen skal flyde som om, man farver med pastelkridt. Diderot er tidens filosof, mester i salondialogen. 
Privatlivet udkonkurrerer det offentlig liv, salonernes herredømme. Salonen er et lille hof. I rokokoens livsførelse bliver folk eksperter i ikke at kede sig, men det legende menneske,
homo ludens. Man forlyster sig med fester, selskabelighed, fyrværkeri, bal, karneval.
Romanen er især populær i 1700-tallet, romanerne giver sig god tid, kører store omveje, et associationsforløb i romanen, når egentlig ikke nogle steder hen
Musikkens instrument er
cembalo, der er skrevet oceaner af cembalostykker. Melodien slæber sig af sted. Skal lade musikken gro til i ornamentik. Der danses menuet.
 
Keywords characterizing the style: Weightlessness. Non-contrast. The room was a synthesis of light, colour and motion. Polish floors. Crystal grinding. Smooth bright silk. Light wood panels. Lacquer. Plaster of Paris. Stucco. Porcelain rooms. Absence of seriousness. Irony. Giddiness. Rocaille. Asymmetric. Ornamentation often gilded. Religious motifs often secularized. Incorrect historical descriptions. The painting lost its substance (Guardi). Bright colours, pastels. Pastorale (Jean Antoine Watteau). Mythological scenes (Francois Boucher). Pastel portraits. Gesamtkunstwerk (German for total artwork - a term coined by Richard Wagner to describe the synthesis of all the arts music, poetry, drama, visual spectacle in his late operas). Non-representative architecture. Mirrors blur the room. The house was unstable, it should create an illusion, fragility - paradoxical that the house kept upright. 
The divergence of the Rococo style was an exterior and interior which did not correspond to each other, it was not possible to read something about the interior at the façade.

In furniture design a new type of furniture was designed e.g. the writing bureau, chest of drawers with thin golden legs or Chinese lacquer work. The Rococo chair became the pasts armchair and the chaiselong became the forerunner of the sofa. 

In the German Rococo palaces the staircase became the centre of the plan disposal (e.g. the Würzburg ResidenceThe Würzburg Residence, Bavaria, Germany, 1720-44, the building of this Baroque/Rococo palace started on request of Bishop Johann, designed by Baltazar Neumann. It was made of yellow sandstone, which provided a golden glow. The residence was added to Unesco's World Heritage List in 1981 (see Baroque).

In the
Rococo garden were cavegrottoes, fountains and ruins, the intention was to create a picturesque  impression, copies of classical sculptures were placed in the garden.

The Salon the intimate room of the Rococo - in the salon people conversed. The style was contemporary with the Age of Enlightenment, brilliancy was, for wealthy townsmen and artists, the ticket to the salons - the conversing people should be quick at repartee or witty. The conversation was an art form - Voltaire wrote that the speech should flow like paintings with pastel chalk. Diderot was the philosopher of the time, he was master of the salon dialogue. People became experts in a non-boring life style - the homo ludens (the playing human) - much of pastime was arranged e.g. feasts, parties, fireworks, dance and carnival. The musical instrument was the cembalo, the rococo dance the minuet.
 
Jagtslottet Amalienburg i Nymphenburgs slotspark, München, 1734–39, er tegnet af den franske arkitekt François de Cuvilliés d.æ. (1695-1768).
Amalienburg hunting lodge in Nymphenburg Palace Park, Munich, 1734–39, designed by the French architect François de Cuvilliés the Elder (1695-1768).
Ærkebiskoppaladset i Prag, 1669-1694. Den oprindelige renæssancebygning blev ombygget i først barokstil og senere i rokokostil af den franske arkitekt Jean-Baptiste Mathey (1630-1696).
The Archbishop's Palace, Prague, 1669-1694. The original renaissance building was rebuilt in Baroque and 
later in Rococo style by the French architect Jean-Baptiste Mathey (1630-1696).
Balsalen i Queluz Paladset i
Portugal udført af Jean-Baptiste Robillon.
The ballroom in Queluz National Palace, Portugal, designed by Jean-Baptiste Robillon.
Francesco Guardi, "Venedig: Toldpynten", ca. 1770, National Gallery, London.
Francesco Guardi, "Venice: The Punta della Dogana" (Customs Point), c. 1770, National Gallery, London.
 
Cuvilliés' teater
Hofteater i fyrsteresidensen i München.
Kurfyrste Maximilian II Joseph gav bestillingen på teatret i 1751 til arkitekten Francois de Cuvilliés d.æ. Al udsmykning er plastisk. Draperier og forhæng er ikke stof, men er skåret/snittet.

Ruinteater
, er ukendt udenfor Tyskland, det betegner vendingen fra barok til rokoko, fra illusionistisk teater til romantisk naturteater.
Eremitage ruinteatret i Bayreuth (1743-44), buer og søjler spænder over scenen. Fra begyndelsen var arkitekturen opført som ruin, skulle forestille en romersk teaterruin.

The Cuvilliés Theatre. Elector Maximilian II Joseph ordered in 1751 the architect Francois de Cuvilliés the elder to built the Theatre.

Masions de plaisance
"Sans Souci" (uden sorg/sorgløs/sorgenfri), 1745-47, Potsdam.
"Sans Souci" (Carefree), 1745-47, Potsdam, the former eastern Germany.
Kinesisk tehus i Sans Soucis park tegnet af Johann Gottfried Büring mellem 1755-64. Rokokoelementer er forbundet med orientalske elementer.
Chinese Tea-House, Sans Souci Park, designed by Johann Gottfried Büring between 1755-64. The style is a mixture of rococo elements and Oriental elements.
 
Masions de plaisance er et lystslot på landet. Bygningen afhænger af bygherrens rang og stilling i det offentlige liv, den æstetiske målestok forbinder sig med den selskabelige, og det repræsentative cirkus som ved Ludvig d. 14.'s hof forsvinder, man er kørt træt i det store repræsentative. Det er det intime rum, der interesserer, og det kræver nye rammer. I residensen er 1. etage den fornemste, men i lystslottene er stueetagen den fornemste, og på førstesalen gentages stueetagen, men anvendes til det private liv.
Sans Souci, 1745-47 i Potsdam i det tidligere Østtyskland, opført af Friedrich d. 2., der regerede 1740-46. Arkitekten var G.W. von Knobelsdorff, hofmaleren var A. Pesne. Navnet Sanssouci er valgt efter kongens livsholdning, stræben efter velbefindende, et liv i landlige omgivelser, fri fra hverdagens sorger og bekymringer og fri fra den trykkende repræsentativ pligt til et let liv med filosofi, litteratur, musik og forfattervirksomhed. Omkring 1750 boede den franske forfatter og oplysningsfilosof Francois  de Voltaire (1694-1778) her et par år, et af rummene hedder Voltaireværelset. Marmorsalen (ægte marmor) er slottets vigtigste rum, den danner forbindelse med øst- og vestfløj.
Koncertrummet er et af de skønneste rum i tysk rokoko.
Sans Souci blev føjet til Unescos Verdensarvsliste i 1990.

Masions de plaisance is a summer residence for the royals and the nobles. Sans Souci (carefree), 1745-47 in Potsdam the former eastern Germany, was built for Friedrich II. About 1750 the France writer and philosopher Francois de Voltaire (1694-1778) lived in the palace.
The palace was added to Unesco's World Heritage List in 1990.
 
Loftet i koncertrummet i Sans Souci/The Concert Room ceiling of Sans Souci.
Adolf von Menzel, "Fløjtekoncert på Sans Souci", 1852. Frederik den Store spiller fløjte i slottets koncertrum.
Adolf von
Menzel, "The Flute Concert of Sanssouci", 1852. Frederick the Great is playing flute in the concert room.
 
 
Et betydningsfuldt komma ?
På gesimsen på Frederik den Stores lystslot står Sans, Souci. Hvorfor er der komma efter "Sans" og hvorfor er der punktum efter "Souci"? Den tyske historiker Heinz Dieter Kittsteiner udgav i 2001 sin forskningsrapport "Das Komma von Sans, Souci", og fremsætter to hypoteser omkring tegnsætningen. Den første hypotese går ud på, at tegnene kan tolkes som 1700-tals koder, hvor kommaet står for calvinisme og punktummet for deisme eller naturalisme og betyder at uden stærk protestantisk tro bliver mennesket en sorgløs deist (en person, der tror på en personlig guddom, men afviser, at Gud griber ind i begivenhederne i verden, og at Gud har åbenbaret sig direkte for menneskeheden). Den anden hypotese går ud på, at kommaet skulle forstås bogstaveligt som en virgule, et tegnsætningstegn / , - og være et delikat emne, da Kittsteiner formoder at kronprinsen havde pådraget sig en sygdom der havde medført, at han havde mistet potensen og således var sorgløs - kommaet er symbol på impotens.
 
 
Arkitektur/Architecture

Amalienborg Slot/Amalienborg Palace

  Amalienborg, et af de fineste rokokobyggerier i Europa, er tegnet af den danske arkitekt Nicolai Eigtved og opført i 1750'erne. Forbillederne for anlægget var fransk barok så som Place Vendôme i Paris og Place Dauphine (nu Place Hoche) i Versailles.
Som vist på oversigtsbilledet nedenfor består Amalienborgkomplekset af fire ens palæer omkring den ottekantede Amalienborg Plads. Centralt på slotspladsen står Salys rytterstatue af Frederik 5., grundlæggeren af Frederiksstaden, der blev opført i hans regeringstid, og hvor Amalienborg var stadens centrum.
Frederikskirken og Amaliehaven ses som poler i Amalienborgkomplekset, på samme måde som Place Dauphine i Versailles er indrammet af fire palæer og har en kirke som point de vue.
Amalienborg har navn efter sommerresidensen i barokstil "Sophie Amalienborg", som blev opført 1667-73 og nedbrændte i 1689, og som var opkaldt efter Frederik 3.'s hustru Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg.

Amalienborg Palace in Copenhagen is designed by the Danish architect Nicolai Eigtved and built in the 1750s. The palace is a unique piece of Danish Rococo architecture and one of the finest Rococo buildings in Europe influenced by the French Baroque e.g. Place Vendôme in Paris and Place Dauphine (now Place Hoche) in Versailles. The complex consists of four maisons around an octagonal courtyard. In the middle of the courtyard stands Saly's equestrian statue of King Frederik 5., the founder of the suburban area called Frederiksstaden with Amalienborg as centerpiece.
Amalienborg is named after the Baroque Summer Palace "Sophie Amalienborg" built
1667-73 and destroyed by fire in 1689. "Sophie Amalienborg" is named after Queen Sophie Amalie consort of King Frederik III.
   
 

Indgår i den danske kulturkanon/Represented in the Danish Cultural Canon

Frederiksstaden, bydelen nord for Skt. Annæ Plads (bag Nyhavn) med palæer, borgerhuse og Amalienborgkomplekset, indgår i Den danske kulturkanon.
The 250 year old quarter, Frederiksstaden, containing the four Amalienborg Palaces, is represented in The Danish Cultural Canon.
 
Amalienborgkomplekset/The Amalienborg Complex
 
 

Amalienborgs fire rokokopalæer tegnet af Nicolai Eigtved, opført i 1750'erne
The Four Rococo Palaces of Amalienborg designed by Nicolai Eigtved, built in the 1750s

 
  Moltkes Palæ/Christian 7.'s Palæ
blev bygget i 1754 af arkitekten Nicolai Eigtved (1701-1754) og ombygget i 1794 af den nyklassicistiske arkitekt C.F. Harsdorff (1735-99). Den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) indrettede spisestuen i Louis XVI stil (sidste fase af rokokoen). Fra 1982-96 blev palæet rekonstrueret i sin oprindelig stil af arkitekten Mogens Kjær-Andersen rådgivet af H.M. Dronningen.
Moltke's Palace/Christian 7.'s Palace
The Palace was built 1754 by the Danish Rococo architect Nicolai Eigtved (1701-1754) and rebuilt in 1794 by the Danish Neoclassical Architect C.F. Harsdorff (1735-99). The French architect Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) has furnished the dining hall with Louis XVI style furniture (last phase of Rococo and a first phase of Neo-Classicism). From 1982-96 the palace was restored to its original style by the architect Mogens Kjær-Andersen, and HM The Queen has personally supervised the furnishings for the Palace.
 
  Levetzaus Palæ/Christian 8.'s Palæ/Christian 10.'s Palæ Palæet blev i 1794 købt af arveprins Frederik, der gav indretningsopgaven til nyklassicisten Nicolai Abraham Abildgaard, der blev assisteret af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Arveprins Knud, H.M. Dronningens onkel, havde kontor i palæet indtil sin død i 1976. I 1994 blev Amalienborgmuseet åbnet, det huser de danske kongers kronologiske samling fra 1863 til i dag og fortsætter således samlingerne på Rosenborg Slot, På Amalienborgmuseet kan bl.a. ses Kong Frederik 9.'s arbejdsværelse (H.M. Dronningens far). Det er fra dette palæ, de kongelig vinker til folket ved royale begivenheder.
Levetzau's Palace/Christian 8.'s Palace/Christian 10.'s Palace
The Palace was in 1794 bought by Prince Frederik the Heir Presumptive, who gave the interior decoration task to the Neoclassicist Nicolai Abraham Abildgaard, who was assisted by the sculptor Bertel Thorvaldsen. Prince Knud the Heir Presumptive (HM The Queen's uncle) has his office in the palace until his dead in 1976.
In 1994 the Amalienborg Museum opened its door to the public. The museum houses the Chronological collection of the Danish Kings from 1863 to the present day - it continues the collections at Rosenborg Castle. The Amalienborg Museum includes e.g. the study of King Frederik 9. (HM The Queen's father). It is from this palace the royal family wave to the people on royal occasions.
 
  Brockdorffs Palæ/ Frederik 8.'s Palæ
Palæet stod færdigt i 1760, og fra 1765-88 var det Akademi for landkadetter og fra 1788 for søkadetter. I 1828 blev palæet residens for kronprinsen, senere Kong Frederik 7., og det blev renoveret i klassisk stil af Jørgen Hansen Koch. Palæet har været residens for Frederik 8. og Frederik 9. og hans hustru Dronning Ingrid og er nu residens for Kronprinsparret.
Brockdorff's Palace/ Frederik 8.'s Palace
The Palace was finished in 1760, and from 1765-88 it was Academy for land cadets and from 1788 Academy for sea cadets. In 1828 the palace became home for the heir to the throne (later King Frederik 7.), and it was renovated in pure classical style by Joergen Hansen Koch. The palace has been residence for Frederik 8. and Frederik 9. and his wife Queen Ingrid, and is now residence for The Crown Prince Couple.
 
  Schaks Palæ/Frederik 6's Palæ/Christian 9's Palæ
Palæet blev oprindeligt bygget til baron Severin Løvenskjold, og i 1754 overtog enkegrevinde Anna Sophie Schack palæet. Fra 1967 har palæet været vinterresidens for H.M. Dronning Margrethe 2. og H.K.H. Prinsgemal Henrik efter at være blevet renoveret af arkitekterne Thomas Havning og Peter Koch. 

Dronningens gobeliner. Kongelige portrætter. Kongelige på frimærker.
Schak's Palace/Frederik 6's Palace/Christian 9's Palace
The Palace was originally built to baron Severin Loevenskjold, and in 1754 the widow countess Anna Sophie Schack took possession of the palace. From 1967 the palace has been the winter residence for HM Queen Margrethe II and the Prince Consort Henrik after being renovated by the architects Thomas Havning and Peter Koch.
Tapestries for the Queen of Denmark. The Royal Family on stamps.
 
1 C.F. Harsdorffs kolonnade, 1794/C.F. Harsdorff's Colonnade, 1794.
2 Jacques-Francois-Joseph Salys rytterstatue af Frederik 5. er en af Europas berømteste rytterstatuer. I 1753 kom den franske skulptør til Danmark, da han af Asiatisk Kompagni havde fået til opgave at udføre en rytterstatue af Frederik 5. Det tog ham ca. 20 år at fremstille statuen, der blev afsløret i 1771. Det var et hold marinesoldater som kørte den 22 tons tunge statue over Kongens Nytorv, mens 27 kanoner saluterede og københavnerne nysgerrigt fulgte med. 
The French sculptor Jacques-Francois-Joseph Saly arrived in 1753 to Copenhagen to execute a bronze equestrian statue of King Frederik V, unveiled in 1771.
3 Frederiks Kirke eller Marmorkirken/The Marble Church.
4 Mosaikbelægning på slotspladsen, 1886, tegnet af Johan Daniel Herholdt, inspireret af italienske mosaikgulve.
Mosaic pavement at the palace square
, 1886, designed by Johan Daniel Herholdt, i
nspired by Italian Mosaic Floors.
5 Amaliehaven - Hr. Møllers gave til det danske folk blev indviet i 1983. Her lå tidligere Larsens Plads, og Amerikadamperne (S/S Thingvalla) lå til kaj i havnen og sejlede danske udvandrede til det forjættede land. Parkens stil er mere storslået i forhold til byens øvrige parker. Den er tegnet af den belgiske havearkitekt Jean Delogne, der fik opgaven af Mærsk McKinney Møller (A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal), der betalte anlægget og gav det til det danske folk. I parken er skulpturer af den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro.
Amaliehaven/The Amalie Garden a public garden, was inaugurated in 1983. The garden is laid out at the former Larsens Square, where Danish 19th century immigrants to the United States went on board the steamship Thingvalla. The Belgian landscape gardener Jean Delogne was commissioned to design the garden by the Danish shipping magnate Mærsk McKinney Møller (The A.P. Møller and Chastine Mc-Kinney Møller Foundation). The Amalie Garden was a gift to the people of Denmark from Mr. Møller. The Italian sculptor Arnaldo Pomodoro has executed the sculptures for the garden, four bronze columns around the fountain. 
6 Edvard Petersen, "Udvandrere på Larsens Plads", 1890, ARoS.
Edvard Petersen,
"Emigrants at Larsens Square", 1890, ARoS, Aarhus Museum of Art.
7 Det Gule Palæ Amaliegade 18, Louis-Seize stil, (tidlig nyklassicisme), tegnet 1764 af den franske arkitekt Nicolas Henri Jardin for storkøbmanden H.F. Bargum. Bygningen rummer i dag, H.M. Dronningens administration Hofmarskallatet. Kejserinde Dagmar blev født i palæet i 1847.
The Yellow Palace, Amaliegade 18, designed 1764 in Louis Seize style by the French architect Nicolas Henri Jardin for the merchant H.F. Bargum. Today the palace houses the office of the Lord Chamberlain. Empress Dagmar of Russia was born in the Palace in 1847.

Odd Fellow Palæet/The Odd Fellow Mansion

  Odd Fellow Palæet i Frederiks-staden,
1751-55
. Bygningens oprindelige navn var Det Berckentinske Palæ efter bygherren lensgreve og gehejmeråd Christian August von Berckentin (1694-1758). Arkitekten var Johann Gottfried Rosenberg som var under opsyn af Nicolai Eigtved. Bygningen har siden 1900 været ejet af Odd Fellow Ordenen.

The Odd Fellow Mansion in Frederiks-staden, Copenhagen, 1751-55, originally the
Berckentinske Mansion named after its founder Christian August von Berckentin (1694-1758). The mansion was designed by the Danish-German architect Johann Gottfried Rosenberg under supervision of Nicolai Eigtved.
 
Kirker/Churches
 
Valfartskirker ligger for sig selv på et helligt sted. Kirkens form, tag og tårn er blikfang og tænkt ind i omgivelserne, landskabet. Kirkerne skal rage op som fyrtårne, være overjordisk pragtfulde og gøre miraklet synligt, hvilket er pointen i de typiske sydtyske rokokokirker så som Die Wies af Dominikus Zimmermann, Vierzehnheiligen af Baltasar Neumann, Steinhausen af Zimmermann og Birnau af Peter Thumb.
I den romersk-katolske kirke sættes valfart højt både dagsvandringer og lange valfarter. Valfarten gik til et sted, hvor der var noget helbredende, især karakteristisk for middelalderen var Rom eller Santiago de Compostela i Spanien. Midt i 1700-tallet var der ikke mere fjernvalfart. En ny form for valfart er til en lokalhelgen dvs. kirken har noget helligt i huset. Valfarernes to grundliggende attituder er fremadprocederen og knælen i bøn.

Pilgrimage churches in Southern Germany e.g. Die Wies by Dominikus Zimmermann, Vierzehnheiligen by Baltasar Neumann, Steinhausen by Zimmermann and Birnau by Peter Thumb.

Die Wies

 Pilgrimskirken "Die Wies"/The Pilgrimage Church of Wies.

Die Wies loftsfreske. Fra venstre mod højre: 1 Himlens port. 2 Apostelgrupper på skyer. 3 De ni englehierarkier. 4 Kristus på regnbuen. Over ham himlens uendelige lys. Han peger med den ene hånd på såret i siden og med den anden på korset i midten. 5 Maria med vinger. 6 Den tomme trone (dommens trone). På trinnene slår engle op i bøger ventende på den yderste dom.

 
Die Wies 1745-54, Steingaden, Bayern, tegnet af Dominikus Zimmermann. Fresker af Johann Baptist Zimmermann. Wiesanlægget omfatter ud over kirken beboelse til valfartspræster. Herberget i forbindelse med kirken, det lille fritliggende hus, var Zimmermanns eget. Kirken er æggeskalsfarvet med rødt tegltag. Den illustrerer naturen og landskabets magt over det arkitektoniske formsprog, følger rytmisk bjergenes linjer, minder og den tyske gotiske Hallekirke. Facaden er anlagt på fjernvirkning, hele anlægget får plastisk kraft fra afstand. Kirken fremstår som et "paphus", den har ingen soliditet, den er opført af pudset træ. Byggeri i træ medfører større frihed til rumudformning og pillerne/søjlerne kan have gotisk slankhed. Grundplanen er oval, murværket er spinkelt, leddene slanke. Fjerner man sig fra kirkerummets midtakse svigter den optiske værdi ikke. Hverken loft eller rum er ensidigt komponeret. De bærende led er ydermuren og fripiller. Der er korte forbindelsesbuer mellerm piller og vægpilastre. Facaden er ikke vigtig, murfladen vigtigere. Steinhausen og Wies minder om hinanden typologisk. Rumbilledet i Wies er mere dramatisk iscenesættelse end i Steinhausen. I Die Wies ses slynget broderi, rocaillen leder fra virkelighed til illusion, rocaillen bliver en del af det der sker i himlen, ingen aksefasthed. Korbygningen er ret lang. Tværaksen ligger ufri medfører indtryk af tværskib. Farverne samles i midterdelen (koret), der er således en kulminationsakse op gennem kirken.

Valfartsobjektet er en Kristusfigur ved martersøjlen. Figuren var ejet af en Wies bondekone Maria Lory. Figuren begyndte at græde i 1738, og der blev lavet et kapel til den. En strøm af pilgrimme førte til, at der blev bygget et kirke. Figuren står ved alteret i en slags niche, fresken herover viser Kristus som barn.  
Rummet er i stadig forvandling på grund af lyset. Kirken er "Raum im Wandernden Licht", en lysfanger, et evigt forvandlende rum modsat renæssancen. Blå er symbol på det uendelige rum. Lyset i Die Wies har stort spillerum, her er et større antal vinduer end i f.eks. Steinhausen. Hvert fag i hovedskibet har to højvinduer, herover/imellem rundformede vinduer. Kirken er indvendig badet i lys. De dobbelte højvinduer i hovedskibet har betydning for rummets bevægelse og rytmik (understøtter de dobbelte fripiller og derved rummets rytmik). Lyset udnyttes både kvantiativt og kvalitativt (selvstændigt led i rummets artikulering). Vinduerne er blyindfattede ruder, tykkest på midten, hvilket medfører at de samler lyset som et brændglas. Mange af ruderne er let farvetonede (rødlige/lilla/gullige). Lysets store roller kommer til udtryk i de 4 kirkefædrefigurer (Ambrosius, Gregorius, Augustin og Hieronimus), de er en slags skuespillere, lyset uformer figurernes plastik. I fællesrummet står de op ad hver sin søjle. De ville ikke blive bemærket i almindeligt spredt og neutralt lys fordi deres glansagtige hvidhed og guldagtige enkeltheder falder ind i kirkens farver som en helhed. Lyset i spillet mellem vinduer og frisøjler falder ikke neutralt men i stråler, hvilket medfører at nogle områder er mere belyste end andre. Lyset er også vigtigt i den øvrige udsmykning - stukkatur og loftsmaleri. Vedranker og blomster er påmalet lette skygger hvilket forhøjer indtrykket af lys og rum omkring disse. Lyset spiller på forskellig vis i farverne og former optisk figurerne plastisk.

Loftsfreskens tema er Kristi komme på den yderste dag. Dommens trone står endnu tom, men klædet drages til side af englene med bøgerne. Kristus troner på regnbuen, skal hente sine frelste (hele verden) hjem
til sig. Heromkring ses engle og hellige. Kristus er kirkens totale midtpunkt. Under regnbuen ses Jomfru Maria med vinger (englenes dronning). Kirkefædrene forkynder Kristi lære og væren i det levende ord. Vejen til himlen går bogstaveligt talt over kirken. Helheden giver forhåndsprøve på det der skal ske bag himlens lukkede port, der skal åbnes på den yderste dag, symbol på det egentlige mål med pilgrimsfærden, det evige livs herlighed. Kirken er en forjættelse, en lovgivning på hvad der skal komme.
Det er den pietistiske glæde, den fortrøstningsfulde religion, der trives i Sydtyskland på denne tid sammenlignet med den dystre domsvision i
Michelangelos dommedag. 
I 1983 kom Die Wies på UNESCOs Verdensarvsliste.
 
The Pilgrimage Church of Wies or The Pilgrimage Church of the Scourged Saviour, 1745–54, Town of Steingaden, Bavaria, Germany, designed by Dominikus Zimmermann.
 
1 Valfartsobjektet, Kristus ved martersøjlen/The pilgrimage object, the figure of the flagellated Christ.
 

Steinhausen

Valfartsobjektet der giver nåde i denne kirke er et undergørende Mariasymbol, en pietá, Jomfru Maria med Jesu afsjælede legeme.
The pilgrimage object, the pietá.
 
Steinhausen 1727-33 af Dominikus Zimmermann, præmonstratenserabbedi, Würtemburg. Barok/rokoko, betegnet som et mesterværk i Sydtysk rokoko.  Kirkerummet er et centralrum, en arkitektonisk helhed af hvælv, buer og piller. Frisøjler støtter rundbuer, piller bærer et stenhvælv (kuppelhvælv). Kirkens pulpitur skaber forbindelse fra menighedsrum til alterrum (kor, der er en lille tværoval). Det indre er en elipse med oval murskal, hvilket betyder at grundplanen bliver en elipse med afsnittede ender. Grundplanen er således en længdestillet oval - en længdeorienteret dobbeltskalskonstruktion med en krans af fritstående søjler. Første gang i arkitekturhistorien ses en fripilleorden på oval grundplan. 
Set fra indgangen dækker pillerne alle vinduer. De kurverede vinduer sidder højt så lyset kommer ind fra oven, lysstyrken bliver forstørret i højden. Vinduernes antal, størrelse og placering gør hele rummet meget lyst. Lyset reflekteres på de hvidmalede vægge og på pillerne. Spillet mellem det skarpe vindueslys og pillerne betyder at lyset får særlig effekt på rumoplevelsen. Lys og rumoplevelse ændrer sig konstant ved bevægelse i rummet. Lysoplevelsen kræver en aktiv beskuer. Lysets karakter er forskellig fra årstid til årstid og tidspunkt på dagen. Taget er en meget høj og stejl tagkonstruktion ("tagstol"), der vidner om at Steinhausen er en valfartskirke. Tårnet vokser op af taget over forhallen. 
Steinhausen er en rokokokirke hvor rocaillen ikke findes. Loftsfreskerne består af stuk, det tredimensionale led i arkitekturen og maleri, det todimensionale led i loftsfresken. Den reale arkitektur vokser delvist op i himmelvisionen ved hjælp af quadraturamaleri (falsk og forkortet perspektiv i sampil med arkitekturelementer). Quadratura-maleriet forlænger huset centralperskektivisk op i rummet. Langhusfresken af Johann Baptist Zimmermann bringer Gudsmoderen nær. Hendes barmhjertighed gennemtrænger kirken. Billedcyklens idé er "Per Mariam ad Christum" (gennem Maria til Kristus). Motivet er Det tabte paradis og Det genvundne paradis. Maria er formidleren. De to episoder  modstiller hinanden. Centralt ses Marias Himmelfart. Maria er omgivet af engle og hellige i en spiralkomposition og skykulisser. Det genvundne paradis refererer til Højsangen 4,12. Sangeren siger: "En lukket have er du, min søster, min brud, en lukket have, en forseglet kilde", altså hortus conslucus er den lukkede have og symbol på Marias jomfruelighed som undfangede frelseren. Samtidig er hortus conclusus Det himmelske Jerusalem (Johannes' Åbenbaring 21). Bag Maria, det oprindelige paradis (det tabte), Eva der frister - mørkere træer, plukker af kundskabens træ. Eva, Ave - Paradis, hvad er tabt ved Eva skal genvindes ved Ave, Paradis åbnes ved Maria. Freskens randzone er en arkitektur/naturkulisse, et omløbende landskabspanorama hvor de fire verdensdele hylder Maria - Amerika fjer og bue. Afrika kamel og alligator. Europa, hest. Asien elefant og kors.
Steinausen åbenbarer tre af den katolske kirkes fire Mariadogmer: Maria som Guds moder (valfartsobjektet), Maria har som jomfru født Jesus (hortus conclusus = den lukkede have = uberørt), og Maria som Himmeldronning (loftsfresken) - det ikke medtagne dogme er, at Maria er født uden arvesynd.

The Pilgrimage Church of Steinhausen, c. 1730, designed by the architect Dominikus Zimmermann.
 

Vierzehnheiligen

Legenden om de fjorten hellige hjælpere.

The legends of the Fourteen Holy Helpers.

 
Vierzehnheiligen, ca. 1743-1772 af Baltasar Neumann, rokokoarkitekturens klimaks, er beliggende nær byen Bad Staffelstein i Bayern.
En hyrde ved navn Hermann Leicht så i 1445 et grædende barn på en mark der tilhørte cistercienserklostret Langheim. Hyrden bøjede sig ned for at tage barnet op, men det forsvandt for kort tid efter igen at dukke op, og to lys brændte ved dets side. Et år senere så hyrden barnet igen, det bar et rødt kors på brystet og var ledsaget af tretten andre børn. Barnet fortalte hyrden, at de var de fjorten hjælpere, og at de ønskede at rejse et kapel på stedet. Senere så hyrden to brændende lys sammesteds. Mirakuløse helbredelser begyndte. Cistercienserne byggede et kapel, der tiltrak pilgrimme.
Her er lyset ikke så fuldendt indarbejdet som i Die Wies og Steinhausen. Nogle af de øverste vinduer i kirker er blændet. Murene i hovedskib, sideskib og kor består i høj grad af vinduer, hvilket betyder at rummene er delvist opløst som sammenhængende murmasse. Hovedskibet har i højden tre "lag" vinduer, således kan lyset strømme ind i kirken og ophæve substansen. Kompliceret rytmisk vekselvirkning mellem rum som trænger sig på fra alle sider kun antydet ved fripiller. Lyskilden er ofte skult bag en af de mange piller. Teaterkulisseagtigt lys, lyset har en aktiv rolle. Lys og fripillestruktur medfører af rummets synes af transparent karakter. Lyskilder bliver først erkendelige ved bevægelse. Samspil mellem lys og murpillekonstruktion betyder at rumoplevelsen ved bevægelse til stadighed ændrer sig. 

 

Basilika Vierzehnheiligen/Basilica of the Fourteen Holy Helpers, c. 1743-1772 by Baltasar Neumann is located near the town of Bad Staffelstein, Bavaria. The shepherd Hermann Leicht saw in 1445 a crying child in a field that belonged to the nearby Cistercian monastery of Langheim. The shepherd tried to pick up the child but it disappeared. A little later the child reappered and two candles were burning next to it. A year later the shepherd saw the child again, it wear a red cross on its chest and was accompanied by thirteen other children. The child told him, that they were the fourteen helpers and they wished to erect a chapel at the place. Later the shepherd saw two burning candles descending to this spot. Miraculous healings began. Cistercian friars built a chapel which attracted pilgrims.

 

Birnau

Valfartsobjektet er en siddende Jomfru Maria med Jesusbarnet fra begyndelsen af 1400-tallet. 
The pilgrimage object the Holy Virgin Mary and the Infant Jesus.
 
Birnau ved Bodensøen fra ca. 1747 blev bygget for cistercienserklostret i Salem af den østrigske arkitekt Peter Thumb. Birnau er typisk rokoko på den måde at alt er sammentænkt fra begyndelsen, hvilket betyder at det er det originale interiør, der er udført af Gottfried Bernhard Göz (fresker) og Joseph Anton Feuchtmayer (stukkatur, altre, skulptur).
Facaden
er en tværstillet bygningsblok, egentlig opført som et profant palads for biskoppen af Salem. Man går ind i kirken gennem "præsteboligen". 
Valfartsobjektet er en siddende Jomfru Maria med Jesusbarnet fra begyndelsen af 1400-tallet. 
Billedet i højre sidealter ved munkekorets indgang er af den franske cistercienserabbed, Den Hellige Bernhard af Clairvaux (1090-1153), der i 1115 grundlagde et cistercienserkloster i Clairvaux. Han var den dominerende skikkelse i middelalderens åndsliv i Europa, var modstander af teologisk dialektik. Til venstre for billedet ses honningslikmunden, en putti der holder en bikube og slikker honning. Denne honningslikmund symboliserer at beskueren skal "smage" det uimodståelige søde i Hellige Bernhards tale. 
Grundplanen er mere simpel end i andre pilgrimskirker, der er ikke koromgang, kirkerummet er rektangulært med svag antydning af tværskib, egentlig en forsamlingssal, en "Maria Aula" (Aula Beatae Mariae Virginis) hvor kirkerummet er Marias skød, Kristus har taget bolig i Maria Aula, vi er i tryghed i kirkerummet. Rummet er et "porcelænsrum", meget stuk, lyse farver. Rummets hjørner er afrundet hvilket betyder, at man glider fra det ene rum til det andet. Mellem loft og kirkerum er en malet randzone. Arkitekturornamenter er nødvendige fordi freskoarkitekturen ikke mere "besøger" hele kirkerummet, altså kirkerummets former fortsætter ikke op/ind i loftet.
I sydtysk rokoko ses små spejlfelter i stukkaturen der slører rummets simple grammatik. Caritas (barmhjertighed) sidder med et rigtigt spejl hvilket medfører at betragteren ledes ind i billedverdenen, grænsen mellem realrum og billedrum udslettet. Spejlet er et hulspejl (jf. den gravide Maria). I freskomaleriet er der sket noget typisk for rokokoen da det ikke er muligt at skelne om Maria forestiller Maria eller om hun forestiller nådebilledet. Således opnås en dobbelttydighed som giver præsterne store tolknings- og associationsmuligheder til deres prædikener. Loftet er en historisk pendant til det der sker (ses) nedenunder. Under kuplen hyldes jo Maria. 
Hovedtemaet i hvælvbilleder er Mariabeskyttelsen. Kirken er en vision, det genfundne Paradis.
Freske over alteret. Esther (GT) er en foregribelse på Maria, går i forbøn for pilgrimmene. Esther knæler fremfor Ahasverus for sit folk. Langhusfresken. Maria Himmelfart. Maria ses her i en omskrivning/fortolkning over Birnaus nådebillede, den sengotiske figur foran alteret. Mariafremstillingen er baseret på Judiths bog kap. 10. Judith er en personifikation af det jødiske fromhedsideal. Betylua (symbolsk for Jerusalem) er navnet på hovedbyen i fortællingen i Judiths bog. Både Judith og Esther går i forbøn for sit folk, de foregriber Maria.
 
The pilgrimage church of Birnau on Lake Constance (Bodensee), c. 1747, by the Austrian architect Peter Thumb. In the Birnau church the ground plan was more simple than in other pilgrimage churches, the church room was rectangular with suggestion of a transept, a so-called "Maria Aula", the church room was Maria's/Mary's bosom.
 
1 Birnau ved Bodensøen/Birnau on Lake Constance.
2 Nådebilledet/Divine Mercy Statue.
3 Toppen af højalteret/Top of the high altar.
4 Kirkerummet/The church room.
 
1 Hovedfresken/Main fresco.
2-3 Prædikestol og lydhimmel/Pulpit and sounding-board.
4 St. Benedikts alter/Altar dedicated to St Benedict.
 
1 St. Bernhard af Clairvauxs alter. Til venstre herfor keruben "honningslikmunden", refererende til at St. Bernhards ord er søde som honning, hvorfor han også blev kaldt den "Honningsøde lærer".
Altar dedicated to St Bernard of Clairvaux. Beside the altar is a putti called the "honey sucker" referring to St Bernhard. His words were so sweet that he came to be known as the "Mellifluous Doctor" (honey-sweet).
2 Orgel. Over orglet ses freske med englekoncert, en stor kerub er dirigent, herunder puttier. 
Organ. Above the organ is a fresco of a Concert of Angels.
3 Natur og dagur til venstre og højre for koret/Night clock and morning clock left and right of the choir.
4 Den gamle Birnaukirke, omkring 1614/The old Birnau Pilgrimage Church, about 1614.
 
Kunstnere/Artists

Watteau, Jean Antoine
(1684-1721). Fransk maler, rubenist. Blander teater og virkelighed, gengiver festligheder i overklassen, kvinder i naturlige omgivelser og intime scenerier. Hofmaler hos Ludvig d. 15. Blev kaldt "De galante festers maler". Han udførte malerier med figurer fra den italienske commedia dell'arte. Watteau fik ikke den store anerkendelse i sin tid, men blev optaget på Det Kongelige Akademi for Maleri og Skulptur i Paris med billedet "Indskibningen til Kythera"/"Pilgrimsrejsen til Kythera" fra 1717.

Watteau, Jean Antoine (1684-1721). French rubenist painter.

 
"Kærlighedens melodi", 1715-18, National Gallery, London/"The Scale of Love", 1715-18, National Gallery, London.
 
 
1 "Kærlighedens melodi", 1715-18, National Gallery, London/"The Scale of Love", 1715-18, National Gallery, London.
2 "Pilgrimsrejsen til Kythera", 1717, Louvre, Paris.
"Pilgrimsrejsen til Kythera" alias "Indskibningen til Kythera" eksisterer i tre versioner: 1. version, udført ca. 1709-10, hænger på Städel Museum i Frankfurt am Main. 2. version, udført 1717, hænger på Louvre. Denne version gav ham adgang til Det Kongelige Akademi for Maleri og Skulptur i Paris. 3. version, udført 1718-19, hænger på Schloss Charlottenburg, Berlin.
Unge elskende nyder hinanden på den græske ø Kythera, kærlighedsøen viet til Afrodite, der var født her. Watteaus billede er en allegori på frieri og kærlighed.
Det diskuteres om personerne er på vej til øen eller om de er på den og i færd med at forlade den - det sidste forekommer mest sandsynligt.

"The Pilgrimage to Cythera", 1717, The Louvre, Paris, 1717.
"The Pilgrimage to Cythera" aka "The Embarkation for Cythera" exists in three versions: Version 1, executed c. 1709-10, hangs in the Städel Museum in Frankfurt am Main, Germany. Version 2, executed 1717, hangs in The Louvre Museum in Paris. The painting gained Watteau Admission to the Royal Academy of Painting and Sculpture in Paris. Version 3, executed 1718-19, hangs in Charlottenburg Palace in Berlin.
3 "Pilgrimsrejse til øen Kythera", 1718-19, Schloss Charlottenburg, Berlin/"Pilgrimage to Cythera", 1718-19, Charlottenburg Palace, Berlin.
4 "Den lunefulde", ca. 1718, Statens Eremitagemuseum, Sankt Petersborg.
"La Boudeuse (The Capricious Girl)", c. 1718, The State Hermitage, St. Petersburg, Russia.
 
1 "Mezzetino", 1718-20, figur fra Commedia dell'Arte, Metropolitan Museum of Art, New York.
"Mezzetin", 1718-20, a character from the Commedia dell'Arte, Metropolitan Museum of Art, New York.
2 "Den Hellige Familie (ophold under Flugten til Ægypten), 1719, Statens Eremitagemuseum, Sankt Petersborg.
"The Holy Family (Rest on the FLight into Egypt)", 1719, The State Hermitage, St. Petersburg, Russia.
3 "Pjerrot", 1721, Louvre, Paris/"Pierrot", 1721, The Louvre, Paris.
4 Rosalba Carriera, "Portræt af Antoine Watteau", 1721, Museo Civico "Luigi Bailo", Treviso.
Rosalba Carriera, "Portrait of Antoine Watteau", 1721, Museo Civico "Luigi Bailo", Treviso.

Pilo, Carl Gustav
(1711-1793. Svensk maler, kom til Danmark i 1740, hofmaler, professor og direktør for akademiet.
(1711-1793). Swedish artist, came to Denmark in 1740, court painter, and professor and director at The Royal Danish Academy of Fine Arts, Copenhagen.

1 "Portræt af Louise, Frederik V's første dronning, i salvingsdragt", 1747, Statens Museum for Kunst.
"Louise, Frederik V's First Queen in her Coronation Robes", 1747,
National Gallery of Denmark, Copenhagen.
2 "Portræt af Frederik V i salvingsdragt", ca. 1750, Statens Museum for Kunst.
"Portrait of Frederik V in Anointment Robe", c. 1750,
National Gallery of Denmark, Copenhagen.
3 "Frederik 5." 1751, Gottorp Slot.
4 "Den første tripolitanske gesandt, der i 1757 kom til København", før 1775, Statens Museum for Kunst.
"Portrait of Mahmud Agas, Ambassador of Tripolis", before 1775,
National Gallery of Denmark, Copenhagen.
 
Øvrige kunstnere/Other Artists
 
1 Thomas Gainsborough
(1727-1788) - engelsk portræt- og landskabs
maler.
Billedtitel: "Mr. and Mrs. Robert Andrews", 1748, National Gallery, London.
2 Balthasar Denner
(1685-1749) - tysk portræt
maler. Denner malede i 1719 det berømte portræt af Peter Wessel Tordenskiold. Maleriet tilhører Frederiksborgmuseet. Siden 1882 har man kunnet købe en æske "Tordenskjold" (tændstikker). 
Billedtitel: "Herre i rød frakke", 1750, Gottorp Slot.
3 Francesco Guardi (1712-93) - venetiansk senbarok/rokokomaler. Prospekter. Billedet mister sin substans, tingene mister i vægt og virkelighedsgrad, lige før det forsvinder.
Billedtitel: "Markuspladsen, Venedig", 1775.
4 Jean Honoré Fragonard (1732-1806) - blev umoderne mens hans levede.
Billedtitel: "Angorakatten", ca. 1783-85.
 
1 Francois Boucher (1703-70) - fransk maler og tegner. Det æstetiske ideal er det kvindelige ideal, det graciøse. Gengiver mytologiske idyller og hyrdescener. Har udført dørstykker i riddersalen i Moltkes Palæ. Direktør for Akademiet i Paris 1765.
Billedtitel: "Hvilende kvinde", 1751.
2 William Hogarth (1697-1764) - engelsk maler og grafiker. Satiriske og moraliserende samtidsskildringer. Teaterforestillinger. Litterært indhold.
Billedtitel: "John Gays "Tiggeroperaen", 5. akt", ca. 1827, Tate Gallery, London.
3 Joshua Reynolds (1723-1792) - portrætmaler. Inspireret af de venetianske malere og Rembrandt.
Billedtitel: Portræt af Admiral Samuel Hood, 1783.
4 Giovanni Battista Piranesi (1720-1778) - stik der viser det kaos, der råder i 1700'tallet, alt et rod.
Billedtitel: "Vindebroen", gravering, 1761.
 
1 Peder Als (1726-76) - dansk portrætmaler elev af Pilo. Efter studierejser til Rom 1756-61 blev hans stil mere klassicistisk. Professor ved Kunstakademiet fra 1766. Portrætter af Frederik d. 5. og dronning Louise samt Christian d. 7. og dronning Caroline Mathilde.
Billedtitel: Billedhuggeren Johannes Wiedewelt, 1758.
2 Johan Martin Preisler (1715-94), dansk kobberstikker samarbejdede med Pilo. Kendt for fem portrætter af dronning Louise, Frederik d. 5., Christian d. 7. som barn, dronning Juliane Marie samt jomfru Thielo.
Billedtitel: Joachim Wasserschlebe (1709-1787), tysk-dansk diplomat og kunstsamler, 1776, fra en forsvundet buste af Saly.
3 Johan Hörner (1711-63) - svensk portrætmaler, arbejdede i Danmark fra 1736. Ud over portrætter malede han genrebilleder og stilleben.
Billedtitel: "Portræt af Laurids Lauridsen Thurah", (Lauritz de Thurah), 1754, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot.
Thurah har bl.a. tegnet
Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave.
4 San Ignazio i Rom (1626-50), Jesuitterkirke, miniature rokokopalads, teaterdekorationsagtig. Illusionistisk kuppel, et freskomaleri. 
5 Stift Melk - (1702-46). Klosteranlæg i Østrig, af Jacob Brandtauer.
 

Chardin, fransk stilleben- og genremaler i rokokotiden
Chardin, French still-life and genre painter during the Rococo period 

Chardin, Jean-Baptiste-Siméon (1699-1779). Chardins værker står i åbenlys kontrast til rokokostilen, der især er forbundet med sorgløse scenerier, elegance, romantiske stævnemøder etc. Chardin befatter sig med den virkelighed han ser omkring sig og ikke rokokofantasier.

Chardin, Jean-Baptiste-Siméon (1699-1779). His work had little in common with the Rococo fantasy world that dominated French art in the 18th century. Chardin's paintings are down-to-earth Naturalism.
 
1 "Rokken", ca. 1725-1726, Louvre, Paris/"The Skate", c. 1725-1726, The Louvre, Paris.
2 "Karaffel, sølvbæger og frugt", ca. 1728 , Staatliche Kunsthalle, Karlsruhe, Tyskland.
"Carafe, Silver Goblet and Fruit", c. 1728, Staatliche Kunsthalle, Karlsruhe, Germany.
3 "Vaskekonen", 1733, National-museum, Stockholm/"The Laundress", 1733, National-museum, Stockholm.
4 "Vandmaskine af kobber", ca. 1734, Louvre, Paris/"The Copper Drinking Fountain", c. 1734, The Louvre, Paris.
 
1 "Kvinde skræller kålroer", ca. 1738, Alte Pinakothek, München/"Woman Peeling Turnips", c. 1738, Alte Pinakothek, Munich.
2 "Portræt af Auguste Gabriel Godefroy", 1738, Louvre, Paris/"Portrait of Auguste Gabriel Godefroy", 1738, The Louvre, Paris.
3 "Grapefrugter og granatæbler", 1763, Louvre, Paris/"Grapes and Pome-granates", 1763, The Louvre, Paris.
4 "Selvportræt med en øjenskærm", 1775, Louvre, Paris/"Self-Portrait with an Eye-Shade", 1775, The Louvre, Paris.
 
Perioden i øvrigt
 
Jens Baggesen (1764-1826). Voltaire (1695-1778). Immanuel Kant. Diderot, Goethe, Schiller.  

I Danmark er der Sociale konflikter mellem adel, gejstlig og ny middelklasse. Oplysningstiden, kamp for menneskerettigheder og trykkefrihed.  
I Danmark blev oprettet et kunstakademi.

Den franske revolution 1789-99.
Persiennerne opfindes i Frankrig.

 
  Dronningens gobeliner
Tapestries for HM The Queen
  Regenter
  PAS DE DEUX
ROYAL
  Kongelige portrætter
  Historiske krige
  Aarhus
  Marselisborg
Slot
Marselisborg
Palace
  Kongelige på frimærker
Royals on Stamps
  Bayeux tapetet
  København Copenhagen
  Sculpture by the Sea Aarhus
2009, 2011 2013, 2015
  Jelling
Monumenterne
  Kristne
højtider
  Danske julemærker
Danish

Christmas Seals
  Hjerl Hede
Hjerl Hede
Open Air
Museum
  Søby
Brunkulsmuseum
  Neoplatonisme
  Firenze
Florence
  Domkirken i
Pisa
The Field of Miracles Pisa
  Siena
  Dante
Alighieri
  Guareschi &
Don Camillo
  Rom
Rome
  Vittoriale
degli Italiani
  Milano
Milan
  Padova
Padua
  Palazzo Te
  Arquà Petrarca
  Schweiz
Switzerland
  Venedig
Venice
  Glasmuseet
på Murano
  Glasmuseet
Ebeltoft
  Berlin
  Jeff Koons
  New York
  Praglia abbedi
Praglia Abbey
  Barcelona
  Colonia Güell
  Madrid
  Victor Vasarely
  Frank O. Gehry Guggenheim
Bilbao
  Burgos  &  Pamplona
  Budapest
  Ægypten
Egypt
  Sans Souci, Potsdam
  Den danske kulturkanon
  Rosenholm Slot
Rosenholm Castle
  Kronborg Slot
Kronborg Castle
  Rafael/Raphael
  Rembrandt
  Vatikanstatens frimærker
  Prospektkort
  Leonardo da Vinci
  J.F. Willumsen
  Skagensmalerne
The Skaw Painters
  Glansbilleder
Scraps
  Michelangelo
  Dansk guldalder
Danish Golden
Age
  Den Gamle By
The Old Town, Aarhus
  Den Moderne By
The Modern
Town, Aarhus
 
Drop Down Menu